Kommentar

Fædre skal anerkendes som ligeværdige med mødre i forældrerollen

Jeg er opvokset med en enlig far og har tydeligt mærket mistroen, især fra kvinder, over for vores familiekonstellation. Den mistro præger også mænds og kvinders muligheder for at få børn, hvis de er alene
Jeg er opvokset med en enlig far og har tydeligt mærket mistroen, især fra kvinder, over for vores familiekonstellation. Den mistro præger også mænds og kvinders muligheder for at få børn, hvis de er alene

Chris Delmas

Debat
14. januar 2019

Vi skylder alle, hver og én, en kæmpe tak til vores egen far, andres fædre og verdens fædre. Fædre generelt får alt for lidt anerkendelse for deres kampe og ikke mindst deres lige så gode arbejde i forældrerollen som mødrene.

Der er en opfattelse i samfundet om, at det er hos mødrene, børnene har det bedst. Det er mødrene, som er født omsorgsfulde, og mødrene, som har et stærkere ubrydeligt bånd til barnet efter en ni måneder lang skabelsesproces.

Nuvel og bevares, jeg kan da ikke sige mig fri for til dels også at have den opfattelse. Og den har jeg ene og alene fordi, den blev sået som et ganske lille frø i min bevidsthed gennem min opvækst. Nemlig fra kvinder.

Mistro fra kvinder

Jeg er opvokset med en enlig far, der ikke kun få gange har givet udtryk for, hvordan samfundet ser på ham som enlig far. Hvad han ikke har måttet stå på mål for i den forbindelse, kan hverken jeg eller han begynde at remse op.

Der er en tydelig mistro, især fra kvinder, når mænd er enlige fædre. Måske endda også bare fædre generelt. For gør de nu arbejdet med de stakkels små godt nok? Husker de nu, at barnet skal spise, og husker de nu, at badevandet altså ikke skal være mere end 37 grader varmt?

Det er ikke kun min far, som har mærket, at vores familiekonstellation måske ikke helt var, som samfundet gerne så det. Jeg har gennem hele mit 27 år lange liv oplevet på egen krop, hvordan fædrene ikke rigtig 100 procent er en del af familieglansbilledet.

Når folk taler om situationer, hvor det kan forekomme naturligt at inddrage forældre som begreb, er det altid mor, jeg oplever, der refereres til.

Mor som da nok skal købe den julegave, jeg ønsker mig. Mor der nok lige skal tage mig med på en shoppingtur. Mor jeg kan ringe til og græde ud hos, hvis der er noget, der trykker mig. Hvad siger din mor til alle dine tatoveringer? Savner din stakkels mor dig ikke, når du er ude at rejse så længe? – Og det har altid været kommentarer fra kvinder.

Det skal lige siges, at nogle af disse eksempler da sagtens af og til kan have været formuleret med ordet ’forældre’ i stedet for ’mor’, men jeg har aldrig hørt ’far’.

Jeg har ikke tal på de mange blikke, jeg har fået fra kvinder, når jeg har fortalt, at jeg altså bare har min far. Blikke fyldt med kæmpe ømhed og omsorg. Og mistro. Mistro over for, om min far nu også kunne klare skærerne.

Donorsæd og surrogatmødre

Og hvorfor denne mistro? For mig at se er fædrene lige så omsorgsfulde og fulde af kærlighed til deres børn som mødrene. De har lige så gode forudsætninger for at tage sig af opdragelsen af et barn som mødrene. De får bare ikke rigtig lov i et samfund, der ikke helt er tilrettelagt for enlige fædre.

Der findes mødregrupper, men ingen statsligt organiserede fædregrupper til fædrene. Børnepenge går automatisk ind på mødrenes konti. I 2015 kom der ifølge Dansk Statistik 580 børn til verden uden en registeret far, en stor del ved kunstig befrugtning.

Mænd, der ønsker at være enlige fædre, har ikke samme mulighed, da surrogatmødre i Danmark er ulovligt.

Mange mener, at surrogatmødre vil fortryde at bære et barn for andre, og at de måske kan blive behandlet som fødemaskiner. Men hvad er mændene, der donerer sæd, så? Der er helt klart forskel på den fysiske proces, men udfaldet bliver jo i sidste ende det samme. Det barn, der kommer til verden, er et ønskebarn for nogen, som er klar til at overøse barnet med kærlighed. Måske endda mere kærlighed end to forældre ville kunne give tilsammen.

Hvis en kvinde selv mener, at hun kan stå inde for at være surrogatmor, og hun kan godkendes til at være i stand til det, fysisk og psykisk, så ser jeg ingen forskel fra det og til en mand, der må tage stilling til, hvorvidt han vil donere sin sæd eller ej.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om det er rigtigt eller forkert bevidst at sætte børn i verden uden en far eller en mor. Men jeg er uforstående over for, hvorfor kvinder må bruge mænds donerede sæd, mens mænd ikke må bruge en surrogatmor.

