Kommentar

Vi har overtrådt grænsen for, hvad naturen, mennesket og jeg kan holde til

En utopisk fantasi om evig vækst driver os i stigende grad over både naturens og menneskets grænser. Naturens grænser viser sig i form af klimaforandringer, biodiversitetstab og økosystemkollaps. Menneskets grænser i form af stress, depression, angst eller eksempelvis langvarige hjernerystelser, som jeg har været ude for
»Da jeg sloghovedet, fik jeg konkurrencestaten at føle på min egen krop. Jeg er barn af konkurrencestaten,« fortalte Pil Christensen i sin kronik i 2017.

»Da jeg sloghovedet, fik jeg konkurrencestaten at føle på min egen krop. Jeg er barn af konkurrencestaten,« fortalte Pil Christensen i sin kronik i 2017.

Sille Veilmark

19. december 2018

I dag er det fire år, otte måneder og 19 dage siden, at mit liv blev fuldstændig forandret.

Det tog kun et par sekunder, så var der vendt op og ned på alting. Siden da er der intet, som er blevet, som det var dengang. Egentlig var det en ganske banal begivenhed. Jeg slog hovedet op i en hylde og fik en hjernerystelse, som jeg også tidligere har skrevet om her i avisen.

Et par uger i fred og ro var lægernes kur. Det viste sig dog at gå helt anderledes. Uger blev til måneder, der blev til år med kronisk hovedpine, koncentrationsbesvær og overdimensionerede sanseindtryk. Mange har i årenes løb med god ret spurgt mig, hvordan det lillebitte slag kunne føre til den kæmpe store katastrofe. I virkeligheden er det nok ikke slaget, man skal se på for at forstå det, men på tiden før.

For mit vedkommende i hvert fald ti år med travlhed, som i perioder nærmede sig stress, uden pauser, et enormt pres og et stort fokus på præstation – på studiet og senere på arbejdet.

En sundhedskrise

Er jeg særlig? Nej, når jeg kigger på min generation og særligt de yngre generationer, så er de præget af netop sådan et konstant pres. Det samme gælder de voksne på arbejdsmarkedet. Krav om produktivitetsstigninger presser flere og flere til at udføre det samme arbejde eller mere, med de samme eller færre ressourcer.

Der er en direkte sammenhæng mellem det øgede pres, som mange oplever, og de triste mistrivselsstatistikker, vi ser i disse år. Flere og flere tilfælde af stress, depression og angst blandt både børn, unge og voksne. Men der er også en direkte sammenhæng til min egen historie. For der er efterhånden forskningsmæssigt belæg for, at hjernerystelser oftere bliver langvarige, hvis nervesystemet i forvejen er presset eller stresset.

Det er ikke bare i Danmark, vi kan se denne mistrivsel. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, vurderer, at stress, depression og lignende psykiske problemer vil være det andetstørste sundhedsproblem i verden i 2020.

En farlig fantasi

Der er en direkte parallel fra den sundhedskrise, som WHO tegner konturerne af og til den største krise, vi står over for i de her år – nemlig klima- og naturkrisen.

Sammenhængen skal vi finde i baggrunden for kriserne, som på lange stræk er den samme. Nemlig vores forestilling om, at gode samfund pr. definition er samfund, der år for år bliver rigere. Hvor produktiviteten stiger år for år, hvor der er økonomisk vækst.

Forestillingen om uendelig økonomisk vækst forudsætter også et grænseløst forbrug af både menneskelige og naturlige ressourcer.

Men det er en fantasi, som i disse år møder virkelighedens grænser – naturens såvel som menneskets. Naturens grænser viser sig i form af klimaforandringer, biodiversitetstab og økosystemkollaps. Menneskets grænser i form af stress, depression, angst eller nervesystemsammenbrud som f.eks. langvarige hjernerystelser.

Vores opgave

Vi står derfor over for en opgave, der handler om at skabe både menneskelig og grøn bæredygtighed. Begge dele fordrer et opgør med forestillingen om evigt voksende økonomier såvel som afhængigheden af økonomisk vækst.

