Kronik

Vores depressioner bliver kun værre, når vi ikke tør tale om dem

Depression er en alvorlig sygdom. Ifølge WHO er der 300 millioner af os på verdensplan – alligevel er det ikke noget, vi taler åbent om. Og det er en unødvendig anstrengelse, som vi må gøre op med
Der er tydeligvis noget, der ikke hænger sammen mellem måden, hvorpå vi har valgt at leve og indrette vores samfund, og hvordan vores psyke egentlig har det bedst, skriver dagens kronikør Sidsel Welden.

Der er tydeligvis noget, der ikke hænger sammen mellem måden, hvorpå vi har valgt at leve og indrette vores samfund, og hvordan vores psyke egentlig har det bedst, skriver dagens kronikør Sidsel Welden.

Sigrid Nygaard

28. december 2018

I betragtning af at omkring 200.000 mennesker i Danmark lige nu lider af en depression, er det overraskende, hvor sjældent jeg møder mennesker, der fortæller, hvis de er ramt af én.

Da jeg selv blev ramt af depressionens totale mørke, var jeg ikke i stand til at være det forbillede, jeg egentlig gerne ville, og som jeg selv længtes efter.

Det var ikke noget, jeg ville indvie folk i, fordi jeg havde en frygt for, at andre mennesker skulle opfatte mig som svag og ustabil. Desuden ville jeg gerne undgå den akavede stilhed, der nemt opstår, fordi mange simpelthen ikke ved, hvordan de skal responderer på:

»Jeg laver ikke noget lige nu – jeg er sygemeldt med depression.«

Hvor meget jeg end ønsker det, så er det stadig ikke det samme at fortælle nye mennesker, eller velkendte mennesker for den sags skyld, at ens sind er sygt, som det er at sige:

»Jeg laver ikke noget – jeg brækkede begge ben for en måned siden og er sengeliggende

Men det er fandeme anstrengende at gå og skjule, hvordan man har det. Og det er desværre nok en konsekvens af, at flertallet stadig ikke har et ordentligt sprog for psykisk sygdom; et sprog, de føler sig trygge i. Men det er en anstrengelse, der kunne være rar at befri sig selv for, når nu det i forvejen kan føles som en sejr, hvis man bare lykkes med at få taget et bad om dagen.

Har du haft det ligesom mig og som mange andre deprimerede mennesker, kan du nok nikke genkendende til følgende:

At føle du står fuldstændig alene med dine tanker. Når alt er sort, kan det være en fuldstændig urealistisk tanke, at et andet menneske skulle have prøvet at have det bare tilnærmelsesvist så dårligt, som du. Og det er den følelse af at stå alene, der føder endnu en af depressionens grumme sider: skammen.

Hvis du er ligesom mig, så kender du til den kroniske følelse af skam over ikke bare at kunne »gribe dagen og gå en tur i det gode vejr«. Ikke bare kunne »se på de positive ting i livet, og at du bor i et velfærdssamfund med gratis uddannelse«.

Du kender måske til at gemme dine pilleæsker, når der kommer gæster. Eller blive bange for dig selv, når tanken rammer dig, at det måske ville være lettere, hvis du ikke vågnede op den efterfølgende morgen.

Hvert andet menneske har på et tidspunkt i deres liv haft selvmordstanker. Det er der bare ingen, der taler om. (Det var i hvert fald, hvad min psykolog fortalte mig).

Du frygter at møde op til selskaber med nye mennesker, hvor vi jo alle sammen ved, at det vigtigste, vi kan tale om, er:

»Hvad læser du så?«, »Hvad arbejder du med?«, »Hvad tænker du at bruge det til?«

Det er så udmattende at føle, at man skal forsvare sig selv og forklare, hvorfor man kun kan magte at læse 15 ECTS-point det her semester og ikke opretholde et studiejob ved siden af. Eller forklare, hvorfor man er sygemeldt, eller har valgt at droppe ud af studiet, uden at have nogen idé om, hvor fanden man så skal bevæge sig hen.

For mig resulterede det i, at jeg isolerede mig endnu mere, fordi jeg frygtede at sidde om et middagsbord med nye mennesker, og at alles øjne pludselig hvilede på mit ængstelige og mimikløse ansigt, mens jeg skulle prøve at forklare, hvad fanden jeg egentlig brugte min tid på.

Det korteste strå

Jeg var i gang med min kandidat i journalistik og havde landet min drømmepraktikplads på Politiken. Det var jo den ultimative sejr, at jeg hver dag skulle side hos ’Organet for Den Højeste Oplysning’ side om side med mine journalistiske idoler og arbejde som ’rigtig journalist i et år.

