Kronik

Kære forældre, stop med at bekymre jer om Fortnite og spil det med jeres børn i stedet

I stedet for at omgås computerspillet som djævlens værk, bør bekymrede forældre prøve at forstå deres børns interesser. Her er fem gode råd til, hvordan man som forælder kan håndtere sine børns spilvaner
Du skal naturligvis sætte rammer for dine børns spil. Men sæt rammerne i forhold til deres verden og ikke i forhold til din, er kronikørens råd til computerspilsbekymrede forældre.

Du skal naturligvis sætte rammer for dine børns spil. Men sæt rammerne i forhold til deres verden og ikke i forhold til din, er kronikørens råd til computerspilsbekymrede forældre.

Linda Kastrup

18. januar 2019

Hver generation af børn har sin dille, og hver dille har en gruppe af voksne, som enten synes, at dillen er noget pjat – eller decideret farlig. For øjeblikket hedder dillen Fortnite, og i nærværende avis kunne man i lørdags læse psykolog David Madsens udlægning af, hvordan Fortnite spiser børnenes virkelighed og fanger dem i et fængsel af dopaminafhængighed.

Det, der dog slog mig mest, da jeg læste indlægget var imidlertid, hvor lidt David Madsen tilsyneladende forstår mekanismerne i Fortnite – og hvor meget af budskabet der handler om at dæmonisere frem for at rådgive.

Succesfuldt spildesign

I indlægget skriver David Madsen blandt andet om, hvordan udviklerne af Fortnite har arbejdet med lyddesign for at stimulere belønningsfølelsen hos spillerne og bruger det som eksempel på, at Fortnite skulle være særligt udviklet til netop af skabe afhængighed af dopamin – en neurotransmitter, som stimulerer lykkefølelsen i hjernen. Really?

Alt fra computerspil til mobiltelefoner indeholder i dag lyddesign, som er designet til at give os en specifik oplevelse. Prøv eksempelvis at genkalde dig ringetonen fra en Nokia-telefon, lyden af en SMS-besked eller suset af et lyssværd, der bliver tændt i Star Wars.

Alle spiludviklere arbejder i dag med lyddesign for at skabe specifikke oplevelser i alle spil, og her er Fortnite hverken værre eller bedre end så mange andre.

Hvis man skal forstå Fortnites succes, skal man kigge nærmere på de forskellige spilsystemer, som er samlet i Fortnite. Det, udviklerne har haft held med i Fortnite, er at kombinere spilmekanismer, som traditionelt har været bærende i meget forskellige computerspil. Det man kunne kalde loot, shoot og build.

Loot er et bærende element i mere rollespilsbaserede spil som Diablo eller World of Warcraft og refererer til, at man i løbet af spillet hele tiden kan vinde nyt og bedre udstyr. Det sker enten ved at plyndre eller ved at overtage udstyret fra andre spillere eller monstre, som man overvinder på sin vej. På den måde bliver man bedre og vinder mere – og ja, som alle andre sejre, så stimulerer det udløsningen af dopamin.

Loot er centralt i Fortnite, hvor man både kan finde nyt udstyr i kister på tværs af spillet, eller når man vinder over en modstander.

Shoot refererer til det at vinde over en modstander. Shoot har traditionelt været en spilmekanisme, som var central i spil som Counter-Strike eller Call of Duty, og pointen er, at man skal skyde så mange modstandere som muligt for både at vinde spillet og for at få flest kills. Også dét resulterer i en vinderfølelse.

Det sidste centrale spilelement i Fortnite er build, altså muligheden for at konstruere forskellige bygninger som en del af spillets gameplay. Build er et centralt element i en lang række spil, fra de gamle Sim City-kloner og til Minecraft. Pointen er her, at man skaber noget konkret i spillet og bruger det til sin fordel.

Når Fortnite i dag går sin sejrsgang over hele verden, skyldes det primært, at det så at sige er en cocktail af ovenstående belønningssystemer, og det udnytter udvikleren bag, Epic, naturligvis.

De fleste computerspil er nu engang en forretning, men derfor kan produktet godt være i orden – og Fortnite er et godt produkt, hvis man skal udtrykke det sådan. Det betyder imidlertid ikke, at Fortnite er specielt meget farligere end andre spil – men det betyder, at det har en langt bredere appel, og at mange flere rent numerisk spiller spillet.

Jeg er sikker på, at det også betyder, at Fortnite skaber mere computerafhængighed målt i antal personer alene af den årsag, at der er mange flere, der spiller det.

Spil det selv

Løsningen på det problem er imidlertid ikke at portrættere spillet som djævlens værk, som psykologen David Madsen gør i sit indlæg, for det skaber blot større afstand mellem forældre og børn.

