Læserbrev

Atomkraft som klimaløsning er bare en undskyldning for at opretholde atomvåbenprogrammer

Fortalere for atomkraft overser fuldstændig, at det netop var modstanden mod atomkraft, der banede vej for vedvarende energi, og at de lande, som i dag satser på atomkraft er motiverede af deres interesse i opretholdelse eller oprettelse af et nationalt atomvåbenprogram
22. januar 2019

Den 19. januar lægger Informations Mathias Sindberg hen over en fem sider lang artikel op til en debat om atomkraft.

Udgangspunktet er, at nogle klimaforskere betragter den sejrrige modstand mod atomkraft som et historisk svigt, fordi atomkraft »kunne have været vores bedste kort i kampen mod klimaforandringerne«.

Pudsigt nok overser fortalerne for atomkraft fuldstændig, at det netop var modstanden mod atomkraft, der banede vejen for vedvarende energi, som fra et nulpunkt i 1970’erne hen over de næste 25 år blev en faktor, der var værd at regne med, og i dag globalt giver et langt større bidrag end atomkraft. Både på økonomien og med henblik på hurtigt voksende kapacitet slår vedvarende energi atomkraft med længder.

Artiklen forbigår også, at stort set alle lande, som i dag satser på atomkraft, herunder Kina, Indien, Rusland, USA, Iran, England, Frankrig, Brasilien, er motiverede af deres interesse i opretholdelse eller oprettelse af et nationalt atomvåbenprogram.

Tilbage i 1950’erne blev de militære programmer legitimeret med den såkaldt fredelige anvendelse af atomkraft. Det er der ikke blevet ændret på siden. Tværtimod. Uagtet atomkraftens manglende bæredygtighed med hensyn til økonomi, sikkerhed og miljøpåvirkning kan lande med nukleare programmer simpelthen ikke undvære en vis mængde atomkraftværker.

Nu håber de så at kunne legitimere deres atomkraft som et grønt bidrag i kampen mod klimaforandringerne. I sammenligning med en bæredygtig energipolitik, der er baseret på forceret udbygning af vedvarende energi, herunder den stærkt forsømte nyttiggørelse af geotermisk energi, er atomkraft en livsfarlig og bekostelig blindgyde.

Siegfried Christiansen, medstifter af Organisationen til Oplysning om Atomkraft

Den irrationelle og ideologiske kamp mod atomkraft udgør et historisk svigt, mener flere prominente klimaforskere. Atomkraft udleder ingen CO2 og kunne have været vores bedste kort i kampen mod klimaforandringerne. Omvendt tyder intet på, at atomkraft i dag er den snuptagsløsning på klimakrisen, som nogle hævder
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Claus Bødtcher-Hansen
  • Flemming Berger
  • Thomas Tanghus
  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Samuel Grønlund
  • Trond Meiring
  • Johnny Christiansen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Poul Erik Riis
Steffen Gliese, Claus Bødtcher-Hansen, Flemming Berger, Thomas Tanghus, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Samuel Grønlund, Trond Meiring, Johnny Christiansen, Palle Yndal-Olsen og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Det var interessante oplysninger der blev bragt i slutningen af artiklen om forskning i alternativer, MEN affaldsproblemet blev yderst stedmoderligt behandlet, og spørgsmålet om vestlig livsstil og vækst-mantra er gudgivne naturlove blev totalt forbigået.
Der mistede artiklen troværdighed som andet end et partsindlæg, og det blev godt at føle sig som "stivstikker".

Steffen Gliese, Flemming Berger og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Poul-Henning Kamp

I forhold til forureningen med drivhusgasser er det inderligt ligegyldigt hvem der gjorde eller sagde hvad i 1950, 60, 70 eller firs og debatindlægget derfor kun et forsinket partsindlæg i en debat der har været totalt tidsspilde i ca. 30 år allerede.

Når det er sagt, så _er_ der en konkret forbindelse imellem militær og civil atomkraft.

Lande med atomkraftdrevne fartøjer i militæret har brug for reaktorteknisk mandskab til dem.

Uddannelsen er flerårig og ret krævende men tjenestetiden til søs er ikke en livstidskarierre.

Derfor existerer der et symbiotisk forhold hvor flåden leverer personale til den civile atomkrafts kontrolrum.

Flåden sparer lønudgifter og civilsamfundet slipper for forsøgsreaktorer til uddannelsesformål.

I forhold til atomkraftens øvrige budgetposter forsvinder det i afrundingen.

Rent kommercielt er atomkraft nok en "død sild". For man har i Europa set at den ene atomkraft-virksomhed efter den anden lukker deres værker ned i stedet for at forny dem.

Europas største producent, E.ON, har allerede i 2016 meddelt sine aktionærer, at man kan fremstille el ved langt lavere investeringer.

I øvrigt de brugte brændselstave fortsat et meget stort problem. I Forbundsrepublikken skal alle de lagrede brændselstave op igen fra salthorstene i Gorleben, der ligger i Wendland, da det har vist sig, at dette ikke er sikkert nok.

Hvor dette stads nu skal hen, og hvad det kommer til at koste, er foreløbig uafklaret. Det eneste man ved, det er, at uanset hvor mange gange man skal omplacere og om-emballere skidtet, så er det de til enhver tid værende aktuelle el-forbrugerne, der skal betale.

Også i Sverige, hvor a-kraft-producenterne gennem en årrække har klargjort et lager dybt nede i grundfjeldet for enorme summer, er eksperterne i tvivl, og forlanger et mere sikkert sted.

Rusland sælger for tiden a-kraftværker, og tilbyder både at drive dem samt at tage det brugte affald med hjem. Men heller ikke Rusland har noget sikkert sted for opbevaring under konstant opsyn gennem de næste 100.000 år. Og nogle af køber-landene er nu blevet bange for, at et sammenbrudt Rusland ikke vil eller kan påtage sig denne forpligtelse.

Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming Berger, Mogens Holme, Torben K L Jensen, Thomas Tanghus, Trond Meiring og Steen Hardenberg anbefalede denne kommentar
Steen Hardenberg

Tak til Siegfried Christiansen for de stadig gældende vægtige argumenter IMOD a-kraft.

Steffen Gliese, Flemming Berger, Mogens Holme og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Man KAN komme af med alt atom-affald - hvis man vil. To tredjedele af af kloden består af en undersøisk ørken dækket af 4-6 kilometer iltfattigt vand der samtidig er en god moderator (brugt til køling af plutonium i det haverede atomkraftværk i Japan) Verdenssamfundet kunne uden videre bygge et undersøisk mausoleum for atom-skrot deriblandt atomvåben - overvåget af FN.
PS : Man har allere et område udpeget til rum-skrot og nogen har den skøre ide at sende atom-skrot ud i rummet der så i sidste ende lander i havet som rumskrot - Let´s do it in the first place.

John Rohde Jensen

I den nukleare branche går der en klassisk joke: Hvis befolkningens første introduktion til bensin var via napalm så havde vi allesammen kørt rundt i el-biler nu.

Verden kom desværre ind i den nukleare æra via nukleare og senere termonukleare våben. Derfor ovenstående joke.

I praksis er der en klar skillelinie imellem reaktorer, der fremstiller materiale til brug i våben og dem der producerer energi til forbrugere. Fremstilling af plutonium til våben kræver meget bestemte reaktortyper og en hurtig udskiftning af brændstof undervejs. Ellers får man noget plutonium, der er totalt ubrugeligt til bomber. Denne driftsform er i diametral modsætning til de måde, man skal arbejde på, hvis man vil producere energi til forbrugere.

Dernæst er de letvandsreaktorer som man bruger til energiproduktion ude af stand til, at producere den rigtige slags (isotop) af plutonium til våben. Det er, med vilje, fuldstændigt umuligt. Præcis fordi man ønsker, at begrænse spredningen af kernevåben.

Koblingen imellem kernekraft og kernevåben er i praksis meget fjern og består primært i hovedet på kernekraftmodstandere. Dette er forståeligt da både partikkelfysikken og de tilhørende kemiske processer er ret komplicerede og indimelem stærkt antiintuitive. Derfor er dette et perfekt område for skræmmebilleder og vilde overdrivelser.

Kernekraftmodstanderne er lykkedes med, at fastholde den vestlige verden på en kulbaseret produktion af energi i 40 år. Vore børnebørn vil ikke tage dette pænt når de skal leve med de resulterende klima forandringer. Allerede i dag dør ca. 16.000 mennesker årligt af luftbårne partikler fra afbrænding af fosile brændstoffer i USA alene. På globalt plan er dette et regulært folkemord, der foregår, hver eneste dag at vi fortsætter med de forsille brændsler.

Sol og vindenergi er fantastiske, men de er bare ikke nok til, at standse brugen af de forsile brændstoffer. Vi er nødt til, at have kernekraften med også.