Kronik

Respekterer vi ikke selv menneskerettighederne, kan vi ikke forvente, at andre gør det

Mandag er det 70 år siden, at FN’s erklæring om menneskerettigheder blev vedtaget. I mange lande er disse rettigheder nu truet, og vi har derfor alle en pligt til at kæmpe for de værdier, der ligger bag erklæringen, og ikke give os en tomme
Mahatma Gandhi, der her er fotograferet i 1946 omgivet af Jawaharlal Nehru (tv) og S.V. Patel, kom efter Anden Verdenskrig og atombombeangrebet på Japan med en indtrængende opfordring til alle om at »do the duty of citizenship to the world«, og den bøn var menneskerettighedserklæringen et konkret svar på.

Mahatma Gandhi, der her er fotograferet i 1946 omgivet af Jawaharlal Nehru (tv) og S.V. Patel, kom efter Anden Verdenskrig og atombombeangrebet på Japan med en indtrængende opfordring til alle om at »do the duty of citizenship to the world«, og den bøn var menneskerettighedserklæringen et konkret svar på.

AKG /Ghandi Photo Service Bombay-Berlin/ Ritzau Scanpix

10. december 2018

Rejsende i et tog på vej til Delhi den 25. maj 1947 skrev Mahatma Gandhi til UNESCO’s generaldirektør, Julian Huxley:

»I learnt from my illiterate but wise mother that all rights to be deserved and preserved come from duty well done. Thus the very right to live accrues to us only when we do the duty of citizenship to the world.«

Dengang skrev Gandhi nærmest på tværs af den ambition, der året efter førte til FN’s verdenserklæring om menneskerettighederne, vedtaget den 10. december 1948. Pligter var ikke hovedtemaet i debatten dengang; det handlede om rettigheder. Ikke desto mindre virker Gandhis ord mere aktuelle i dag end nogensinde.

Det gør de, fordi menneskeheden med klimaforandringerne og truslerne mod livet på jorden synes at befinde sig på en glidebane mod afgrunden. Det er åbenlyst, at både hvert enkelt individ på jorden og, ikke mindst, hver eneste stat og mellemstatslig organisation har en pligt til og et ansvar for at handle.

Menneskerettighederne, som den nu 70-årige, stadig intenst vedkommende og aktuelle, erklæring så stærkt og klart forfægter, vokser ud af denne pligt til at handle i solidaritet med andre mennesker og med alt liv på jorden.

Hver og en af os har sine tanker, ideer og følelser i forhold til menneskerettighederne. FN’s erklæring vedrører os alle som en slags universel Magna Carta, der definerer, hvad det vil sige at være menneske i verdenssamfundet.

Friheden kan let knuses

Det har konsekvenser, hvad vi gør – også som et mindre land. Hvis danske regeringsmedlemmer undgår at mødes med Dalai Lama eller skærmer den kinesiske præsident for tibetanske flag, fordi de er bange for den kinesiske regerings reaktion, så gør vi princippet om den stærkes ret en stor tjeneste.

Vi bliver en lille del af det kæmpehjul, der så let kan tromle frem og knuse friheden og de ideer, menneskerettighedserklæringen udtrykker.

At være diplomatisk er, i modsætning til gængse fordomme, meget langt fra det samme som at være fej. Tværtimod kan man ved et stærkt, værdibaseret og uafhængigt diplomati gøre sig internationalt respekteret af regeringer og – selvfølgelig ikke mindst – af borgere i andre lande.

Vi bør for eksempel ikke sidde tavst tilbagelænet, når palæstinensiske myndigheder systematisk torturerer fanger, der ikke er på linje med den officielle ortodoksi. Lige så lidt som vi kan acceptere den israelske stats anneksion af palæstinensisk land. Når myndigheder i Tanzania og Uganda driver klapjagt på homoseksuelle, så har vi også fra dansk side en pligt til at tale og handle.

Når mennesker flygter fra nød og forfølgelse, og de banker på døren til Danmark, er det vores pligt at handle. Den bibelske historie om Kain og Babel er stadig vedkommende, også for ikke- eller anderledes troende.

»Hvor er din bror, Kain?«

»Jeg ved det ikke, skal jeg passe på min bror?«

Ja, det er præcis, hvad vi skal! Vi har et ansvar, der kan udmøntes i forskellige svar – det bedste er formentlig at bidrage til udvikling i de lande, migranterne kommer fra, og kamp mod klimaforandringerne, da 20 procent af alle migranter nu er klimaflygtninge. Men vi har også et ansvar for at behandle de mennesker, der kommer her, anstændigt og i overensstemmelse med internationale aftaler.