Men der kunne jeg godt tro om igen.

For lige så hurtigt som alt det, jeg troede, jeg drømte om, var faldet ned i mine hænder, lige så hurtigt gled det ud som sandkorn mellem fingrene på mig. Og min hverdag blev skiftet ud med sygemelding, psykologer, kontaktpersoner, medicin, og en januar måned, der føltes som et år.

Det var virkelig svært at give op, og næsten lige så svært at fortælle det til dem i min omgangskreds. Og ikke kun til de mennesker, jeg havde mere perifere relationer til. Nej, det kunne være lige så svært at se nogle af mine nærmeste i øjnene og være helt ærlig omkring mine tanker og følelser.

Havde jeg mødt et andet menneske, der havde prøvet at stå i en lignende livssituation, tror jeg, det havde føltes mindre ensomt, skamfuldt og forkert. For når alle andre omkring en tilsyneladende klarer at leve op til alle præstationssamfundets krav uden problemer, kan man hurtigt føle sig som hende, der trak det korteste strå, da det gjaldt om at vinde den højeste stress- og sårbarhedstærskel.

Brug hinanden

Det er min overbevisning, at det tabu, der synes umuligt at nedbryde om psykiske sygdomme, er med til gøre det sværere at bryde fri af sygdommene, ligesom det øger følelsen af ensomhed for mange.

Ud fra min egen erfaring, ville det have gjort min sygdomsperiode lettere og mindre ensom, hvis der herskede en åben dialog angående depressioner: At jeg havde turde sige det højt til folk, jeg stødte på i denne periode, og at de mennesker, jeg talte med, ikke kun havde indsigten, men også værktøjerne til at tale om psykiske sygdomme på niveau med de fysiske sygdomme.

For jeg tror på, at der i den åbenhed ville opstå dialog og forståelse, og at jeg ville have fået øjnene op for, at mange andre desværre har været i lignende situationer, eller har haft tætte pårørende, der har. Det er så ufrugtbart at gå alene med kortene ind til kroppen, men det er konsekvensen af, at det stadig er ukendt territorium at tage med ud i hverdagen. Både for den, der er syg, og for omverdenen.

Det, jeg prøver at sige, er: Du er ikke alene. Du er faktisk i båd med cirka 200.000 andre i Danmark og 300 millioner i hele verden. Og det er tragisk, at de tal er steget så voldsomt, og ikke ser ud til at falde. Der er tydeligvis noget, der ikke hænger sammen mellem måden, hvorpå vi har valgt at leve og indrette vores samfund, og hvordan vores psyke egentlig har det bedst (i hvert fald for en del af os).

Mange af os tvinger os selv til at trives under ugunstige vilkår. Og når det nu er tilfældet, kan vi så i det mindste ikke blive bedre til at være ærlige og bruge hinanden til at nedbryde tabuet om depression og andre psykiske lidelser. Jeg håber, at vi en dag tør være lige så ærlige om vores psykiske diagnoser som med mange af vores fysiske. Så derfor starter jeg her med at være ærlig. Og hvis du mangler en at tale med, så lægger jeg gerne øre til.

Sidsel Welden er journalist.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Viggo Okholm
  • Morten Balling
  • Estermarie Mandelquist
  • Ervin Lazar
  • Niels Duus Nielsen
ingemaje lange, Viggo Okholm, Morten Balling, Estermarie Mandelquist, Ervin Lazar og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Well, jeg kunne skrive bøger om depression. Bøger om skam.

To sider af samme mønt.

De bøger har jeg ikke skrevet, men det skal da ikke forhindre mig i her at give mit besyv med :).

Hvad er en 'depression'?

For mig er det visheden om, hvad jeg burde gøre, kombineret med indsigten om, at jeg i dag ikke magter det:

"I dag er jeg deprimeret."

En hverdagsoplevelse, bevares. En 'off-day' kalder man vist den slags forteelser i gængs jargon.

Det er nemt med 'off-days'. Med mindre de klumper sig sammen, naturligvis. Med mindre de koagulerer, og binder dagene, ugerne, månederne sammen. Som de har for vane..(!).

Man ser linedanseren for sig: Faldet er jo ikke én hændelse i sig selv. Nej, det er blot den altoverskyggende og særdeles spektakulære konklusion på en sammenstilling af forudgående og tilsammen særdeles uheldige omstændigheder:

For lidt søvn den forudgående nat. En for krævende øvelse. En for svag konstitution målt op mod det forventelige. En forælder i den mentale øresnegl, som stille hvisker sin gift. Eller måske ingen lyd overhovedet? En genetisk 'defekt', fjernt fra det ønskelige..

