Respekterer vi ikke selv menneskerettighederne, kan vi ikke forvente, at andre gør det

Rejsende i et tog på vej til Delhi den 25. maj 1947 skrev Mahatma Gandhi til UNESCO’s generaldirektør, Julian Huxley:

»I learnt from my illiterate but wise mother that all rights to be deserved and preserved come from duty well done. Thus the very right to live accrues to us only when we do the duty of citizenship to the world.«

Dengang skrev Gandhi nærmest på tværs af den ambition, der året efter førte til FN’s verdenserklæring om menneskerettighederne, vedtaget den 10. december 1948. Pligter var ikke hovedtemaet i debatten dengang; det handlede om rettigheder. Ikke desto mindre virker Gandhis ord mere aktuelle i dag end nogensinde.

Det gør de, fordi menneskeheden med klimaforandringerne og truslerne mod livet på jorden synes at befinde sig på en glidebane mod afgrunden. Det er åbenlyst, at både hvert enkelt individ på jorden og, ikke mindst, hver eneste stat og mellemstatslig organisation har en pligt til og et ansvar for at handle.

Menneskerettighederne, som den nu 70-årige, stadig intenst vedkommende og aktuelle, erklæring så stærkt og klart forfægter, vokser ud af denne pligt til at handle i solidaritet med andre mennesker og med alt liv på jorden.

Hver og en af os har sine tanker, ideer og følelser i forhold til menneskerettighederne. FN’s erklæring vedrører os alle som en slags universel Magna Carta, der definerer, hvad det vil sige at være menneske i verdenssamfundet.

Friheden kan let knuses

Det har konsekvenser, hvad vi gør – også som et mindre land. Hvis danske regeringsmedlemmer undgår at mødes med Dalai Lama eller skærmer den kinesiske præsident for tibetanske flag, fordi de er bange for den kinesiske regerings reaktion, så gør vi princippet om den stærkes ret en stor tjeneste.

Vi bliver en lille del af det kæmpehjul, der så let kan tromle frem og knuse friheden og de ideer, menneskerettighedserklæringen udtrykker.

At være diplomatisk er, i modsætning til gængse fordomme, meget langt fra det samme som at være fej. Tværtimod kan man ved et stærkt, værdibaseret og uafhængigt diplomati gøre sig internationalt respekteret af regeringer og – selvfølgelig ikke mindst – af borgere i andre lande.

Vi bør for eksempel ikke sidde tavst tilbagelænet, når palæstinensiske myndigheder systematisk torturerer fanger, der ikke er på linje med den officielle ortodoksi. Lige så lidt som vi kan acceptere den israelske stats anneksion af palæstinensisk land. Når myndigheder i Tanzania og Uganda driver klapjagt på homoseksuelle, så har vi også fra dansk side en pligt til at tale og handle.

Når mennesker flygter fra nød og forfølgelse, og de banker på døren til Danmark, er det vores pligt at handle. Den bibelske historie om Kain og Babel er stadig vedkommende, også for ikke- eller anderledes troende.

»Hvor er din bror, Kain?«

»Jeg ved det ikke, skal jeg passe på min bror?«

Ja, det er præcis, hvad vi skal! Vi har et ansvar, der kan udmøntes i forskellige svar – det bedste er formentlig at bidrage til udvikling i de lande, migranterne kommer fra, og kamp mod klimaforandringerne, da 20 procent af alle migranter nu er klimaflygtninge. Men vi har også et ansvar for at behandle de mennesker, der kommer her, anstændigt og i overensstemmelse med internationale aftaler.

Hule festtaler

En stor del af nutidens politik er drevet af frygt for de andre og de anderledes. Men frygt er den værste rådgiver. En politik, der både er realistisk og i overensstemmelse med visionen fra menneskerettighedserklæringen, vil starte med vores selvfølgelige pligt til at handle for andre mennesker – og ikke kun for de nærmeste. En somaliers liv er præcis lige så værdifuldt som en danskers, hverken mere eller mindre.

Politik bør være drevet af visioner, håb og vilje til at søge efter løsninger. Alt dette burde være en selvfølge, men et hurtigt blik på det politiske landskab i verden og i Danmark viser, at sådan er det ikke.

I Danmark holder vi af at rose os selv for at være et foregangsland for menneskerettigheder. Men festtalerne lyder stadig mere hule. Det er ikke tilfældigt, at det nu er kommet så vidt, at en toppolitiker fra Socialdemokratiet for nylig fordømte den europæiske menneskerettighedsdomstol.

Her i 75-året for redningen af de fleste danske jøder, er der ekstra meget brug for, at vi lader os inspirere af datidens eksempel på, hvad det i praksis vil sige at tage vare på andre mennesker, når det virkelig gælder.

Smykkelov, anbringelse af flygtninge på en øde ø og stigmatisering af flygtninge og migranter er symptomer på en sygdom, der rammer nogle af de mest udsatte personer i vores land, men som med sine konsekvenser angriber selve livsnerven i de værdier, vi som danskere har tilkæmpet os gennem historien. Hal Koch sagde om demokratiet, at det er et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled. Det er også sandt om menneskerettighederne. De er ikke for altid givne og solide byggesten i vores samfund.

Respekterer vi ikke selv menneskerettighederne, kan vi ikke forvente, at andre gør det. Derfor bør vi også gribe i egen barm.

Treårsreglen for familiesammenføring, udlevering af fanger til afghanske myndigheder, der er berygtet for at anvende tortur og tvang, er eksempler på, at heller ikke vi altid overholder de grundlæggende rettigheder.

Foruroligende udviklinger i lande som USA, Brasilien, Ungarn, Polen og Rumænien sender faresignaler, der viser, at vi alle har pligt til og ansvar for at kæmpe for de værdier og det sindelag, der ligger bag FN-erklæringen, og ikke give os en tomme. Ellers skrider vi langsomt, men uundgåeligt, imod afgrunden.

Universelle rettigheder

Menneskerettigheder er kun meningsfulde, når de i praksis kan blive omsat til virkelighed. Det forudsætter, at mennesker har de helt grundlæggende betingelser for at handle og ytre sig frit og uafhængigt, og det indebærer bl.a. arbejde, bolig, føde, sundhed og uddannelse.

Skellet mellem forskellige rettigheder, såsom på den ene side politiske og individuelle og på den anden side økonomiske og sociale, er kunstigt. Alle rettigheder hænger uløseligt sammen, og de er båret oppe af pligten til at tage vare på hinanden, som individer og som samfund. Det betyder, at vi må kæmpe mod den voksende økonomiske og sociale ulighed, både herhjemme og ude i verden.

De senere års debat om menneskerettighedserklæringen har i høj grad kredset om, hvorvidt den nu er fuldt ud universel i den forstand, at den afspejler verdens vidt forskellige kulturelle normer og holdninger. Hertil er at sige, at det først og fremmest er et politisk dokument, men politisk i ordets mest noble betydning.

Efter en blodig, tragisk og verdensomspændende krig og i bevidstheden om, hvad Hiroshima- og Nagasaki-bomberne kunne indvarsle for menneskeheden, samlede verdens nationer sig om en fælles, fremadrettet vision om menneskeværd. Siden tilsluttede de mange nye stater, der opstod med afkoloniseringen sig også erklæringen. Denne eksemplariske enighed gør menneskerettighedserklæringen universel. Den er et håndgribeligt svar på Ghandis indtrængende opfordring til at udøve sin pligt til at »do the duty of citizenship to the world«.

Gandhi har, også på dette område, et vigtigt budskab til os i dag. Vi har en pligt over for hinanden og over for verdenssamfundet. Hvis vi ikke lever op til den, forbliver menneskerettighederne en fjern og uopnåelig drøm.

Erik Boel og Jens Boel, hhv. tidligere landsformand for Europabevægelsen og historiker