Hule festtaler

En stor del af nutidens politik er drevet af frygt for de andre og de anderledes. Men frygt er den værste rådgiver. En politik, der både er realistisk og i overensstemmelse med visionen fra menneskerettighedserklæringen, vil starte med vores selvfølgelige pligt til at handle for andre mennesker – og ikke kun for de nærmeste. En somaliers liv er præcis lige så værdifuldt som en danskers, hverken mere eller mindre.

Politik bør være drevet af visioner, håb og vilje til at søge efter løsninger. Alt dette burde være en selvfølge, men et hurtigt blik på det politiske landskab i verden og i Danmark viser, at sådan er det ikke.

I Danmark holder vi af at rose os selv for at være et foregangsland for menneskerettigheder. Men festtalerne lyder stadig mere hule. Det er ikke tilfældigt, at det nu er kommet så vidt, at en toppolitiker fra Socialdemokratiet for nylig fordømte den europæiske menneskerettighedsdomstol.

Her i 75-året for redningen af de fleste danske jøder, er der ekstra meget brug for, at vi lader os inspirere af datidens eksempel på, hvad det i praksis vil sige at tage vare på andre mennesker, når det virkelig gælder.

Smykkelov, anbringelse af flygtninge på en øde ø og stigmatisering af flygtninge og migranter er symptomer på en sygdom, der rammer nogle af de mest udsatte personer i vores land, men som med sine konsekvenser angriber selve livsnerven i de værdier, vi som danskere har tilkæmpet os gennem historien. Hal Koch sagde om demokratiet, at det er et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled. Det er også sandt om menneskerettighederne. De er ikke for altid givne og solide byggesten i vores samfund.

Respekterer vi ikke selv menneskerettighederne, kan vi ikke forvente, at andre gør det. Derfor bør vi også gribe i egen barm.

Treårsreglen for familiesammenføring, udlevering af fanger til afghanske myndigheder, der er berygtet for at anvende tortur og tvang, er eksempler på, at heller ikke vi altid overholder de grundlæggende rettigheder.

Foruroligende udviklinger i lande som USA, Brasilien, Ungarn, Polen og Rumænien sender faresignaler, der viser, at vi alle har pligt til og ansvar for at kæmpe for de værdier og det sindelag, der ligger bag FN-erklæringen, og ikke give os en tomme. Ellers skrider vi langsomt, men uundgåeligt, imod afgrunden.

Universelle rettigheder

Menneskerettigheder er kun meningsfulde, når de i praksis kan blive omsat til virkelighed. Det forudsætter, at mennesker har de helt grundlæggende betingelser for at handle og ytre sig frit og uafhængigt, og det indebærer bl.a. arbejde, bolig, føde, sundhed og uddannelse.

Skellet mellem forskellige rettigheder, såsom på den ene side politiske og individuelle og på den anden side økonomiske og sociale, er kunstigt. Alle rettigheder hænger uløseligt sammen, og de er båret oppe af pligten til at tage vare på hinanden, som individer og som samfund. Det betyder, at vi må kæmpe mod den voksende økonomiske og sociale ulighed, både herhjemme og ude i verden.

De senere års debat om menneskerettighedserklæringen har i høj grad kredset om, hvorvidt den nu er fuldt ud universel i den forstand, at den afspejler verdens vidt forskellige kulturelle normer og holdninger. Hertil er at sige, at det først og fremmest er et politisk dokument, men politisk i ordets mest noble betydning.

Efter en blodig, tragisk og verdensomspændende krig og i bevidstheden om, hvad Hiroshima- og Nagasaki-bomberne kunne indvarsle for menneskeheden, samlede verdens nationer sig om en fælles, fremadrettet vision om menneskeværd. Siden tilsluttede de mange nye stater, der opstod med afkoloniseringen sig også erklæringen. Denne eksemplariske enighed gør menneskerettighedserklæringen universel. Den er et håndgribeligt svar på Ghandis indtrængende opfordring til at udøve sin pligt til at »do the duty of citizenship to the world«.

Gandhi har, også på dette område, et vigtigt budskab til os i dag. Vi har en pligt over for hinanden og over for verdenssamfundet. Hvis vi ikke lever op til den, forbliver menneskerettighederne en fjern og uopnåelig drøm.

Erik Boel og Jens Boel, hhv. tidligere landsformand for Europabevægelsen og historiker

Den franske præsident Vincent Auriol holder tale i Palais de Chaillot i Paris under FN’s Generalforsamling i december 1948, hvor Menneskerettighedserklæringen blev vedtaget. Længst til venstre ses australske Dr. H.V. Evatt, som stod i spidsen for godkendelsen af de 30 punkter i erklæringen.
Læs også
Kvinder i Bangladesh demonstrerer med billeder af forsvundne slægtninge i starten af december. Menneskerettighedsgrupper fortæller, at myndighederne slår hårdt ned på aktivister i landet – og at Vesten ikke, som tidligere, bakker op om ngo’er. 
Læs også
Under Xi Jinpings ledelse er Kina begyndt at dominere mange diskussioner og forsøger meget mere aktivt at påvirke beslutningsprocesser, når det kommer til menneskerettigheder.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Lise Lotte Rahbek
  • Gert Romme
  • lise zeuthen
  • Eva Schwanenflügel
Viggo Okholm, Lise Lotte Rahbek, Gert Romme, lise zeuthen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Tak for god artikel :-)

Dog et lille aberdabei :
"Den bibelske historie om Kain og Babel er stadig vedkommende, også for ikke- eller anderledes troende."

