Forleden talte jeg med min genbo. Vi har igennem de seneste to år delt vores lidelseshistorier med hinanden. Min genbo har så svære fysiske lidelser, at han i realiteten ikke kan arbejde. Jeg selv har en bipolar affektiv lidelse, der præger mit liv. I en periode på to år har vi begge været på ressourceforløbsydelse.
Min genbo har oplevet, at en række forskellige eksperter har givet hver deres beskrivelse af hans lidelser, så han efterhånden har en tyk mappe med udtalelser. Han mangler en tovholder, der kunne samle dem alle, og derudfra indgive en pensionsansøgning til et såkaldt rehabiliteringsteam. Men der er ingen tovholder i kommunen, og han orker ikke selv at have rollen mere.
Jeg har i samme periode ’været i gang’ med at søge pension. Været i gang betyder i mit tilfælde, at vi indledte min sag for snart to år siden. Min sagsbehandler har siden indsamlet attester, der dokumenterer, hvordan min lidelse gør mig ude af stand til at arbejde. Det har været et grotesk forløb, der af min venner er blevet omtalt som ’kafkask’.
Så snart sagsbehandleren har fået én statusattest i hus, mangler den næste, og inden man får samlet alle ind, er de første blevet forældede! Selv om jeg har en sagsbehandler som tovholder, har det ikke forkortet processen.
De her ansøgningsprocesser slider så meget på os psykisk, at vi er på nippet til at give op. Er det mon netop det, der er formålet med at forsinke en pensionsansøgning? At man giver op. Fordi det i dag er så godt som umuligt at få førtidspension? Fordi den enkelte kommune simpelthen ikke har råd til at betale?
Min genbo siger:
»Det er, fordi vi er på samfundets bund, at vi ikke får en ordentlig behandling«.
Måske har han ret.
Selv om vi er på ressourceforløbsydelse, så er der ikke nogen ’ressourcer’ omkring os. Hverken i os selv eller i vores omgivelser. Udbetalingen er den samme som den laveste kontanthjælp, og vi hutler os igennem tilværelsen uden at have råd til at gå til f.eks. tandlæge eller frisør.
Så ja, vi er på samfundets bund, hvor vi, som mange andre i samme situation, i et, endnu, humanistisk samfund burde have hjælp. I stedet bliver vi udsat for et meningsløst psykisk maraton, som slider os op. Hvordan kan det være?
Lin Hansen er psykisk syg og på ressourceforløbsydelse
Kære Lin, du er en del af det fiktive 'arbejdsudbud' som politikerne har besluttet at vi skal have i Danmark for at 'holde lønnen i ro', og sørge for at tilstrækkeligt mange bliver skræmt til at affinde sig med de omfattende forringelser vi ser på arbejdsmarkedet.
Der er også koldt og kynisk blevet kalkuleret med måltal for tildelingen af førtidspension, der er indregnet i 'råderummet' for den hjemlige finanspolitik.
Med andre ord, både staten og kommunerne sparer penge på at folk forbliver på kontanthjælp eller ressourceforløb i en uendelighed.
Desuden profiterer private virksomheder i at folk udsendes til 'virksomhedspraktik' , og kommunerne sparer penge på når borgeren udkommanderes i 'nyttejob'.
Derudover har en hær af konsulenter og 'private aktører' snablerne nede i de offentlige kasser, og bliver betalt af 'velfærdssamfundet' for at udnytte syge som malkekvæg.
Det er ren spekulation.
https://www.avisen.dk/hvis-foertidspensionsordningen-fungerede-var-der-i...
Kære Lin,
Vi lever i et samfund, som stiller ét grundlæggende spørgsmål til sig selv og til sine borgere:
"Hvad er nytteværdien?"
Og her er der såmænd ingen grund til at blive sentimental: Når der tales om 'værdi', så er det i betydningen økonomisk værdi.
Grunden til at du og din(e) bekendte 'på bunden' ikke får en 'ordentlig behandling' er, at i netto udgør et tab af økonomisk værdi for samfundet. I er med andre ord ikke noget værd, sådan set i et samfundsmæssigt perspektiv.
