Klumme

Duellens kultur

Krænkelser så gamle som menneskelig dumhed
Søren Espersen har følt sig krænket efter statsministerens nytårstale. 

Søren Espersen har følt sig krænket efter statsministerens nytårstale. 

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

11. januar 2019

Det vil ikke gå væk. Der kommer mere og mere af det. På de sociale medier og i de gamle. Krænkelsestrenden synes så vedholdende og krænkelserne så utallige, at fænomenet kan gå hen og blive det kommende tiårs navn og rygte.

Ikke så mærkværdigt, måske, i en periode, der søger lunende tryghed i falske historiske forestillinger i brakvandet af døende normer.

Nationalisme og æresfølelse, eksklusivitet og diskriminering, identitetshævdelse og indelukkethed, det hele hører i par og under ét sammen.

Krænkelse af det nationale, af sammenhængskraften: flaget, nationen, kongehuset, landsholdet, kolonihaverne, flæskesteg med surt, pigekoret, de blonde i sangskatten, kirken, etc. er det samme som personlig krænkelse af det individ eller den forsamling, der hævder og forsvarer disse påståede, nærmest kritikresistente forudsætninger for den nationale selvfølelse.

Berettigede indvendinger eller opposition udløser vrede og krav om tapper dåd. Anfægtes nationens helligdomme, falder der brænde ned.

Et særligt hudløst element konstateres igen og igen i Dansk Folkeparti med speciel lav krænkelsestærskel. Partiets talsfolk har mandatbevidst taget forsvaret af hele værdisættet på sig, ikke blot som fædrelandets arv og eje, men hvad værre er: partiets.

Løkkes pletskud

DF er af bogstav og natur ekskluderende nationalistisk, autoritært og monopolorienteret og i samme ånd totaltopstyret. Partiets kadrer sætter en ære i at hævde og monopolisere anskuelser og værdisæt, der i en mere kritisk historietradition nødvendigvis må betragtes i relativt lys: fædrelandskærlighed, javel, men ikke for enhver pris.

Kongehus, jo, jo, men ikke uden anmærkninger, kirkelighed og kristentro, selvfølgelig, men ikke uden øje for det modsatte, flaget af tvivlsom herkomst ét blandt mange andre osv.

DF tilbyder ret og rank de absolutte instinkter blottet for forbehold i stadigt opgør med kritikken, dybest set med den frie, oplyste demokratiske samtale.

Det kom sig ved næstformand Espersens trusler mod DR. Nationens hovedmedie sendte en historieserie med fuldt forsvarlige fortolkninger, som ikke behagede folkepartiet. Den konkrete trussel om hævn blev fulgt op og har kostet et ukendt antal millioner af den store besparelse, der nyligt ramte DR.

Næstformand Espersen var krænket og blev det ydermere, da statsministeren talte om ordentlighed i sin nytårstale. Det var en fornærmelse af DF, der ikke ønsker – det må man forstå – at se sig i blot teoretisk nærhed af et begreb, der kan få folk til at fundere over, i hvilke kroge af Folketinget der ikke er stuerent.

Man kan sige at Løkke Rasmussen, uden måske at ville det, eftersom også dette forhold udløste trusler fra Espersen, ramte plet. Den tradition, DF således hylder er én, der koster krænkeren eller den påståede krænker dyrt efter en selvskabt skala i den krænkedes krænkelseskultur.

Duel på kårde og pistol

Nyt er det ikke. Æresbegreberne i fortiden var udpenslede, og krænkelsers konsekvens trods alt strammere end sidenhen, det glemmes nu og da.

I adel og borgerskab – især blandt officerer og udpræget i større lande – kunne en kikset hovedbøjning i teatret, et uoverlagt host i salonen, en minimal mislyd i herreværelset på stedet medføre udfordring til duel på kårde eller pistol. Den betydelige risiko for at miste livet var af mindre betydning i forhold til æren eller blot at føle den anfægtet. Ofrene var utallige, skønt dueller selvfølgelig var strengt forbudt.

Kendt her i landet er Edvard Brandes og skuespilleren Robert Schybergs duel i Ermelunden. Opgøret betød lykkeligvis ingen blodsudgydelse, men efterfølgende fængsel til begge.

Brandes havde i en aviskritik antydet, at Schybergs gangart på scenen var, som havde han skidt i bukserne. Det skrev Brandes ganske vist ikke, men det kunne forstås sådan. Og blev det. Samtidig opfattede Schyberg fornærmelsen som den senere radikale ministers ubeføjede angreb på selve Det Kongelige Teaters stokkonservative, fantasiløse repertoire.