Et første skridt mod bæredygtighed er at tillægge naturen og mennesket en værdi i sig selv. En værdi, som ligger ud over deres evne til at bidrage til et voksende BNP.

Kun ved at sætte mennesket og naturens trivsel i forreste række vil vi kunne imødegå og afbøde begge kriser. Når vi indretter alt fra produktion til forbrug, landbrug, arbejdsmarked over skolesystem og økonomi, skal naturen og menneskets velbefindende stå øverst.

Pil Christensen er sociolog og debattør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Arne Albatros Olsen
  • Ejvind Larsen
  • Samuel Grønlund
  • Jørn Andersen
Arne Albatros Olsen, Ejvind Larsen, Samuel Grønlund og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vivitur parvo bene (Horats).

'Man kan leve godt på lidt'. Den romerske poet, der tilskrives udtrykket 'carpe diem' (grib dagen), anså sine romerske samtidige for materialistiske og fantasiforladte.

Mon ikke det stadig har gyldighed blandt dets vestlige efterkommere i dag. At nøjes, med andre ord. Ikke at ansvaret for verdens tilstand skal pålægges den enkelte, men mon politikerne foretager sig noget for alvor uden at der stilles krav til dem?

Men tror du virkelig at vi er villige til at acceptere forringede levevilkår? Politisk vil det jo altid være et spørgsmål om, hvem det er der skal afgive goder. Politikerne har jo deres vælgerbaser.

Før landbrug og transport kommer med i klimaplanerne, flytter det jo ikke rigtig noget. Men vil folk stemme anderledes af den grund? Lige nu sidder aben på skuldrene af en og anden statistiker der har udarbejdet de internationale CO2-kvoter polikerne har vedtaget. Dem køber regeringen så nogle af og smider i papirkurven. Og vupti - så har Danmark balance i regnskabet.

Samtidig klapper regeringspartierne sig på skuldrene, fordi de kan hævde at vækst er foreneligt med mindre CO2-udslip. De ignorerer så at Kina og Indien har lettet byrden, fordi CO2 beregnes på eksport. Produktionen er jo som bekendt outsourcet.

Dette nørdede spil vil Brasilien løse ved dobbelt bogholderi. De hører jo til BRIKS-landene der stormer frem men som samtidig har store, fattige befolkninger. Brasiliens CO2-skovoptag førte jo til at dette stridspunkt blev udskudt (som det fremgår af artikel på Information.dk af 17/12).

Det er altså vigtigt at forstå at de krav, vi stiller, jo stadig skal igennem den politiske kværn. Det rækker ikke at Ole sidder på en knold og synger, men det sender et klart signal om dyden at nøjes.

Festina lente!

Augustus yndede efter sigende dette udtryk. At skynde sig langsomt var også den røde tråd i Milan Kunderas roman 'Langsomheden' som var meget fremme i medierne efter filmatisering. Omtalt bla i I formation 26/2-10 under overskriften 'Langsomhed' med en sløjfe omkring Kiergaards ironiske skrift 'Diapsalmata'.

Ikke for være Klåge Åge men dette tidsspan langt tilbage er nok noget af det vi har tabt fornemmelsen for. Vi lever i en selvsnoet, idelig foretagsomhed. Det krasse paradoks opstår så her midt i en klimakrise der nok for de fleste kommer skræmmende i sit tidsforkortede perspektiv over nogle få årtier.

Arne Albatros Olsen

Selvfølgelig er der endda en klar sammenhæng.
Og den forbindelse er det vigtigt, at man ikke osse for klimastress oveni.

Tommy Mortensen

Tak for din gode mening Pil!
Du skriver:
"Når vi indretter alt fra produktion til forbrug, landbrug, arbejdsmarked over skolesystem og økonomi, skal naturen og menneskets velbefindende stå øverst."
Jeg mangler tillid til politikere, og tror at denne revolution skal ske nedefra!
Jeg tror flertallet af politikere er som marionetdukker for dem, der ejer butikken.