Kronik

Angsten for døden må ikke afholde os fra bedre lovgivning om begravelser

Vi er ikke gode til at få taget livtag med betingelserne for den sidste afsked. Det er synd, for det giver unødige, ekstra sorger. Derfor kommer her syv forslag til bedre afskedsdage
Vi er ikke gode til at få taget livtag med betingelserne for den sidste afsked. Det er synd, for det giver unødige, ekstra sorger. Derfor kommer her syv forslag til bedre afskedsdage

Mia Mottelson

11. januar 2019

Tak til Karen Syberg for hendes klumme nytårsaftensdag »Vi skal alle sammen dø. Uanset hvor sundt vi lever«, for, ja, vi dør nemlig, gør vi så. Alle nytårsforsætter om flere blåbær og færre smøger til trods.

Men: Så længe døden i et vist omfang opfattes som en beklagelig fejl, der kun rammer de særligt uheldige og usunde, får vi ikke taget, om man så må sige, livtag med rammebetingelserne for afskeden.

I stedet må enhver flok efterladte humpe sig igennem begravelsen på bedste beskub og derefter leve med, at forvirring og mangen en ikkeoptimal løsning blev en del af det sidste farvel.

Lad os i stedet tage ordentligt fat nu – i lyset af, at vi vitterlig alle er kommende afdøde og de fleste også kommende efterladte. Unødig forvirring og unødige sorger kan vi nemlig nå at gøre noget ved, også selv om dødsfaldet i sig selv udløser en sorg, vi er nødt til at gå igennem.

Herfra skal derfor lyde syv nytårsønsker til at sikre bedre begravelser i fremtiden.

1) Lad os få bedre tid til at arrangere

I 1682 fik vi ny begravelsesforordning. Den indførte en frist på otte dage til at gennemføre begravelsen. De adelige fik tre uger, for man vidste godt, at ordentlige folk ikke kan arrangere det nødvendige på så kort tid.

I dag har vi løst 1600-tallets udfordringer med at bevare afdøde et reelt, køligt sted – og de adeliges privilegerede tidsgrænse er forsvundet med grundlovens indførelse.

Tilbage er grænsen på de otte dage. Den nuværende tidsgrænse skaber unødig sorg i den forstand, at den giver anledning til forhastede beslutninger – som jo ikke lader sig ændre, for vi får kun én begravelse pr. person.

Så selv om man i praksis kan få dispensation til at gå over tiden, så stresser tidsbegrænsningen mange efterladte.

Jeg ønsker mig derfor, at vi dropper den 336 år gamle tidsgrænse, tilbyder bedre tid mellem dødsfald og afskedsdag og officielt ændrer rammen til eksempelvis 12 dage.

2) Lad os få statsautoriserede bedemænd

En god bedemand eller -dame kan i situationen være en uvurderlig støtte. Men vi ved fra bl.a. forbrugerprogrammet DR Kontant og Kristeligt Dagblads dækning, at enkelte bedemandsforretningers arbejde i sig selv kan udløse sorg.

Eksempelvis med regninger, som uventet stiger dagen før begravelsen eller ikke stemmer overens med det mundtlige tilbud. Andre fortæller om bedemænd, der kører fra kirken, før bisættelsen er slut, ikke kan finde selve gravstedet eller ikke formåede at få afdøde i tøjet.

I Danmark har vi ikke nogen offentlig SU-berettiget uddannelse til at blive bedemand – det står enhver frit for at åbne forretning uanset baggrund. Så selv om dele af branchen arbejder ved at tilbyde nyansatte et internt uddannelsesforløb, så ønsker jeg mig en autorisationsordning.

Det må gerne kræve mere end et skilt, hvor der står ’Bedemand’ at åbne en forretning. Der er godt nok indført en certificering, som bedemandsforretninger frivilligt kan tilslutte sig, men generelt er det for besværligt for nyslåede efterladte at orientere sig i udvalget, bl.a. fordi ordet certificeret ikke er beskyttet, hvorfor en bedemandskæde eksempelvis certificerer sig selv.

En autorisation vil også medvirke til at beskytte de bedemænd og -damer, som gør et kæmpe arbejde for at skabe virkelig gode afskeder.

3) Lad os prioritere bedre meldinger om dødsfald

»Må jeg have lov at kondolere?«

»Med hvad?«

»Ja, med at din mor er død ...«

Eksemplet er fra efteråret 2018, hvor en chokeret datter blev ringet op af sin mors ven en helt almindelig eftermiddag.

Hun havde endnu ikke fået besked ad reglementeret vej, selv om det pludselige dødsfald var konstateret mange timer tidligere. Datteren er en del af en familie, som jeg hjalp med at arrangere en borgerlig begravelse for moderen.

Jeg er klar over, at vores ordensmagt er pålagt tidskrævende opgaver ved andre grænser end dødens, men mit ønske er, at vi prioriterer bedre beskedgivning. Rettidig og empatisk.

4) Lad os indrette bedre rum til den akutte afsked

Efter føromtalte telefonopringning kunne den efterladte datter drage til et hospital og se sin mor. Iført en plastikpose. Liggende i et ærlig talt uhyggeligt rum. Kolde lamper i loftet, intet dagslys, ingen, der havde stillet en blomst eller rettet lidt på afdødes tøj og hår.

Mit ønske er, at vi indretter bedre rum til den akutte del af afskeden. Rummene skal selvfølgelig også fungere til det arbejde, som skal udføres med pludseligt afdøde.

Men rumlig omsorg må bygges ind, så eksempelvis børn ikke traumatiseres unødigt af at se pludseligt afdøde forældre her.

5) Lad os bruge fælles viden til at skabe overblik

I dag tilbyder mindst to telefontjenester at anbefale bedemænd gratis. Den ene, begravelsesguiden.dk, oplyser i et interview med Børsen, at bedemændsforretninger her betaler for at blive vurderet. Hvorfor nogle forretninger naturligvis afholder sig fra at deltage, og udvalget ikke er komplet. Den anden, begravelsesfonden.dk, har oplyst til mig, at telefonen her tages af bedemænd, der er knyttet sammen i samme kæde.

Vi har ikke nogen samlet undersøgelse af, om efterladte så er gladere for de bedemand, som guiden og fonden anbefaler, end de forretningsdrivende man selv finder frem til. Men helt principielt ønsker jeg mig en offentlig drevet bedemandsvejviser. Hvor ingen betaler for at være med, og hvor hele markedet løbende vurderes.

Sådan en offentlig rådgivning kunne få systematisk gavn af al den viden, som allerede findes.

De ansatte på eksempelvis landets hospicer må jo ikke i dag anbefale den ene bedemand frem for den anden til os efterladte. Men derfor ved de ansatte jo stadig godt, hvem der kommer med omsorg, og hvem der kommer med en sækkevogn (ja, desværre et autentisk eksempel fra en chokeret sygeplejerske).

Også skifteretternes viden kunne udnyttes. Her ser man samtlige regninger.

6) Lad os få overblik over klima- og miljøeffekter

Uanset om vi tror på himmerige, reinkarnation eller ingenting, efterlader vi os som afdøde en krop. Som skal ... noget.

Spørgsmålet er hvad, hvis vi gerne vil have, at også det sidste CO2-aftryk bliver så behersket som muligt.

Mit ønske er derfor forskning samt letaflæselige mærkninger, så kommende afdøde eller deres efterladte kan aflæse, hvilken begravelsesmetode, kiste eller urne, som belaster vores hede klode mindst.

7) Lad os få bedre rum til den endelige afsked

Folkekirken har helt uden for konkurrence landets bedste rum til afsked. Men mange er ikke medlem, og selv om kirken lejer kapeller ud, så kan selve kirkerummet ikke lejes af ikkemedlemmer (uanset hvor tomt det end måtte stå).

Derfor ønsker jeg mig, at vi får gang i byggeriet af flere smukke, religiøst neutrale, gerne naturskønne beliggende rum til vores afskeder. Et skib indrettet med rum til ceremonier kunne også være en mulighed.

Også de sidste hvilesteder skal vi tage fat i. I Danmark har vi regler om, at asken skal spredes over vandet (og urnen tages med i land igen).

Jeg ønsker mig, at vi lader os inspirere af eksempelvis Tyskland og beslutter, at visse havområder kan bruges til egentlige afskeder til søs. Det kan være steder, hvor en urne må sænkes til bunds, så vi ved, hvor vi har vores afdøde.

Andre efterladte holder af det diffuse, så jeg ønsker mig også, at vi ser på, om visse skovområder kunne blive steder, hvor aske spredes mellem stammerne – og dermed gøde de træer, som vores hede klode vil have godt af.

Mere ro og overblik, mindre stress og forvirring. Alt i alt bedre plads til den sorg, som vi er nødt til at tage os af.

Sisse K. Ibsen, journalist og forfatter til bogen ’Begravelse for begyndere’

Læs også
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Minna Rasmussen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Carsten Mortensen
  • Kurt Nielsen
  • Troels Ken Pedersen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Klaus Lundahl Engelholt
Minna Rasmussen, Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Mortensen, Kurt Nielsen, Troels Ken Pedersen, Lise Lotte Rahbek og Klaus Lundahl Engelholt anbefalede denne artikel

Kommentarer