Kommentar

Selvmåling er selvdisciplinering

De fleste mennesker kan dårligt løbe en tur uden et ur, der måler alt fra puls til hastighed. Men vi risikerer at miste os selv i bestræbelserne på at reducere vores sundhed til målbare faktorer, som kan optimeres
De fleste mennesker kan dårligt løbe en tur uden et ur, der måler alt fra puls til hastighed. Men vi risikerer at miste os selv i bestræbelserne på at reducere vores sundhed til målbare faktorer, som kan optimeres

Nils Meilvang

2. januar 2019

Januarkuren står for døren. Mange af os har formentligt fået nyt løbeur eller smartwatch i julegave, som vi glæder os til at bruge til formålet. Særligt i januar, hvor julens hyggekalorier skal omsættes til et forbedret kondital, underlægger vi os tallenes tyranni.

Som moderne mennesker er vi draget mod at måle, veje og sætte tal på alting – ikke mindst vores sundhed og fysiske formåen. Nutidens teknologi tillader os at måle vores søvn, puls, bevægelser, kalorieindtag og meget andet.

Teknologien spiller på vores trang til kvantificering og kontrol og gør sundheden målbar. I dag er der opstået et marked for bærbare selvmålingsteknologier. Faktisk var bærbare teknologier, den mest populære fitnesstrend i 2016 og 2017.

Spørgsmålet er imidlertid, om denne trend, som indebærer en konstant overvågning af os selv og vores tilsyneladende målbare sundhed, overhovedet er sund.

Selvmåling gør os i stand til at sammenligne data – både med os selv og andre. Evnen til at sammenligne personlige data er måske den største motivationsfaktor ved bærbare teknologier. Apps som Endomondo gør det ikke bare muligt at måle på sig selv, men også at dele træningsresultater med andre via sociale medier som Facebook og Instagram. Selvmålingskulturen forstærkes netop gennem de sociale medier, der bugner af selfies og anden dokumentation fra træningssessionerne.

Målefænomenet ligger i fin forlængelse af tidens præstationssamfund, hvor livet handler om at præstere optimalt, både på arbejdsmarkedet og i privaten. De motionister, der anvender selvmåling, kan opleve en følelse af kontrol over deres eget liv, ligesom opnåelsen af fysiske resultater kan kaste accept og anerkendelse af sig, når de deles med andre.

Kommet for at blive

Tal fra Coop Analyse viser, at mere end 60 procent af danskerne regelmæssigt måler et eller andet ved sig selv. Knap 30 procent tilkendegiver, at de jævnligt måler antal tilbagelagte kilometer, og mange måler ligeledes deres daglige skridt.

Selvom selvmåling kan anskues som en motivationsfaktor, bør vi nok snarere betegne selvmåling som en måde at disciplinere det moderne menneske på. Når vi lader målbare fysiske resultater definere vores succes som mennesker, lader vi os samtidig disciplinere af de bærbare teknologier, som vi gør til dommer over, hvorvidt vi lykkes eller mislykkes.

Ansvaret for din succes – eller fiasko – er altså dit eget. På den måde bliver ukritisk selvmåling en disciplineringsteknologi, som inkorporeres i selvmåleren. Som selvmålere trækkes vi ind i en kultur af selvkontrol gennem flere og mere præcise målinger. Ved hele tiden at måle os selv, lader vi således præstationskulturen styre og forme vores kroppe, så de disciplineres til at efterleve samtidens krav og idealer om sundhed og optimering.

De personlige gevinster ved at komme i bedre form er bestemt relevante at huske, når vi diskuterer selvmåling. Dog er det problematisk, når tallenes tyranni overskygger målet om velvære. For eksempel kan vi se en stigende tendens til, at personer, der anvender selvmåling, mister evnen til at mærke sig selv. Og man fristes til at spørge, hvorfor vi overhovedet har lyst til at optimere os selv? Skyldes ønsket om optimering, at vi flygter fra en eksistentiel angst for ikke at være gode nok, som vi er?

I et præstationssamfund, hvor anerkendelse ikke er noget, vi fødes med, men noget vi skal gøre os fortjent til, er præstationerne afhængige af en velsmurt, effektiv og modstandsdygtig maskine. Med andre ord har vi brug for robuste kroppe for at lykkes.

Når vi måler os selv, risikerer vi at reducere kroppen til et middel i vores stræben efter succes. Og med præstationsræs og sundhedsmani forsøger vi at flygte fra den allestedsnærværende angst for ikke at slå til. Paradoksalt nok ender flugten fra angsten og derfor vores forsøg på at kontrollere os selv med, at vi bliver afkoblet fra os selv.

I forsøget på at tage kontrollen over vores liv risikerer vi at miste den. Og for nogle af os ender det i en konstant kontrolleret og selvoptimerende tilværelse med stress og sygdom.

Ved ukritisk at lade os lede af tallenes tyranni fra de bærbare selvmålingsteknologier risikerer vi at blive tomme kroppe, der glemmer os selv i vores stræben efter at optimere vores præstationer. Hvis vi kan selvmåle med måde, undgår vi måske at lave kropsligt og mentalt selvmål.

Sofie Tolstrup, Lise Ryttersgaard og Charlotte Hagelskjær studerer sociologi på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Steffen Gliese
Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har selv været nede af den vej med alt muligt udstyr bare for en løbetur, men måtte erkende at det jo blev et helt teknologisk projekt bare at komme afsted. Der røg meget ekstra tid med opsætning, registrering og sammenligning før og efter. Jeg kan anbefale alle bare at prøve at tage løbesko på, gå udenfor, løbe en tur og hjem igen i bad. Uden ur eller lignende. Det er overraskende befriende.

Hvorfor skriver I "vi"? Har I undersøgt hvor mange uden for Østsjælland der har det her problem? Jeg troede sociologer var objektive. I lyder nærmest som en gruppe journalistelever.

Denne sindssygdom er et led i den store, materialistiske, uselvstændigheds og statuskultur.
Så slap dog a`.