Tænk, hvis det var dig, der ikke kunne tygge din mad eller smile til naboen

I mit netværk på de sociale medier er en kronik af Allan Flyvbjerg om, hvordan den store egenbetaling hos tandlæge skaber ulighed i sundhed, blevet delt en del gange. På den ene side er det dejligt, at der kommer mediedækning af og politisk årvågenhed om social ulighed i tandsundhed.

Men ærligt talt blev jeg skuffet over at læse kronikken og de efterfølgende kommentarer. Her har vi endelig et afsæt til at tydeliggøre konsekvenserne af social ulighed i tandsundhed, og så bliver debatten drejet over på noget så irrelevant som sammenhængen mellem tandsundhed og generel sygdom.

Jovist viser studier, at der er sammenhæng mellem tandsundhed og diabetes, men i forhold til insulin ved sukkeroptagelse og fysisk aktivitet spiller tandsundheden nok en mindre rolle.

Og perspektivet fjerner fokus fra det, som debatten burde handle om. Nemlig at mellem 40 og 50 procent af danskerne med de laveste uddannelser ikke har et funktionsdygtigt tandsæt – med 20 eller flere tænder. Her taler vi ikke om udsatte grupper som stofmisbrugere eller hjemløse. Nej, vi taler om helt almindelige danskere, der er ufaglærte eller har uddannelse svarende til korte sundheds- og håndværksuddannelser.

Når de smiler, kan man se de pladser i tandrækken, hvor der skulle have siddet tænder – hvis de overhovedet smiler. De fleste mennesker, der mangler så mange tænder, skammer sig og smiler sjældent med åben mund. Det gør noget ved den enkeltes selvtillid, muligheder for at danne sociale netværk eller indgå i et arbejdsfællesskab. Det har også fysiske konsekvenser at have mindre end 20 tænder i munden. Oftest har man svært ved at tygge og fordøje almindelig mad som frugt, grøntsager eller rugbrød. Det kan stå i vejen for, at man får de næringsstoffer, man har brug for.

Gratis tandpleje

En del af forklaringen på den sociale ulighed i tandsundhed kan være, måden vores tandpleje er bygget op på. Tandplejen hænger sammen sådan, at børn og unges tandpleje varetages af kommunerne. Med stor succes. Siden oprettelsen af den kommunale tandpleje i 70’erne har der været bedre tandsundhed blandt danske børn og unge.

Kommunerne har også ansvaret for omsorgstandplejen og specialtandplejen, der behandler henholdsvis ældre samt fysisk og psykisk handikappede, der ikke selv kan komme til tandpleje. Den private voksentandpleje varetages af regionerne, som udliciterer arbejdet til private tandlæger og tandplejere. Regningen betales af patienten med et tilskud fra sygesikringen.

Mens der i kommunerne er størst incitament til at bruge tid på forebyggelsen, der er billig i materialer, men tager tid for personalet, er der mest incitament i den private tandpleje til at bruge tiden på tandbehandling, da det er her, indtjeningen er højest. Dette er ikke en kritik af tandklinikkerne, men af en struktur som giver den private tandpleje meget lidt incitament til at fokusere på forebyggelse.

En anden forklaring er, at prisen for forebyggelse og tandbehandling er den samme for alle. Det betyder, at de danskere, der tjener mindst, er dem, der betaler den højeste andel af deres indkomst for tandbehandling. Sådan fungerer det ikke i det øvrige sundhedsvæsen, der betales via en procentvis andel af vores indkomst gennem skatten.

Den sociale ulighed i tandsundhed handler altså ikke bare om det uetiske i, at tandplejen ikke er gratis, men om at tandsundheden systematisk forringes for de danskere, der allerede er udfordret på mange andre områder.

Social ulighed i tandsundhed er komplekst, og der er ikke kun én løsning. Som jeg ser det, bør gratis tandpleje være målet. Men vi må starte et sted. Det kunne for eksempel være med følgende tiltag:

• Gratis tandpleje til unge under uddannelse, eventuelt i den kommunale tandpleje.
• Gratis tandundersøgelse hvert år eller hvert andet år til alle voksne.
• Gratis tandrensning og parodontal tandrensning ved behov.
• Gratis forebyggende ydelser som fluorid eller forsegling af huller.
• Gratis pædagogiske ydelser, hvor patienterne får hjælp til selv at sætte mål for egen tandsundhed og vejen derhen.

Uanset om vi starter med gratis forebyggelse, incitamentsstrukturen for private tandplejere eller tilgængeligheden af faktorer som sukker og tobak, så skal vi huske, hvem det handler om, og hvad det betyder at miste sine tænder. Tænderne og smilet er nerven i samværet mellem mennesker. Tænk, hvis det var dig, der ikke kunne tygge din mad eller smile til naboen.

Maria Hach, tandplejer, ph.d.-studerende og folketingskandidat (Alt.)