De fædrelandstro aviser i København benyttede anledningen til at udskamme hadeobjektet Brandes, der faktisk først var blevet overfaldet af Schyberg på gaden uden dog at følge sagen op. Det var altså en ufarlig fornøjelse at prygle dr. Brandes, skrev en avis, hvilket nærmest tvang Brandes, der jo også var barn af sin tid, til at reagere. Nu fremstod han som den krænkede.

Postulerede krænkelser af den nationale arv mødtes mere end én gang med krav om satisfaktion.

Den radikale historiker Erik Arup blev passet op af en vred officer. Arup havde skrevet som sandt er, at de fleste danske konger var dumme, uduelige, fordrukne eller det hele. Officeren stak Arup en på kassen. Arups søn ledsagede faderen og stak igen. Mere blev det ikke til.

Officeren kunne også være kommet galt af sted. Arup var foruden en stor historiker også Kongelig Ordenshistoriograf og sekretær ved statsrådsmøderne.

Kommitteret Espersen langer næppe Løkke Rasmussen et par på skrinet eller slæber ham i Ermelunden, skønt næstformanden råder over rigelige våben i sit Hjemmeværn.

Men DF-politikerne har som antydet udvist betydelige evner for at tage sig kontant betalt ved krænkelser eller hævne sig over moralsk og/eller historisk politisk ukorrekte anskuelser i DF og omegns optiske hjernespind.

Nu kan valget, der målt med evigheden kommer snart, betyde, at DF bliver reduceret med en håndfuld mandater, hvilket 80 procent af folket må håbe. Magten er steget dem så meget til hovedet, at de har tabt det.

At fortære krænkelsen med begær og bevare vreden til hævnens søde time beretter om den blindede vilje til at tage sig selv højtideligt og kun møde det kontrære og krænkende i livets dialektik med dyrisk alvor. De kan kun omfatte deres anpriste nationale symboler med den brutale sentimentalitet, der er kynikeres erstatning for følelser.

PS: Dueludfordringer modtages ikke om fredagen.

Dansk Folkeparti føler sig krænket efter statsministerens nytårstale. Næstformand Søren Espersen sagde til Berlingske: »Det er et indirekte angreb på os, og det bryder jeg mig ikke om. Han siger også et sted, at vi skal være ordentlige – underforstået, at jeg så nok er uordentlig. Det vil jeg ikke finde mig i at blive kaldt af landets statsminister.«

 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Christian Mondrup
  • Frede Jørgensen
  • Katrine Damm
  • Lars Koch
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Troels Ken Pedersen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Tommy Clausen
  • Tino Rozzo
  • Eva Schwanenflügel
  • Niels Duus Nielsen
  • Anders Reinholdt
  • Kurt Nielsen
  • Hans Larsen
  • Torben K L Jensen
  • Grethe Preisler
Olaf Tehrani, Christian Mondrup, Frede Jørgensen, Katrine Damm, Lars Koch, Maj-Britt Kent Hansen, Troels Ken Pedersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Tommy Clausen, Tino Rozzo, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Anders Reinholdt, Kurt Nielsen, Hans Larsen, Torben K L Jensen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

"At fortære krænkelsen med begær og bevare vreden til hævnens søde time beretter om den blindede vilje til at tage sig selv højtideligt og kun møde det kontrære og krænkende i livets dialektik med dyrisk alvor. De kan kun omfatte deres anpriste nationale symboler med den brutale sentimentalitet, der er kynikeres erstatning for følelser."

Eminent, Metz.

Kirsten Lindemark, Jørgen Vogelius, Frede Jørgensen, Lars Koch, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar

Ja, kunne en potentielt krænket part tænke, dette er ikke en krænkelse, det er en hyldest! En smuk opremsning af de sande værdier, man står som vogter af og som garant for. Tabe hovedet, det kan enhver vel komme til i ydmyg respekt for den magt man har fået skænket. Så må taknemmelighed komme før et beklageligt uheld med krænkelsesknappen. Enhver anden udlægning forudsætter at man forstår det skrevne, og kan gennemskue antydninger og åbenlys satire. Kan man det, vil man samtidig indse at en evt. duel er tabt på forhånd. Især hvis den skal udkæmpes på skarphed og præcision i pen og anslag. Så dueludfordringen udebliver.

Kirsten Lindemark, Frede Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Helle Lorenzen

Søren Espersens krænkede selvkarakteristik (ha ha :-D ):»Man vil skildre os som nogle hosekræmmere, der går ude på heden med vores tophuer og synger Mads Doss.« fortjener næsten at blive genciteret..måske et godt tema til DF's næste reklamekampagne..så er der da lidt at grine af, trods alt..

Kirsten Lindemark, Frede Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Georg Metz

Det er aldeles udmærket, at Danmarks Radio blev reduceret i omfang.

Danmarks Radio bør alene være et tilvalg i TV-pakken.

Så kan de gøre lige, hvad de vil - og vi seere kan frit vælge til og fra.