Kronikken har tidligere fremstået med rubrikken »Forsigtigt lagde jeg en snor om hendes hals og kyssede hendes lyse hår farvel«. Den er blevet ændret, fordi den var uhensigtsmæssig. Læs mere om begrundelsen her.
Ordet »tabu« kommer fra det polynesiske sprog og dækker over dét, der er ukrænkeligt, forbudt eller afgrænset. I almindelighed kan tabuer betegnes som de fænomener, vi ikke taler med hinanden om, for eksempel psykisk sygdom og død. Eller en uacceptabel handling som barnedrab, der formentlig er noget af det allermest tabuiserede at tale om.
Det er et emne, som er behæftet med generaliserende, stigmatiserende og dæmoniserende fremstillinger, hvor unuancerede og stereotype fortællinger ofte ender med at understøtte allerede cementerede forestillinger om denne uforståelige og svært tilgivelige handling.
Historisk set har barnedrab været udbredt blandt ugifte tjenestepiger, som ikke så anden udvej, når de blev svigtet af barnets fader. Men muligheden for prævention og abort – og ikke mindst et forandret menneskesyn – har sidenhen ændret dette billede.
I vore dage er barnedrab motiveret af helt andre bevæggrunde. Heldigvis forekommer det sjældent, men i forbindelse med fødselspsykoser udøver nogle mødre aggressive impulser rettet mod deres børn med afsæt i vrangforestillinger om, at barnet skal dø. Det sker sjældent, men alligevel er det nok den mest almindelige årsag, når vi skal forklare, hvorfor nogle kvinder tager livet af deres børn.
Anderledes forholder det sig, når der skal gives en karakteristik af mænds bevæggrunde. Her konkluderer vi ofte, at der er tale om vredes- og hævnmotiverede drab. Og således får man kun en indsigt, som er generaliserende og stereotyp.
Men hvem er mennesket bag den gerning, som er så uforståeligt?
Ofte får vi kun beskrevet selve handlingen uden at kende mennesket bag. Men bag facaden ligger de følelser, som former os og vores sandhed. Og prøver vi at forstå, er det ikke det samme som at acceptere en irreversibel handling.
Traumer fra barndommen
Da jeg blev far, var der også en anden virkelighed. En virkelighed, som langsomt trængte sig på gennem det filter, der adskilte fortidens smerte fra nuets lykkelige eufori, og som gav associationer til erindringer om en tabt barndom i en dysfunktionel familie, hvor forældrene ikke evnede at agere omsorgsfuldt for deres børn.
Mærket af skilsmisse, søskendeadskillelse, skoleskift, og anbringelse på et børnehjem, hvor jeg langsomt gik i stykker indeni, da min far uvirkeligt stod i døren for enden af altings ingenting og spørgende forhørte sig, om jeg ikke kom hen for at sige farvel.
Samme aften sad vi børn som et jod- og cremebehandlet åbent sår klistret til fjernsynets kompenserende erstatning i dagligstuen. I konkurrence med hinanden om at komme til at sidde helt tæt ved siden af pædagogernes kroppe for at opnå et lille strejf af berøring.
En barndom præget af svigt og smerte sætter sig sine spor langt ind i sjælen. Men at turde åbne op og sætte ord på en traumatiseret barndom kan føles som et kamikazeprojekt. Og opfyldelsen af lykke i rollen som far blev mit Waterloo, da de ubearbejdede følelsesmæssige traumer tog over.
Bag den klistrede maske af normalitet, som jeg havde tilegnet mig, blev det et endegyldigt farvel til noget meget værdifuldt. Det var som en afsked med selve livet. En separations endeligt. Men bag masken skjulte jeg min undertrykte fortvivlelse. Et sindbillede forbundet til følelsen af altid at miste. En forladthedsfølelse. Jeg forsøgte at opretholde masken, men savnede usigeligt et fællesskab med nogen, jeg kunne tale med, uden at jeg flygtigt krakelerede i relationen.
Hvileløs
I en evighed forsøgte jeg at forberede mig på at skulle separeres, fanget i mine følelsers vold. Jeg så ikke længere min datter som den lille pige, hun var, men snarere i rollen som mig, da jeg selv var et lille barn. Jeg projicerede min egen barndoms smerte over på hende og kunne kun se et trist og knuget lille barn, som snart ville blive forladt af sin far.
Det smertede mig, at jeg skulle ophæve dét, som var hendes verden. Den håndgribelige idé om en familie med en mor og en far. Den verden, som var det eneste, hun kendte. Ophæve hendes tro på, at det var hende givet for altid.
Det var, som om alt liv forduftede, da jeg fortalte hende, at mor og far ikke længere skulle bo sammen. Hun så på mig og smilede, men hendes blik blev langsomt usikkert.
Hun kiggede spørgende over på sin mor.
»Nej, det er ikke rigtigt, vel mor?«
Og kiggede så igen på mig.
»Jo, det er rigtigt, Tatiana.«
Med et fortabt blik gled hun ind i sig selv. Gled langsomt ned ad stolen og ned på gulvet. Stille sad hun bare og græd med ansigtet gemt væk i sine hænder. Det føltes, som om jeg havde stukket en kniv i hendes hjerte.
