Kommentar

Folk, der kommer sig efter psykiske lidelser, skal have ret til at blive erklæret raske

Der er en fejlagtig antagelse om, at en psykisk diagnose pr. definition er kronisk. Derfor oplever nogle, at deres diagnoser forfølger dem og koster dem job- og uddannelsesmuligheder
7. januar 2019

Mennesker, som har haft en psykisk lidelse, kan komme sig. Det ved vi heldigvis i dag.

Alligevel oplever nogle, at sygdommen forfølger dem, koster dem job- og uddannelsesmuligheder og kan få stor betydning for, om de f.eks. kan tegne en forsikring, optage lån og opnå samme rettigheder og privilegier som andre borgere i samfundet.

Det er urimeligt, det er uretfærdigt, og det er diskrimination.

Den 10. januar stemmer Folketinget om et beslutningsforslag fra SF om, at Folketinget pålægger regeringen senest den 19. april at indføre en ret for borgeren til at få en raskmelding på en psykiatrisk diagnose, »hvis borgeren inden for en fagligt vurderet fastsat tidsperiode er symptomfri og således i komplet remission«.

Med andre ord: At man skal kunne få en raskmelding efter længere tid uden symptomer, og man er vurderet rask af en psykiater.

Det er vanskeligt at se, hvorfor det ikke skulle blive vedtaget – og så alligevel. Fordomme og stigma i forbindelse med psykiske lidelser lever desværre stadig i bedste velgående, ikke kun blandt almenbefolkningen, men også blandt fagpersoner, politikere og sundhedsprofessionelle.

Diagnoser trækkes frem igen og igen

Det kan være nødvendigt for samfundet at forskelsbehandle mennesker på grund af sygdom eller funktionsnedsættelser. Men der er mange andre tilfælde, hvor det er urimeligt og baseret på fejlantagelser eller mangel på viden, at man nægter bestemte borgere noget, der er en rettighed for andre.

Mennesker, der engang har haft en psykisk lidelse, men har levet længe uden tegn på den, er udsat for en særlig diskrimination – de bliver ofte negativt særbehandlet af den ene grund, at de har været i behandling på et tidspunkt i deres liv.

I nogle sammenhænge kan det være rimeligt at stille helbredskrav, også til de psykiske funktioner. Og lever en person ikke op til de krav, kan det betyde, at visse døre er lukkede for personen. Men indimellem bliver døren ved med at være lukket, fordi der er en fejlagtig antagelse om, at en psykisk diagnose pr. definition er kronisk.

Det kan være på områder som erhvervskørekort, låntagning, flycertifikat, forsikring (rejse-, livs- og indboforsikring), adoption, værnepligt, at optræde som nævning, ønske om at være plejefamilie, ansættelse ved politiet, som erhvervsfisker eller lokofører.

Ikke fordi de gældende regler er forkerte, men fordi en del mennesker med psykisk lidelse i bagagen oplever, at har de en gang i deres liv været diagnosticeret, vil diagnosen blive hevet frem igen og igen uden, at de får muligheden for at blive erklæret symptomfrie og altså raske.

Paradoksal behandling

Det er et grundlæggende paradoks, at en af de mest herskende tilgange i psykiatrien på den ene side er recovery-tilgangen, hvor der er fokus på, at psykiske lidelser kan forbedres – og behandles – med udgangspunkt i patientens egen oplevelse, eget syn på livet og egne løsninger på sin situation, men at psykiatriske diagnoser på den anden side bliver forstået som kroniske af dem, som administrerer reglerne.

I dag findes der ikke nogen lovbestemt frist for, hvornår man kan erklæres rask eller fuldstændig symptomfri for sin psykiske lidelse, hvis man efter en bestemt periode ikke længere opfylder diagnosens kriterier.

Kobling krænker retssikkerheden

Vi er meget enige med en række kronikører, der for nylig skrev i Ugeskrift for Læger, at forskelsbehandling alene på baggrund af tidligere psykisk diagnose er uacceptabel.

Forskelsbehandling uden personlig vurdering af den enkeltes tilstand og sygdomsforløb er uacceptabel. Forskelsbehandling, når sandsynligheden for en ny episode er større end normalbefolkningens, vil være acceptabel under hensyntagen til størrelsen af risiko og mulighed for skadevirkning.

Det er afgørende for borgernes retssikkerhed, at vi ikke kobler diagnoser til indskrænkninger i borgerrettighederne. Borgere, der kommer sig fuldstændigt, bør derfor opnå ret til at få en raskmelding, så en tidligere diagnose ikke afskærer dem fra almindelige rettigheder og muligheder.

Vi håber, at Folketingets partier kan stå sammen om at give borgere ret til en raskmelding efter en psykisk lidelse. En ret på linje med andre patientgrupper. Det er vigtigt for de mennesker, der er ramt af forskelsbehandlingen, og det er vigtigt for det helt nødvendige opgør med stigmatisering af mennesker, som har været i kontakt med psykiatrien.

Anne Lindhardt og Trine Torp, hhv. formand for Psykiatrifonden og psykiatriordfører, SF

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Balle Kibsgaard

En rigtig spændende og yderest relevant artikel, som belyser en af mange udfordringer, som man som nuværende eller tidligere bruger af psykiatrien bliver mødt med. Ergo hersker der stadigvæk set ud fra et Samfundsmæssigt synspunkt, en stor berøringsangst overfor de mennesker, som har en psykiatrisk diagnose inde på livet. For vi lever i selv samme Samfund, som tager sit udgangspunkt i, at vi nærmest slavisk og på klokkeslæt, skal præstere i forhold til alt hvad vi giver os i kast med. Vi skal være en succes. Ellers bliver man overset og dermed også stigmatiseret som en fiasko.

Men det er lige præcis her, at mit virke som Recovery Mentor giver mening. For der kan også være en succes i, at få tildelt en psykiatrisk diagnose, hvis man vel og mærke er indstillet på, at arbejde konstruktivt med den. Det er dog de færreste, som har det udgangspunkt i starten, men så prøver jeg at bruge mine egne erfaringer som psykiatrisk Patient, i forhold til rollen som motivator og inspirationskilde. Og det at Patienterne kan genkende mange af de problemstillinger som de sidder med, bevirker at de får mod på at tage udfordringen op. For man skal altid have for øje, at der gemmer sig et Menneske bag diagnosen, som indeholder både ressourcer og kompetencer til, at de sagtens kan få et både indholdsrigt og meningsfyldt liv, på de præmisser som de nu har til rådighed. Ergo vil jeg gerne være med til at kæmpe for, at det ikke nødvendigvis skal være en rettighedsmæssig hindring, at man har været i berøring med psykiatrien, og der igennem set ud fra et Samfundsmæssigt synspunkt, også fået smidt et stempel i panden.

Poul Erik Svenningsen

Desværre belyser artiklen ikke de mulige historiske årsager til, at det ikke har været mulig at få slettet en psykiatrisk diagnose. Nemlig at psykisk sygdom inden for psykiatrien i overvejende grad anses for genetisk / arveligt betingede. Hvis man som i Norge sletter pågrebet psykisk sygdom ser tingene pludselig helt anderledes ud. Så kan man fx begynde at se psykoser som belastningsreaktioner ved forældre svigt. Dvs. At psykisk sårbarhed, som man kunne kalde det, nu har en årsag der kan retfærdiggøres uden gætteri om mulige genetiske årsager. Og så må det alt andet lige være helt naturlig at tale om at blive fuldstændig rask. Men så får psykiatrien jo et legitimitets problem.