At være autoritetsfigur falder mig ikke spor naturligt. Hvad værre er: Rollen er ubekvem for min selvforståelse.
Møder jeg autoritær adfærd hos andre, er min modvilje dyb og øjeblikkelig. Instinktivt vil jeg reagere med åben modsigelse, passivt-aggressive ironiseringer og indre trods.
Derfor foretrækker jeg også chefer, der selv er antiautoritære og sætter en ære i at lede via inspiration og motivation. Måske er det forklaringen på, at jeg er blevet hængende på Information i så mange år, at jeg snart glider i ét med tapetet.
At acceptere hierarkier, hvor nogen har magt til at kræve af os, at vi retter ind, adlyder og påtvinges deres synspunkter, er allerede fascisme i kimform. Så hellere anarkisternes princip om ni dieu, ni maître – hverken gud eller herre!
Tvangløs tvang
Vi kan utvivlsomt takke 68’erne for, at man i dag ikke længere kan sætte sig selv i scene som autoritet ved at være autoritær. I stedet må man være autoritativ, det vil sige være i stand til at påkalde sig større indsigter og bedre begrundelser. Ægte autoritet knytter sig dermed ikke til en position, men vokser ud af den dynamik, Jürgen Habermas kaldte ’det bedre arguments tvangløse tvang’.
Ja, tænk engang, kære læsere, det var sådanne tanker, jeg i mange år sværmede for. Men så skete der noget: Min teenagesøn og jeg blev rygende uenige om visdommen i hans foretrukne valg af livsbane.
Et stykke ind i niende klasse havde sønnike på en eller anden måde udviklet den ufravigelige overbevisning, at livets optimale udsigt for ham ville være, at han fik frie hænder til at rendyrke sit uomtvistelige talent for at stå på skateboard.
Jeg måtte forstå, at dette var en ambition, som bedst lod sig realisere, hvis jeg lod ham hænge mest muligt ud med de andre seje skatere på Nørrebro og i det hele taget blandede mig uden om hans planer.
Senere var det hans tanke at banke en hipsterbutik op og herfra sælge skateboards og skatermodetøj. En plan B havde han også: at slå igennem som YouTuber med så mange følgere, at han kunne tjene sponsorpenge på at dele seje videoklip af seje skatere i sejt skatertøj, der hang ud med andre seje skatere på Nørrebro.
Faders vilje
Ingen af disse planer fra en 15-årig var for mig at se velegnede diskussionsoplæg. Diskuteret blev der naturligvis. Rigtig meget endda. Men skåret igennem blev der i sidste ende også. Og det var mig, der førte kniven.
Måske går der nu en stor skater tabt i min søn, men det er kun, fordi jeg mobiliserede både autoritativ og autoritær autoritet, at han kom på efterskole.
At få ham med til informationsdagen var et mareridt. Først ville han ikke ind i bilen, så ikke ud af bilen, og de landlige omgivelser fyldte ham på stedet med spleen. »Det er intet for mig her, far,« jamrede han, imens jeg for mit indre øre hørte den gamle Osvald Helmut-vise »Min familie følger faders vilje«.
Nu er det flere måneder siden. I dag glæder vi os begge over, at jeg insisterede. Hvad der virkede, var dog ikke det bedre arguments tvangløse tvang. Det var tydeliggørelsen af, hvem der havde myndigheden til at bestemme.
Skate gør min søn stadig, men et nyt kapitel har åbnet sig på efterskolen med mange nye interesser, med intellektuel opblomstring og nye venner.
På skolen læser man mange bøger, og internetforbindelsen er så ringe, at man er presset ud i at føre samtaler ansigt til ansigt, hvilket viser sig at være et hit. Min søn er begyndt at skrive digte og får ros for sine værker i billedkunst.
Lidt rebel er han dog, heldigvis. Han nægter at klippe håret og læser Karl Marx. De kristne lærere belærer han om, at »religion er opium for folket«. De tager det nu pænt.
Man skal vælge de autoriteter, man rebellerer imod med omhu. Men man skal også selv turde handle som en autoritet, hvis man er det.
Julekalender: Jeg griber til handling!
Hver dag i december konfronterer en skribent fra avisen et problem, som vedkommende tumler med, og skriver sig frem til den bedst mulige løsning – en handling som i hvert fald peger i den rigtige retning.
At handle handler ikke om selvoptimering eller moralsk aflad. I en uoverskuelig verden er det bare det eneste, der føles meningsfuldt. Så nu giver vi os selv et lille skub – og opfordrer andre til at følge med.
