Læserbrev

Vi skal bekæmpe pengemagten – den største ulighed

Vi er nødt til at skelne mellem den lille og den store ulighed – der hvor koncentrationen af penge giver en markant øget politisk indflydelse. De utallige diskussioner om den lille ulighed skygger nemlig for den store, og den er den største trussel mod det demokratiske samfund, vi har i dag
Debat
10. januar 2019

Ulighed er et begreb, som gennem de seneste årtier er kommet stadig mere ind i debatten.

Karl Marx mente, at et ureguleret kapitalistisk system ville føre til en stadig større koncentration af verdens værdier på stadig færre hænder. Og meget tyder på, at han havde ret.

Mange mennesker finder det uholdbart, at så stor en del af verdens værdier er samlet på omkring 100 familier. Derfor må analysen af ulighed blive helt central. Og det er netop på dette punkt, at jeg vover at fremsætte følgende tese: Jeg foreslår, at man skelner mellem den lille og den store ulighed.

Som jeg ser det, koncentrerer vi os alt for meget om den lille ulighed, mens vi stort set ikke diskuterer den store. Problemet er vanskeligt at tackle, især fordi grænsen mellem den lille og den store ulighed er vanskelig at sætte.

Mit forslag er, at grænsen sættes således, at den store ulighed begynder der, hvor koncentrationen af penge giver en markant øget politisk indflydelse.

For i et repræsentativt demokrati bør det være sådan, at indflydelse sker gennem argumenter fremført i den lovgivende forsamling. Ikke ved at nogen køber sig til denne indflydelse.

Men alle medier er hver eneste dag fyldt med sager om den lille ulighed. Hvorfor får direktøren så meget mere i løn end håndværkeren? Hvorfor er kvinder lavere lønnet end mænd, når de nu laver det samme arbejde? Selvfølgelig skal disse ting debatteres, og løsninger findes.

Problemet er bare, at omfanget af disse debatter skygger for den store ulighed.

Det har undret mig, når mediefolk og andre meningsdannere, tilsyneladende uden at rødme, bruger ordet pengemagt. Pengemagt. Som om fænomenet ikke bare var acceptabelt – men en helt naturlig del af et demokratisk samfund. Men pengemagt er en uting.

Efter min mening er den netop den største trussel mod det demokratiske samfund. Og jeg er sikker på, at de, der sidder på pengemagten, griner hele vejen hen til vaskeriet, undskyld, jeg mener selvfølgelig banken, når de deponerer dagens fortjeneste.

Finn Egeland Hansen er professor emeritus

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Alle demokratiske samfund har begrænset den modmagt, der ligger i en superrig overklasses besiddelser, og organiseret samfundet, så penge og magt over samfundet gensidigt udelukkede hinanden.

Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Samuel Grønlund og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Tommy Clausen

Eller de borde gøre det, Steffen Gliese!

Carsten Svendsen

Det hedder "plutokrati" og "plutonomy"(https://en.wikipedia.org/wiki/Plutonomy#cite_ref-4).

Samuel Grønlund

Tommy Clausen,
Jeg tror Steffen Gliese mener, at samfund ikke rigtigt kvalificerer som demokratiske, hvis de ikke har neutraliseret pengemagtens indflydelse på offentlig diskurs og beslutningsproces.

Det er en observation jeg er grundlæggende enig i, dog med den tilføjelse at det endnu ikke er sket, og aldrig nogensinde vil ske, noget sted på planeten.
Det vi kalder demokrati er i grunden en halvhjertet tilnærmelse til reelt demokrati - en slags teater, hvor vi mimer med på den kendte koreografi uden vilje eller intention om faktisk at realisere de nødvendige forudsætninger.

Eva Schwanenflügel og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne kommentar
Samuel Grønlund

Vilje og intention er to ord for nogenlunde det samme. Der skulle have stået: Uden vilje og evne til faktisk at realisere de nødvendige forudsætninger.