Det er i dag åbenlyst for enhver, at brede lag i de vestlige samfund har set sig gale på den politiske magtelite. De Gule Vestes revolte i Frankrig, oprindeligt udløst af præsident Macrons ’økoskat’ på motorbrændstof, er blot seneste udartning i denne strøm af forurettelse.
Vreden har gode grunde: I fire årtier har centrum-venstre og centrum-højre lovet os, at ved at følge neoliberalismens doktrin – globalisering, finansialisering, deregulering, privatisering – ville vejen til hidtil uset velstand ligge åben.
Løfterne blev aldrig indfriet. En ganske lille elite er blevet forgyldt, men store befolkningsgrupper er faldet ud af middelklassen og har kun udsigt til en sårbar fremtid på prekære betingelser.
Tiltrængt ny kurs
Ser man på nøgletal, hører Frankrig til verdens rigeste og mest lige lande, men tal betyder mindre end levet erfaring. Når beskatning af de rigeste sænkes og samtidig hæves for almindeligere borgere for at matche udefrakommende budgetkrav (fra Bruxelles og finansmarkeder), kan det ikke undre, at vreden vokser.
Der hersker nu en så dyb mistillid til regeringer og til den politiske klasse, at krav om at yde ofre i dag til gengæld for et bedre liv i morgen har mistet al troværdighed. En ny kurs er desperat tiltrængt. Her kommer Green New Deal ind i billedet.
Green New Deal bygger på tre præmisser: 1) At uudnyttede ressourcer – især menneskelige – kan bruges mere effektivt, 2) at større efterspørgsel efter lav- og mellemkvalificeret arbejdskraft vil øge lønninger og levestandard for denne del af arbejdsstyrken, 3) at et miljø i sund balance er en afgørende forudsætning for menneskelig trivsel i dag og i fremtiden.
Samme motiv
Får vi ikke effektivt afværget klimaforandringernes trusler, pålægger vi de næste generationer en umådelig byrde. At overlade omkostningerne til vores efterkommere er moralsk forkasteligt. Hellere overdrage finansiel gæld, vi i nogen grad kan styre, end at videregive ansvaret for en global og potentielt uhåndtérbar klimakatastrofe til vores børn og børnebørn.
I 1930’erne søgte præsident Franklin D. Roosevelt at modvirke tidens depression med sin New Deal – en dristig reformpakke, der greb ind i noget nær alle aspekter af amerikansk økonomi.
Det er ikke blot symbolikken fra dengang, der nu påkaldes, men også det drivende motiv: at skaffe folk i arbejde på samme måde, som Roosevelt gjorde i en tid med dramatisk stor arbejdsløshed. Metoden dengang var store offentlige anlægsarbejder og investeringer i elektrificering, dæmningsbyggeri og anlægning af veje.
Økonomer har lige siden diskuteret, hvor effektiv New Deal reelt var – de offentlige investeringer var måske ikke store og vedholdende nok til at skabe det opsving, økonomien havde brug for, og så kom krigen. Ikke desto mindre blev Roosevelts reformer banebrydende for den forandringsproces, landet dengang desperat behøvede.
Det vil også en Green New Deal kunne blive: Med store investeringer i ny infrastruktur, et nyt kollektivt transportsystem, der kan bringe folk derhen, hvor der er arbejde at få, og en omfattende grøn omstilling af energisektoren, erhvervslivet, boliger osv. vil der kunne skabes nye job i massevis.
Glimt af håb
At indsatsen for at implementere og udvikle en dækning med vedvarende energi og skabe en CO2-neutral økonomi vil kunne blive fremtidens største jobskaber er anerkendt. Nogle job vil selvfølgelig gå tabt – USA’s 53.000 kulminearbejdere vil f.eks. skulle omskoles.
Green New Deal sender positive signaler om, hvad statsmagter kan udrette for denne og de kommende generationer, og at de kan levere, hvad de mest udsatte i dag behøver allermest – gode job – foruden den klimaforandringsbeskyttelse, vi vil behøve i en ikke fjern fremtid.
Green New Deal vil skulle udbygges og raffineres, især i lande som USA, hvor mange almindelige borgere i dag mangler adgang til god uddannelse, ordentlig sundhedspleje og anstændige boligforhold.
Men græsrodsbevægelsen bag Green New Deal tilbyder vores betrængte politiske establishment et sjældent glimt af håb. Vi trænger i den grad til positive visioner, der kan redde os fra den hæslige bølge af populisme, snæver nationalisme og gryende fascisme, der skyller hen over verden.
Joseph E. Stiglitz, nobelprisvindende økonomiprofessor
© Project Syndicate og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Joseph Stieglitz er en meget klog mand der er værd at lytte til.
Det er på høje tid, oprydning efter vores folkevalgte politikere er omfattende.
Det store spørgsmål er, om vi skal bringe folk hen hvor arbejdet er, eller vi skal bringe mulighed for selvforsyning, arbejdet, derhen hvor folk er.
Vi forbruger ca 50 % mere en Jorden kan yde. Rigdom er et mål for, hvor stor en del at dette overforbrug du er ansvarlig for.
Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige til det der med at sætte lønarbejdet så højt. Lønarbejdet skal ikke mere være forudsætningen for et godt liv. Vi har robotter til det meste arbejde i dag, så hvorfor skal vi stadig knokle?
Ideologien i dag hedder arbejderisme. Både i kapitalistiske lande og socialistiske skulle man arbejde en vis del af kroppen ud af bukserne. Succesarbejderen blev helgenkåret enten som rig eller arbejdets helt. Satte man andre ting højere var man fattig eller folkefjende.
Vi går hen mod det lønarbejdsfri samfund. Der er ikke reelt brug for os mere. Mennesket er blevet overflødig.
Nu sættes der ind på at gøre os CO2-fri. Ok for det, men vi skal vel ikke sættes til idiotarbejde bare for at holde os beskæftigede? Det hedder også pseudoarbejde i dag, og der skrives bøger om det. Alle de socialistiske partier og dvs uden Å er kugleskøre med at få folk i arbejde. Det var da ikke den oprindelige mening. Den var det modsatte, frihed fra lønarbejde.
Der er alt for megen arbejdsdyrkning i Green New Deal, og der er for lidt alternativ tænkning og forslag. Lønarbejdet er ikke grundvoldene samfundet. Det er retfærdighed, lige fordeling af goderne og glæden ved at gøre det, man gør. I det gode samfund går vi ikke på arbejde, men vi er altid aktive. Der er nogle ganske få arbejdsopgaver, man bliver nødt til at stille op. Resten fungerer ved at borgerne indser og påtager sig det, der er nødvendigt at gøre for at få dagene til at fungere.
Peter Knap
Vi bruger langt mere end de 50% over jordens kapacitet som du nævner. Det er nærmest en komisk underdrivelse.
Vi bruger nærmere 500% over jordens kapacitet og det vil kræve en kraftanstrengelse af en anden verden - langt over selv det mest optimistiske scenarie - at nedbringer dette med 50%.
Traditionelle pseudo vækst økonomer, er intet værd, fantasternes pseudo vækst, har talte dage og der er ingen udsigt til bæredygtig vækst.
Kun eskalerende menneskeskabte klimaforandringer og ingen bæredygtig energi til omstilling i de mængder der er brug for.
Der er kun omfordeling af velstand tilbage og under de nuværende forhold, er traditionelle pseudo vækst økonomer værdiløse og kapitalisme, som vi kender den, er helt ubrugelig.
Det er panik før lukketid.
“You only speak of green eternal economic growth because you are too scared of being unpopular.
You only talk about moving forward with the same bad ideas that got us into this mess, even when the only sensible thing to do is pull the emergency brake.
You are not mature enough to tell it like is.
Even that burden you leave to us children.”
Citat 15 årige Greta Thunberg.
Fra COP24 i december i Katowice i Polen 2018.
Greta Thunberg holder denne tale til beslutningstagerne for klimamålene.
Link:https://www.lifegate.com/people/news/greta-thunberg-speech-cop24
Samuel Grønlund. De 50% er et internationalt estimat, der nævnes jævnligt. 500 % er et meget højt tal, hvor har du det fra?
Niels-Simon Larsen. Jeg kan følg dig, men ikke med hensyn til menneskets overflødighed. Hvis der findes et universelt mål for overflødighed, må det forudsætte en højere mening, en gud eller orden, vi kan måle ud fra.
Det gør der der ikke. Vi eksisterer efter samme princip som alt andet. Vi er her, fordi der er nogle betingelser, der gør vores tilstedeværelse mulig, som musen, solsikken, søanemone og selv "døde" ting som isdækkede bjergtoppe. Nytte og nytteværdi er hjernebedrag skabt af en tro på menneskets kontrakt med guder.
Peter Knap,
500% er et forsigtigt estimat, der tager udgangspunkt i en saglig og realistisk vurdering af planetens faktiske kapacitet og menneskehedens totale forbrug/udledning - det vil sige menneskets kendte kvantificerede klimaskadelige forbrug/udledning plus den estimerede klimaskadelige effekt der enten ikke direkte er produkt af menneskelig aktivitet eller som ikke kan kvantificeres - fx tab af albedo, udsivning fra miner/olieproduktion, afgasning fra optøende permafrost mv.