Det går stadigvæk over al forventning med vores nystartede forening ’Andelsgaarde’. Vi har nu over 1200 medlemmer, og oplever en fortsat medlemsfremgang på 8. måned.
Ideen om først at stifte en forening med henblik på at tage dansk landbrugsjord tilbage, hvor et medlemskab koster 150 kr. om året – når vi har den første konkrete gård – synes at give mening for flere og flere folk.
Beløbet på 150 kr. fandt også vej til et nyt forskningsresultat fra en række forskere fra Syddansk Universitet (SDU), der i sidste måned nåede frem til, at det kun vil koste 150 kr. om måneden pr. dansker at droppe alle fossile brændstoffer som olie, kul og naturgas og på den måde blive 100 procent grøn.
Desuden kommer forskerne også frem til, at investeringen vil lede til enorme besparelser, fordi sundhedsudgifterne vil falde drastisk på grund af den lavere partikeludledning – og mere end tjene investeringen på de 150 kr. om måneden pr. dansker hjem igen.
Fantastisk, men mon politikerne er parate til at sætte skatten op med et så beskedent beløb? Tilsyneladende ikke.
Men vi bombarderes heldigvis med lignende forskningsresultater i øjeblikket, og løsningerne synes trods en nærmest uoverstigelig klima- og biodiversitetskrise at blive mere og mere konkrete.
De 150 kr. er altså ikke mere end så mange andre abonnementer, som vi allerede betaler til f.eks. et månedskort til et fitnesscenter.
Vi kan lave det samme regnestykke for Andelsgaarde, hvor et medlemskab på 150 kr. om måneden også ville generere en svimlende sum. Vi behøver ikke at medregne alle danskere, som forskerne fra SDU gør, men bare tage udgangspunkt i de over 800.000 danskere, der har et fitnessabonnement. Ja, det er vildt, at så mange har et fitnessabonnement i dag, det er jo nærmest en folkevandring.
Kunne vi forestille os en ny folkevandring? Bare en ud på landet, hvor vi tog jorden tilbage og plantede træer og grøntsager i enorme mængder? På den måde kunne vi få reduceret vores CO2-aftryk og højne biodiversiteten.
Lad os prøve regnestykket af: Hvis 800.000 personer betalte 150 kr. om måneden, ville det indbringe 120 millioner kr. om måneden. Det lyder måske ikke af så meget i betragtning af, at dansk landbrug skylder over 300 milliarder, men en hektar kan forpagtes for mellem ca. 5.000 og 8.000 kr. om året.
Så lad os prøve at regne videre med den høje sats, nemlig 8.000 kr. pr. hektar om året, og se, hvor langt vi kan komme. Det giver nemlig hele 15.000 hektar, som kan omlægges. Ikke om året, men om måneden!
Fyn er på godt 300.000 hektar, så det ville ikke tage mere end et par år, og så skal vi naturligvis lægge lidt til, for der skal plantes træer og grøntsager i mængder, vi ikke har set tidligere – hvis vi altså skal komme i mål med at nedbringe og binde vores CO2.
Men eksemplet snyder, for det er jo forpagtningspriser, så hvad nu, hvis vi reelt køber landbrugsjorden tilbage? En hektarpris kan naturligvis svinge meget, men nu leger vi bare med tallene, så lad os sige 150.000 kr. pr. hektar.
Det giver 800 hektar om måneden. Det vil sige, at vi om året snildt kan plante til, hvad der svarer til Danmarks nuværende største skovareal, nemlig Silkeborgskovene. Og mon ikke der også ville blive plads til en skovlegeplads til dem, som skal arve en bedre jord? For det er jo det, det hele handler om.
Der kan naturligvis tages alle mulige forbehold over for et sådant husmandsregnestykke, for der er hverken regnet omkostninger eller beplantning med, men det illustrerer, ligesom regnestykket af forskerne fra SDU, hvor lidt der skal til, for at vi kan vende udviklingen.
Foreningen Andelsgaarde
Andelsgaarde er en forening, der ønsker at starte en folkebevægelse, som skal sikre fremtidens børn et bedre klima, større biodiversitet og sunde fødevarer. Andelsgaarde vil købe landet tilbage én bondegård ad gangen og omlægge jorden til bæredygtigt landbrug.
Rasmus Willig er sociolog og medstifter af projektet. Han vil på denne plads fortælle om opbygningen af Andelsgaarde ca. hver sjette uge.
Seneste artikler
Foreningen Andelsgaarde: Den første gård er i hus
5. juni 2019Endelig er det lykkedes at finde den første gård til Foreningen Andelsgaarde, skriver medstifter Rasmus Willig. De er bogstaveligt talt klar til første spadestik til en ny folkebevægelseNår arven fra vores 'asketiske' liv gøres op, må selv Vorherre holde sig for næsen for mængden af metan
10. april 2019Vi hører om og om igen, at vores unge er den første generation, der kommer til at opleve klimaforandringerne, og den sidste, der kan gøre noget ved dem. Det lyder umiddelbart rigtigt, men også noget besynderligt, for det fratager både os som forældre og bedsteforældre ansvaret for den verden, vi efterladerAnders Morgenthaler og Phie Ambo går ind i Andelsgaarde
27. februar 2019Men der er stor utålmodighed efter at få jord under neglene
Fri jonglering med ubegrundede tal og løse usaglige påstande, kan være mægtig underholdende, men leder nærmest aldrig til noget godt og brugbart.
Det gælder også for ovenstående, muligvis velmenende, men grundlæggende hjælpeløse humbug.
Mon Rasmus Willig har været i praktik hos Hans Rosling - den store svenske taljonglør og grønvasker. Meget tyder på det.
Her et elsempel på, at grøn omstilling slet ikke behøver at koste, men tværtimod giver et enormt økonomisk overskud https://klauscort2.blogspot.com/2018/12/gratis-kollektiv-trafik-er-bade-...
- og som i modsætning til Macrons afgiftsforhøjelser på brændstof gavner folk på bunden af samfundet.
( - og så skal det lige med i dit regnestykke, Rasmus, at folk der dyrker fitness udstøder meget mere CO2 end folk der forholder sig i ro !! )