Og så, som prikken over det tilforladelige 'i' : Et uventet vindstød...

Joh, der er såmænd veje nok fra en simpel 'off-day', og så ned i kælderens dyb..

Og kælderen er ved gud et mørkt og koldt og umenneskeligt sted at opholde sig: Alle disse hviskende stemmer..Insisterende sandsigere, som nok forstår at gøre sig hørt...Som nok forstår værdien af taleret..

Kommentariatet kalder jeg dem - for der er gerne flere end blot éen - og deres metier er ganske enkelt at æde sjælen råt.. At fortære lys og lyst og tro, indtil der kun er mørke tilbage.

"Her bor du!", hvisker de. "Og du bor her friviiligt! Ikke fordi nogen tvinger dig - døren er lige der, og den er ikke låst - men blot fordi du ikke magter at gå ud af den - sølle, lille skvat!"

Man fristes til at gøre oprør mod 'kommentariatet': Det er så indlysende usandt, alt det de hvisker og skriver op og ned af cellens vægge! Det er dokumenterbart og indlysende løgn! Men appellen sidder fast i halsen, udskydes til i morgen, og alene denne hensættelse styrker kommentariatets sag.

En ny dag gryer, og kældercellen er den samme. Lyset når ikke ned. Der forhandles og udskydes og forhandles og udskydes, mens vinter bliver til vår. Vår til sommer, og sommer til mørke.

En sandfærdig dommer konsulteres ikke, får end ikke mulighed for at blive hørt. Sagen forældes..

Det er naturligvis ekstremt skamfuldt, sådan at synke tidsubestemt ned i kælderen: "Man burde være bedre værd!"

Og jo, det burde man skam..

Man burde så meget..

Man burde tage sig lige så meget af sine medmennesker, som man tager sig af sig selv. Man burde elske rent, tale rent, tænke rent. Man burde kende sig selv - som det vist stod skrevet et betydningsfuldt sted - og man burde kun handle i forsikring om at man gjorde godt, snarere end ondt.

Man burde så meget..

Er man deprimeret, burde man efter min mening holde op med at tale om fænomenet som en 'psykisk lidelse'. Som en 'abnormalitet'.

Har et liv i depressionens mørke lært mig noget overhovedet - hvilket selvfølgelig kan diskuteres - så er det, at vi for mestendels er de 'normale', og at det blot er 'resten', som er stukket helt af...

Lars Jørgensen, ingemaje lange, Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Viggo Okholm, Søren Andersen, Morten Balling, Estermarie Mandelquist, Kurt Nielsen, Torben Jensen, Harald Strømberg, Christina Stougaard Hansen, Stinne Mølgård, Eva Schwanenflügel, lars søgaard-jensen, Gunilla Funder Brockdorff, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Det begynder med, at man ikke orker at rejse sig op og få tingene gjort, fordi man ikke orker. Det tænker man så lidt over, og når efterhånden frem til, at det i sidste ende er fordi, det er meningsløst at gøre noget, at vi ikke orker. Men da vi er sociale dyr, har denne inaktivitet konsekvenser for vore medmennesker, som derfor opfordrer os til at få fingrene ud. Men da vi ikke kan få fingrene ud, fordi det virker fuldstændig håbløst bare at forsøge, får vi dårlig samvittighed.

Indtil videre er dette en kæde af begivenheder, som alle mennesker kender. Men hvor "almindelige" mennesker på et eller andet tidspunkt bliver ansporet af den dårlige samvittighed til alligevel at rejse sig op fra stolen og bevæge sig ud i verden, på trods af forehavendets håbløshed, reagerer de "ualmindelige", de "deprimerede", altså sådan nogle som mig, ikke på samme måde på den dårlige samvittighed: I stedet for at bevæge os ud i verden går vi i seng igen.

Og her starter den onde cirkel for alvor: Den dårlige samvittighed bliver til selvbebrejdelser, selvbebrejdelserne fører til skam og handlingslammelse, og handlingslammelsen fører til endnu mere dårlig samvittighed (alt sammen noget, der kører på automatpilot, i form af det indre "kommentariat", som Torsten Jacobsen så lyrisk beskriver).

For at komme ud af denne onde cirkel kræves der hjælp udefra. Mennesket er ikke en ø, og selv om det deprimerede menneske forsøger at isolere sig på sin egen øde ø, vil det ikke løse problemet. I nogle få tilfælde går det over af sig selv (mild depression), i andre tilfælde kan medicin standse den onde cirkel (mellemsvær depression) og i endnu andre tilfælde skal der virkelig skrappe midler til for at komme ud af denne tilstand, såsom selvmord eller elektrochok (svær depression).

