Klumme

Før ekskluderede vi diagnosebørn, nu ekskluderer vi deres lærere

Velfærdsstatens frontsoldater skal løse uløselige dilemmaer. Som at inkludere diagnosebørn, mens forældrekrav om andre elevers ve og vel og høj faglighed presser i den anden retning. Oven i hatten kommer vold og trusler om vold. Den slags dobbeltpres må også gøre andre offentligt ansatte syge
10. januar 2019

»Det bekymrer mig voldsomt at kunne genkende min egen historie i det, I skriver, og at et stigende antal lærere sygemeldes med stress,« skriver lærer Monica Langelund på Folkeskolen.dk om kollegers beretninger om sammenhængen mellem inklusion af diagnosebørn, vold og trusler og læreres stress-sygemeldinger.

Monica Langelund har ifølge sin psykiater PTSD. Blandt andet som følge af sin tid i folkeskolen med pressede rammer og seks elever, som havde et voldsomt temperament og konstant var en udfordring for klassen.

Hun er også en af dem, der har reageret på lærernes fagblads opfordring til medlemmerne om at berette om at komme i klemme i den inklusionslov, der skal øge andelen af inkluderede diagnosebørn i den almindelige undervisning i folkeskolen. Flere end hundrede har delt deres erfaringer på #inklusion.

Monica Langelunds historie ligger før loven. Men hun genkender mønstret. En anden lærer, der også er kredsformand i Ringsted-Sorø, fortæller om en hverdag i skolen lige nu, »hvor den unge lærer med stress-symptomer græder, når han går hjem fra arbejde og ikke længere tåler høje lyde, fordi en niårig elev dagligt slår de andre børn og lærerne«, mens »den ældre lærer trods stor erfaring reagerer med afmagt, desperation og stress, fordi hun har en klasse med seks børn med diagnoser«.

Desuden viser tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, at halvdelen af lærerne og pædagogerne har været udsat for fysisk vold på ét år. Endnu flere har været udsat for trusler om vold.

Spørger man lærerne selv, er fejlslagen inklusion den primære årsag til den megen vold og til, at mange børn og voksne oplever en hverdag, der gør dem utrygge og syge, skriver Folkeskolen.dk. Dertil skal man lægge presset fra forældre om at skærme deres børn fra de elever, der udøver vold. Oven i en heftig cocktail med stadig stigende krav til elevernes faglige resultater. Ellers kommer kineserne jo. 

Noget tyder altså på, at vi i den rigtige bestræbelse på at inkludere flere elever i folkeskolen i stedet for at ekskludere dem i specialtilbud – en kurve der bare steg og steg, indtil inklusionsloven blev indført – i stedet marginaliserer lærere, der i deres magtesløshed bliver syge.

Krydspres

Nu er det ikke til at vide, om innovationsminister Sophie Løhde (V) læser lærernes fagblad. Men det burde hun måske, eftersom hun finder det uforklarligt, at sygefraværet i den offentlige sektor er større end i det private. Hvorfor det ikke er så uforklarligt endda, har min kollega Gry Inger Reiter tidligere skrevet klumme om. 

Men som lærernes erfaringer viser, er stress og sygdom blandt velfærdsstatens frontsoldater ikke nødvendigvis kun et spørgsmål om øget effektivisering og meningsløse krav om dokumentation.

Der kan være mere grundlæggende og uløselige dilemmaer på spil, som sætter lærere, SOSU-assistenter, sygeplejersker, læger og socialrådgivere under dobbeltpres. Hvordan undgår man f.eks., at socialrådgivere udsættes for vold og verbale overgreb, når det fra politisk hold er bestemt, at der skal strammes op på reglerne og ydelserne for at få flere ind i det arbejdende fællesskab?

Når en presset og samvittighedsfuld lærer reagerer på den rigtige politiske og humanistiske bestræbelse på at ekskludere færre fra fællesskabet med selv at måtte forlade et arbejdsfællesskab, har vi et problem. Måske forlader de stress-syge ansatte den offentlige sektor for altid, og der er brug for deres arbejdskraft (50 procent af alle langtidssygemeldinger i kommuner og regioner skyldes psykiske problemer). 

Lige nu kappes Socialdemokratiet og Venstre f.eks. om at love flere sygeplejersker. Og der berettes om lærermangel. Monica Langelund er pga. tilstødte lidelser nu indstillet til invalidepension.

Det er selvfølgelig svært at sætte lighedstegn mellem et individuelt sygdomsforløb og en overordnet politik, der bliver pålagt offentlig ansatte.

Men hvis en minister (og i øvrigt også alle os andre ’velmenere’ inklusive undertegnede, der eksempelvis hylder inklusion) skyder ansvaret fra os og ikke anerkender de modsatrettede krav og tilfører de nødvendige ressourcer til at bakke op om de politiske bestræbelser, ender vi med at svigte både dem, vi vil hjælpe: diagnosebørnene, patienterne, de socialt udsatte. Og dem, der skal hjælpe dem: de offentligt ansatte.

Trods en dyr begyndelse er Ida Danneskiold-Samsøes søn i det store billede en lille udgift og en stor investering for samfundet, skriver hun i kronikken. 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Ole Frank
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Jørn Andersen
  • Viggo Okholm
  • Eva Schwanenflügel
  • Anne Eriksen
  • jørgen djørup
  • Nina Højland
Olaf Tehrani, Ole Frank, Bjarne Bisgaard Jensen, Jørn Andersen, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel, Anne Eriksen, jørgen djørup og Nina Højland anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Houmøller

Meget fin klumme om forholdene i den offentlige sektor. Det er desværre slt for sjældent, medierne beskæftiger sig med det, og det er mit håb, at Information vil bide sig fast i sagen og følge den op uden for lange intervaller, for det er medieopmærksomhed, der kan være med til at skaffe de nødvendige ændringer, hvis vi fortsat mener, samfundet skal have en fungerende offentlig sektor.
I modsat fald vil den langsom være under afskaffelse, som forholdene er nu, men det er også hensigten for bandt andre det nuværende regeringsbærende flertal i Folketinget.

Kære Information, vær med til at slukke for Mørkelygten og lys virkeligheden op for os.

Bjarne Bisgaard Jensen, Jørn Andersen, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel, morten rosendahl larsen, Anne Eriksen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Mogens Fosgerau

1. Selve det at tale om inklusion vs eksklusion er spin. Meget vellykket spin, for offentligheden hoppede jo på tanken om, at det var for børnenes skyld, at man lukkede en masse specialtilbud. Det er selvfølgelig forkert. Det var en stor spareøvelse, og den menneskelige omkostning ser vi nu. Husk at sende en tanke til Christine Antorini.

2. Næste gang en eller anden præst eller skuespiller får tonsvis af medieeksponering på at mene, at stigningen i antallet af børn med den slags diagnoser bare er et spørgsmål om mangel på opdragelse og fast hånd, så bør vedkommende idømmes praktik, indtil vedkommende har forstået hvad der er på spil for disse børn.

3. Man skal aldrig glemme, at dem det er værst for, er de børn, som er så desperate, at de reagerer så voldsomt, som vi hører om her. Det er dem, der tager mest skade, og den varer måske hele livet.

4. Diagnoser giver man til børn, som ikke kan tåle at være i skolemiljøet. Vi bør interessere os rigtig meget for, hvad det er, der er galt med miljøet, som gør at så mange børn ikke kan tåle at være i skolen. Der er mange liv på spil.

Steffen Gliese, Jørn Andersen, Christel Gruner-Olesen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Ifølge Arbejdsmiljøloven er det forbudt at blive syg af at gå på arbejde - og lederen/ledelsen har et objektivt ansvar for dette. Men hvem gør dette ansvar gældende? Hvor er fagforeningen, tillidsrepræsentanten, arbejdsmiljørepræsentanten og Arbejdstilsynet? Det kræver handlekraft, mod og solidaritet at få et bedre arbejdsmiljø - kom nu, der er en kamp at kæmpe.

Rune Stilling, Steffen Gliese og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar