Læserbrev

Det er uliberalt at bede vandkunder betale for landmændenes forurening

Jeg er enig med miljø- og fødevareministeren i, at det kriseramte landbrug kan have brug for kompensation i en periode, men denne kompensation må komme fra hele samfundet gennem finansloven, ikke den enkelte vandkunde
21. december 2018

Jeg glæder mig meget over, at regeringen med Jakob Ellemann-Jensen (V) i spidsen laver en kovending og vil forbyde sprøjtning med pesticider nær vores drikkevandsboringer.

Ellemann-Jensen skriver i en pressemeddelelse, at det ligger ham meget på sinde, at landbruget skal have en »rimelig erstatning« for ikke at sprøjte. Og Bæredygtigt Landbrug har da også allerede været ude med et krav om mellem 1 og 3,5 mia. kroner.

Som vandkunde og valgt forbrugerrepræsentant i hovedstadsområdets vandselskab (HOFOR) er jeg principielt imod at betale forureneren for ikke at forurene vores drikkevand. Det er at vende princippet om ’forurener betaler’ på hovedet.

Jeg er enig med miljø- og fødevareministeren i, at det kriseramte landbrug kan have brug for kompensation i en periode, men denne kompensation må komme fra hele samfundet gennem finansloven. Det er en politisk beslutning om finansiering, og ikke noget ministeren skal pålægge vandkunderne at betale.

Det er uliberalt og stærkt betænkeligt, hvis regeringen og ministeren vil krydssubsidiere landbruget med vandkundernes penge ved at lægge afgifter på vand, som skal betales til landbruget.

Jeg vil minde Ellemann-Jensen om, at afgifter på vand er en regressiv skat, som rammer de dårligst stillede familier i vores samfund hårdest. Derfor håber jeg også, at regeringen og ministeren finder en bedre løsning end den forslåede. Det må ikke blive vandkunden, der skal betale regningen for forurening.

Anders Jørn Jensen, vandkunde og forbrugerrepræsentant, HOFOR

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gunilla Funder Brockdorff
  • Eva Schwanenflügel
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Randi Christiansen
Gunilla Funder Brockdorff, Eva Schwanenflügel, Peter Beck-Lauritzen og Randi Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Nej, det er godt nok langt ude, men jo bare den sædvanlige politik med at tørre regningen af på de forkerte.

Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Torben Skov, Dorte Sørensen og Georg Kallehauge anbefalede denne kommentar

Ja, og hvem er de rette at tørre regningen af på? Man kunne jo selvfølgelig argumentere, at vi som samfund har nydt godt af at kunne købe billige landbrugsvarer, og at det kun har været muligt fordi landbruget har forurenet, og vi alle dermed er ansvarlige for giften i vores grundvand...

...men er det ikke et helt, helt, HELT forkert signal at sende, at betale et erhverv for ikke at forurene? Burde vi ikke tværtimod afkræve landbruget penge for etablering af nye boringer, der hvor man har måtte lukke vandværker pga nedsivning af gift?