Ser vi på, hvad der startede denne række af dysfunktionelle aktioner og reaktioner, konstaterer vi, at det begyndte med en stærk følelse af tilværelsens meningsløshed. Så hvis vi vil undgå at blive deprimerede, må vi fjerne meningsløshederne i vore liv og eventuelt skabe vores egen mening med livet.

Dette er nemmere sagt end gjort: Filosofisk anlagte mennesker vil vide, at overfor den radikale skepsis er der intet der giver mening, og denne oprindelige meningsløshed er et eksistentielt grundvilkår.Typisk begår disse filosoffer selvmord, hvis det ikke lykkes dem at postulere en mening med tilværelsen, som giver mening (sic!).

De fleste mennesker er imidlertid ikke radikale skeptikere, og kommer derfor igennem tilværelsen ved hjælp af de værdier (meningsfuldheder), som de har overtaget fra samfundet (har arvet fra deres forældre eller overtaget fra venner og bekendte, eller læst i avisen).

Både de filosofisk anlagte og de mere traditionelle deprimerede rammes dog fra tid til anden af helt unødvendige, menneskeskabte absurditeter, som burde kunne undgås, men som ikke bliver det, fordi samfundet på mange måder er dysfunktionelt. Og jo mere dysfunktionelt, samfundet bliver, desto flere mennesker rammes af depressioner, og selv en mild depression kan være livsfarlig, fordi den leder os ned ad den sti, der fører til den mellemsvære depression, som fører til den svære depression, og når først man er nede i denne kælder sort som kul, er det meget, meget svært at undgå at sidde fast i den radikale skepsis, så man aldrig kommer op igen.

Men der er håb forude: Moderne medicin kan kunstigt stoppe den onde cirkel, uden i øvrigt at påvirke tænkeevnen nævneværdigt (tværtimod har jeg oplevet, at det er blevet langt nemmere at koncentrere mig, da jeg ikke hele tiden forstyrres af irrelevante tanker, så jeg i stedet kan fokusere på de virkelige årsager til den sorg, der er i verden og i mig selv). Og i takt med at samfundet under det gældende borgerlige (inkl. socialdemokratiske) regime producerer stadigt flere deprimerede, vil vi på et tidspunkt udgøre et flertal, hvorefter det for en statistisk og demokratisk betragtning vil være os, der er de "normale".

Hvis samfundet skal blive mere menneskevenligt, kræver det dog, at vi taler sammen og vender vores individuelle smerte udad og gør den til et fælles anliggende. Vi har selv et medansvar for at gøre noget ved vores depression, når først vi er ramt af den, men hovedårsagerne til, at vi overhovedet bliver ramt af depression i det moderne samfund, er sociale, og ikke kun individuelle.

Så tak til Sidsel Wendel og Torsten Jakobsen for at sætte ord på deres erfaringer og overvejelser over vor tids største folkesygdom. Det er ikke kun os, der er sindssyge, det er hele verden, der er af lave.

:-)

ingemaje lange, Bjarne Bisgaard Jensen, Viggo Okholm, Morten Balling, Kurt Nielsen, Bettina Jensen, Tor Brandt, Hanne Ribens, lise zeuthen, Ervin Lazar, lars søgaard-jensen, Trond Meiring og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

PS: Glem ikke, at de fleste betydende tænkere har været melankolikere, så vi er i godt selskab. Kan man overvinde den radikale skepsis, har man skabt noget af værdi for alle mennesker. Om ikke andet så har man da vist, at der er håb.

:-)

Morten Balling, Tor Brandt, Hanne Ribens, Trond Meiring og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Der er altid håb, Niels Nielsen...

Mennesket kan ikke leve uden håb, som jeg vist skrev i en julekalender, for længe siden..

Men hvad håber 'vi' på?

Prøv blot at spørge mennesker om det: Chokerende nok, har de fleste mennesker end ikke et meningsfuldt svar på rede hånd...

ingemaje lange, Bjarne Bisgaard Jensen, Morten Balling, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg stoler personligt ikke på mennesker, som ikke i én eller anden forstand har tænkt på selvmord i løbet af den sidste uges tid ;-)

Morten Damborg, ingemaje lange, Torsten Jacobsen, Bettina Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

