Læserbrev

The House That Jack Built udstiller Lars von Triers afstumpede kunstsyn

Når The House That Jack Built mislykkes lidt som film, handler det derfor mest af alt om dens afstumpede kunstsyn. Trier har så travlt med sin plat-nietzscheanske pointe, at filmen hverken er med- eller oprivende. Den er didaktisk og, ja, alt for opbyggelig
3. december 2018

Tak til Katrine Hornstrup Yde og Christian Monggaard for en god diskussion af vold, moral og lidelse i Lars von Triers nye film i Information den 29. november. Begge har vigtige pointer, men overser desværre også en central brik i forståelsen af Triers opbyggelighed i The House That Jack Built.

At Triers nye film er moralsk afstumpet i sin skildring af ekstrem vold, kan der næppe være to meninger om. Men man bør ikke forvente, som Yde gør det, at Verge-figuren fungerer som moralsk filter.

Verge er Virgil fra Dantes Guddommelige Komedie og derfor ikke en hvilken som helst kritiker af Jacks/Triers værk. Verge står for den store, hensynsløse, sanserevolutionerende kunst. Den kunst, som Jack/Trier efterstræber, og som tillader Trier at gøre sin nye film til én lang udspilning af sin plat-nietzscheanske pointe, at stor kunst er hævet over moralens godt og ondt.

Når Jack/Trier følger Verge i helvedet, har det derfor intet med moralsk anger at gøre. Det handler om, at han har svigtet som morder/kunstner. Som Verge siger om Jacks alternative hus: Det er funktionelt. Det er et hus, som en ingeniør ville bygge det. Ikke som den æstet, Jack/Trier gerne vil være.

I det lys fremstår kulturminister Mette Bocks udsagn om Triers manglende opbyggelighed blot mere komisk: Triers nye film er én lang selvdiskussion om egne evner som æstetisk bygningskonstruktør. Trier vil gerne bedømmes for sine kunstneriske mangler – ikke for sine moralske ditto.

Når The House That Jack Built så alligevel mislykkes lidt som film, handler det derfor mest af alt om dens afstumpede kunstsyn. Trier har så travlt med sin plat-nietzscheanske pointe, at filmen hverken er med- eller oprivende. Den er didaktisk og, ja, alt for opbyggelig.

I sidste ende kan kunst og moral ikke skilles på den måde, som Jack/Trier lægger op til. God kunst taler til vores moralske følelser og fornemmelser, også for at opvække og anfægte dem. Men end ikke det synes Trier at orke i sin nye film.

Jeg er stor fan af Triers øvrige film, hvor det moralsk anfægtende og det æstetisk frapperende netop ikke sættes på formel. Med sin nye film får Trier ufrivilligt vist os, at det altid er mere spændende at opleve en kunstners værk end at lytte til, at kunstneren udlægger det.

Anders Blok er lektor i sociologi på Københavns Universitet

Ugens Radio Information står i Lars von Triers tegn, men vi kommer også en tur forbi Tibetkommissionen, somaliersagerne og den nu tidligere ATP-formand Christian Hyldahl
Hør mere i podcasten
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"I sidste ende kan kunst og moral ikke skilles på den måde, som Jack/Trier lægger op til. God kunst taler til vores moralske følelser og fornemmelser, også for at opvække og anfægte dem. Men end ikke det synes Trier at orke i sin nye film".

En påstand, der er noget enøjet, på samme måde som hvis jeg påstår, at der i sociologien kun anvendes kvantitative metoder og ikke kvalitative metoder.

Når man i dag skelner mellem kunstens filosofi og filosofisk æstetik, så hænger det bl.a. sammen med, at kunsten ikke længere nødvendigvis er forbundet med æstetik i højere grad, end så mange andre produkter er det. På samme måde som æstetikken kan beskæftige sig med naturen og produkter, der ikke nødvendigvis har noget med kunst at gøre, f.eks. arkitektur og design.

Tilsvarende kan kunsten beskæftige sig med moralske spørgsmål, men den behøver ikke nødvendigvis at gøre, hverken for at være kunst eller for at være god eller dårlig kunst.

Kunsten kan være orienteret mod det, der har med æstetisk at gøre, og/eller med etik at gøre, og/eller med erkendelse at gøre, f.eks. i konceptuel forstand.

Den franske filosof Lyotard gør opmærksom på, at kunsten i hans tid ikke længere har så meget med synet eller "det synlige" at gøre, men med det "tanketunge". I modsætning til ham beskæftiger f.eks. en filosof som Merleau - Ponty sig med kunst, der har med synet at gøre.

Min erfaring er, at arkitekter i samtiden, når de søger inspiration i filosofien, især orienterer sig mod den sidstnævnte gruppe af filosoffer.

"Et æstetisk svagt eller dårligt værk med en god moral kommer nemt til at fremtræde som belærende, men lidt uinteressant. Det modsatte er mere farligt, for det fremholder umoral med æstetisk kraft. Det drager æstetisk, men frastøder etisk. ----
Tilbage står, at et kunstværk kan være æstetisk vellykket, men moralsk anstødeligt. Det kunne være kunst, der forherliger grusomhed, hæslighed, løgn og bedrag", s. 264 - 265.
Kilde: Niels Thomassen: "Kærlighed til kunst", 2015.

NB. Niels Thomassen er lektor emeritus i filosofi, min tidligere underviser i filosofi på daværende Odense Universitet.