Kronik

Jan Andersen dræbte sin datter. Her er hans version af, hvad der skete

Alene i 2017 var der 12 tilfælde af barnedrab i Danmark. Hvis man vil nedbringe tallet, hjælper det ikke at monstergøre os, der står bag gerningerne. At prøve at forstå en handling, er ikke det samme som at acceptere den
Jan Andersen dræbte sit eget barn. Han havde en svær barndom i en dysfunktionel familie, hvor han selv endte på børnehjem, og da han og barnets mor gik fra hinanden, så han datteren i en rolle som sig selv – og dræbte hende.

Jan Andersen dræbte sit eget barn. Han havde en svær barndom i en dysfunktionel familie, hvor han selv endte på børnehjem, og da han og barnets mor gik fra hinanden, så han datteren i en rolle som sig selv – og dræbte hende.

Peter Nygaard Christensen

5. januar 2019

Kronikken har tidligere fremstået med rubrikken »Forsigtigt lagde jeg en snor om hendes hals og kyssede hendes lyse hår farvel«. Den er blevet ændret, fordi den var uhensigtsmæssig. Læs mere om begrundelsen her.

Ordet »tabu« kommer fra det polynesiske sprog og dækker over dét, der er ukrænkeligt, forbudt eller afgrænset. I almindelighed kan tabuer betegnes som de fænomener, vi ikke taler med hinanden om, for eksempel psykisk sygdom og død. Eller en uacceptabel handling som barnedrab, der formentlig er noget af det allermest tabuiserede at tale om.

Det er et emne, som er behæftet med generaliserende, stigmatiserende og dæmoniserende fremstillinger, hvor unuancerede og stereotype fortællinger ofte ender med at understøtte allerede cementerede forestillinger om denne uforståelige og svært tilgivelige handling.

Historisk set har barnedrab været udbredt blandt ugifte tjenestepiger, som ikke så anden udvej, når de blev svigtet af barnets fader. Men muligheden for prævention og abort – og ikke mindst et forandret menneskesyn – har sidenhen ændret dette billede.

I vore dage er barnedrab motiveret af helt andre bevæggrunde. Heldigvis forekommer det sjældent, men i forbindelse med fødselspsykoser udøver nogle mødre aggressive impulser rettet mod deres børn med afsæt i vrangforestillinger om, at barnet skal dø. Det sker sjældent, men alligevel er det nok den mest almindelige årsag, når vi skal forklare, hvorfor nogle kvinder tager livet af deres børn.

Anderledes forholder det sig, når der skal gives en karakteristik af mænds bevæggrunde. Her konkluderer vi ofte, at der er tale om vredes- og hævnmotiverede drab. Og således får man kun en indsigt, som er generaliserende og stereotyp.

Men hvem er mennesket bag den gerning, som er så uforståeligt?

Ofte får vi kun beskrevet selve handlingen uden at kende mennesket bag. Men bag facaden ligger de følelser, som former os og vores sandhed. Og prøver vi at forstå, er det ikke det samme som at acceptere en irreversibel handling.

Traumer fra barndommen

Da jeg blev far, var der også en anden virkelighed. En virkelighed, som langsomt trængte sig på gennem det filter, der adskilte fortidens smerte fra nuets lykkelige eufori, og som gav associationer til erindringer om en tabt barndom i en dysfunktionel familie, hvor forældrene ikke evnede at agere omsorgsfuldt for deres børn.

Mærket af skilsmisse, søskendeadskillelse, skoleskift, og anbringelse på et børnehjem, hvor jeg langsomt gik i stykker indeni, da min far uvirkeligt stod i døren for enden af altings ingenting og spørgende forhørte sig, om jeg ikke kom hen for at sige farvel.

Samme aften sad vi børn som et jod- og cremebehandlet åbent sår klistret til fjernsynets kompenserende erstatning i dagligstuen. I konkurrence med hinanden om at komme til at sidde helt tæt ved siden af pædagogernes kroppe for at opnå et lille strejf af berøring.

En barndom præget af svigt og smerte sætter sig sine spor langt ind i sjælen. Men at turde åbne op og sætte ord på en traumatiseret barndom kan føles som et kamikazeprojekt. Og opfyldelsen af lykke i rollen som far blev mit Waterloo, da de ubearbejdede følelsesmæssige traumer tog over.

Bag den klistrede maske af normalitet, som jeg havde tilegnet mig, blev det et endegyldigt farvel til noget meget værdifuldt. Det var som en afsked med selve livet. En separations endeligt. Men bag masken skjulte jeg min undertrykte fortvivlelse. Et sindbillede forbundet til følelsen af altid at miste. En forladthedsfølelse. Jeg forsøgte at opretholde masken, men savnede usigeligt et fællesskab med nogen, jeg kunne tale med, uden at jeg flygtigt krakelerede i relationen.

Hvileløs

I en evighed forsøgte jeg at forberede mig på at skulle separeres, fanget i mine følelsers vold. Jeg så ikke længere min datter som den lille pige, hun var, men snarere i rollen som mig, da jeg selv var et lille barn. Jeg projicerede min egen barndoms smerte over på hende og kunne kun se et trist og knuget lille barn, som snart ville blive forladt af sin far.

Det smertede mig, at jeg skulle ophæve dét, som var hendes verden. Den håndgribelige idé om en familie med en mor og en far. Den verden, som var det eneste, hun kendte. Ophæve hendes tro på, at det var hende givet for altid.

Det var, som om alt liv forduftede, da jeg fortalte hende, at mor og far ikke længere skulle bo sammen. Hun så på mig og smilede, men hendes blik blev langsomt usikkert.

Hun kiggede spørgende over på sin mor.

»Nej, det er ikke rigtigt, vel mor?«

Og kiggede så igen på mig.

»Jo, det er rigtigt, Tatiana.«

Med et fortabt blik gled hun ind i sig selv. Gled langsomt ned ad stolen og ned på gulvet. Stille sad hun bare og græd med ansigtet gemt væk i sine hænder. Det føltes, som om jeg havde stukket en kniv i hendes hjerte.

Langsomt var nattens fuldmåne gledet bort. Og i en tæt morgentåge ønskede jeg bare at kunne sove altid. At kunne flygte fra endnu en dag. Jeg havde ligget hvileløst vågen hele natten uden at kunne finde ro. Stod op i depression, men blot for at gå rastløst rundt. Vores datter lå endnu og sov fredfyldt med alle hendes små pixibøger, som vi sammen havde læst i om aftenen.

Længe stod jeg uvirkeligt og tænkte, at det altid skulle vedblive med at være fredfyldt for vores datter. Og som i en anden virkelighed ønskede jeg, at hun altid måtte sove.

Forsigtigt lagde jeg en snor om hendes hals. Jeg kyssede hendes lyse hår farvel og åbnede hendes vindue ud til haven, så hendes sjæl kunne flyve bort med sjælefred.

Ansvar og skyld

Det må aldrig blive en trivialitet at tale om barnedrab. Men hvis vi overhovedet skal have en chance for at kunne begribe det uforståelige, må vi turde tale om, hvordan det kan have indvirkning på et menneskes voksenliv, når man glemmer at sikre barnets tryghed og omsorg i dets opvækst.

Og dermed insinuerer jeg ligeledes, at det ofte ikke alene er det enkelte menneskes ansvar, når der sker en tragedie, som fremkalder dyb sorg. Det betyder ikke, at det enkelte menneske ikke selv har et ansvar. Og det er også vigtigt at huske, at dét at prøve at forstå en handling ikke er det samme som at acceptere den.

I mit tilfælde blev jeg med rette fundet skyldig.

Retslægerådet anbefalede en dom om anbringelse på et psykiatrisk hospital, som dommeren imidlertid valgte at se bort fra: Jeg blev i stedet idømt otte års fængsel af hensyn til retsfølelsen. Og for min daværende samlever, hendes familie, mig og min familie, samt alle dem vi kendte, var drabet en tragedie, som fremkaldte en ubeskrivelig dyb sorg og smerte.

Indsigt og viden er en forudsætning for nuancerede og balancerede holdninger. Men skal vi bryde tabuet, må vi først erkende og håndtere vores følelser og undgå at monstergøre hinanden. Og tabuet skal brydes, hvis vi har et oprigtigt ønske om at ændre statistikken for begåede barnedrab, som der alene i 2017 var 12 tilfælde af.

Jan Andersen, pædagog.

Information har været i kontakt med moderen til den dræbte inden publiceringen af kronikken.

Jan Andersens kronik er ubehagelig læsning, men det er også et smerteligt indblik i, hvordan mennesker bliver i stand til at slå ihjel – og ikke mindst hvordan de lever med det efterfølgende
Læs også
Borgere lægger blomster uden for huset i Ulstrup, hvor seks personer blevet fundet døde forleden. Ifølge politiet har en 45-årig mand dræbt sin 42-årige hustru og parrets fire børn på tre, seks, 11 og 16 år.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jes Kiil
  • Ole Kristensen
  • Carsten Mortensen
  • Espen Bøgh
  • Sup Aya Laya
  • Gustav Alexander
  • Melissa A.
  • Markus Lund
  • David Zennaro
  • Flemming Berger
  • Niels Duus Nielsen
  • Karina Robert
  • lars søgaard-jensen
  • Thomas Tanghus
  • Jørn Andersen
Jes Kiil, Ole Kristensen, Carsten Mortensen, Espen Bøgh, Sup Aya Laya, Gustav Alexander, Melissa A., Markus Lund, David Zennaro, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Karina Robert, lars søgaard-jensen, Thomas Tanghus og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

René Arestrup

Det er tilsyneladende svært for nogle, at acceptere, at mennesker er i stand til at begå gruopvækkende handlinger uden nødvendigvis at være sindsyge, sådan i stringent klinisk forstand.
Dermed ikke sagt, at vi alle er potentielle barnemordere, men rigtig mange af os rummer et grusomheds-gen, som kun bliver holdt i ave af den civilisatoriske fernis, vi bliver smurt ind i allerede fra barnsben.
Således er Jan Andersen næppe sindssyg, muligvis følelsesmæssig forstyrret, men ikke sindssyg. Han er blot en barnemorder, som tilsyneladende har et ubændigt behov for at forklare, hvorfor han slog sin egen datter ihjel. Som en terapeutisk øvelse for sig selv. Og en mulighed for at vinde om ikke sympati, så dog forståelse. Og dermed også en form for frelse.
Beklager, men jeg kan ikke give ham nogle af delene.
Men det er måske udtryk for min egen uformåenhed.
Muligvis fordi jeg er belagt med mange lag tyk fernis.

Jeg synes det er helt rimeligt (og forventeligt) at tidligere straffede kommer til orde. Jeg er selv en af dem. Men jeg synes det er vigtigt, at det foregår på en ordentlig måde. Jeg vil aldrig nogensinde kunne efterrationalisere, hvorfor det er rimeligt at give Helle T. buksevand, bare fordi man selv har fået buksevand? Ja, jeg var sur på hende. Og hvad så? -kan man indvende. Logikken er den samme ift. Jan. Han var sur på sin kone - og ubeskriveligt ked af det (og ude af stand til at vise det, fordi mænd får undertrykt deres følelsesbetonet er lige så snart de træder ind i de voksnes rækker) - og hvad så? Kontekst er ligegyldig for det velfungerende menneske. Det er kun syge mennesker, der er i stand til at føle ægte medlidenhed med andre syge individer. De raske vil udelukkende kontrollere og rehabilitere, hvilket på sin vis er godt, men empatien forsvinder undervejs, og det er ikke godt. Jeg kan godt have medlidenhed med ham, men jeg fortæller ham samtidig, hvad raske mennesker ikke vil høre, så han forhåbentlig i fremtiden kan beskrive hændelsen i nogle vendinger, der ikke krænker og forarger andre, så det er sådan set mest for hans egen skyld, for jeg kan være nok så ligeglade med hændelsen. Den foregik da jeg var tre eller fire år gammel, og jeg kunne intet gøre for at forhindre den.

Nis Jørgensen

Anina Weber skrev: "Efter et have konfereret med en arkivar-ven, suppleret med nærmere eftertanke, finder jeg det overvejende sandsynligt at ’kronikken’ er en happening med udgangspunkt i et litterært opspind."

Sagen er i hvert fald refereret her:

https://web.archive.org/web/20170917164011/http://drabssageridanmark.beb...

"Mandag den 15. marts 1993, begik en 34 årig mand en fatal handling, da han med en snor kvalte sin 5 årige datter i hjemmet i Greve. Efter drabet ringede han selv til politiet, som kort efter ankom til gerningsstedet. Her blev pigen fundet død, iført sit nattøj."

Der er ikke kildeangivelser, men siden (som nu er offline) ser ud til at være baseret på grundig research.

En yderst trist historie, - der afsluttes med hans selvfrelse for sin gerning ligger i "alene i 2017 blev der begået 12 barnedrab i Danmark ifølge statistikken".

Det sidste kan godt være, - men der kræves mere end statistik over disse barnedrab, nemlig årsagen hertil, som vist ikke alle dækker over samme tilgang til berettigelsen, - den berettigelse som egen barndomsfortælling skal retfærdiggøre, men næppe kan bruges, da situationen for barnets fremtid ikke ser ud til at blive på et børnehjem, men derimod hos moderen, som nok vil være en kærlig mor for barnet

Randi Christiansen

Henriette - jeg er ikke fagligt kvalificeret mht psykiatriske diagnoser ifht retlige termer, men almindelig ratio tilsiger vel, at 'sindssyg i gerningsøjeblikket' refererer til en kortvarig tilstand. Ligeledes mener jeg, at drab, med mindre der er tale om forsvar, må siges at være udtryk for en form for sindssyge.

Jeg tager ikke hermed stilling til manden og hans gerning, men jeg finder det samfundsrelevant at studere forbryderes baggrund også i et åbent forum, selvom deres forbrydelse er så sindsoprivende og skrækkelig som denne - måske netop derfor.

I øvrigt er det jo helt frivilligt at læse indlægget. Men jeg forstår dig sådan, at du finder det moralsk krænkende at offentliggøre det?

Randi Christiansen

... 'at ’sindssyg i gerningsøjeblikket’ refererer til en kortvarig tilstand, selvom baggrunden er barndoms eller andre traumer.

Randi Christiansen

Fuldstændig ligesom et (beskadiget) fysisk organ ved overbelastning kan kortslutte og bryde sammen.

Er rehabilitering mulig og at foretrække? Jeg tænker, det må være nærmest umuligt at leve med den synd, som jan har begået, men det lykkes åbenbart for ham.

Jeg mener, at vi altid må spørge os selv, hvad der er mest hensigtsmæssigt i situationen ifht een selv og omgivelserne. Hvilken overlevelsesstrategi vælges og hvorfor? Det er da relevant.

Sider