Der er selvfølgelig en stor del etik forbundet med det at være surrogatmor, men i samme vending må der da være lige så meget etik forbundet med de situationer, hvor kvinder frarøver et barn sin far.

Min far frarøvede mig ikke en mor, hun valgte selv at gå, da jeg stadig var en baby. Jeg har en evig smerte over det, og jeg ved af erfaring, hvordan det er at vokse op uden en mor. Jeg kan ikke forestille mig, at det på nogen måde skulle være anderledes at vokse op uden en far.

Det siger jeg ikke for at dømme, om der er noget rigtigt eller forkert i den måde, vi i dag skaber familier på. Jeg siger bare, at fædrene i den grad fortjener en større anerkendelse for det, de er. For i dag bliver de forbigået. Og det mest af kvinder.

Signe Jensen, sygeplejerske

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

René Arestrup

Du har helt ret Signe.
Men så længe kvinderne sidder tungt på retten til at definere hvad et rigtigt og godt børne- og familieliv er, vil mændene altid blive skubbet ud i periferien, uanset hvor kvalificerede fædre de i øvrigt måtte være.
Mange kvinder forekommer at være ekstremt indbildske og fuldstændig blinde for det faktum, at der findes masser af mødre, som ikke er deres opgave voksen.

Torben Skov, Samuel Grønlund, Jens Winther, Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jens Kofoed, ingemaje lange og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Christina Laugesen

Det har du så til gengæld ikke helt ret i, René Arestrup. Kvinderne sidder sandsynligvis ikke tungere på retten til at definere, hvad et rigtigt og godt børne- og familieliv er, end mændende i sin tid (og stadig væk?) sidder på samfundets tungere formelle magtpositioner (regeringer, bestyrelser m.m.). Her synes den vindende argumentation at være, at det er kvindernes eget (individuelle og personlige) ansvar at gå ud i samfundet og skabe sig en position egen ret. Der gives i den herskende argumentation ikke meget for idéen om, at præmisserne for at "sidde tungt på retten" til dette eller hint ude i det historisk mandsdominerede samfundsliv måske pr. tradition favoriserer mændendes positioner og muligheder for at opnå disse. Kvinderne må ud og markerer sig og stå fast.
Jeg tænker, at mænd har samme ansvar på familie-arenaen, og rigtig mange mænd tager det på sig. De viser interesse i, dyrker, tager ansvar for og nyder familielivet på hjemmebanen. Og som jeg oplever det, er der rigtig mange af dem, der fuldt og helt får den plads af deres partnere, som de fortjener som ligeværdige forældre.
Sådan er det ikke hos alle, det er klart. Men vi har en historie, hvor samfundet generelt var mandsdomineret, mens hjemmelivet har været kvindernes arena (ikke at de historisk kunne dominere i hjemmene, den ret forbeholdt mændene sig også ofte). Så hvor kunne kvinder først vinde fodfæste, da ligestilling og frigørelse blev for alle mennesker? Det har nok oftest været netop i hjemmene. Så familie-arenaen er blevet kvindedomineret. Senere hen har den tendens ifølge nogle bredt sig til hele sektorer (skoler, institutioner, sygepleje osv.). Er mændene rykket ud, fordi kvinderne pressede dem ud, og de ikke kunne stå fast i fællesskab? Eller har mændene trukket sig, fordi de ikke magtede at bidrage til ligeværdigt samarbejde? Eller trak mændene sig fra hele fag, fordi de med kvindernes indtog blev lavstatus og lavtlønsområder?
Det at grupper i et samfund har en stærkere position på en arena end en anden, er ikke ensbetydende med, at denne gruppe rent faktisk og fysisk kan skubbe andre grupper eller personer ud i periferien af dette område, uanset hvor kvalificerede de forskellige mennesker er. Tværtimod har gode kvalifikationer alt at gøre med, at man kan spille en vigtig rolle i en sammenhæng. Som mænds kvalificerede forældreskab naturligvis spiller en rolle i massevis af familier landet over.
Hele diskussionen leder tilbage til et større billede af, hvor vi kommer fra historisk, og hvem der har bestemt over hvem og tilladt hvem at gøre dette eller hint i forskellige sammenhænge. Her må du først og fremmest erkende, at kvinder historisk set har været umyndige og har skullet kæmpe for ligeværd med de mange historiske udviklingstrin, vi kan se tilbage på i dag.
Her peger Signe Jensen på nogle forhold, hvor vi stadig mangler at gøre et stykke arbejde, for at give de samme muligheder til alle mennesker (for at måtte udfolde sig og anerkendes som forældre på lige præmisser). Jeg er enig i, at her mangler en udvikling i retning af ligeværd for fædre. Men at pege på kvinder, som de endegyldigt ansvarlige for tingenes tilstand i dag er da helt forkert. Det ansvar deler mænd med kvinder ligeligt (mindst), da kvinderne helt åbenlyst har haft det svageste udgangspunkt; et patriarkat, hvor kvinder end ikke kunne få ret til egne børn ved skilsmisse.
Der skal da nok findes nogle indbildske mænd rundt omkring, der er fuldstændigt blinde for det faktum, at man kan yde en indsats på hjemmefronten, og at kvinder i øvrigt er ligeværdigt potentiale til alskens lederposter i samfundet. Ja, de findes. Men så har vi heldigvis alle de andre fornuftige mænd og kvinder, der godt kan gennemskue historiens sammenhæng og det gode ved at give alle mennesker lige præmisser for at lykkes - det være sig hjemme eller ude.

