Læserbrev

Informations økonomiserie er et uforløst forsøg på at tage økonomien tilbage

»Vi tager økonomien tilbage« er både ambitiøs og uforløst. Serien mangler konkrete forslag til, hvordan vi så tager økonomien tilbage
14. januar 2019

Som trofast læser og abonnent af Information gennem 48 år erindrer jeg ikke tidligere at være præsenteret for en så ambitiøs serie, som »Vi tager økonomien tilbage«. En prisværdig serie, hvor man som ikkeøkonom bliver præsenteret for en letlæselig udgave af den økonomiske teorihistorie.

Men samtidig er serien uforløst. Den mangler fremadrettede visioner om, hvordan vi så kan tage økonomien tilbage.

Jeg savner, at Information gør et forsøg på at følge serien op med mere konkrete forslag. Der er intet nyt i, at mange af os ønsker en økonomisk politik, der fremmer en grøn klimapolitik, en mere lige indkomstfordeling og gode arbejdsvilkår i fremtiden.

Dansk økonomi går jo godt, som selv dronningen fremhævede i sin nytårstale.

Men samtidig udhules kvaliteten i det offentlige på så afgørende områder. Hele uddannelses- og sundhedsområdet er ramt af krav om besparelser.

Udhulingen mærkes også på overførselsområdet. I snart flere år har de offentlige overførsler ikke kunnet følge den almindelige lønudvikling. Uligheden i Danmark bliver altså stadig større.

Siden 2010 har Danmark hvert år haft et betalingsbalanceoverskud på langt over 100 mia. kr. Overskuddet er relativt set lige så stort som i Tyskland. Og bortset fra Holland er der vel ikke europæiske lande, der har så store nettotilgodehavender fra udlandet som Danmark.

Men hvorfor vælger vi så ikke at forbedre afgørende velfærdsydelser for befolkningen med en fremtidsrettet ambitiøs uddannelses-, sundheds- og klimapolitik?

Hvor skal vi starte med at tage den offentlige økonomi tilbage? Og hvorfor er Information tavs herom?

Måske fordi EU’s økonomiske spilleregler, som de står i Stabilitets- og vækstpagten, har et ensidigt fokus på de offentlige budgetter. Vi skal måske starte med at undsige pagten, hvis det ikke bare skal være et reklameslogan, at vi skal tage økonomien tilbage.

Information bør komme mere på banen her, selv om udfordringen af de økonomiske spilleregler i EU vil blive mødt af rygmarvsreaktioner fra mange sider.

Dette og andre opfølgninger vil bidrage til, at »Vi tager økonomien tilbage« ikke ender uforløst. Jeg håber, at Information finder modet til at følge op på serien i 2019.

Tine Rask Eriksen, lektor emeritus, Københavns Universitet.

Serie

Vi tager økonomien tilbage

Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
  • Johnny Christiansen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Torben K L Jensen
  • Ejvind Larsen
  • Poul Erik Riis
  • Niels-Simon Larsen
Morten Lind, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Johnny Christiansen, Palle Yndal-Olsen, Torben K L Jensen, Ejvind Larsen, Poul Erik Riis og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Jeg synes, at Inf. skal følge mere op på borgerløn. Doughnut-økonomien taler om den flere gange. Harari omtaler den, og en masse skribenter har fat i den, men Inf. er tilbageholdende. Jeg vil nærmest sige, at det er borgernes økonomi, som borgerne skal tage tilbage.

Torben K L Jensen

I år skal finanspagten evalueres og i følge professor i økonomi Jesper Jespersen har det været en bremse der har kostet milliarder i tabte nødvendige investeringer i kommunalt regi.
Selvmordspagten skal selvfølgelig opsiges.

Helle Degnbol

God avis. Godt indlæg.

Og ja: "Hvor skal vi starte med at tage den offentlige økonomi tilbage?"

Jeg hørte i dag en rask gut, Hans Peter Hartsteen (CBS), tale om økonomi & fremtid. I en diskussion om evt. salg af Radius, dermed om demokrati inden for erhvervslivet, i radioudsendelsen Det røde felt, Radio24syv (14.1.2019).

Den hyperaktuelle udsendelse gik som sædvanlig grundigt til værks, og man hørte også "rygmarvsreaktioner". Jeg kan kun anbefale lytning til læserbrevsforfatter, læsere - og til avisen med den igangsættende serie.

Der faldt vigtige og vægtige ord. Men jeg fattede desværre ikke i skyndingen, hvad det var vi som borgere "lige" & lige nu kunne stille op. HPH forekom dog at være et både vidende og meget åbent menneske, så man kan givetvis spørge ham ad, og jeg fik indtryk af, at det fra hans side ikke skorter på "konkrete forslag til, hvordan vi så tager økonomien tilbage".

Med venlig hilsen.