Babel var navnet på tårnet Gud væltede.
Abel var navnet på Kains bror, som han myrdede.

Viggo Okholm, Lise Lotte Rahbek, Nette Skov, Henriette Bøhne, Morten Sørensen, Torben Skov og Jens J. Pedersen anbefalede denne kommentar
Aleksander Laursen

"Friheden kan let knuses. Det har konsekvenser, hvad vi gør – også som et mindre land."

Ja, nu fik vi eksporteret demokrati til Irak, Afghanistan og Libyen sammen med USA. Dét kan vi trods alt bryste os af. Støtten til Ukrainske nazister er ifølge medier og politikere også en kamp for demokrati mod de onde russere.

Demokratiske våben blev også sendt til "de moderate" syriske oprørere. Våben som skiftede hænder efter kort tid og endte hos ekstremister. Men hvad faen, de jo hensigten der tæller.

Derfor skal vi nødig drøfte vores bidrag til borgerkrig i Libyen og Irak, hensigten overgår resultatet- specielt i vestlig kultur. Som Ruslands Lavrov sagde da Ukrainekrisen begyndte: "Jeg håber ikke USA vil hjælpe Ukraine som de hjalp Libyen og Irak".

Jens J. Pedersen

Danmark er i den situation, at knap en femtedel af befolkningen gerne vil afskaffe menneskerettighederne. De er alle overbeviste om, at det ikke går ud over dem selv.
Seem Præstegaard har været og er vel foregangsmand indenfor afskaffelsen af menneskers rettigheder.
Endnu sidder præstegårds datteren i Folketinget.
Der er nogle mennesker i Danmark, der skal tænke sig grundigt om.
Alle undersøgelser og overvejelser peger i retning af, at Dansk Folkeparti og de øvrige nationalister i Verden ønsker, at de kan behandle andre mennesker efter DF's forgodtbefindende. Skal vi ikke slå fast en gang for alle, DF er en samling af individer, der kun vil sig selv. Kun hvis du tilhører kan du blive frelst.
Lun ned for DF, så vi kan få et anstændigt Danmark. DF's efter danser Inger Støjberg skal samtidig lukkes ned.

Lillian Larsen, Nette Skov, Bjarne Bisgaard Jensen, Lars N. Jensen, Elisabeth Jensen, Henriette Bøhne, Carsten Nørgaard, Gert Romme, Jesper Sano Højdal, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Jeg tror, at en folkebevægelse mod Dansk Folkeparti vil være et godt træk.

Lillian Larsen, Nette Skov, Lars N. Jensen, Elisabeth Jensen, Carsten Nørgaard, Gert Romme, Jens J. Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Torben Skov
Skal vi starte nu. Lav en hjemmeside, hvor vi kan skrive under på, at DF skal afskaffes!

Danmark er en krigsførende nation, og man skal ikke glemme, at betegnelsen, Menneskerettigheder, kan udskiftes med Geneve-Konventionen, og en række sager viser, at så klarer Danmark sig i hvert fald ikke til topkarakter.

Eva Schwanenflügel og Jens J. Pedersen anbefalede denne kommentar
Morten Sørensen

@Eva Schwanenflügel: Gud væltede nu ikke Babelstårnet - han forhindrede blot, at menneskene byggede det helt op i himlen, ved at han gav dem forskellige tungemål, så de ikke kunne forstå hinanden og dermed heller ikke samarbejde. Deraf udtrykket "babylonisk forvirring" :-)

Den største trussel mod FN's menneskerettigheder er, at de på det vitale flygtningeområde ikke er tidssvarende og meningsfulde. Og når regler ikke giver mening, så korroderer respekten for dem langsomt men sikkert.

@ Poul Bundgaard,

Når jeg læser Bekendtgørelse af lov om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention samt selve konventionen og alle dens løbende tilpasninger over tid, syntes jeg da, at den både er tidssvarende, og egentlig er så entydig, at det er svært at tolke den på anden måde, end der direkte kan læses i selve konventionsteksten.

Måske kan du give eksempler på, hvad der ikke er tidsvarende. For det meningsfyldte i en konvention, der skal beskytte mennesker, kan vel ikke ligefrem diskuteres - eller kan det?