Læserbrev

Simon Emil Ammitzbøll-Bille: Aarhus’ borgmester tager fejl, når han siger, at jeg er blevet hældt af brættet

Det er helt normalt, at det kommunale tilsyn bliver orienteret, når ministeriet afgiver en udtalelse
20. december 2018

Jeg har med interesse læst artiklen om Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard, i Information den 11. december. Det er et fint portræt af borgmesteren og de sager, som han er stødt ind i.

I artiklen kan man blandt andet læse om sagen om Aarhus’ budget for 2018: Kommunen havde – noget optimistisk – forudsat, at den ville få ekstra ca. 200 millioner kroner i kassen i de efterfølgende år som konsekvens af ændret udligning.

Regeringen har på intet tidspunkt givet Aarhus grund til at tro, at en ændret udligning skulle ende med gevinst. Da Finansieringsudvalget offentliggjorde sin rapport, kunne man sort på hvidt se, at det så ud til at gå modsat: Aarhus stod til tab på mellem 25 og 183 millioner kroner i 2022.

Jeg har advaret mod fantasibudgettet, men lokalpolitikerne har nu valgt at skyde på mig i stedet.

Nu handler det om et brev, jeg sendte til Aarhus Byråd i september med kopi til det kommunale tilsyn. Brevet var en reaktion på, at Jacob Bundsgaard i Radio24syv åbent havde indrømmet, at budgettet også havde været baseret på politiske og taktiske overvejelser om at presse Christiansborg-politikerne. Hvilket ikke er et hensyn, der ligger inden for lovens rammer.

I stedet for at lytte til dét skyder borgmesteren tilbage.

I artiklen her i avisen giver han udtryk for, at jeg har taget et citat – om pres på de politiske forhandlinger – ud af en sammenhæng fra radiointerviewet. Jeg vil imidlertid gerne understrege, at uanset hvor stor en del af interviewet jeg havde citeret, så ændrer det ikke på, at det er usagligt at lægge det pågældende politiske og taktiske hensyn til grund for et budget. Det var derfor, jeg tilkendegav, at det var et ulovligt hensyn, kommunen havde inddraget.

Borgmesteren giver også udtryk for, at jeg »er blevet hældt ned af brættet af det kommunale tilsyn, som ikke engang gider tage sagen op«.

Men det er helt normalt, at det kommunale tilsyn bliver orienteret, når ministeriet afgiver en udtalelse. Jeg har således slet ikke anmodet tilsynet om at vurdere, om der skal rejses en sag. 

Simon Emil Ammitzbøll-Bille, økonomi- og indenrigsminister (LA)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu