Det mest nærliggende gode ved at blive ældre og gammel er vel, at man overhovedet bliver det.
Jeg tror i det mindste, at alternativet er værre eller i hvert fald ikke så lidt mere usikkert.
Det gode ved at blive ældre begrænser sig forhåbentlig ikke kun til det stadig at være i live. Det gode ved at blive ældre afhænger imidlertid i høj grad af, fra hvilken position alderdom iagttages.
Fortælling om forfald
Da jeg var ung i 1960’erne, kunne jeg bestemt ikke få øje på noget godt ved at blive gammel. Jeg kunne som ung derimod godt få øje på gode og vigtige gamle som f.eks. min farmor, der boede hos os i mit barndomshjem. Men tanken om selv at blive gammel var fjern og bestemt ikke attraktiv.
Det er vel en del af det at være ung – at man næsten kan føle sig udødelig eller i det mindste evigt ung.
Vi tilbydes imidlertid også senere i voksenlivet mange positioner, hvorfra aldring ikke ligefrem fremstår som noget positivt. Det gode ved at blive ældre afhænger også af, hvilke fortællinger der fortælles om at blive gammel. Den dominerende fortælling om aldring er i vores kultur fortsat en nedadgående fortælling – det bliver stadig værre i alle henseender – fysisk, mentalt, socialt osv. Det er typisk en fortælling om afvikling og forfald.
Det er i al væsentlighed den kulturelle drejebog for at blive gammel, som dog nok vil blive taget op til revision i de kommende år. Vi kender slutningen på fortællingen – det er vejen derhen, der kan gøre en forskel – som gør en forskel.
Sådanne kulturelle forventninger og perspektiver på aldring gik vist først rigtig op for mig, da jeg som knap 60-årig modtog materiale fra Ældresagen. Jeg var angiveligt på vej til ikke alene at blive gammel, men også at blive en sag.
Jeg kom selvfølgelig også i tanke om fortællingerne om de gamle som en fremtidig byrde – en ældrebyrde. Jeg var med andre ord foruroligende tæt på at skulle modtage dommen – alderdommen. Jeg stod over for den sidste alder, der så i stedet meget skånsomt kaldes den tredje alder. Ja, faktisk tales der sågar om den fjerde alder. Mon så ikke den bliver den sidste alder?
Mere end en pensionist
Vi vil heller ikke ret gerne se gamle ud – og da slet ikke ældre end vores cpr-nummer angiver. Vi stiler ikke ligefrem efter at nå ’støvets år’, som Grundtvig formulerede det. Men måske har vi nået en alder, hvor vi ikke gider underlægge os ungdommelige skønhedsidealer?
Men hvornår er man egentlig gammel i det danske forbrugs- og informationssamfund anno 2019?
Er det, når den enkelte føler sig gammel? Eller er det, når omverden mener, at man er gammel? Eller er det, når man ikke længere rent praktisk kan tage vare på sig selv? Eller er det, når man ikke længere kan passe et (fuldtids-)arbejde?
Eller er det, når man når den alder, som udløser folkepension – altså på det tidspunkt, hvor man når en bestemt alder, som er ens for alle? Eller er det en statistisk generalisering, som her og nu er landet på 75 år? Eller er det først, når man kommer på alderdomshjem? Det sidste er nok ikke tilfældet i dag, hvor benævnelsen har ændret fokus til hjem for pleje: Plejehjem.
Og hvad vil det sige at være gammel? Ja, hvis man som undertegnede er født før 1954, vil man her til lands blive omtalt som pensionist, når man fylder 65 år og får sin folkepension udbetalt hver måned. Det sidste er helt fint – det er det første ikke.
Man er jo nemlig ikke pensionist. Man har måske nok ladet sig pensionere fra sit (løn-)arbejde, men vi er jo så meget andet og mere end det. Jeg synes, at vi ældre og gamle skal sige nej tak til invitationen om at se betegnelsen pensionist som (eneste) identitetsmarkør.
Kategorier som ’gammel’ og ’pensionist’ kan være med til at lægge unødige bånd på vores handlinger og indsnævre vores oplevelse af, hvem vi er. Derfor skal vi ikke lade alder blive vores identitet.
Bedre udsigt
Det var den dansk-amerikanske psykolog Erik H. Erikson, der som den første inden for psykologien skrev om udvikling efter ungdommen. De fleste fremstillinger inden da var enten tavse om tiden efter ungdommen eller anlagde mere sociologiske vinkler, såsom: tiden til at flytte hjemmefra, til at finde en partner, til at blive forældre.
Der var selvfølgelig de velkendte tanker om tiårskriser, som af forskellige grunde kunne indfinde sig ved 30, 40 og 50 år. Men menneskers (især biologiske) udvikling var færdig sådan i 20-30 års alderen, måtte man formode, og afviklingen allerede så småt i gang. Det var dog ikke Erik H. Eriksons forståelse.
I 1960’erne 0g 70’erne skrev han blandt andet om den modne alders evne til at se livet i et større perspektiv. Og han beskrev muligheden for udvikling af integritet og visdom i alderdommen.
Det var måske noget lignende, Ingrid Bergman havde i tankerne med sin udtalelse om, at »alder er som at bestige et bjerg. Man bliver nok lidt forpustet, men får en langt bedre udsigt«.
Den tråd har de amerikanske psykologer Mary og Kenneth Gergen i en vis forstand taget op. De har sammen i mere end 15 år udgivet et elektronisk nyhedsbrev under overskriften »Positive Aging«, hvor de har fokus på positive aspekter af, hvad det at blive ældre betyder for mennesker. En række af disse små essays blev sidste år oversat til dansk og udgivet i bogform med titlen: Veje til positiv aldring.
Det positive i forgrunden
Noget af det, Gergen og Gergen trækker frem, er betydningen af erindringer og fortællinger. Når vi bliver ældre, bliver spørgsmålet om erindringer særligt vigtigt.
Vi kommer nemlig i stigende grad til at forstå os selv gennem det liv, vi har levet – gennem dem, vi har mødt og elsket, det, vi har bidraget med, det, vi har opnået, det, vi har overvundet, og de glæder og sorger, vi har haft.
Erindringer er selektive og elastiske, og det, som vi genkalder om fortiden, kan være forskelligt fra én kontekst til en anden. Men vi har i nogen grad indflydelse på, hvad vi bærer med os fra vores personlige historie. Vores forståelse af vores fortid beror nemlig i høj grad på, hvordan vi taler om den – både til andre og til os selv.
Vi må derfor som ældre øve os i at holde det positive i forgrunden, så det kan være med til at skabe det gode ved at blive gammel.
Det er i øvrigt forunderligt, som ens syn på alder ændrer sig med alderen. Jeg har i flere årtier hævdet, at de næste ti år bliver de bedste – det sagde jeg, da jeg blev 30, 40, 50 og 60 år. Men kan jeg stadig sige det med overbevisning, når jeg bliver 70 år?
Jeg tror i det mindste, at de følgende forhold kan være nyttige at huske på for at skabe det gode ved at blive gammel:
Vi behøver ikke længere at præstere, vores gøremål har værdi i sig selv. Vi kan lægge vægt på aktiviteter og former for arbejde, som er meningsfulde og nærende.
Vi har råderet over tid og sted og kan tilføje nye aktiviteter til vores hverdag. Vi kan øve os i både at rumme begrænsninger og se og skabe muligheder.
Vi kan opsøge ny viden og nye færdigheder, og vi kan lære andre noget.
Vi har en mangfoldighed af livsfortællinger, hvor vi aktivt kan øve os i at vælge de livgivende.
Og vi kan øve os i at være venlige over for os selv og tilgivende i forhold til vores omverden.
Ole Løw, autoriseret psykolog, forfatter og foredragsholder
"Glæd dig til du bli'r 65! Jeg har haft et dejligt liv, men nu, som 65-årig, er det det bedste". Denne besked fik jeg da jeg var i slutningen af 30'erne, og min horisont sluttede absolut ved de 50,; men da jeg så alligevel blev 65, mindedes jeg ordene - og måtte gi' Gunhild helt ret, trods skader efter en trafikulykke ti år tidligere.
Nu er jeg 74; godt at ha' toppe for nylig, så er det nemmere at huske og at indrette sig efter at jeg ikke er 65 for altid.
Desuden må jeg indrømme at jeg ikke misunder de yngre den verden de har foran sig!
Kan godt være Ingrid Bergman sagde det med at bestige et bjerg, men vendingen kommer oprindeligt fra Seneca, såvidt jeg husker. Han skrev endda en bog om aldring.
Fremragende artikel. Sjov og inspirerende.
Det eneste gode ved at blive gammel er erkendelsen af, at døden kan være en udfrielse. At det at smide legemet ned i grav, at lade sjælen fare ad helvede til er bedre end alternativet: stadig at leve.
Jo, der er mange gode ting ved at blive gammel, men de opvejer bare ikke den vigtigste ting, nemlig at man bliver gammel, med alt hvad det medfører af affældighed og tabte muligheder.
Som 70-årig - med tre års pensionisterfaring - må jeg sige, at det er en attraktiv position at indtage og være i; ihukommende, at livet er som en barneskjorte, kort og beskidt.
Jeg håber overskriften er sand.
Jeg er 77 og tænker meget sjældent over det, for jeg har indvendigt alle de aldre, jeg har haft. Det synes jeg iøvrigt, de fleste ældre mennesker har. Et øjeblik er man den forundrede seksårige, i det næste sørger man over tidligt døde; man tænker på politik, på sine børns og børnebørns fremtidige liv i verden, når man ikke er her længere, energien er mindre, men ikke nysgerrigheden. Det er fint at blive gammel fordi man har hele livet, med glæder og sorger, med i bagagen. Og ingen er vist blevet mindre åndelig af at ældes, jeg tror fuldt og fast på, at ånd og intelligens er to vidt forskellige størrelser og vores store misforståelse er, at vi blander dem sammen.
At identificere sig med sin alder er altid en dårlig ide. Et andet bergman citat : jeg har mine aldre med mig.
Men ungdommens frygt for alderdommen kunne med fordel for alle og i højere grad, end det nu er tilfældet, vendes til en glæde over erfaringens ressource.
I konkurrencesamfundet piskes mennesker afsted - af den ene procent. Som selv lever deres liv og alderdom i økonomisk frihed.
Her er det egentlige problem. Den kollektive ressourcebevidsthed befinder sig på et umådelig primitivt niveau, hvor ingen livsaldre - lige fra de overfyldte småbørnsinstitutioner, over stressede ungdomsuddannelse til voksenlivets kamp for udkommet nu med senere pensionsalder til langt op i alderdommen før man endelig frisættes - anerkendes og forvaltes ifht til deres egentlige livspotentiale.
Den globale miljø-og socioøkonomi rides som en mare og bringer verdenssamfundet på randen af kollaps. Det er et mareridt, som kunne være en lykke.
Livet er en vidunderlig rejse, men mishandles af de fleste. Især af magten - som er? Følg pengene og find de ansvarlige. Hvem ellers, de fattige?
Kære helle - ånd er intelligens. Ordet intelligens kommer af det latinske ord 'intellego', som betyder 'at kunne forstå'. Og uden ånd ingen ægte forståelse.
Men jeg er så enig med dig i resten af dit indlæg, som understøtter min tanke, at med alderen kommer evnen til at bære den.
Må jeg benytte lejligheden til at anbefale gregg bradens bog 'den universelle matrice'.
Det værste ved at blive ældre er, at man dagligt kan se, hvor meget viden og erfaring der i tidens løb er blevet formøblet, så man nu dagligt ser fortidens gode rammer og vaner blive introduceret som nytænkning.
Som 72 årig har alderen den fordel, at selv med nedsat hørelse har man hørt det meste politikerne forsøger at sælge os, utallige gange på 50 år.
Som 60 årig burde jeg allerede være gået i seng.
Men det er den fedeste alder, nogensinde.
Som snart 66 årig starter jeg vaporizeren med lidt Pandora Auto 2018 og hælder mit andet glas organic red wine fra Rema 1000 op, mens jeg forbereder mig på en lørdag aften med sprudlende tanker og revolutionerende ideer til en masse projekter, hvoraf ikke et eneste mislykkes. The Weavers Answer kidnapper opmærksomheden, og intet er slet så ringe, at det gør noget.
Nysgerrighed og engagement med tid til at slappe af uden at have dårlig samvittighed. Høre p 6 læse blive buddhist, spille børnesange som frivillig i en børnehave med "flest" med anden etnisk baggrund,
Være lykkelig gift med e min gamle kæreste fra 69 og være i stand til at cykle. Livet er ikke det værste man har, men kunne selvfølgelig godt have lidt mere guld på kistebundne,men pyt! Jeg er jo "kun" 73.
Jeg glæder mig til at blive ældre.
To fede ting: Da jeg var ung, var det kun unge piger, jeg syntes var smukke, nu synes jeg kvinder i alle aldre er smukke - og så er det fedt at jeg ikke længere bekymrer mig så meget om, hvad andre mennesker mener om mig.
Det absolut mest ufede er, at jeg vågner midt om natten, fordi jeg skal tisse. Som nu!
Niels
Du er ikke a!ene.
Man kan faktisk have en del ud af at lave knibeøvelser, d'herrer. Der skal ikke meget til, før det hjælper på tisseriet.
når kniberiet efterhånden bliver utilstrækkeligt kan man få god hjælp af naturmedicin: "saw palmetto complex" fra "natures aid" de er så gode at jeg totalt glemte at knibe i flere år, men kombineret med knibeøvelser er effekten bedre.
Det positive er at man vågner.
Mennesket er et håbefuldt dyr. Det accepterer altid en ny tilstand som værende bedre end andre tilstande når det viser sig umuligt at ændre det.