Estermarie Mandelquist, Mette Holten Haagerup, Anne Eriksen, Anina Weber, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Rigtig mange kvinder kærer sig nærmest besidderisk om deres børn, på samme måde som rigtig mange mænd kærer sig om deres bil - eller hvad der nu har fanget deres interesse. Mit gæt er at der kommer aldrig til at ske et bytte og hvad skulle det også til for? Så altså, på samme måde som kvinder gør klogt i ikke at bilde sig ind, at de kan få adgang til alle mandens domæner, gør mænd klogt finde anden violinen frem, når det kommer til det der med, især små, børn. Det er jo ikke for sjovt, at der findes et begreb der hedder "kvinder og børn", vel?

René Arestrup

@Christina Laugesen
Tak for den kønspolitiske manuduktion - og den sædvanlige whataboutism.
Faktum er imidlertid, som allerede skrevet, at vi, når det kommer til børn og forældreskab, lever i en matriarkalsk kultur, hvor kvinderne altid har serveretten.
Det er vel tilladt at anfægte, uden samtidig at forsvare alskens nedarvede patriarkalske magtbastioner?

Torben Skov, Samuel Grønlund, Jens Winther, Niels Duus Nielsen og Niels K. Nielsen anbefalede denne kommentar

Christina Laugesen -
om du så skriver solen sort, så ændrer det ikke ved den kendsgerning, at der er et " morpoliti", hvor kvinder har gevaldigt travlt med at definere, hvordan "man" bør være mor - mænd er generelt meget mere tolerante overfor mænd og kvinders forskellige måder at være mor og far på, så længe ungerne ser ud til at trives.

Torben Skov, Jens Winther og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Hvad med at begynde med, at fædrene tager basel, børns sygedage på linje med kvinderne. Mon ikke et arbejdsmarked med ligestilling mellem mænd og kvinder ville være den største hjælp.
PS: da jeg var ung var det min mand , der dengang var studerende der passede vores barn - jeg fik hende i min sommerferie og efter den var det hans opgave. Dengang blev jeg kaldt en ravnemor og min mand blev set som en ædel mand.

Samuel Grønlund, Christina Laugesen, Palle Pendul, Niels Duus Nielsen, Mette Holten Haagerup, Christel Gruner-Olesen, Anne Eriksen og Anina Weber anbefalede denne kommentar

"Mit håb for 2019 er, at medierne vil holde op med at skævvride vigtige debatter (...)

Mit håb for 2019 er derfor, at man på redaktionerne ikke automatisk leder efter konflikten og sensationen men bliver langt bedre til at lytte og undersøge, hvordan vi løser de mange dilemmaer, den nye tid bringer overalt i samfundet. Hvor man gør sig umage med at forstå hinanden og ikke gøder en udvikling, hvor man latterliggør hinanden, for dialogen og eftertænksomheden har aldrig været mere vigtig end nu."

Kilde: Journalist Lotte Rosdahls debatindlæg i Politiken d. 3. jan. 2019

Christina Laugesen, Mette Holten Haagerup og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

LOL, jeg var enlig far i firserne og halvfemserne, og blev båret på guldstol gennem tilværelsen af de mange kvinder, som fandt mit faderskab beundringsværdigt, samtidig med at de talte ondt om mine kolleger, de enlige mødre. Jeg fik endda en del f*sse på det, fordi jeg var jo sådan en helt, som det var lidt synd for.

Så jeg har faktisk oplevet det privilegium det er at være mor! For det er et privilegium, hvilket kan ses af, at mit seneste barn har jeg på gule plader, fordi moderen i sit kontrolvanvid slet ikke kunne kapere, at jeg havde mine egne, velgennemprøvede ideer om, hvordan ungen skulle opdrages. Det var nemlig hendes privilegium, og hendes alene!

Mette Poulsen

Der er uden tvivl forskel på, hvordan de to roller (mor og far) beskues og forvaltes. Sådan er det i et samfund med opdelte kønsroller.
Kronikken er dog behæftet med et par faktuelle fejl: der findes fædregrupper i kommunalt regi (mødregrupper har iøvrigt aldrig været et statsligt anliggende ) og det er faktisk lovligt med en rugemor, hvis det er 100% altruistisk (dvs. uden nogen former for betaling).

Christina Laugesen

@Søren Kristensen @René Arestrup
I henviser begge generaliserende til hvordan kvinder er og hvad kvinder kan og må.
Eksempler:
"Faktum er imidlertid, som allerede skrevet, at vi, når det kommer til børn og forældreskab, lever i en matriarkalsk kultur, hvor kvinderne altid har serveretten."
Det er et postulat, jeg ikke ser hverken dokumenteret eller oplever selv. Mange kvinder har holdninger til børn og forældreskab. Det er mit indtryk at det har mange mænd også. (Hvilket du jo eksemplificerer selv). Jeg er ikke enig i, at kvinder altid har serverettet, for hvordan kan vi forhindre mænd i at serve? Om man så er enig med manden, der server, er en anden sag.
"Så altså, på samme måde som kvinder gør klogt i ikke at bilde sig ind, at de kan få adgang til alle mandens domæner, gør mænd klogt finde anden violinen frem, når det kommer til det der med, især små, børn."
Her undrer jeg mig over forestillingen om, at der er nogle vedtagne domæner, som kvinder bør holde sig fra at "indtage". Som om nogle ejede et domæne. Som et par af kommentarene ovenfor beskriver, så kan mænd jo sagtens spille førsteviolin på domænet børn og familieskab, personligt kender jeg mest til folk der spiller ok ligeværdige duetter på det område. Her kan man have sine personlige erfaringer, det siger bare ikke noget om den generelle tingenes tilstand. Som jeg formoder må være mangfoldig, hvilket kommentarene også tegner et billede af.
Så tilføjes:
"Det er jo ikke for sjovt, at der findes et begreb der hedder "kvinder og børn", vel?"
'Kvinder og børn' er snarere en talemåde, end et begreb (vel to begreber sat sammen?).
Igen tænker jeg, at man med den talemåde peger bagud i historien og ikke tager afsæt i dagens Danmark. Dog har Leo Nygaard en meget vigtig pointe:
"Derimod er det væsentlig at ligestilling og ligeret gennemsyrer den lovgivning samfundet presser ned over borgerne. Her kunne trænge til en revision.
Måske i retning af at reducere samfundsmagten og give frihed til selv at bestemme."
Præcis. Man kunne f.eks. starte med lave øremærket barsel til fædre, på lige fod med den øremærkede barsel til mødre. Velordnede samfund som Sverige, Norge og Island har knækket noget af koden på det område.
Et argument, der modsiger diverse postulater eller fordomme om, hvordan kvinder og mænd "bør" agere i forhold til børn og forældreskab, og om hvordan kvinder og mænd "er", er det der føles allermest rigtigt: Hvem i al verden ville ønske sig en passiv og fraværende far eller mor i sin barndom? For et hvert barn er det en gave, at have to ligeværdigt deltagende forældre i sit liv igennem alle barndommens faser.

Christina Laugesen

Herdis Weins
Din oplevelse af et "morpoliti" er jo din oplevelse. Jeg tror ikke på, at den er generel. Jeg oplever, at mange kvinder og mænd er rummelige, åbne og nuancerede i deres forhold til forældreroller. Det kommer nok an på, hvad man læser og oplever personligt.
Du har ret i, at mange har travlt med at dømme og definere på vegne af andre. Det kan man f.eks. se her i debatten, hvor en mand f.eks. fastslår, at kvinder skal holde sig fra mænds domæner (uvist hvad der sigtes til). En anden mand fastslår, at kvinder altid har serverettet i vores matriarkalske kultur på familie/børne-området. "Altid" er dog noget af en definition på alle kvinders vegne. Så jo, der er en vis travlhed med at begrænse og dømme andre. Jeg oplever ikke, at det er noget som særligt kendetegner kvinder. Prøv at opsøge andre sfærer og kilder, hvis det f.eks. er debatfora det handler om. Så får du måske nogle andre oplevelser? Eller refererer du til din hverdag og omgangskreds?
At mænd generelt skulle være mere tolerante kan være en mistolkning. Måske er de bare passive ud fra en fordom om, at børn og forældreskab er kvinders "domæne", som vi f.eks. ser formuleret nogle steder i denne debat.

Manus Manege "Har en dreng brug for en far, for at blive en god mand"! - Og nu her...

Første udsendelse i det nye "bogstavskoncept" i DR P1 - Vi har også "Brinkmanns briks", som de dog kan. Det kan vel ikke undre nogen, at der igen blev skubbet til den "enlige mor" - til at kvinder i langt højere tal videreuddanner sig - at enlige kvinder får børn uden en mand osv.

Kære venner, samfundet er stadig patriarkalsk, det er bare et forkert udtryk. Samfundets poster af betydning går til mænd, den højeste løn og det er stadig kvinden, der laver mest hjemme.
Alt det, der er opnået, får lige et skub - det fylder for meget - vi skal se på skoler og børnehaver bla bla. Samme gamle sang.
Drenge skal være fædre og bliver som deres egne? - Mon dog?
En fraværende far - det kan man være på flere måder. Havde selv én særdeles fraværende og blev gift med én, hvilket selvfølgelig ikke fungerede - man skal være der begge to og dele sol og vind (eller pligter om man vil) lige.
Kvinderoller og mandsroller behøver vi ikke at fremelske igen, Tak Manus - At unge mænd drikker og kører for stærkt, er IKKE kvinders skyld - undskyld mig.
"Kvinder og børn først i redningsbådene" såmænd - ikke så farligt. Det er til gengæld farligt, eller i hvert fald kedeligt; at enhver debat kører i samme spor hver gang...

René Arestrup

@Christina Laugesen
Det er et veletableret - og vel undersøgt - faktum, at der absolut ikke er ligestilling mellem kønnene, når det kommer til børn og forældreskab.
Konsultér eventuelt Foreningen Far eller læs her: https://mypresswire.com/dk/pressroom/28025/pressrelease/94623
80 procent af alle sagsbehandlere i statsforvaltning, kommuner og institutioner er kvinder, som i sagens natur ofte vil være tilbøjelige til at vægte kvindelige synspunkter i en eventuel konflikt om forældreret og samvær.
Og man skal vist være noget nær en både døv og blind eremit for aldrig at have bidt mærke i den ofte meget besidderiske tilgang mange kvinder har til børn og forældreskab.
Så derfor ja, vi lever - på dette område - i en matriarkalsk kultur, hvor kvinderne stort set altid har serveretten.
Desværre.

Christina Laugesen -
"morpolitiet" har jeg skam gennem iagttaget igen og igen gennem det meste af mit efterhånden 64-årige liv - og jeg oplevet min jævnaldrene veninder klage over det, da de fik børn - og oplevet det igen i næste generation.
Selv har jeg aldrig haft den mindste lyst til at få børn - om så bedre har jeg kunnet iagttage mødres adfærd.
I øvrigt er udtrykket "morpoliti" ikke mit, men Sofie Lindes.

Christina Laugesen

@René Arestrup Tak for feedback, jeg er kan kun give dig ret i, at det er ønskeligt med en langt mere ligelig fordeling af mænd og kvinder i statsforvaltning, kommuner og institutioner.
Som jeg forstår forskelsbehandling af mænd (til mænds ulempe) i den offentlige sektor, så er det vel især forvaltning ifm. skilsmisser og tvister om forældremyndighed og samværsret, der er et problem. Det anerkender jeg fuldt ud. Desværre er der jo ikke en politisk flertalsvilje for ligestillingen, så det er op ad bakke. Her kunne den øremærkede barsel til mænd klart være en hjælp, det ville også udligne den tydelige kønsopdeling på arbejdsmarkedet (sektorer), som du også peger på.

Christina Laugesen

@René Arestrup - "Og man skal vist være noget nær en både døv og blind eremit for aldrig at have bidt mærke i den ofte meget besidderiske tilgang mange kvinder har til børn og forældreskab." Jeg tror du bevæger dig enten i nogle bestemte cirkler, hvor dette er en fremherskende kultur, og måske også på nogle bestemte medier. Som nævnt er det ikke noget, jeg oplever i en grad, så jeg kan generalisere. Og den oplevelse er jeg jo heldigvis i min gode ret til.

Christina Laugesen

@Herdis Weins
Det lyder uendeligt trist. Noget om snakken kan der vel være, for jeg synes der er rigtig mange positive stemmer, der taler for at man er solidarisk med andre forældre, fremfor at være fordømmende. Det er så heldigvis min egen oplevelse.

Christina Laugesen

@Leo Nygaard
Jeg mistolker ikke dit indlæg, du skriver nemlig: "Derimod er det væsentlig at ligestilling og ligeret gennemsyrer den lovgivning samfundet presser ned over borgerne. Her kunne trænge til en revision.
Måske i retning af at reducere samfundsmagten og give frihed til selv at bestemme."
Jeg er helt enig i dine første to linjer. Du tilføjer så at man måske burde reducere samfundsmagten og give frihed til selv at bestemme. Tja, måske... Måske skulle man hellere understøtte en kultur med mulighed for mere ligeværdigt forældreskab, og her påpeger jeg blot, at den retning har man taget i Sverige, Norge og Island med en vis succes. Det udligner nemlig også uligeløn og anden forskelsbehandling. Sandsynligvis ville det medvirke til at eliminere de uhensigtmæssige vilkår for mænd, som f.eks. foreningen far taler om.
Som den onde spiral ser ud lige nu, gør uligeløn og kønsopdelt arbejdsmarked på sektorer det uattraktivt for mænd at gå på barsel i Danmark, og mere attraktivt for kvinder. Samfundet sender kvinder et signal om, at man bør tage hovedparten af barslen. Så er vi fremme ved mangel på lige muligheder pga. køn.

Søren Kristensen

@Cristina Laugesen
Når jeg siger kvinder gør klogt i at blande sig uden om visse mandlige domæner, skal det på ingen måde forstås som en trussel, men som påmindelse om de både historiske og genetiske forskelle på de to køn, som man gør klogt i respektere eller i hvert fald ikke negligere. For ligesom der ikke står noget i lovgivningen om at mænd ikke må strikke, står der heller ikke noget om at kvinder ikke må blive cykelsmede, murere, billardhajer, stilladsarbejdere, taxachauffører eller fx skraldemænd. Men kvinder vil i mange tilfælde hellere have jobs, hvor de kan sidde ned og snakke med og om mennesker, herunder måske især børn. Sådan er det bare. Ligesom det også er sådan, at kvinder generelt har en mere intim kontakt med børnene, især når de er små, mens faderen ofte kommer mere på banen, når barnet er stort nok til at lege med en bold.

Helt firkantet sagt og i langt de fleste hjem repræsenterer manden (til trods for dårlig sædkvalitet og svage biceps, som følge af for megen tid foran computeren) det fysiske og udadfarende, mens kvinden kærer sig mere om indretningen og det psykiske. Og selvfølgelig er der undtagelser og rollerne kan sagtens byttes om, hvis der er lyst eller grund til det: moderen er måske fraværende eller dysfunktionel i en periode, så tager manden over og det kan sagtens gå godt. Eller det kan være manden er feminint anlagt, måske i virkeligheden mere end konen. Det er bare ikke det mønster vi kalder en normal gennemsnitsfamilie. I en normal familie, dvs. flertallet af familier, er kvinderne lidt mere feminine, snaksaglige og fokuseret på hjemmet, bagningen af cupcakes og på børnene og det huslige, mens faderen er lidt mere fokuseret på sit arbejde og på måske - at få vinterdæk på bilen. Alt det arvegods er selvfølgelig både historisk og genetisk betinget, men det er sådan det er. At det stadig er sådan, kan man godt undre sig over, for med ungdomsoprøret i mente, rødstrømpebevægelsen, mandebevægelsen og ikke mindst den industrielle og især teknologiske udvikling, hvem skulle så have troet at det?

Noget tyder på at der er kræfter på spil, som vi ikke har kontrol over og som nægter at virke for en større ligestilling mellem kønnene, når det kommer til alt det der ligger uden for de politiske områder, herunder mulighederne for lige adgang til arbejde og lige løn for lige lønarbejde. Som vi jo i det store og hele har opnået. Lad os bare være ærlige. Det har bare ikke, som nogen måske havde forventet, ændret noget ved de fundamentale forskelle mellem kønnene og det er her uligheden (eller forskelligheden) ligger. Hvilket så også er svaret på hvorfor der ikke er flere kvindelige stilladsarbejdere eller billardspillere end tilfældet er. Ligesom der heller ikke er mange af de mænd, der begyndte at strikke i halvfjerdserne, som har holdt ved - og deres sønner gør det jo slet ikke!

Markus Lundby

Tak for en meget personlig historie Signe Jensen. Debatsporet her bekræfter i højeste grad at de fordomme du og din far har mødt stadig lever.

Min egen historie er omvendt dog med undtagelsen at min far ikke valgte at gå. Han kunne ikke tilkæmpe sig retten til sine børn overfor en mor som var jurist og mente at vi var hendes børn og kun hendes. Det tog hende nogle år at tage hele forældremyndigheden og så var han ellers fyret som far. Som børn i 80’erne blev vi ikke spurgt.

Kvinderne vinder også når mænd får lov at blive fædre på lige vilkår men meget meget vigtigere end det.... så vinder børnene. Børns rettighed til at have to forældre er efter min mening alt for længe blevet tilsidesat til fordel for mødtes ret til at kassere fædre på den ene eller den anden måde.

Samuel Grønlund, Christina Laugesen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Christina Laugesen

@ Søren Kristensen - Tak for din uddybning. Helt overordnet er vi jo enige om, at biologien eksisterer som den er, og at det ikke står til at ændre. Men i modsætning til dig, er jeg ikke i tvivl om den voldsomme indflydelse som kulturelle normer øver på hhv. mænds og kvinders (påståede) præferencer, både inden for hjemmets fire vægge og uden for. Det kan jo f.eks. ses i lande, hvor man har mindre kønsopdelte arbejdsmarkeder end i Danmark.

Nu har hjerne- og neurovidenskab ikke på nogen måde endnu afsluttet arbejdet på dette felt, det er en videnskab i udvikling. Lige så ofte nogle finder, at køn spiller en rolle i den sammenhæng (i forhold til adfærd, præferencer, evner osv.), lige så ofte finder man en varians inden for det enkelte køn, der er langt større end den gennemsnitlige varians mellem kønnene. Derfor kan jeg ikke abonnerer på din meget firkantede tro på, at - som du skriver - "Sådan er det bare".

Jeg kender naturligvis de mønstre du tegner op, jobvalgene og hvad du i øvrigt nævner af traditionelle kønsrolle-kendetegn. Jeg synes blot ikke jeg kan genkende det her meget tydelige sort-hvide billede, men ingen tvivl om at mønstret er der. Hvor du henviser til biologi og genetik for at forklare denne traditionalisme, så abonnerer jeg i langt højere grad på den sociale forklaring og de kulturelle normer. Hvorfor skulle man ellers se så forskelligartede samfund med forskelligartede kønsroller, som det er tilfældet? Og hvorfor skulle man ellers se f.eks. kvinderne i så grad trives med og lykkes at arbejde i "mandefag" på fabrikker osv., da de blev sluppet ud af køkkenerne, som f.eks. anden verdenskrig var anledning til.

Det samme forhold gør sig gældende, hvis du står med en flok spejdere, drenge og piger, som jeg gør hele tiden i min fritid. De interesserer sig grundlæggende for de samme aktiviteter, fra madlavning til brændehugning, fra bygning med rafter til førstehjælp. Ingen forskel dér.

Jeg håber, at du selv vil lede efter, se, inspirerer til og være opmærksom på den fine mangfoldighed af interesser, evner, talenter, temperamenter og personligheder, der findes på tværs af mænd og kvinder. Der er ikke noget værre, end at være "forudset" af en "køns-bezzerwizzer" (sagt i al venlighed), som har "kigget dig ud" og ved hvad du - sikkert nok - er god til eller mindre god til på forhånd. "Laver I piger så maden? I er så gode til det...". Det dræber så megen motivation. På arbejdspladser, i foreninger, i familier osv.

Så enige bliver vi ikke :-) Den kendte arv vs. miljø-diskusssion lever i bedste velgående.
Du ønskes en god dag.

Christina Laugesen

@ Leo Nygaard
Jeg er jo grundlæggende helt enig med dig. Langt hellere frihed til at vælge for den enkelte familie, end statslige valg. Jeg er blot meget pessimistisk på udsigterne til sådan en afregulering for barselsorloven, så længe vi stadig har uligeløn og det strukturelt kønsopdelte arbejdsmarked. I første hug vil afreguleringen af økonomiske og kulturelle årsager sende kvinderne på lang barsel og hindre mænds barsel. Det ville simpelthen ikke gavne formålet, som Markus Lundby skitserer, nemlig: Børns ret til at have to forældre. Der eksisterer i dag en ret håndfast (tror jeg, se blot denne debat) tro på, at mænd og babyer / småbørn er so oder so uforeneligt. Det bygger mest af alt på uvidenhed, jeg har kun hørt positivt om familier, hvor faderen har været tidligt på banen i forhold til forældrerollen, nærvær og samvær med barnet. Men det kræver mænd, som tør træde ud af den gammeldags manderolle, og det kræver - som artiklen her er et eksempel på - at kvinder giver slip. Jeg anerkender, at der blandt nogle kvinder kan være en tendens til at bruge moderskabet til at skabe en magtposition, og bliver der først konflikt, så har staten endnu ikke har taget en moden position til fordel for barnets ret til begge forældre. Så langt er jeg enig med Markus Lundby. Og på endnu længere sigt med dig.

Christina Laugesen

Leo Nygaard - jeg beskylder ikke alle mænd og ikke alle kvinder. Som jeg tidligere har skrevet, så ser jeg ikke dette sort-hvide-billede af, at kvinder generelt udgør et "mor-politi" og hvad man ellers kalder det, eller for den sags skyld fædre, der generelt ikke påtager sig en forældrerolle. Jeg ser så mange forskellige måder...
Frihed hylder jeg bestemt, men kun så længe den enkeltes frihed ikke overskrider et andet menneskes adgang til samme frihed. Her har vores lovgivning såvel som kulturelle og sociale faktorer et problem: Det beskrives i denne artikel, hvordan "folk" der træder ved siden af visse "vedtagne normer" bliver behandlet af andre. Det er der ikke meget frihed i, hvis der er gran af sandhed i beskrivelsen.
Dels hindrer lovgivning og statslige institutioner frihed, når en mors frihed (adgang til samvær, forældremyndighed osv.) favoriseres frem for farens samme frihed.
Mange påstår, at USA er et "frit land", med lav grad af lovregulering for den enkeltes frihed. Reelt har et menneske i Danmark langt større råderum. F.eks. er der frihed til at vi har (nogenlunde) lige adgang til kvalificeret uddannelse. Det har vi pr. lovgivning. Frihed kan være lovsikret.
Så selvmodsigelsen er ikke nødvendigvis til stede.

Sluttelig: Ja, man må da selv om man vil turde (at ville sin forældrerolle som far), eller om man vil give slip og give plads til faderens forældrerolle (som mor), blot giver det ingen mening ikke at gøre det, hvis man ser en rigdom (og jeg ser en frihed) i at begave et barn med ligeværdige forældre. Jeg ser heller ingen viden, der på nogen mulig måde understøtter den idé, at uligeværdige forældre skulle give et bedre miljø eller en bedre ballast for barnet. Derfor må lovgivningen rigtig gerne påvirke en bevægelse i den retning. Lovgivning har jo en positiv hensigt, nogle gange går det bare ikke godt (og så skal loven ændres eller afskaffes). Tværtimod, som i så mange af livets forhold er mangfoldigheden og de mange muligheder en rigdom (samt et større fundament for frit at vælge, hvem man vil være). Horisonten udvides, og det er et valg. Men lovgivningen kan heldigvis understøtte, at den bredere horisont kommer flest muligt til gode, frem for at hæmme denne adgang til frihed.

