Journalist Natalie Yahya Rosendahl skrev i Information den 22. december kommentaren »Hvordan det skete, at vi ikke længere synger »Jeg har set en rigtig negermand« på Information«.
En sort praktikant kommer ind til avisens morgenmøde, i det øjeblik journalisterne synger »hvorfor har du smurt sværte op ad dine ben«. Siden er sangen ikke blevet sunget igen.
Måske man på mødet i stedet skulle have modtaget den nye praktikant med en anden reaktion:
»Velkommen til Information. Pudsigt at du lige kommer ind ad døren, mens vi synger Familien Andersens børnesang.«
Stå ved sangvalget og giv samtidig mulighed for en åben snak om begrundelsen for tekstens indhold.
For 50 år siden kom jeg som ung fra Sønderjylland til USA som au pair. Jeg fik også mulighed for at gå på universitetet, og da jeg mødte op på campus for at melde mig til forskellige fag, kom en rar afroamerikaner hen til mig og hjalp mig med studiekort og tilmelding til Amerikansk Litteratur og Anatomi.
Da alt var på plads, og vi skulle sige farvel, spurgte jeg, om jeg måtte røre hans hår. Jeg havde aldrig mødt en ’negermand’ før, fortalte jeg. Smilende bøjede han sig ned, så jeg kunne føle det krusede hår. Jeg takkede, og vi tog afsked.
Hjemme hos familien fortalte jeg om min oplevelse. Reaktionen fra familiefaren var prompte. Hvis jeg nogensinde igen fik lyst til at omgås negere, ville han sende mig på det første fly ud af USA.
Et par år forinden arbejdede min ven som kontormand på Thulebasen. Vi udvekslede breve, og jeg spurgte ind til hans oplevelser med racisme. Han beskrev, at han som hvid skulle være betydeligt mere omhyggelig med at undskylde, hvis han uforvarende skubbede til en sort mand i køen i kantinen, end hvis det var en hvid mand.
For mig rejser alle oplevelser spørgsmålet: Er det ikke hensigten, der afgør om noget er krænkende eller racistisk?
Min tilgang til den rare sorte mand var uskyldig og nysgerrig. Familiefarens reaktion var krænkende. Den udvidede undskyldning i køen et billede på omvendt racisme.
Som Rosendahl skriver, »[er] det ikke så enkelt«.
Hverken Familien Andersen, Kai Hoffmann eller Halfdan Rasmussen havde til hensigt at nedgøre med deres sange og viser. Hvis nogen føler sig krænkede, kan oplysning om teksterne vende krænkelse til forståelse.
Kun på den måde kan polariseringen mellem krænkelsesparate og ytringsfrihedens soldater mindskes.
Mjo. Men tanker er svære at læse, og ansvar er nemt at fraskrive sig med ”jeg mente det jo ikke ondt.“
Du kan vel lige så godt hævde, at det er modtagelsen, der afgør om noget er krænkende. Min far mente, at det en universel sandhed, at kvinder er manden underlegen, hvilket han glædeligt gav udtryk for. Hans hensigt var så sandelig ikke at krænke nogen, og dog blev mine søstre krænket og protesterede vildt. Det gjorde min far følte sig krænket.
Min far havde ikke til hensigt at krænke, ergo var han ikke mandschauvinist?
Gruk til opslagstavlen
"A bit of virtue will never hurt you"
(Kumbel)
Oversættelse til ø-mål af Piet Hein:
"En smule dy' bør ingen sky."
Hvis du føler dig krænket, så er det nok sådan!
Fint og tankevækkende debatindlæg.