"Depression bliver kun værre når man ikke taler om det"
Hvad skal siges og om hvad. Jeg har en metode til det: Vi begynder men "Charle(Carl) Martel i Poitiers, i Frankrig. Franskmænd mente de har stopet muslimske fremmarche mod Europa. Det førte til korstoge og kolonitiden , og Irak og Syrien etc. Og hvad så? så kommer depression efter. Men der er ikke nogen håb der, man kan ikke blive ved med at fortsætte.; kun ned at bakke. og det er min konklusion. Enten man ændrer kursen eller slutter historien. Ellers bliver det bare gentagelser, og det blev det: korstog, koloni tiden, militær anarki (Irak og Syrien og Libyen). Historien foretrækker at skifte spor, og når det går ikke med at skifte kursen kommer "depression".

og de fleste iagtager ser kun gentagelse og sætter håb i noget tilfældigt og det fører kun til gentagelse igen, men det er ikke muligt. Historien går sin gang som altid har gjort, om man vil eller ej. Mennesker fører normalt en lineær vej. ingen slinger i valsen. det er problemet.

Man kan måske også bare vælge ikke at tage imod de projektioner, som det superdynamiske, lykkelige, harmoniske og i enhver henseende perfekte samfund tilbyder.

@Niels og Torsten

Hvis i synes det er hårdt at leve med en depression, så skulle i prøve at leve med noget som minder om en symptomerne på en depression, og samtidig have følelsen af at man ikke fejler noget. Dér kan i snakke om noget som er svært at snakke om.

Stort set enhver psykiske diagnose er dybest noget den "normale" del af Verden har opfundet for at kunne beskrive adfærd hos dem, som ikke opfører sig som de andre, de unormale.

Der findes meget få psykiske diagnoser som kan forklares, og depression er ikke en af dem. Der er nogle klare fælles træk ved mennesker med diagnosen, men der findes ikke nogen forklaring på "sygdommen", ligesom der findes forklaringer på et brækket ben.

Der findes ganske rigtigt "medicin" som kan få deprimerede til at være glade i låget, men den selvsamme kemi uden recept fra lægen er farlig. I store træk svarer lykkepiller til ecstasy. De ændrer på kemien i synapserne, ligesom de stoffer lægerne, politiet og politikerne nærmest dagligt siger er farlige. Sorry, men ofte er det Morpheus blå piller.

Med den skepsis jeg ved i begge er i besiddelse af, er der så ikke den mulighed, at det ikke er de deprimerede som fejler noget? At det er dem som er de "raske", og at dem som siger "nu skal du tænke positivt", når hele lokummet står i lys lue, er dem som i virkeligheden fungerer dårligt?

Niels Duus Nielsen, Torsten Jacobsen, Kurt Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

@Torsten

Ift. det med at være noget værd som menneske, så har både du og Niels beriget mit liv, netop fordi i har været nogle af dem, som har turdet svare, når jeg, ind imellem, stiller spørgsmålstegn ved de normalt accepterede dogmer.

ingemaje lange, Niels Duus Nielsen, Torsten Jacobsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Jeg er ikke deprimeret, men jeg gør altid noget for at skubbe den længere væk. Jeg har for længe år siden forstået at det er unormalt at der findes ulighed mellem nationer. Jo bedre går det det land jeg kommer fra desto bedre går det for mig, hvor jeg findes.
Alle ved at der er folk der ikke taler med respekt om alle nationer, også når det respekterer menneskerettigehederne. De fleste ser lighed mellem nationer, som ikke inkluderet i rettighederne, det kan kaldes "nationalism" om man vil.
Jeg har den holdning altid når jeg giver udtryk for noget. Ikke fordi jeg synes det land er bedre eller folk er bedre , for mig er mennesker det samme over alt. de er allerede skabt for længe siden på samme måde.

Historien skaber forskellen, men det er midlertidigt. Det gør mig syg at nogle vil få mig til at tro at det er for altid. Alene det kan gør syg. Omverden bidrager også til "sygdommen "depression".

Torsten Jacobsen

Morten Balling,

Jeg ved, hvad du taler om:

Mens jeg måske nok har tendens til depression i klinisk forstand, så har jeg på intet tidspunkt fået stillet den diagnose. Ej heller kan jeg 'prale' af så svære livtag med fænomenet, at alt - som i 'alt' - er faldet sammen om ørerne på mig..

Nej, jeg føler ikke, at 'jeg fejler noget'. Og jeg sværger til selvmedicinering - cigaretter og alkohol og sex (hvis jeg kan slippe afsted med det) - frem for til 'lyksaliggørende' piller fra medicinalindustriens overdrev..

Nej, der er sgu ikke noget galt med mig. Blot er kommentariatet overbevist om det modsatte, og de sataner har så uendeligt svært ved at holde kæft..

En kakofoni af lort, dag efter dag..

Der findes valide strategier for at overvinde disse misantropiske og selvskadende kritikere. Strategier, som ikke involverer 'tryllepulver' eller naiv-stupid positiv tænkning. Blot kræver disse strategier en del hårdt arbejde, samt ikke mindst - og dette er kernen - en tro på, at det er besværet værd...At jeg er besværet værd..

I grunden er der ikke noget mere frastødende, end mennesker fanget i depression. Så håbløst fanget i os selv, som vi er. Det er svært at forestille sig mere selvoptagede mennesker..

Blot bør man forstå, at denne selvoptagethed er et fængsel, og ikke et valg..

ingemaje lange, Niels Duus Nielsen, Morten Balling og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

@Torsten

Her op til jul var jeg på universitetet for at fremlægge en halvvejs præsentation af det speciale jeg arbejder på. Jeg valgte at skrive om bæredygtighed og planetens fremtid. Ikke just et optimistisk emne, har jeg måttet erfare. Det havde nok været mindre pessimistisk at skrive om enzymproduktion.

Min præsentation var tilsvarende dyster. Ikke fordi jeg synes det er særligt fedt at være dyster, men fordi det skulle være en videnskabeligt redelig, ærlig præsentation af de resultater jeg var nået frem til. Reaktionen fra flere af mine professorer var både "uha, ja det ser jo unægteligt ikke så godt ud", men også at jeg skulle huske at tænke positivt og forsøge at holde humøret oppe.

WTF?!? Hvis mine beregninger ser dystre ud, hvordan skal jeg så forholde mig til dem uden at synes det er deprimerende? Det løser absolut intet at være positiv i den sammenhæng. Tværtimod lader det til at være årsagen til en del problemer, at vi netop bare vælger ligegyldigheden.

Det kan jeg alt sammen godt leve med, men hvis nogen bekymret spørger om jeg ikke er i lidt dårligt humør, eller om det er godt for mig, det jeg har gang i, så må jeg helt ærligt indrømme at de fremstår lettere syge i sindet ;)

Når jeg samtidig ser på stigningen i mængden af udskrevne lykkepiller, så kan man sågar tale om at man begynder at kunne ane omridset af et mønster.

Niels Duus Nielsen, Torsten Jacobsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Morten Balling,

Mon ikke vi alligevel skal være påpasselige i forhold til at blande æbler og pærer?

En rationel fortvivlelse og en irrationel depression?

En væsentlig forskel, vil jeg hævde.

Og mens der selvfølgelig er afsmitning fra det ydre til det indre, så kan jeg uden problemer forestille mig en virkelighed, hvor klimaproblemet er løst og alle sultne munde mættet, uden at jeg af den grund vil finde anledning til at indtage en mere opløftet og konstruktiv sindstilstand.

Depression er i bund og grund et 'lokalt' fænomen: Den er et oplevet misforhold mellem livsomstændigheder og erkendt potentiale.

Jeg har aldrig - og her fristes man til at takke guderne - været interneret i en koncentrationslejr. Ej heller har jeg nogensinde i nogen meningsfuld forstand 'gået for lud og koldt vand'. Igen er taknemmelighed vist på sin plads.

Men jeg tror i og for sig ikke - omend jeg selvsagt kan tage fejl - at 'Depression' var et udbredt problem i nazisternes lejre - og i så fald da kun blandt vagterne. Nej, der er intet uforløst potentiale i en koncentrationslejr. Der er intet potentiale overhovedet.

Og har 'lud og koldt vand' altid været et grundvilkår, så har man mestendels ikke blik for noget 'potentiale' overhovedet.

Det er firkantet stillet op, naturligvis, sådan målt op mod menneskesjælens kompleksitet. Naturligvis er dét det. Men du forstår nok.. ;)

@Torsten (Jacobsen)

Lige præcis du signalerer jo lidt, bla. med dit billede, en, lad os kalde det, lettere eksistensjalistisk holdning til virkeligheden, og den kender jeg godt selv. Erkendelsen af dét kostede mig også tid, hvor det eksterne påvirkede det interne. Det var i en overgang svært at erkende potentialet, indtil man indså de nye muligheder :)

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad folk i almindelighed bliver deprimerede over, men du skal ikke sørge ret længe over en afdød elsket person, før lægen står klar med DSM manualen og receptblokken. Jeg forestiller mig også at en del af dem er frustrerede over tingenes almene tilstand.

Dermed ikke sagt at ens hjerne ikke kan fungere dårligt, så længe vi holder "uhensigtsmæssigt" udenfor, jvfr. eksistentialismen. Man kunne gå så langt som til at sige at hjernen selvstændigt kunne udvikle en form for depression. Det kan skyldes gener, kost, miljø mm., sikkert i en kombination. Pointen er at i stedet for at symbolbehandle med Morpheus blå piller, så tror jeg man kommer længere med at forholde sig til, hvad mennesker er deprimerede over, og alternativt finder en forklaring på "sygdommen", før man finder receptblokken frem.

Det lokale kunne jo skyldes at alle andre ikke ville forholde sig til virkeligheden.

Trond Meiring, Niels Duus Nielsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Morten Balling,

Vi er enige, omend jeg klart fornemmer, at du ikke ved hvad du taler om. Sådan sagt i al venskabelighed ;).

'Depression' er et intrapsykisk fænomen. Altså er der - tør man sige per definition? - ikke tale om en sygdom.

Bevares, du kan uden anstrengelse finde forskere, som vil tale dig ihjel med teorier om hjernekemi og i forlængelse små blå pillers generøse effekter. Og det er alt sammen fint, hvis man blot ønsker at blive fritaget for visse symptomer (i bytte for visse andre), og så ellers tralle derud af, som endnu et virksomt hjul i maskineriet..Guderne forbyde, at man skulle ligge nogen til last..Det kan de slet ikke bære, de stakkels kræ..

Men en egentlig depression har dybere rødder end som så. Vil man til bunds i dén mareridtssump, så kræver det gerne en egentlig transformation - snarere end kemiens hvide snit.

Et lille hint:

Folk flest bliver ikke deprimerede over noget. I det mindste ikke hvis dette 'noget' forstås som en 'hændelse'. Tænk snarere på det som et spil kort: Hvis det ligger i kortene, hvilken hånd bør man så spille?

Trond Meiring, Niels Duus Nielsen og Morten Balling anbefalede denne kommentar

@Torsten Jacobsen

Jeg ved godt, hvad du mener, men intet er isoleret. Alting indgår, som Randi ynder at påpege, i en sammenhæng. Hvorvidt den er fysisk eller skyldes underligt opstående mekanismer i det man kunne kalde systemet, så lader det til at alting er forbundet.

Hvis man ikke skal lade sig påvirke af ens omgivelser, så skal man leve som en "brain in a jar" uden kabler. Jeg kan godt forstå, at nogen ikke kan forklare, hvorfor de er deprimerede. "Du har jo alle kortene på hånden" hjælper sjældent, hvis man er i dårligt humør over noget andet end kortene. Især, hvis det er noget man ikke forstår, eller noget hvor man føler sig magtesløs. Allermest, hvis det er noget som ligger og rumler i ens "underbevidsthed".

Btw. Jeg tror lidt på fri vilje igen, og det er baseret på naturvidenskab ;)

Niels Duus Nielsen

Morten: "I store træk svarer lykkepiller til ecstasy."

Okay, det forklarer de weird drømme, som jeg fik og stadig får, nu hvor jeg spiser lykkepiller.

Faktisk var det et lignende argument, som fik mig til i sin tid at forsøge mig med lykkepiller. Jeg ville i flere år overhovedet ikke røre dem, men så fortalte min svigerdatter, at hun havde haft stor glæde af dem, og min søn drillede mig med, at når jeg nu havde experimenteret med stort set alle andre bevidsthedændrende stoffer på markedet, hvorfor så ikke lykkepiller?

Det første jeg bemærkede, efter at jeg begyndte at spise lykkepiller, var at mine drømme blev meget livagtige, i farver og 3D. Jeg havde netop opdaget Game of Thrones, som jeg havde set alle afsnit af over en weekend, så drømmene var meget, meget blodige og uhyggelige, hvilket jeg fandt både spændende og interessant; af og til ærgrede jeg mig både gul og grøn over at vågne op, inden mysteriet i drømmen havde fundet sig en løsning, men heldigvis fortsatte drømmen ofte hvor den slap, næste gang jeg faldt i søvn.

Det næste jeg bemærkede efter et par uger var, at jeg ikke længere hele tiden sad og mumlede "Idioter" ud i luften. Ikke fordi jeg ikke længere syntes, at politikerne var idioter, for det gør jeg stadig, men fordi jeg nu kunne bruge min tænkeevne til andet end at fantasere om at købe en maskinpistol og komme i avisen efter at have likvideret hele banden.

Som I måske har bemærket er der ikke sket noget med min kampvilje, tværtimod er den blevet skærpet: I stedet for at sidde magtesløst og bande og svovle under skægget tager jeg nu del i den offentlige debat her i avisen, hvor jeg fremsætter mine samfundsnedbrydende synspunkter til glæde for nogle og irritation for andre.

Lykkepillerne har gjort mig i stand til at kanalisere den irrationelle cirkulære depression over i en mere lineær, rationel fortvivlelse, hvor jeg forsøger at finde gangbare løsninger på det, der irriterer mig og som gjorde mig deprimeret. Jeg er stadig til en vis grad handlingslammet, jeg lider stadig af en stærk sociofobi, og jeg kan da stadig blive grebet af en udpræget misantropi, men det er ikke længere et altopslugende mørke, der præger mine vågne stunder (og som sagt har jeg, når jeg ikke er vågen, har jeg nogle helt fantastiske drømme, der kan konkurrere med det meste af det, Netflix tilbyder).

Oven i hatten er jeg så også blevet en af dem, der har en diagnose, hvilket har vist sig at være en meget stor fordel, når man er på kontanthjælp. Uden en diagnose er man jaget vildt, med en diagnose giver man jobkonsulenterne en mulighed for at opføre sig lidt mere menneskeligt, fordi de kan bruge diagnosen som rygdækning over for deres overordnede og politikerne: "Han vil gerne, men han kan ikke; se, her er udtalelsen fra lægen".

Jeg kan stærkt anbefale enhver kontanthjælpsmodtager at få sig en diagnose. Og jeg kan stærkt anbefale enhver melankoliker at prøve at spise lykkepiller. Hvis de ikke virker, kan man jo bare holde op med at spise dem og i stedet ryge sig en joint.

(Advarsel: HVIS lykkepillerne virker, skal man være lidt forsigtig med uden videre at holde op med at spise dem, da man risikerer at blive bombet tilbage i kulkælderen med eksprestogsfart, og det er ikke sjovt. Jeg er et par gange løbet tør midt i måneden, hvor jeg ikke havde råd til nye forsyninger, og det er IKKE sjovt sådan at gå fra -10 til - 1000 på et par dage - så nu sikrer jeg mig, at jeg altid har et lager).

Trond Meiring, Torsten Jacobsen og Morten Balling anbefalede denne kommentar

@Niels

Godt at høre at du har succes med kemien :)

Som du har bemærket kan lykkepiller være stærkt vanedannende, så nogle anbefaler at man kun tager dem i en kort periode, og lægger en plan for nedtrapning samtidig med at man starter behandlingen.

Der er ingen tvivl om, at ens humør afhænger af mængden og sammensætningen af signalmolekyler i ens synapser. Ecstasy fungerer ved at den pumper bla. serotonin ud i synapserne fra neuronerne, og ovenikøbet vender ecstasy den mekanisme som fører serotonin tilbage i cellen igen, således at mekanismen pumper mere serotonin ud af cellen. Der er ikke noget at sige til at kvinderne til en technofest er kærlige.

På den anden side kan jeg, som nævnt ovenfor, ikke komme i tanke om noget, som ikke alligevel fucker med ens hjerne, så whatever rocks the boat :)

Trond Meiring, Torsten Jacobsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Well, There You go..

Jeg har ikke en ideologisk holdning til det lort. Jeg er pragmatiker:

"If it works for you, it fucking works.."

No more, no less..

Jeg bilder mig ind, at der er en vis rummelighed i den tilgang? Hvad kalder man en 'libertariansk socialist'? Måske man burde starte et nyt parti?

Seriously, though..

En diagnose er blot et redskab for staten. En fucking kasse, som de bekvemt kan putte én ned i.

"Nåh, nu forstår vi...!"

Fucking bullshit!

De forstår ikke en skid. De elsker blot kategorier. Små pakker, der kan sendes nemt og bekvemt rundt i systemet. Læser de overhovedet mærkatet? Åbner de skidtet? Hell No, den slags giver beskidte fingre - hæmmer afdelingens produktivitet...

Fuck'em..

Sekundært er en diagnose en fucking selvopfyldende profeti.

"Ah, du lider af 'social angst', så du bør nok undgå større folkemængder.."

"Ah, du lider af 'ADHD', så du bør nok indrette dit liv efter stramme rutiner, og forøvrigt spise denne lille blå pille hver dag.."

Lad os blive fri for 'uønskede symptomer', ikke sandt, så forestillingen kan fortsætte.

Regelret

Uforstyrret

Uden pause

The Show Must Fucking Go ON!!!

Der er såmænd et lille gran af kærlighed i mig, når jeg kigger op på alle vor samfunds 'grand achievers'.. Alle disse herlige mænd og kvinder, som bare tikker derud af..

En vis jalousi føler jeg såmænd også: Tænk at være så velfungerende..

Men de smiler som regel ikke tilbage..

Burroughs var på stoffer i store dele af hans liv, og det lader ikke til at have taget livet af ham. The old ticker did. Måske har det forvrænget virkeligheden lidt, men det lader ikke til at have været kedeligt.