Hver uge fortæller min smartphone mig, hvor mange timer jeg har brugt på hvad, og jeg kan konstatere, at jeg bruger mindre og mindre tid på Facebook.
Det toppede sidste år, hvor jeg sammenlagt brugte mere end fire timer om ugen. Nu er jeg nede på under det halve. Jeg er blevet træt af det. Og tallene viser, at jeg ikke er alene.
I takt med, at Facebook i et forsøg på at dæmme op for falske nyheder har ændret sine algoritmer for at fremme den personlige kommunikation mellem venner og familie, er det sociale medies indhold blevet mere og mere ligegyldigt.
Heldigvis, kan man sige, hvis det altså rent faktisk begrænser omfanget af løgne og misinformation. Det ved vi endnu ikke nok om. Men det er tydeligt, at Facebook står i et klassisk dilemma: Hvordan balancerer man kravet om profit med risikoen for fake news?
Selvforskyldt krise
Det, vi ved, er, at milliardgiganten Facebook er i en absolut selvforskyldt krise, som har skåret milliarder af virksomhedens værdi og forstærket debatten om, hvordan man regulerer foretagendet og får dem til at betale skat.
Det, vi ved, er, at flere og flere unge vender Facebook ryggen og foretrækker andre, mere private platforme som WhatsApp, Snapchat eller Instagram.
Nu ejer Facebook Instagram, så noget af det, der tabes på karrusellerne, vindes på gyngerne, men tendensen begynder at blive klarere: Facebook går tilbage, og det forstår jeg godt, selv om jeg er pænt over folkepensionsalderen og dermed blandt de ældre, der så småt er ved at blive fjæsbogens kernebrugere.
Trods Facebooks forsøg på at begrænse de ’gamle’ nyhedsmediers brug af platformen viser undersøgelserne, at 34 procent af danskerne bruger Facebook som kilde til »nyheder«. Det er fem procent færre end i 2017.
Kun 12 procent anser sociale medier som troværdige, mens traditionelle medier som dagblade, radio og tv fortsat vinder på troværdighed. Det er altså ikke troværdigheden, der lokker på Facebook, som suverænt er Danmarks største sociale platform – omkring 3,7 mio. danskere er fortsat på Facebook, selv om det aktive forbrug falder.
Forpligtet til tidssplide
Det er blevet en slags social forpligtelse at kunne tilgå platformen. Mere og mere hører man argumentet, »jeg bruger det mindre og mindre, men kan slet ikke overskue konsekvenserne af at melde mig ud«.
Jeg kender det fra mig selv. Jeg viger tilbage fra helt at kvitte platformen af frygt for at blive isoleret og glemt.
Den er stadig brugbar og føles nødvendig, når man gerne vil følge med i, hvad den udvidede venne- og bekendtskabskreds foretager sig. Eller hvem der har fødselsdag. Men strømmen af ligegyldigheder er stigende, og nogle menneskers ubændige trang til dagligt at opdatere fra deres liv og levned virker påtrængende, ofte latterlig.
Også den nok så omdiskuterede tone, hvor skældsord og påstande dagligt irriterer, er ifølge undersøgelserne (bl.a. Reuters Institute Digital Report 2018) en vigtig grund til, at flere og flere begynder at bruge andre platforme, der føles mere private og ordentlige.
Facebook karakteriseres af Reuter-undersøgelsens fokusgrupper som »ulækker, egocentrisk, uncool, onkelagtig og præget af midtvejskriser«, mens f.eks. WhatsApp er »min bedste ven, morsom, ærlig og troværdig«.
Hvert år gennemfører Reuters Institute på Oxford Universitet interview med 200 ledende redaktører og andre mediechefer. Den seneste undersøgelse kom i sidste uge, og den viser tydeligt, at Facebook har mistet status. Under halvdelen af de adspurgte mente, at Mark Zuckerbergs foretagende ville være »vigtigt« eller »ekstremt vigtigt« i det nye år.
»Forbrugerne forventes at forlade de sociale netværk, delvist fordi de er blevet mere bevidste om, at det er tidsspilde,« siger undersøgelsen.
Jeg ved godt, at jeg aldrig må bruge mig selv eller min bekendtskabskreds som udtryk for en trend. ’Vi er mange, der mener’ er en statistisk illusion og ubrugeligt som argument. Men nu er min egen facebooktræthed og tvivl bakket op af forskningen.
Jeg bliver dog en stund endnu på fjæsbogen og erkender, at det er sværere at kvitte, end det var at kvitte smøgerne. Selv om man har lyst.
Alting har sin tid - kunne man måske også komme i tanke om.
Når man aldrig har været der - på Facebook - ved man selvfølgelig ikke, hvad man taler om, men det forekommer da indlysende, at sådan et fænomen i det lange løb må blive uinteressant, trættende - for ikke at sige direkte kedsommeligt.
Mon ikke Lasse Jensen snart kvitter "smøgerne" helt?
Jeg bruger i gennemsnit fem minutter om ugen på Facebook og det har stort set ikke ændret sig siden jeg hoppede på for hvad - syv eller måske ti år siden. Før det havde jeg langt mere fornøjelse af forgængeren MySpace, som desværre blev ramt af sygdom og gik hen og døde, måske fordi man skulle kunne et eller andet, for at være meningsfuldt med?
Facebook er lidt ligesom de gamle telefonbøger, hvor fællesnævneren (en telefonforbindelse) simpelthen var for lav, til at bogen var interessant at læse, med mindre man var på jagt efter et telefonnummer. Hvad det er folk leder efter på facebook, har jeg aldrig helt forstået. Det siges at være venner, men come on - flere tusinde venner! Det er der jo ingen der har eller nogensinde får. Så måske det bare er realiteterne, der er ved at indhente Facebook, ligesom de indhentede mig på MySpace. Jeg var alligevel ikke så god til at spille guitar, som jeg gik og troede.
De får i hvert fald ikke mine billeder og personlig informationer.
Susanne Schmidt
Det gør de nu nok. Du giver dem måske ikke frivilligt fra dig, men hvis du har bare et minimalt normalt internetforbrug, så ved både Facebook og Google og mange andre meget mere om dig end selv deres brugere er klar over.
Al respekt for Lasse Jensens kommentar.
Jeg har været på FB siden 2007, konstant tvivlende, skeptisk, kan se fordelene for mine (rigtige!) venner, men finder personlig, at F a c e b o o k s u c k s . Jeg har mange forskellige argumenter i mit lille hoved. Jeg har fem "venner" og en sværm af bejlere. Så vidt så godt.
Jeg synes derimod ikke, det er i orden, når fx DR lige så stille triller os alle sammen over i FB, hvis vi vil diskutere noget: Her kan vi så rives med hinanden og fanden tage den sidste. Jeg kiggede én gang, det gik over stok og sten, og tonen var elendig.
Jeg har beklaget mig over det FB-uvæsen, og jeg har spurgt DR: hvem har truffet beslutningen og på hvilket grundlag? vi har jo ikke som DR-brugere valgt at være på FB. Det er lang tid siden, og det kniber med dialogen med radiostationen.
DR magter næsten intet, hvad hjemmesider angår. Men de burde kunne huse egne debatsider eller finde en anden FB-fri måde. *)
Hvad gør så Information?
Jeg fik just (15.1.2019) en invitation pr. mail fra avisen:
"Vi har lavet en Facebookgruppe kun for abonnenter – kom og vær med".
Det er en gentagelse fra 2017. Jeg skrev dengang straks tilbage (31.8.2017):
"Tak og nej tak... Har grundigt savnet (og flere gange efterlyst) et forum, som måske ligner det, der her påtænkes.
Jeg er mega skuffet over, at samtalen skal foregå i Facebook-regi. Jeg fatter ikke, hvordan vi alle sammen lige så stille bliver lempet over i FB. Hvor er diskussionen henne - inden det sker?
osv. osv."
Jeg fik et venligt svar:
"Den korte forklaring er, at vi har valgt at bruge Facebook som platform, fordi det nu engang er der, mange af vores abonnenter er [helle: sic]. At vi selv bruger Facebook betyder ikke, at vi ikke kan og vil forholde os kritisk til Facebook i fremtiden – bare rolig :) Det vil også fortsat være muligt at deltage i den online debat på information.dk. Den piller vi ikke ved. Facebookgruppen er blot et supplement, som vores abonnenter kan vælge til eller fra."
Jeg takkede for svaret og filosoferede videre om det dér: hvor "er" vi? og hvor vil vi gerne vil være? men mit kladderi ligger i skuffen.
