Kommentar

Hvornår har du sidst indrømmet, at du tog fejl, og ændret holdning?

I Mads & Monopolet har skuespilleren Nicolaj Kopernikus gentagne gange formået at skifte mening om dilemmaer, efter at han har hørt de andre paneldeltageres argumenter. Tænk, hvor oplyst en debat vi ville få, hvis flere turde lave en ’kopernikus’
Hvor ofte tør vi egentlig selv indrømme, at vi har taget fejl, eller at vores mening måske ikke var så velfunderet og reflekteret alligevel? I radioprogrammet Mads & Monopolet kalder de denne praksis for en ’kopernikus’. Skuespilleren Nicolaj Kopernikus har gentagende gange formået at skifte mening om dilemmaer, efter at han har hørt de andre paneldeltagere diskutere et givent emne.

Hvor ofte tør vi egentlig selv indrømme, at vi har taget fejl, eller at vores mening måske ikke var så velfunderet og reflekteret alligevel? I radioprogrammet Mads & Monopolet kalder de denne praksis for en ’kopernikus’. Skuespilleren Nicolaj Kopernikus har gentagende gange formået at skifte mening om dilemmaer, efter at han har hørt de andre paneldeltagere diskutere et givent emne.

Jens Nørgaard Larsen

10. januar 2019

Debatter og holdninger optræder efterhånden overalt. Aviser, blade, tv, radio og ja, de sociale medier. Det er blevet tilgængeligt og meget nemt at ytre sig om aktuelle emner. Bare se på præsident Donald Trump, der henkastet kan taste sine meninger ud på Twitter, mens verden læser forarget med.

Selv ytrer jeg mig nu på gammeldags manér gennem et debatindlæg. Jeg har en holdning til, om man kan og bør have en holdning til alt. Selvfølgelig kan man – det er jo bare at beslutte sig, og så holde fast. Men bør man virkelig?

Social dynamik

Jeg har efterhånden mødt en række mennesker i mit liv, der alle har haft stærke holdninger. På sin vis har de fascineret mig, men de har også skabt undring: For hvordan kan nogle mennesker have krystalklare holdninger til meget komplekse problemstillinger?

Det danske, politiske landskab tjener som et godt eksempel. Dansk Folkeparti er stjerneeksemplet på et holdningsfast parti. Ingen er i tvivl om, hvad de mener om udlændinge eller ældre. Så sidder jeg her og har dårligt nok en holdning til aftensmaden, eller til den nye bestyrelse i EnergiFyn.

De mennesker, jeg har mødt, der har meget klare holdninger, kan godt blive provokerede, hvis jeg ikke tager et standpunkt i en given situation.

For nylig var jeg i et forum, hvor de implicerede diskuterede Britta Nielsen-sagen.

»Jeg synes, en straf på otte år er alt for lidt,« var der en, der sagde.

En anden bakkede op. En tredje kiggede spørgende på mig og ventede på, at jeg tilkendegav min holdning.

»Det ved jeg ikke,« svarede jeg.

Så var den lukket. Det havde jeg ingen holdning til på daværende tidspunkt.

For mig er en holdning kulminationen på refleksioner, viden og oplysning. Det virkede, som om de ytrede holdninger blev genereret i situationen gennem en social dynamik, og derfor ikke var videre velfunderede.

Frygtelige holdninger

Holdninger er på én og samme tid fantastiske og frygtelige. De er fantastiske, fordi de hjælper med at organisere vores tanker om verden. Samtidig positionerer holdninger os som mennesker ind i bestemte sociale og kulturelle sammenhænge.

Når min onkel taler om, at grænsekontrollen skal øges, og hilser Dansk Folkepartis nye forslag velkomment, er ingen i tvivl om hans standpunkt. Han bakker op om Danmark som land og værner om de danske værdier. Fortællingen om min onkel som en stolt dansker tydeliggøres gennem hans meget klare holdninger. Holdninger er identitetsskabende.

Samtidig synes jeg, at holdninger kan være frygtelige. De kan være unuancerede, ureflekterede og fastlåsende. De værste holdninger, og de farligste, er dem, der ikke er bundet op på fakta.

Jeg negligerer ikke, at holdninger også kan være styret af andet end fakta. Det er bare et problem, hvis man lader sig styre af sin frygt eller sine følelser, når man danner sig en holdning.

Selvfølgelig vil ens følelser påvirke en, men som udgangspunkt bør holdninger have rod i virkelighedens faktuelle verden. Vi er nødt til at have en fælles platform, vi kan debattere ud fra – for hvordan kan vi ellers have en oplyst debat?

Lav en ’kopernikus’

Spørgsmålet er, hvad debatters formål reelt er. Vi kan alle sammen meningsudveksle og debattere, men hvor ofte tør vi egentlig selv indrømme, at vi har taget fejl, eller at vores mening måske ikke var så velfunderet og reflekteret alligevel?

I radioprogrammet Mads & Monopolet kalder de denne praksis for en ’kopernikus’. Skuespilleren Nicolaj Kopernikus har gentagende gange formået at skifte mening om dilemmaer, efter at han har hørt de andre paneldeltagere diskutere et givent emne.

Tænk, hvis alle mennesker turde at lave en ’kopernikus’, når de havde lyttet til andre menneskers argumenter og var blevet klogere.

Det ville blive kaotisk, men samtidig smukt – for så ville vi måske endelig få en faktuel og reflekteret debat. Debatten ville ikke længere handle om os selv som individer, men snarere om oplysning og om det at blive klogere på en kompleks verden. Vi kunne sammen gøre hinanden klogere.

Men vi er mennesker, og holdninger definerer os som mennesker. Så længe vi har et behov for at skildre og iscenesætte os selv gennem bestemte holdninger, vil fakta, refleksion og nuancer sandsynligvis komme i anden række. For hvem er man som menneske, hvis man ingen holdning har?

Jeg ville dog ønske, at flere mennesker bare en gang imellem turde lave en ’Kopernikus’ og ændre standpunkt. Diskussioner og debatter fremstår til tider som konkurrencer, hvor vi internt skal vinde med vores argumenter. Men hvad hvis modpartens argumenter bare er dét bedre – er det så ikke OK at ændre holdning?

Pernille Krog Sørensen, cand.pæd.ant.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu