Læserbrev

Drop inklusion i folkeskolen – den giver mistrivsel blandt eleverne

Ønsket om at inkludere så mange som muligt i folkeskolen er blandt andet skyld i en voldsom stigning i psykiske diagnoser blandt børn og unge. Løsningen er enkel: Afskaf inklusionen!
Ønsket om at inkludere så mange som muligt i folkeskolen er blandt andet skyld i en voldsom stigning i psykiske diagnoser blandt børn og unge. Løsningen er enkel: Afskaf inklusionen!

Claus Fisker

11. januar 2019

Lige inden jul offentliggjorde undervisningsminister Merete Riisager (LA) en statusredegørelse over folkeskolen, hvor elever og lærere bruges som forsøgskaniner i regeringens store spareøvelser.

Status er, at ingen af de mål, der blev fastlagt i folkeskolereformen, er nået. Nul.

Det overrasker formentlig de færreste. Ikke engang ministeren kan være overrasket, for status har været den samme de seneste fire år.

Og Riisager har gjort forsvindende lidt for at ændre situationen. Hun når det nok heller ikke, før hun sender aben videre ved næste folketingsvalg. Måltørsten mangler simpelthen.

Den uændrede status betyder dog ikke, at der ikke er nogen resultater at forholde sig til. Tværtimod. Mistrivslen har aldrig været højere, og uden et opgør med inklusionsprincippet kommer det ikke til at ændre sig.

Det økonomisk motiverede ønske om at inkludere så mange som muligt i folkeskolen er stadig skyld i en voldsom stigning i psykiske diagnoser og mistrivsel blandt børn og unge.

På specialskolerne oplever vi, at vi er blevet en nødløsning frem for et godt alternativ. En allersidste instans. I gennemsnit får vi børnene to år for sent i forhold til at kunne hjælpe dem effektivt og give dem den behandling, de har brug for.

I det nye år ønsker jeg, at politikerne sætter et nyt mål for folkeskolen og faktisk når det. At de afskaffer inklusionsprincippet og sætter barnets tarv over politiske ambitioner.

Ingvald á Kamarinum er specialskoleleder på Fjordskolen.

Den tidligere undervisningsminister Christine Antorini (S) er en af dem, der har påstået, at inklusion i skolen har en positiv effekt på indlæring. Noget tyder imidlertid på, at inklusionsfortalerne ikke kan kende forskel på sammenhæng og årsagssammenhæng.
Læs også
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
  • Torben Skov
  • Carsten Mortensen
  • Jane Jensen
  • Peter Knap
Hans Aagaard, Torben Skov, Carsten Mortensen, Jane Jensen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Enkle løsninger er ofte de bedste, men sjælden velset.
Kan det være fordi det enkle er almen og normalt ikke underbygger de komplekse sociale teorier, vi pynter os med som åndeligt modetøj?

I det nye år ønsker jeg politikerne blander sig mindre.
Det er lærere der ved mest om skole.

til eftertanke er,
langt det meste som ikke fungerer for skolerne er skabt af politikerne.
I modsætning til andre institutioner der har "fået lov" til udvikle sig i overensstemmelse med tiden,
er folkeskolen nærmere et sted hvor politikerne kæmper "slag om territorie".
Det kræver ikke den store pose penge, resultatet (altid negativt) kan hurtigt måles og så kan posen med penge i stedet bruges til motorveje hvilket også hurtigt kan ses resultatet af, og på den måde kan politikerne føle de har udrettet noget.

Bettina Jensen

Et andet spørgsmål; hvor mange specialklasser ville der være behov for, hvis normen i de danske grundskoler var max. 16 elever pr. klasse? Det er lige før at dette alene ville reducere behovene for bl.a. en helt anden fordelingspolitik og social opmærksomhed i vort land. Men også kun lige før.

Eksklusion, ja tak. Men af hvem,efter hvilke kriterier. Og hvem skal sætte grænsen ?
For hvis skyld - eleverne eller lærerne ?
Læserbrevet er mangelfuldt.

hanne plaschke

Inklusion er meget vigtigt, hvis vi skal bevare sammenhængskraften i samfundet og undlade at sætte handicappede mennesker i en særlig bås. Hvis inklusionen sker med omtanke og pædagogisk ekspertise, er det det bedste, man kan byde børn med skjulte eller synlige handicaps OG deres klassekammerater, der lærer rummelighed og styrkes ved at have venner, der ikke er helt ligesom flertallet. Desværre for indførelsen af inklusion i ét hug over hele landet, fylgte der ikke finansiering med. Tværtimod havde man brugt pengene, inden man havde skudt bjørnen om man så må sige. Kommunerne var allerede godt i gang med at spare og nedlægge specialklasseklasser, så de ressourcer, som skulle overføres til inklusionsbørnene og til tolærersystemer og efteruddannelse var ikke af samme størrelsesorden som det var blevet lovet i oplægget. Det er især beklageligt, at en almindelig dansk- eller matematiklærer med ét regnedes for at være i besidelse af specialviden om ADHD, om autisme, og cerebral parese, om OCD og forskellige andre neurologiske problematikker. Det der dur er at lade børn med neuroligiske handicaps starte med at gå i specialklasse for så at blive sluset ind i en almindelig klasse efterhånden som de bliver trygge og har fået nogle gode redskaber med ind i klassen, så de kan overleve at være der.