De tiltag som du mødes med - konfronteres af - fra de sociale myndigheders side, har i og for sig kun ét hovedsigte:
At begrænse din negative værdi - det vil sige de omkostninger i kroner og øre, som din eksistens påfører samfundet.
Det var vist en vis Uffe Elbæk, som forleden kom til at beskrive denne form for tankegang som ekstrem, ja såmænd fascistisk.
Det fik han på munden for, og om det kan mene hvad man vil..
Som jeg gør det, og som du sikkert også gør..
Lin Hansen, jeg kan helt følge din frustration, jeg bliver selv helt træt bare ved tanken om igen at skulle skælde ud over det bedre borgerskabs nærighed og griskhed her i avisen - jeg har ikke lavet ret meget andet i snart mange år, men intet hjælper det.
Du spørger: "...vi er på samfundets bund, hvor vi, som mange andre i samme situation, i et, endnu, humanistisk samfund burde have hjælp. I stedet bliver vi udsat for et meningsløst psykisk maraton, som slider os op. Hvordan kan det være?"
Svaret er simpelt: Der skal være råd til både skattelettelser til de rige og til nye kampfly. Du og jeg kan undværes i de borgerlige politikeres idealforestillinger om samfundet.
Mette Frederiksens lov blev til ud fra et idealistisk tankesæt om, at hjælpe folk tilbage til et arbejdsliv og dermed social anerkendelse.
Alle skulle kunne bidrage i det omfang de kan.
Yde efter evne og nyde efter behov!
Men det er blevet noget helt andet i praksis.
Der snakkes meget om resultater og effektivitet.
Der findes ingen sektor i det offentlige hvor effektiviteten og resultaterne er ringere.
Lovens effektivitet ville give sig udtryk ved effektive, til ende bragte afklaringer som munder ud i konkrete afgørelser af borgernes fremtidige levegrundlag.
Altså hjælp, afklaring, indsamling og afgørelse.
Resultatet skulle vise sig som antal af truffne afgørelser der fører til beskæftigelse på ordinære vilkår, i fleksjob eller til førtidspension.
Ud fra denne målestok, og med de mange alt for lange ressourceforløb i mente, kan en hver jo se at hele sektoren er ret ineffektiv.
Resultatet er ringe, og eneste nytteværdi er, at der er mange beskæftiget indenfo denne sektor.
Men er det nu et godt resultat når hele parnasset råber op om at der mangler arbejdskraft?
@ Werner Gass
Det var i så fald en idealisme med bagtanker i milliard-besparelser, der motiverede reformen.
Og hvem uden evangelistiske prædikanter ville pådutte syge mennesker mirakuløs helbredelse via Jobcentrets klamme håndspålæggelse?
PS. Det store spørgsmål er i øvrigt, hvorvidt de umiddelbare gevinster ved dette kafkaske cirkus ikke påfører samfundet flerfoldige udgifter på langt sigt..
Det har ingen bekymret sig om indtil videre.
Rent menneskeligt er der dog ingen tvivl om, at reformen har resulteret i tusindvis af ulykkelige skæbner, og at flere vil rammes såfremt den ikke bliver fuldstændig skrinlagt.
Sådan er det jo. Og sådan vil de fleste jo have det.
Det er håbløst. Der er skrevet utallige vidnesbyrd talt op og ned til døve og blindeinstituttet.
Folk stemmer jo på det skrammel.
Åh, igen. der skulle have stået og talt op og ned til, døve og blindeinstituttet.
Eva Schwanenflügel, en udgift for nogen er som bekendt en indtægt for nogle andre. Og det hjælper altsammen med til at gøre BNP større.
BNP er den hellige ko, som alle politikere tilbeder. De går sikkert i deres stille sind og håber, at der kommer en stormflod, så alle entreprenørerne kan skrive nogle gigantiske regninger ud til det offentlige - det vil jo virkelig være noget, der rykker i forhold til BNP.
Du har helt ret, Niels.
For de interesserede, her er et link til Robert Kennedys tale fra Marts 1968 om hvordan BNP overhovedet ikke kan måle kvalitet i vore liv eller fremgang for menneskeheden globalt :
https://www.theguardian.com/news/datablog/2012/may/24/robert-kennedy-gdp