Har jeg i øvrigt misset noget? en diskussion om FB og især om netop avisen og FB? en snak om den dér gruppe og hvorfor denne form? hvad får Information ud af udvekslingen? hvad snakker man om, og siver der noget ud til os andre?! Jeg har søgt i arkivet på "Vi har lavet en Facebookgruppe kun for abonnenter", men ikke fundet noget.
*) Jeg henviste i den forbindelse til Information, som har et forbilledligt arkiv (virkelig!) med fabelagtig søgefunktion og adgang til artikler og kommentartråde. Den skatkiste har jeg så ofte fremholdt og rost. Min ros falmede noget, da jeg opdagede, at enhver snak i kommentartrådene om selveste avisen bare bliver skåret væk, sådan, undertiden til lemlæstelse for debatten, selv nok så værdifuld og konstruktiv kritik, som Inf. naturligvis kunne tage imod med taknemmelighed - eller blæse på; andre læsere kunne få ro for deres eventuelle spørgsmål/kritik; bortskæringerne stemte ikke med nogen regler; jeg håber, det er slut med den uskik. Især fordi kommunikation med avisen om avisen er hjemløs. Jeg har mødt venlighed gang på gang, alligevel har jeg forgæves efterlyst, ikke noget "stort og fornemt", men et forum for avisens abonnenter og medarbejdere, om avisen.
Helle Degnbol - du er ikke den eneste, der har fået den opfordring om at diskutere artikler med Informations journalister i et lukket forum. Et FB-forum. Jeg takkede som du nej og forklarede mig første gang, jeg fik invitationen og et svar nogenlunde, som det du har fået. Denne gang ignorerede jeg henvendelsen.
Jeg ønsker ligeledes, at vi kan tale i det åbne og frit fra leveren. Lukkede fora har ingen interesse. FB overhovedet ikke. Hvornår indser Information det?
Jeg har et had/kærligheds-forhold til facebook. Jeg bruger den hver dag og synes, det er et fantastisk forum. Desværre gør mange barnet fortræd. Det kan de ikke lade være med af en eller anden pervers grund eller også ved de ikke, hvad de gør.
Selvfølgelig er fb. en stor forbryder, og man burde holde sig væk. I hvert fald ikke slippe dem ind i landet og bruge løs af elnettet. Der er meget, man ikke burde. Jeg går tit i stedet for at tage bussen. Hvorfor tage bussen, når man kan gå.
Jeg har kigget på Inf.fb. Det duer ikke. Vi har et udmærket forum her inden for visse rammer. Dem kender jeg ikke helt. Jo, de skrevne regler, men praksis er noget andet, og regler bliver altid fortolket forskelligt. Det ved alle som selv har været debatværter. Fb. har den ene fordel, at man kan skrive privat til hinanden, og det kan vi ikke her. Det er en mangel. Det kunne der måske gøres noget ved.
Facebook er glimrende til kontakter med vildt fremmede, der deler samme interesser eller faggruppe. Lad være med at lægge billeder op af personer. Oplys så lidt som muligt, så går det nok. Har kun Facebook på min P.C.
Når vi taler om de største firmaer så som facebook, så kræver det stærke regeringer for at tøjle dem og få dem til at betale skat. Irland som eksempel med nærmest nulskat. Man kan så spørge om, hvorfor landene ikke bare beskatter dem. Her må svaret være, at landene også er inde i et ræs mod bunden. Den mest ydmyge stat får de usle fordele, der serveres for den. Hvorfor vil Danmark have dem inden for døren? De fylder jo alt for meget, og de kommer til at bestemme alt for meget.
Landbruget er et uskønt eksempel på, hvordan det kan gå. Under titusinde gårde tilbage. Familiebruget smadret. Landkulturen smadret. Landet ude af balance.
For at komme tilbage til fb., så er jeg selv med til at smadre, når jeg bruger fb. og er glad for at bruge den. Kobler jeg mig af, kobler jeg mig af mit netværk.
Grunden til at mange opfører sig dårligt på fb., kan vel kun skyldes, at der er så meget andet galt i de menneskers liv. Ok, vi diskuterer to ting: Regeringernes svagheder og den deraf store magt til private firmaer og så små menneskers misbrug af deres tjenester. Vi skal så i gang med vores egen regering og få folk til at stemme på Ø og Å. Det må være løsningen. Værsgo og tag fat!