Seneste artikler
Jeg arbejder til stadighed på ikke at blive handlingslammet
24. december 2018Journalist Mette-Line Thorup er hverdagshykler. Hun vil gerne gøre verden bedre, men når ikke i mål med alle sine idealer. Det paradoks vil hun arbejde på at blive bedre til at leve i. Ellers kommer handlingslammelsen – og den er værreJeg vil øve mig på ikke at holde min kæft
23. december 2018Journalist Nikola Nedeljkovic Gøttsche, der var et diskussionslystent barn, har i de sidste 15 år været bomstille i større forsamlinger. Men det må snart stoppe, fordi konfliktskyhed i virkeligheden bare er et pænere ord for kujoneriVi har et affaldsproblem, og der er snart ikke mere plads i mit skur
22. december 2018Journalist Otto Lerche Kristiansen vakuumpakker sit husholdningsaffald og opbevarer det ude i skuret. Mest fordi han ikke ved, hvad han ellers skal gøre ved det affaldsproblem, han selv er en del af
Pyha, der slap I heldigt niels ivar. Indtil videre. Din søn har tydeligvis arvet dit antiautoritære gen, og når man er et selvtænkende individ, som, hvis man ikke knækker, takes no shit from no one, er det ikke nemt at finde en overlevelsesniche i en verden, der er inficeret med skruppelløse banditter i habitter.
Vil man et liv som lønmodtager - og det er et livsvilkår for de 90%, one way or the other - så er man ilde stedt, hvis man reagerer instinktivt modvilligt overfor alt andet end guleroden.
Nogen gange er grunden bare "fordi jeg siger det og jeg bestemmer" - man må lære at se at det er der også en frihed at finde i.
Dejligt opbyggeligt for nogen, som står i tilsvarende situation.
3 mdr inde i 2 g stod det mig klart, at gymnasiet ikke var et sted for mig. Jeg ville være keramiker. 'Det er der ikke brød i' sagde min far. 'Du kan komme i huset eller på kontor'. Jeg valgte at henslæbe et kostbart ungdomsår med at røre hvidløgsost, skrubbe plankegulve og passe det søde barn hos den moderne arkitektfamilie. Retrospektivt havde det været bedre, at komme i keramikerlære. Det var tidens tegn, og så var jeg nok efterfølgende kommet ind på enten kunstakademiet eller kunsthåndværkerskolen. Som var de eneste to steder, jeg kunne se mig selv. Og planen var helt klar : undervisning som supplement til egen produktion.
Min søn er en begavet musiker. Kort inde i 2 g musikgymnasium ønskede han ligesom flere af vennerne i klassen at forfølge en karriere som musiker. De lykkedes med deres projekt, vi pressede desværre sønnike til at gøre gymnasiet færdigt. Han forlod det lige inden studentereksamen. Tænk at jeg ikke magtede at støtte ham, men ligefrem gentog min fars fejltagelse.
Den manglende forældreopbakning i disse historier skyldes entydigt frygt for udkommet. Både eget manglende økonomiske grundlag til at støtte en usikker fremtid, men også en manglende tro på, at det unge menneske selv ved bedst og vigtigst : har energi, målrettethed og passion til at forfølge sin vision. Det er meget lærerigt.
Jeg må henvise til steinerpædagogikken som eet af få steder, der tillader væren. F.eks. for det barn, der først lærte at regne, da han skulle være bydreng for købmanden. Og nu har egen computervirksomhed.
Skaterprojektet lyder selvgølgelig noget eksotisk, og det er da godt, at din søn har fået nye, sunde interesser - men pas alligevel på dit kære afkom. Er hans velbefindende trods alt ikke vigtigere end at leve op til konkurrencesamfundets krav til den økonomiske bundlinje?
Måtte lige supplere min indledende replik. Tak.
Det er ikke nemt at være forælder. Selv er jeg gammel musikproletar, og min søn ville være musiker ligesom jeg. I modsætning til Niels Ivar lod jeg ham leve drømmen ud; han ville ikke på gymnasiet, så jeg pressede ikke på, da jeg tænkte, at han altid kunne tage et studenterkursus.
Nu er han musikproletar ligesom jeg: I perioder lever han som grever og baroner, rejser land og rige rundt og optræder rundt omkring i de store europæiske hovedsteder; I andre perioder blokker han mig for penge, selv om jeg ikke har nogen, fordi musikbranchen er en usikker branche, og han er på røven.
Min pointe er, at jeg ikke optrådte autoritært over for min søn, fordi jeg vidste, at hvis jeg tvang ham til at gå på gymnasiet, ville han bare droppe ud. Så jeg - og han - ligger som vi har redt. Hvilket ikke er så ringe endda, han nyder livet som musikproletar, og har på en af sine turneer fundet sig en sød kæreste fra Belgien (den forrige var fra Sverige).
Og bedst af alt: Jeg er en stor helt i hans omgangskreds: Den legendariske musiker og lydmand, som gerne ryger en joint med de unge og giver dem forskellige tricks og fiduser til at forbedre deres kunstneriske udtryk. Utallige er de gange, hvor et for mig ukendt ungt menneske er kommet hen til mig og har spurgt: "Er du ikke [min søn]s far? Respeeeekt!"
Selvfølgelig så jeg gerne, at han blev lidt rigere, så jeg kunne låne lidt penge af ham en gang imellem. Men så på den anden side: Vi er alle fattigrøve over for Vorherre. Det vigtigste er at have det sjovt, om det er på et skateboard, med en guitar eller på en computer kan være ligemeget.