Kommentar

Regeringens plan om at nedlægge regionerne vil lamme sundhedsvæsenet i årevis

Regeringen vil i sit snarlige sundhedsudspil sandsynligvis lægge op til at omkalfatre strukturerne i sundhedsvæsenet. Det er en effektiv sut i munden på sundhedsvæsnet de næste 4-5 år
15. december 2018

For noget tid siden besøgte jeg som hjemmesygeplejerske en mand, der havde været indlagt for kræft. Mens han fortalte mig om sit forløb, løb tårerne ned ad kinderne. Det er usædvanligt for en mand i hans alder at græde, og det var faktisk heller ikke selve diagnosen, hans tale kredsede om. Det var oplevelsen på sygehuset med travlhed, larm og en manglende værdighed, der fik tårerne til at løbe og stemmen til at bæve: »Jeg skal aldrig nogensinde indlægges der igen«.

Lars Løkke Rasmussen fortæller tit om de mennesker, han møder, som bekræfter ham i hans politiske visioner. Men det er måske på tide at udvide horisonten, for det er hverken første eller sidste gang, jeg har hørt om et sundhedsvæsen, der på trods af de gode intentioner slår revner og direkte modvirker det, det er sat i verden for: At fremme sundheden.

Skridtene fremad i sundhedsvæsnet har ellers været enorme. Langt flere patienter bliver behandlet, hurtigere og med bedre resultater. Det er det positive. Det negative er, at travlheden er ved at tage livet af folk. Det sundhedsvæsen vi kender i dag, kan allerede være fortid om ti år, hvis vi lader stå til.

De opgaver, vi står over for, matcher ikke de ressourcer, vi har til rådighed. Som det er nu, har vi ikke råd til at uddanne vores personale til nye opgaver, midlerne til forskning strækker ikke langt nok, og prisen på den nyeste medicin trækker varme hænder ud af budgetterne.

Som om det ikke var nok, skal fire ud af fem regioner spare og er i gang med fyringsrunder. Vi taler altså om hospitaler, der er ved at sande til i opgaver, der har svært ved at rekruttere og fastholde personale, som nu må afskedige flere medarbejdere.

Når regeringen snart fremlægger sit sundhedsudspil, er det sandsynligvis uden løsninger på de problemer. Meget tyder på, at regionsrådene nedlægges, og strukturerne ændres således, at hvert hospital nu skal fungere i en klynge med 5-6 kommuner.

Det er en effektiv sut i munden på sundhedsvæsnet de næste 4-5 år. Tiden vil gå med at omorganisere, ansætte, flytte kontorer, finde arbejdsgange osv. Alle kræfter vil blive kastet ind i det kaos, som enhver omstrukturering medfører. I virvaret vil behovet for ressourcer være maskeret, i hvert fald for en tid. Effektivt, hvis man er en nærig regering. Men er det virkelig det bedste for patienterne?

Absurde incitamenter

»Sundhedsreform« lyder handlekraftigt. Men i stedet for de semantiske fatamorganaer om grundlæggende forandringer burde vi fokusere på de udbygninger, der faktisk er behov for. En revolution vil lamme den sidste livsnerve i sundhedsvæsnet. Lad os i stedet udvikle den gode base, Danmarks frie sundhedsvæsen altid har hvilet på:

Brug de fora for samarbejde mellem kommuner og hospitaler, der allerede eksisterer. Styrk lederne på afdelingerne, og hold patientens bedste for øje. Det lyder måske som en floskel, men lige nu måler vi ikke vores sundhedsvæsen på, om patienten bliver rask, men om 40 procent af patienterne bliver vendt i døren i akutmodtagelsen. Hvis du belønner hospitalerne for aktivitet, så får du aktivitet, også selv om den er meningsløs eller ligefrem skadelig. Incitamenter virker – og nogle gange virker de så godt, at resultatet bliver absurd.

Fremtiden venter med ny teknologi og nye behandlingsmuligheder. Det kræver en skarp prioritering, så ressourcerne ikke berøves fra psykiatrien og de medicinske patienter. Teknologi udvider vores muligheder for at behandle flere patienter, og det er godt, men koster penge. Teknologi tager også tid. Se bare på IT-systemerne. Minister for offentlig innovation Sophie Løhdes (V) seneste udmelding om, at skærme kan afløse besøg fra hjemmeplejen, vidner desværre om en tilgang til teknologi (og hjemmepleje), hvis logik findes på siderne af et regneark.

Normeringer skal løftes, især på udvalgte steder som psykiatrien og de medicinske afdelinger. Alt for mange oplever kaotiske forløb uden mål og med. Stil krav til mere ensartede, høje kvalitetstilbud i kommunerne, og styrk den praktiserende læge. Hvis regionale forskelle er et problem, så prøv at se på de kommunale. De er enorme.

Og så bør vi løfte kommunernes akutstuer. De skal under lægeligt ansvar, og SOSU-assistenterne skal tilbage på hospitalerne. De skal være med til at varetage plejen af de komplekse borgere i kommunerne. Derfor skal de også være en del af hospitalsvæsnet.

Sidst, men ikke mindst, bør vi styrke medicinrådene og udvide dem til at skulle vurdere alle former for screeninger og vacciner mv. Kun sådan får vi styr på udgifterne til ny medicin og behandlinger samt styr på, at det ikke kun er kræftpatienter, der få adgang til den nyeste medicin.

Som det ser ud i dag, har vi mangel på sygeplejersker og SOSU-assistenter. Jeg møder mange folk, der forlader faget. Det kan omstruktureringer og pseudoreformer ikke løse. Der er kort og godt brug for en kontinuerlig udvikling af vores sundhedssystem.

Lise Müller, sygeplejerske og næstformand for SF

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Gunilla Funder Brockdorff
Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Gunilla Funder Brockdorff anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sundhedsvæsenet er ikke en mekanisme, det er en organisme. Organisatoriske ændringer og strukturelle omvæltninger forbedrer ikke en organisme som sundhedsvæsenet, det svækker den. Den skal ikke reformeres, den skal udvikle sig. Den har et potentiale for selvheling, og kan komme sig efter store skader, selv efter politisk-administrativt påførte indgreb og reformer. Men det kræver viden, det kræver ro, og det tager tid.
If it ain't broke, don't fix it. Det er følsomme ting vi har med at gøre.

Det der kræves er mere faglig indsigt og fagligt lederskab, og mindre politisk-administrativ indblanding. I den seneste tid har vi på flere områder set frygtelige eksempler på forskydning af indflydelsen og beslutningskompetencen fra det faglige til det politiske niveau, med deraf følgende tab af viden blandt beslutningstagerne. Det er en katastrofe.

Partierne har i årevis ledt efter måder at afkoble de gamle strukturer i samfundets institutioner og virksomheder. Formålet er som regel at gøre tingene bedre og billigere. Det er en så stærk politisk drift, at den kan fortsætte længe efter, at den offentlige virksomhed er holdt op med at virke. Det kan man blandt andet se på Skat, men også flere af de udflyttede styrelser er omstruktureret ihjel. Lise Müller, det, som du foreslår er jo mere af det samme, som partierne forsøger at undgå. Hvordan vil du lade de kollegiale forsamlinger styre midlerne? Det er jo deres regime, som partierne vil til livs. Og hvordan vil du lade medicinpriserne give en bedre økonomisk ramme for sundhedsvæsenets opgaver?