Langsomt var nattens fuldmåne gledet bort. Og i en tæt morgentåge ønskede jeg bare at kunne sove altid. At kunne flygte fra endnu en dag. Jeg havde ligget hvileløst vågen hele natten uden at kunne finde ro. Stod op i depression, men blot for at gå rastløst rundt. Vores datter lå endnu og sov fredfyldt med alle hendes små pixibøger, som vi sammen havde læst i om aftenen.
Længe stod jeg uvirkeligt og tænkte, at det altid skulle vedblive med at være fredfyldt for vores datter. Og som i en anden virkelighed ønskede jeg, at hun altid måtte sove.
Forsigtigt lagde jeg en snor om hendes hals. Jeg kyssede hendes lyse hår farvel og åbnede hendes vindue ud til haven, så hendes sjæl kunne flyve bort med sjælefred.
Ansvar og skyld
Det må aldrig blive en trivialitet at tale om barnedrab. Men hvis vi overhovedet skal have en chance for at kunne begribe det uforståelige, må vi turde tale om, hvordan det kan have indvirkning på et menneskes voksenliv, når man glemmer at sikre barnets tryghed og omsorg i dets opvækst.
Og dermed insinuerer jeg ligeledes, at det ofte ikke alene er det enkelte menneskes ansvar, når der sker en tragedie, som fremkalder dyb sorg. Det betyder ikke, at det enkelte menneske ikke selv har et ansvar. Og det er også vigtigt at huske, at dét at prøve at forstå en handling ikke er det samme som at acceptere den.
I mit tilfælde blev jeg med rette fundet skyldig.
Retslægerådet anbefalede en dom om anbringelse på et psykiatrisk hospital, som dommeren imidlertid valgte at se bort fra: Jeg blev i stedet idømt otte års fængsel af hensyn til retsfølelsen. Og for min daværende samlever, hendes familie, mig og min familie, samt alle dem vi kendte, var drabet en tragedie, som fremkaldte en ubeskrivelig dyb sorg og smerte.
Indsigt og viden er en forudsætning for nuancerede og balancerede holdninger. Men skal vi bryde tabuet, må vi først erkende og håndtere vores følelser og undgå at monstergøre hinanden. Og tabuet skal brydes, hvis vi har et oprigtigt ønske om at ændre statistikken for begåede barnedrab, som der alene i 2017 var 12 tilfælde af.
Jan Andersen, pædagog.
Information har været i kontakt med moderen til den dræbte inden publiceringen af kronikken.
Jan nævner ikke i artiklen, at han tilmed har skrevet en bog om det skete. En bog der er værd at læse, hvis du ønsker at forstå det uforståelige. Og tak Jan for denne modige kronik, hvor du atter inddrager dit levede smertelige liv i at gøre os andre klogere.
Torben Lindegaard. Jeg havde det umidddelbart lige som dig, at det ville være for ubehageligt at læse en barnemorders udlægning af egen udåd.
Men efter at have overvundet det umiddelbare ubehag og læst artiklen sidder jeg tilbage med en oplevelse af at være beriget. Kronikken er ikke en personlig ansvarsfraskrivelse. Den er en relevant perspektivering af en meget ulykkelig handling. Det er en beskrivelse af hvordan et dysfungerenede socialt system æde børnesjæle op, og efterlader dem uden grundfæstet håb og med porøse og overfaldiske etiske rammer.
Jeg har læst lidt af det. Det detaljerede mord på et barn. Det gør ondt dybt, dybt ind. Den mand er ubegribelig, narcisistisk, ond...
Jeg kommer uvægerligt til at tænke på Kirkes niece Medeia.
At bryde et tabu! - Hverken bog eller artikel kan bringe forståelse hos mig, hvor malende det end bliver.
Man er ansvarlig for sine handlinger og det skulle have været psykiatrisk hospital, ikke fængsel. At manden benævner sig pædagog er så meget mere.
Ja, der er ulykkelige skæbner og de skal hjælpes...
Jeg læser en mand, der faktisk kun kan se sig selv. Hans datter står jo slet ikke til at komme i samme situation som han selv i sin barndom.
Jeg kan ikke finde nogen som helst forståelse frem, selv om jeg kan se, at han burde have haft hjælp - og vel stadigt behøver det.
En forsvarstale kan jo pakkes ind på mange måder, det her er nok en af af slagsen. Det at have en uimodståelig trang til at forsvare en hver handling/kritik, forekommer specielt hos mennesker, som ofte handler i affekt og ikke kan udsætte behov. Det undrer mig også, at der ikke har været / er psykiatrisk behandling.
Jeg er enig i at Information ikke har været heldige i valget af overskrift. Jeg holder meget af Lars Von Triers film, her er der også grænser for hvad jeg ønsker at blive præsenteret for, men det er jo en helt anden snak.
Sjældent har et partsindlæg stået så alene og blafret. Hvordan oplevede resten af familien det?
Uhyggelig ærlig beskrivelse. Det fratager ikke personens ansvar og den må han leve med hele livet.
Men uanset ugerningen her er der et menneske med følelser og overvejelser bag.
Modigt at bringe artiklen.
Æresdrab er en betegnelse, der ofte bliver hæftet på mord begået af udlændinge/flygtninge/indvandrere med muslimsk baggrund. Når gerningsmanden er etnisk dansker, skal vi åbenbart alle prøve at forstå, at det ikke er hans skyld, men måden vi har indrettet vores samfund på. Jeg er bange for, at alle de velmenende tosser, der hvergang kloger sig på, hvad der fik gerningsmanden til at dræbe, er med til at bane vejen for den næste psykopat, der af omtalen kan udlede, at det ikke er hans skyld og at han istedet har krav på hjælp og opmærksomhed.
Hvordan Jan nåede frem til den konklusion, at hans datters liv ikke var værd at leve fordi, det mindede ham om hans egen opvækst er uforståeligt. Hvis din opvækst var så forfærdelig, at du ikke magter livet - så søg hjælp eller gør en ende på det! Måtte alle andre sølle mandslinge, der ikke kan håndtere at kæresten skred med børnene, tage deres eget liv før de begynder, at overveje at gøre en ende på andres! Jeg kan ikke læse Jans forvrøvlede sludder, som andet end ynkelig efterrationalisering efter, at han slog datteren ihjel for at hævne sig på ekskæresten!
Det er godt, at vi ikke forstår handlingen. Hvis vi forstår er det uhyggeligt. Det ændrer dog ikke ved, at faderen sikkert blev retraumatiseret.
Ii socialpsykiatrien har jeg mødt en del med store ar på sjælen, og desværre også en del af dem, der havde andres ar på samvittigheden.
Johannes Møllehave har skrevet om de fanger han mødte som fængselspræst, og bl.a om en mand der slog sin elskede kone ihjel.
Henrik stangerup har skrevet romanen: Manden der ville være skyldig.
Forvaringsdom gives kun hvis man regnes for sindssyg i gerningsøjeblikket.Uanset behandling eller ej kan gerningen ikke laves om, og jeg mener en fængselsdom er den rigtige.
Uanset, så står tilbage at jeg savner anger fra kronikøren. Vedkommende skriver intet om hvilket resultat retspsykiaterne kom frem til. En personlighedsforstyrrelse a la psykopat regnes ikke for sindssygdom trods den er den mest farlige. Det er iøvrigt uforståeligt.
Du er overhovedet ikke alene, selv om du føler dig alene. Men lad være med at efterrationalisere din handling. Du var syg og handlede i dine følelsers vold. Følelser du aldrig har lært at kontrollere og tilsidesætte, fordi du er blevet omsorgssvigtet og misbrugt. Men du begik en utilgivelig fejl ved at parere ordre fra dine dæmoner. Du er ikke hadet. Folk hader din handling. Måske hader din ekskæreste dig, men hun er kun en ud af 6 mia., der ikke kender dig og din historie. Der kommer ingen og redder dig. Ingen af dine plageånder vil nogensinde sige undskyld til dig for deres overgreb. Dette må du nødtvungent acceptere og leve med. Hvis du lader din berettigelse til oprejsning tage over, kan du risikere at vente for evigt. Mennesker er nu engang formet af de ar, de har på sjælen. De har ikke altid været bevidste om undertrykkelsen i deres igennem tænkte handlinger. Nogle gange har de bare været stressede. Det er helt ok. Det er det vi gerne vil forstå. At du var presset og desperat. Vi vil ikke forstå det retfærdige i at tage en andens liv. Du ser jo heller ikke soldater forsøge at forsvare deres krigshandlinger. Det er kun deres afstumpede chefer og politikerne, der evner den slags. Virkelig ondskab findes kun i toppen af samfundet hos dem der har ressourcer ned til at starte apokalypsen. Vi andre er dybest set bare marionetdukker af andres vilje, om det så hedder penge, magt eller toksisk maskulinitet. Forsøg ikke at søge trøst i andre, som du gør her. Tilgiv dig selv, lær af dine fejl og bliv bedre. Sådan har jeg fundet ro i mig selv efter mine egne forbrydelser. Visheden om, at jeg aldrig bliver et perfekt menneske, men jeg kan fremavle et godt nok individ under de rette omstændigheder. Og at jeg kan leve med monstret, der bor inden i min sjæl. Han er en del af mig. Hvis bare jeg lærer at slukke for ham, også når det går virkelig stærkt og ned ad bakke psykisk, fysisk og økonomisk. Jeg har indtil videre kunnet overleve hjemløshed uden at slå nogen ihjel. Spørgsmålet er: kan du også det i fremtiden? Kan du blive normal, eller så tæt på det som muligt? Og arbejder du nok for det? Det er det eneste, som optager andre mennesker i forhold til kriminelle. Vi er ligeglade med hinandens følelsesliv, selv om vi ikke burde være det. Men nogle ting er for store byrde til at andre mennesker kan fikse os. Vi må redde os selv - og evt. betale for professionel hjælp.
*uigennemtænkte handlinger (tak til autocorrect)
Det er svært ikke at fatte sympati for forfatteren, selvom sympatien for hans datter er større. Jeg læser det sådan at der bag enhver personlig og forfærdelig forbrydelse lægger et knækket individ. Det undskylder ikke handlingen men det forklarer den - og det er godt, for alle handlinger har jo årsager, som vi må forstå. Jeg er ihvertfald enig i Markus' kommentar; den ægte ondskab findes kun i samfundets top.
Markus Lund,
Tror du at mennesker kan redde sig selv? Jeg har hverken været hjemløs eller slået nogen ihjel, men jeg har aldrig kunnet løse følsesmæssige problemer selv. Frygten for ensomhed eller uelskelighed har altid forhindret en selvstændig bearbejdelsesproces. Har vi ikke i virkeligheden brug for andres accept og kærlighed, hvis vi skal fikse os selv? At den allerede er os givet - selv når vi mindst fortjener den - således at vi mere trygt kan tage fat selv i den viden at vi ikke er alene eller uønskede.
Jeg har dog mødt mennesker, der har brystet sig af at være selvstændige på det punkt, men det har jeg aldrig selv præsteret. Det er prisværdigt at du har kunnet klare dine problemer selv, men ville det ikke have været lettere, hvis det ikke skulle foregå alene? Man finder ikke meget trøst i samfundets professionelle "problemknusere". De er der jo ikke for at elske os og det er vel i realiteten det, som vi har allermest brug for.
Hvis forfatteren skal blive 'normal', tror jeg ikke at de kan foregå på egen hånd. Vi kan ikke bære samfundets spot og spe og samtidig blive bedre mennesker. Det tror jeg ihvertfald ikke.
Problemet med Jan er at han allerede har udspillet alle de kort han havde på hånden. Han får utrolig svært ved at finde mennesker, der tør stole på ham og give ham en chance, så længe den er gal psykisk i hovedet på ham. Men det er ikke umuligt. Og jeg tror han har større chancer for succesfuld resocialisering ved at indgå i et intensivt behandlingsforløb, herunder kognitiv adfærdsterapi. For nej, han har nemlig været for langt ude til at kunne klare ærterne selv. Det kan jeg heller ikke altid. Men jeg er pinligt bevidst om, at det er bedre at jeg trækker mig, når jeg er ude af balance, så jeg ikke kommer til at skade eller såre andre eller gøre eller sige noget dumt. Det er bare min modenhed og selvindsigt der fortæller mig, at selvvalgt isolation kan være et mindre onde end en omvandrende, farlig mandsperson.
Der er intet at forstå. Når man vælger at andres live skal stoppe fordi man ikke kan håndtere sine følelser så fratager man dem deres menneskelighed og gør dem til objekter.
Når man gør andre til objekter der ingår i ens liv har man bortgivet sin ret til selv at blive betragtet som menneske.
At slå andre ihjel overlagt er uundskyldeligt, at han ikke kunne se at selvmord havde været bedre for alle parter viser den fantastiske egoisme nogle mennesker kan opbygge.
Det lyder ikke som om han er kommet over den.
En forståelse kunne være at forstå, at enhver forbrydelse sker i en mental kortslutning. Det må kunne forklares som en kortslutning, at det at give sin datter en fredfyldt fremtid udføres ved at slå hende ihjel. Et nådesstød. Kortslutninger fører næppe noget godt med sig. Kun en masse gnister og noget, der brænder totalt sammen. Husk, at omsorg er det modsatte af kortslutning!
Jan var sindssyg i gerningsøjeblikket. Det er relevant at undersøge sindssygens ophav.
Det, synes jeg, jan gør og deler det med os.
Skam og skyld - lad os deducere.
Jeg læser ike jans fortælling som en undskyldning men som et forsøg på at forstå, hvordan han dog kunne udføre en så forfærdelig gerning, søger en forklaring på at denne frygtelige vildfarelse kunne foregå. Det må være meget svært at leve med, indtil man finder en måde alligevel at fortsætte. Det lyder som om, at jan er i stand til det, og at samtale og bekendelse er en del af en proces, der også gør os andre klogere. F.eks. som i jans historie hvor ødelagt et menneske kan blive af ulykkelige omstændigheder. Jo men, ligefrem at dræbe sit eget barn? Hvordan kan man være så smadret? Jeg tror også, at det er ubegribeligt for jan.
Vi kan også - som nogen har været inde på - se på evt kollektiv skyld - eller ansvar. Fritager en sådan den enkelte? Det er ikke op til mig at være den endelige dommer over, men jeg ved, at man skal passe på med fordømmelse, der ikke bunder i omfattende viden vedr omstændighederne for gerningen.
Ærindet må være at finde ind til problemets kerne, således at vi som individ og kollektiv er bedre rustede til at undgå traumatiserende omstændigheder og den heraf følgende mulige forbrydelse.
I den proces giver jans bidrag mening for andre end ham selv.
Ubegribeligt for jan? Måske er det netop forståelsen, som ryster ham.
Sindssyge i gerningsøjeblikket er et begreb, der opereres med i retslejen. Dette må være en sådan sag.
'Retsplejen'
"Jeg læser en mand, der faktisk kun kan se sig selv. Hans datter står jo slet ikke til at komme i samme situation som han selv i sin barndom."
Eksistentielt står hans datter umiddelbart i en brudt verden, hvor adskillelse og forladthed råder - deraf hendes reaktion. Og det er dér, Jan oplever parallellen til sin egen, traumatiserede barndom - men der er heller ikke andre.
Jeg kan ikke finde nogen som helst forståelse frem, selv om jeg kan se, at han burde have haft hjælp - og vel stadigt behøver det."
Forståelsen kunne være at hans traumer oversvømmer hans bevidsthed og resulterer i en tvangshandling, som har klart psykotisk præg. At have forståelse for en handling, og dens ophav, er ikke det samme som at vise accept.
I en vis forstand er det vel muligt at Jans handling mod hans datter udtrykker et forsinket selvmordsønske hos ham selv, og at handlingen dermed også rummer selvdestruktive dynamikker. Langt mere end situationen vil være ubærlig for hans datter, vil den være/blive ubærlig for ham selv, hvilket ulykkeligvis fører til endnu større ulykke for alle parter.
Bettina Jensen -
Danmark er fuld af skilsmissebørn, der ikke lever et liv, der bare tilnærmelsesvis ligner hans egen triste barndom. Det må han da vide - langt, langt de fleste skilsmissebørn lærer faktisk ret hurtigt at leve med de splittede familier - nogle gange oplever de det endda som en befrielse ikke at bo med et forældrepar, der ikke kan sammen.
Så jo - Jan ser kun sig selv og SIN barndom.
Forståelse er ikke det samme som accept - nej, men jeg kan ikke finde nogen forståelse frem. Jeg kan simpelthen ikke.
Det er lidt som de familiefædre, der med udsigt til skilsmisse dræber hele familien, fordi de ikke mener, børnene kan leve uden dem: mageløs narcissisme.
Herdis - anerkender du ikke begrebet 'sindssyg i gerningsøjeblikket'?
Herdis Weins, på sæt og vis er der vel også en narcissistisk dynamik som er/går igang hos Jan - den står blot ikke alene.
Randi -
jo det gør jeg. Men det blev han jo ikke dømt til at være - og det synes jeg egentlig heller ikke hans egen beretning giver udtryk for, at han føler, han var. Sindsyg i gerningsøjeblikket forudsætter vist, man lider af alvorlige vrangforestillinger. Men det er naturligvis en term med mange gråtoner.
Jeg har ved gud gjort ting, som jeg ikke er stolt af. Jeg gør til stadighed ting, som jeg ikke er stolt af.
Jeg bærer kun sjældent disse gerninger offentligt til skue..
"Han viste det frem med stolthed"..
Til massernes beskuelse..
Nej, stolt kan man vel i og for sig ikke være, når man sådan har slået et barn ihjel..
Der er i hvert fald ikke noget at være stolt af:
Det er en kryster-gerning, sådan at tage livet af et barn. Det er den slags kun de allerværste krystere gør, og dermed har de for evigt mærket sig selv.
Kainsmærket
Kryster
Der er ingen vej tilbage.
Det fald
Ingen vej tilbage
Ingenting
"Forsigtigt lagde jeg en hånd om hans hals, og kyssede farvel.."
https://www.youtube.com/watch?v=th_KKvb9yO8
Vi læser morderens egen udlægning af sin gerning og sine motiver. Er det ikke muligt, at han i virkeligheden hævner sig på barnets mor? - og hvor er HUN henne i dette? Hvor var morderens tanker for moderen?
Under alle omstændigheder er det UFORSTÅELIGT!
Nej. Ikke helt uforståeligt! Men hans udlægning er uforståelig. Alle skriver om den slags hændelser som mænds værk. Men det kan vel ligesågodt vær en kvindes værk. Jeg nævner igen Euripides klassiske skuespil "Medeia", der giver mere og mere mening i sammenhængen. Hun, en prinsesse af Kolchis har ofret alt for den prins hun elsker og med hvem hun har to drenge. Men prinsen, Jason, svigter hende til fordel for en prinsesse af bystaten Korinth. Hun forgifter prinsessen, og sine to børn i den fuldstændige hævn over sin mand. Hun har taget hans fremtid fra ham, som han var ved at tage hendes. osv...
Mon ikke teksten ligger på nettet, et sted?
Oh hvilken sorgens dag det var, da Pelionskovens ranke fyrre blev hugget om til årer for de svende, som med skibet Argo for gennem Symplegaders sund... Og så kan jeg ikke huske mere :)
Herdis, hvis man dræber sit barn, er man sindssyg.
Men om han passer i den officielle definition eller ej, hvad er så hensigten og formålet med at dømme ham, som du og andre gør, og hvilken straf ville være passende? Liv for liv? Evig udstødelse? Hvad?
Randi -
også i mine øjne er man sindsyg - so oder so - hvis man dræber sit barn.
Og ja - jeg dømmer ham i den forstand, at det at dræbe sit barn er en afskyelig og utilgivelig handling.
Jeg beskæftiger mig ikke med, hvilken straf, han burde have haft - det er vel slemt nok for ham, at skulle leve med, hvad han har gjort. MEN - et eller andet sted synes jeg stadigt, han er mest optaget af sig selv og f.eks. går let hen over, hvilken smerte, han forvoldte andre.
Det er ikke så længe siden , avisen bragte en beretning om den far, der kørte til Tyskland, dræbte sine børn i bilen og bagefter stak den i brand.
Han efterrationaliserede noget så gevaldigt - og havde egentligt i sidste ende ondt af sig selv.
Og det ser jeg altså en bitte tendens til også hos Jan.
I øvrigt er en hvilken som helst straf i den slags sager vel "ligegyldig" i den forstand, at drabet ikke kan sones - den døde bliver ikke levende igen.
I sammenligningen med den græske tragedie "Medea", hvor Medea dræber sine børn, kommer jeg til at tænke på Magda Göbbels, som gav sine børn cyankalium i Hitlers førerbunker. Når man har store idealer og idealerne er i færd med at smuldre, så vil man skåne dem for det, som man mener er værre end døden, nemlig at se idealerne smuldre. Så slår man børnene ihjel.
Nogle forældre har et ideal om at skabe den ideelle barndom som basis for det ideelle liv for børnene. Når det ideal smuldrer, ja så...……
Jeg ser ingen mulighed for at forhindre resultatet af konsekvenstænkningen, når forældre pludselig indser, at deres elskede børn ikke får den ideelle opvækst, man i kærlighed forberedte dem til.
Måske skulle vi, omverdenen, være bedre til at fortælle forældre, at børn er stærke og vil kunne overkomme faldet af ideologier, forældrenes skilsmisse eller død. Mennesket vil overleve og leve, hvis man som forælder tillader det.
Måske har man som barnemorder for evigt fraskrevet sig sin taleret?
Med mindre man da bliver spurgt?
Der er ingen, som spørger her.
Blot en barnemorder, som pludselig føler behov for at tale ud.
Til helvede med det behov, fristes man til at sige. Det ville man sikkert sige, hvis man havde en form for relation til det myrdede barn.
Men nej.
Bøger skal sælges, liv skal leves.
En værdig opgave for et modent dagblad..
Der er liv, der leves - hele smukke liv, halve liv, forkrøblede liv. Og hver dag tager vi alle valg, nogen gange i blinde, uanset hvad der end har ført os ned af den vej. Rigtige valg, forkerte valg. Valg vi og alle omkring os kommer til at leve med og forholde sig til. Hver dag. Således også for denne mand.
Han tog et ubegribeligt valg på sin datters vegne. Men uanset hvor uforståeligt det er, så har han en stemme - og dermed mulighed for at oplyse andre om, hvad der foregik indeni. Det er vigtigt, han kommer til orde - at han får forklaret sig. Har han for evigt fraskrevet sig sin taleret? Nej - tværtimod, ved at fortælle om tankerne, følelserne og handlingen, er der - måske engang - en chance for at kunne forhindre, det sker for andre. Man kan jo håbe. Vi lever i et samfund hvor ytringsfriheden de sidste år har været vældig debatteret. Men når vi næsten dagligt ser billeder af terrorister, der slår masser af mennesker - også børn - ihjel, billeder fra Isis, der bruger børneslaver, billeder af børn der dør af sult og fattigdom, og selv som nation deltager i krige, der slår børn ihjel .... Er det så ikke lidt dobbeltmoralsk ikke at ville lytte til et menneske, der redegører for hvad der skete, da det forkerte valg blev taget? Kan man lære noget af det han skriver? ja. Gør det handlingen ugjort? nej.
Hårrejsende, blot forsøge at forestille sig de sidste sekunders frygt, dødsangst og barnesindets traumatiske, splitsekund-erkendelse af ufortjent uret, den uforbeholden, betingelsesløse tillids nytteløshed - statueret af en uværdig fader i gerningsøjeblikket.
Så længe ingen håndhæver retten til at ytre sig på den dræbte datters vegne, ud fra det myrdede barns eget point of view, og så længe den efterladte mor ikke benytter sin egen ret til at ytre sig - ved at optage morderens ytringer, har Information begået en utilgivelig fejl.
Hvorfor er det på BT.dk, at man kan læse om baggrunden for Dagbladet Informations beslutning om at tilkende barnemorderen spalteplads? (Informations debatredaktør - Gry Inger Reiter: "Derfor har barnemordere også ret til at ytre sig" | BT Debat - 6. jan. 2019 - 21.21 | Opdateret 6. jan. 2019 - 23.59)
Maria Afungo -
" Kan man lære noget af det han skriver? ja"
Nej, det synes jeg egentligt ikke, man kan.
Det man skriver og det man gør, handler på, det er der forskel på - især bagefter.
Hverken krige, fattigdom og sult - gamle græske fortællinger eller lignende sammenligninger kan bruges. Det her er en far, der slår sit barn ihjel.
I BT taler man om det rigtige/ forkerte i at bringe artiklen. 67% svarer nej - også jeg.
Det står uimodsagt i kontrast til mor/ familie, som jo også læser aviser. Som må lide forfærdeligt under det.
Desværre er der flere fortilfælde, og ja - det ville være godt med en helt objektiv forståelse af sådanne handlinger - men der vil stadig være forskellige holdninger. Det er så ikke muligt på denne måde. Man henviser til rådgivning hos SIND efter artiklen.
Vedr. samfundet, så vil det bedste være, at individet kan leve harmonisk og uden den udemokratiske og grænseoverskridende politik, vi møder i hverdagen. Dette vil ikke gavne fremtidige traumer, uden sammenligning, naturligvis.
De sidste 25 år er der kun et tilfælde med kun to svage fællestræk med 'Jan Andersens' fortælling.
Efter et have konfereret med en arkivar-ven, suppleret med nærmere eftertanke, finder jeg det overvejende sandsynligt at 'kronikken' er en happening med udgangspunkt i et litterært opspind.
En har nævnt Medea, en anden Magda Goebbels, jeg erindrede om manden, der dræbte sine børn i Tyskkland. Jeg kom også i tanke om Nils Malmros' kone, der i en psykose dræbte deres børn. Fælles for disse sager er, at omstændighederne er vidt forskellige, motiver ligeså - så hvad kan man lære af det? Intet i min optik.
Anina Weber@
Jeg tror, at du har ret - det her handler om et "tabu" og i BT skrevet af en ung aktiv journalist inden for fortrinsvis sport. Og i Information, Jan Andersen? I dag er han videre med sit liv og har et job.
Motivet må være at bryde med opfattelsen af den psykiske reaktion på at partneren vil skilles m.v. - Og det eneste positive ville så være, hvis det en dag bliver noget, der sker sjældent.
Det kan dog ikke blive et tabu - og bestemt ikke i denne form.
Herdis Weins@
For ikke så længe siden, var der en mand i Danmark, der dræbte både konen og 2 børn.
Krig og gamle sagn er selvfølgelig anderledes. Alligevel tror jeg, at sandheden om at miste, kommer nærmest - og hævn.
Kan vi ikke blive enige om, at det at kunne håndtere sine følelser, især omkring skilsmisse/ opløsning af parforhold, vil være til gavn især for børnene. Noget, man så forsøger at hjælpe på ved vejledning.
Det er ekstremt at slå ihjel, men også tilværelsen efter betyder meget for børnene/ og ex-partneren.
Anne Eriksen -
jo, men ofte er det dem, der har mest brug for hjælp/vejledning, der har sværest ved at se det eller at række ud efter den. Man skulle jo nødigt tage ansigt eller fremstå som svag. I nogle af de sidste års sager om mænd, der dræber hele deres familier eller udelukkende børnende, kommer det ofte frem, at der bag facaden af et normalt familieliv faktisk var lige det modsatte - vold/ stort alkoholforbrug / økonomiske problemer/ jalousi. Alt sammen noget, der burde have ført til tilbud eller råb om hjælp/vejledning. Problemet er jo, at den ekstremt jaloux sjældent opfatter det som ekstremt, misbrugeren lyver for sig selv - og andre - om sit misbrug.
Det er ofte de, med de færreste problemer, der har selvindsigt nok til at tage mod vejledning .
det handler vel mere om, at vi skal være mere opmærksomme på advarselstegn - og bedre til at blande os - hvad enten det er som samfundets professionelle, naboer eller familiemedlemmer. Et rigtigt godt advarselstegn er som regel, hvis ethvert godt råd eller tilbud om hjælp brysk bliver afvist med, at "der ikke er nogen, der skal blande sig" . Lige præcist der, er der som oftest god grund til at gøre det. Det samme gælder med hensyn til selvmodstruede - siger jeg bitter klog af skade.
Herdis Weins,
Ja, det er ikke sådan at jeg fordømmer nogen, hvis det kunne opfattes sådan.
Det er så her, hvor samfundskritikken får sin berettigelse.
Selvindsigt, åbenhed om svagheder og mulighed for hjælp er jo ikke, der er op i tiden. dvs. samfundets professionelle med erfaring og lyst til at blande sig, er jo en uddøende race i forhold til de krav, der stilles til dem.
Naboer og familiemedlemmer? Bærer jo også præg af de vilkår, som er tidens trend.
Jeg kommenterer jo også ud fra erfaringer og det er nemt at registrere den nedadgående kurve for hjælp og medmenneskelighed, især omkring sundhed og behandling, natur- og miljøspørgsmål.
Randi Christiansen,
Du har simpelthen ikke ret, når du diger, at man er sindssyg, hvis man dræber sit barn.
Jeg arbejder selv i psykiatrien og min elevtid foregik i sin tid på en retspsykiatrisk afdeling og det allerførste man lærer her, er, at man ikke nødvendigvis er sindssyg, fordi man gør noget mærkeligt eller helt uforståeligt. Man er sindssyg, hvis man på gerningstidspunktet har kliniske tegn på en psykose, altså har vrangforestillinger, hallucinationer og ophævet reslitetstestning (virkelighedsopfattelse).
Her er en god artikel, som forklarer begreberne:
https://videnskab.dk/krop-sundhed/kan-man-stole-paa-en-mentalundersoegelse
Henriette bøhne, her citeret fra dit link :
"Vold, voldtægt og drab udløser mentalobservation
Ifølge en meddelelse fra Rigsadvokaten fra 2007 er der tre ting, som vil føre til, at en kriminel person bliver mentalundersøgt .
(2.) Hvis personen har begået drab, grov meningsløs vold, voldtægt eller seksuelle overgreb mod børn."
Og fra artiklen :
"Retslægerådet anbefalede en dom om anbringelse på et psykiatrisk hospital, som dommeren imidlertid valgte at se bort fra"
Der er altså et vist belæg for at postulere sindssyg i gerningsøjeblikket. Hvilket på ingen måde bør fritage for retligt efterspil. Når jeg anvender den vinkel, er det i et forsøg på at forstå, hvilket altid er en fordel mht forebyggende indsats.
I dette tilfælde bliver vi - igen - gjort opmærksomme på, hvilke frygtelige konsekvenser omsorgssvigt i barndommen kan have, hvilket jeg ser som rationalet for offentliggørelse.
Anina Weber -
i følge et interview på Politiken.dk med Gry Reiter, så er det 26 år siden, mordet blev begået.
Hvilket et eller andet sted gør beretningens sandhedsværdi endnu mere problematisk - der er næsten ingen grænser for, hvordan vores hukommelse gennem tiden kan tilrettelægge vores erindringer i den retning, vi ønsker det.
Randi Christiansen,
Hvis skribenten havde været sindssyg i gerningsøjeblikket havde dommeren ikke kunnet give ham en fængselsstraf, for syge mennesker må ikke sættes i fængsel.
Randi Christiansen,
At retslægerådet på baggrund af mentalobservationen anbefaler en dom til anbringelse handler om farlighedskriteriet og i det tilfælde vil det være en lægelig beslutning, hvornår den dømte kan slippes ud igen. Dommeren vælger så at se bort fra retslægerådets anbefaling og idømme almindelig fængselsstraf .
Man kan sagtens være farlig uden at være sindssyg, det ser vi bla ved visse personlighedsforstyrrelser. Når jeg læser teksten er der for mig visse konteksmarkører, som springer i øjnene, og leder mine tanker hen i spektret af personlighedsforstyrrelserne og det kunne faktisk være ret interessant for almenheden, at få en større indsigt i disse mekanismer, set i lyset af de barnedrab, vi indimellem ser.
Jeg havde nok foretrukket, at information havde benyttet fagfolk til at forklare os disse sammenhænge og mekanismer. Jeg er ikke helt afklaret med skribentens noget forherligende og grandiose beskrivelse af drabet på datteren. Jeg kan godt se at, at den forklarer, hvordan der så ud inden i ham på drabstidspunktet, men jeg finder den også provokerende overfor datterens efterladte og ikke i almenhedens interesse.
Forsigtigt lagde kapitalismen en snor om klodens hals og kyssede milliarder af mennesker og arter farvel. Beside the point, I know, men snup et blik på klodens tilstand og spørg om, hvad der er vigtig at have fokus på.
Der er mange kommentarer og de udfylder vel egentlig ganske hvad der kan siges om dette. Alligevel har jeg gået lidt frem og tilbage herhjemme. Det der med at give sin mening til kende. Debatten. Jan Andersen har et stort behov for at formidle sin. Efter få linjer tænkte jeg, at manden må have litterære ambitioner, og det holdt jo desværre stik. Hvis man ser på teksten i det lys, er den mildest talt ikke særligt god. Ulideligt svulstigt og prætentiøst sprog, pseudo-akademiske refleksioner, der pakker drabet ind så det nærmest lyder som om det er gjort for at være debatskabende. Det er en bizar redaktionel handling at bringe denne kronik. Jan Andersen har skrevet en bog. Jan Andersen har dræbt sit barn. Jan Andersen vil bryde et tabu. Jan Andersen vil en hel masse, men hvad med moderen og de andre efterladte? Jeg forstår ikke at man har valgt at give mere ukritisk taletid til Jan Andersen. Jo flere ord han fylder på sit Waterloo desto længere væk flyver han fra virkeligheden, og jeg er i tvivl om det gør debatten, Jan Andersen og de efterladte nogen gavn. Teksten er for mig interessant fordi det er en dårlig tekst. Det er godt at læse indimellem. I små doser. Men Jan Andersen skulle slukke for debatten og sætte sig i sin blødeste stol og læse American Psycho - Patrick Batemans dræbende velskrevede bekendelser. Den kunne måske inspirere (til skrivningen Jan, skrivningen).
Jeg kan forstå de følelser han beskriver. Og hans projektion af sine følelser på datteren. Men jeg kan ikke, med min bedste vilje og mine største anstrengelser, forstå en millimeter af hans handling ud fra det. Jeg kan ikke forstå hvorfor det var så svært at lade være med at gennemføre det drab. Hans beskrivelse giver mig indtryk af, at hans bevæggrunde til det var ren og uplettet medfølelse med baggrund i egen traumatisering. Jeg føler mig ikke helt overbevist om den utvetydigt enkle forklaring.
Når Signe Hansen tilsyneladende kritiserer diverse indlæg, uden selv at give sin mening til kende, så tager hun ikke oplysningen om hvornår forbrydelsen fandt sted eller de andre oplysninger, der siden er redigeret, bl. a. her på Information med.
Det, der skrives er også en del af vores egne erfaringer og holdninger, om vi har børn eller på en eller anden måde, har erfaret noget omkring emnet.
Der er altså ingen grund til at dømme de indlæg eller reaktionerne på det skrevne.
Det er omtrent noget af det sværeste, man kan komme til at opleve - ikke en ulykke - men en handling.
Følelser er, udtrykt sprogligt eller ej, et udtryk for vores holdninger og en del af at være menneske.
Sider