Susanne Schmidt

Leo Nygaard det er en overordenlig god pointe du har der. Man kan nemlig ikke lovgive sig til en ændret kultur og heller ikke ændre på kulturen sådan som frie mennesker skaber den.

Der er i dag en gruppe som påtager sig retten til at definere rigtigt og forkert. Specielt når det kommer til mænd men så sandelig også når det kommer til os kvinder. Kvinder vælger nemlig ikke karriere som de tilsyneladende burde. Jeg kan læse at mit virke i det kommunale system skal byttes ud med bestyrelsesposter eller direktørstole i store firmaer. Hvorfor? Hvorfor skal mit arbejdsliv ændres for at tilfredsstille nogle meningsdanneres vision om hvordan samfundet burde se ud og hvilke jobs kvinder burde have? Jeg er så træt af al surheden i kønsdebatten og at få at vide at mine valge ikke er mine egne men det de ofte beskriver som "learned behaviour". Aah ok så hvis jeg som kvinde har et arbejde hvor jeg viser omsorg er jeg altså dybes set et offer for det "miljø" og de "kønsstereotyper" jeg er vokset op med? Fri mig nu for "progressive" menneskers udskamning af mine valg og lad være med at umyndiggøre mig og mit arbejsliv på den nedladende måde.

Herdis Weins jeg har også oplevet både morpoliti som du kærligt kalder det. Dog har jeg oplevet det positivt igennem støtte og råd hvor du måske har oplevet det som utidig indblanding hvilket heg sagtens kan sætte mig ind. Råd om ting man godt ved kan jo godt blive et irritationsmoment, specielt når man har små børn.

Markus Lundbo. Jeg er så evigt enig: Børns rettigheder skal stå over forældrenes til enhver tid. Det der med at en forældre påtager sig 100% ejerskab er simpelthen bare ren bitterhed og har intet overhovedet med "hvad der er bedst for barnet" at gøre.

Undskyld det blev lidt langt :)

Christina Laugesen

@ Leo Nygaard. Jeg synes at øremærket barsel til mænd som kvinder giver en frihed til fædre, som mødre allerede har :-)

Christina Laugesen

@ Susanne Schmidt - Jeg forstår sådan set sagtens din afvisning af, at det skulle være forkert at være kvinde og vise omsorg (meget mærkelig holdning), og også kritik af at man som kvinde arbejder i det offentlige, det giver ingen mening. Idéen er vel lidt mere bredt, at begge sektorer gerne skulle rumme og inkludere begge køn?
Hvis man f.eks. som mand og far møder en hel offentlig sektor (fra vuggestuepædagog til sagsbehandler i statsamtet, fra folkeskolelærer til dommer i samværssag) af kvinder - sat på spidsen, kunne man så ikke drømme om en lidt mere harmonisk fordeling? Det har jo ikke noget at gøre med dine personlige valg.

Susanne Schmidt

Ja de skal kunne rumme men at have 50% mænd i mit fag er ikke ligestilling med mindre at de mænd har valgt det selv. Kønskvoter er for mig direkte i modsætning til det liberale samfund vi har hvor folk er fri til at vælge karriere. Folk vælger det arbejde i livet de vil, ikke de som nogle meget skingre meningsdannere synes de skal.

Jeg har aldrig hørt nogen sige "jeg valgte min karriere fordi jeg voksede op på denne her måde" eller "jeg valgte min karriere pga. samfundets kønsnormer diktere at jeg skal". Derimod har jeg ofte hørt "jeg valgte mit job fordi jeg kan lide......"

Christina Laugesen

Jeg går nu heller ikke ind for at man pr. lov forsøger at bringe kønsbalancen til fifty-fifty i forskellige fag pr. lov. Det virker absurd og helt forkert intuitivt. Men der findes normer vi følger, selvom vi ikke taler om dem og måske ikke er bevidste om dem. Lidt samme mekanisme, som når vi taler om rollemodeller. F.eks. som når man siger, at børn ikke gør, hvad deres forældre siger, men hvad deres forældre gør. Det er en sammenhæng, der er ret synlig i forbindelse med social arv. Når man er mønsterbryder, sker der det modsatte og man bryder en norm i sit nære miljø. Det er undtagelsen, ikke hovedreglen. Og vel ofte ikke noget man taler om eksplicit. "Jeg blev slået som barn, så jeg slår også mine børn". Nej vel? Ikke desto mindre sker det. Ikke fordi det er genetik eller biologi, men fordi det er en norm man er opvokset med (blot et eksempel).

Susanne Schmidt

Folks frie valg til selv at vælge arbejde skal der ikke pilles ved. Går man først ned af den vej ender vi med underkvalificerede personer på samtlige arbejdspladser for at tilfredsstille nogens syge behov for at alt skal være præcist lige mellem køn, politisk tilhørsforhold, seksualitet, religion, hudfarve eller hvordan de "progressive" nu ellers vil dele folk op. Nej tak. Ellers tak. Og nej tak igen. Giv mig folk at arbejde med som brænder for det og som er kvalificerede. Ikke folk der har er bestemt kæn eller en bestemt farve bil.