Løsningen er, at bekymrede forældre skal gøre det, bekymrede forældre altid bør gøre: Nemlig prøve at forstå deres børns interesser og skabe ordentlige rammer for, at de kan dyrke dem. Fremfor at finde rædselsretorikken frem, så burde eksperterne hellere koncentrere sig om rent faktisk at rådgive forældrene.

Men siden det nu ikke er tilfældet, så lad mig her give alle forældre fem gode råd til, hvordan de skal forholde sig, hvis de er bekymrede over deres børns spilvaner. Og det gælder uanset om det er Fortnite eller noget helt andet, de spiller:

1) Prøv at spille med børnene. Ja, det vil være vanskeligt for mange voksne at styre en controller eller en mus, men du skal jo heller ikke vinde VM – du skal bare prøve det. Løb lidt omkring (og bliv skudt af de andre), vær en noob, og bed dine børn hjælpe dig med, hvad du skal gøre.

Spørg dem, hvad de plejer at gøre. Hvis det er Fortnite, så spørg dem, hvor de bedst kan lide at lande, hvilket våben de bedst kan lide, og hvad de synes om sæson syv. Eller endnu bedre: find et spil, I rent faktisk kan spille sammen. Det er ikke anderledes end at tage med til fodboldtræning – det er bare et mindre kendt terræn for mange.

2) Sørg for, at dit barn træner, når det spiller. Skal de nu ligefrem trænes, spørger du måske? Ja, for systematisk træning er en forudsætning for at tilegne sig kompetencer på tværs af livet, og der er stor forskel på, hvordan man spiller computerspil.

Ved at lære børnene at træne forskellige færdigheder og taktikker, så får børnene både et bedre udbytte af spillet, og de får systematiseret deres dygtiggørelse på en måde, som også kan hjælpe dem offline. Og hvis du har fulgt råd nummer et, så kan du ovenikøbet hjælpe dem med, hvad de skal træne. Og hvem ved, måske bliver de en dag internationale e-sportsstjerner med strandvejsvilla og Ferrari i garagen.

3) Støt dine børns socialisering med spilvennerne IRL (in real life, red.), som det hedder nu til dags. Det gælder både i forhold til at lave LAN-arrangementer, altså sammenkomster, hvor de spiller med hinanden, men også i forhold til alle mulige andre aktiviteter.

Computerspil er en glimrende måde at socialisere på, men børnene får mest ud af det, hvis de også ser deres spilvenner uden for banen. Det er en misforståelse, at computerspil skulle være en specielt ensom hobby – det afhænger alene af, hvordan man dyrker den.

4) Anerkend én gang for alle, også over for dine børn, at computerspil ikke ’bare er noget pjat’. Computerspil er en industri, som i dag er større end filmindustrien, og den er kommet for at blive. For øjeblikket er nogle af landets største internationale stjerner computerspillere, og de tjener millioner af kroner – du kender dem bare ikke.

Hvis du anerkender det, så øger det både din forståelse for dine børn og dine børns respekt for dig. Børn vil nu engang, som oftest og indtil en vis alder i hvert fald, helst foretage sig ting, deres forældre sætter pris på.

5) Du skal naturligvis sætte rammer for dine børns spil. Men sæt rammerne i forhold til deres verden og ikke i forhold til din. Der findes eksempelvis ikke noget mere irriterende at få sat en tidsgrænse på sit spil, fordi spil som Fortnite bliver afgjort i runder og ikke i minutter.

Så hvis det handler om Fortnite, så aftal, at barnet må spille eksempelvis ti spil, og at det også skal bruge en halv time på at træne i ’creative mode’ på de ting, I har aftalt. Det er langt nemmere at forholde sig til for ungerne og samtidig øger det den gensidige forståelse omkring spillet.

God kamp!

Lasse Meldgaard Bloch er strategisk direktør og computerspiller

En dreng spiller Fortnite i e-sportklubben Hydr i Søborg. 
Læs også
I Dabeco bekymrer vi os over, hvor dette kæmpe digitale og sociale eksperiment vil lande. Vores håb er, at forældre lytter til deres sunde fornuft og hjælper deres børn med at få et afbalanceret forhold til deres Fortnite-karakterer.
Læs også
»Jeg synes bare, det er sjovt. Og jeg elsker følelsen af at stå sidst tilbage og have dræbt en hel masse. Når det sker, går jeg altid op og fejrer det med en kop kakao ... eller nogle pandekager,« siger Rasmus på ti år.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Trond Meiring
  • Markus Lund
  • Niels Duus Nielsen
  • Yaoqing Weng
  • Søren Sommer
  • June Beltoft
  • Ib Christensen
Eva Schwanenflügel, Trond Meiring, Markus Lund, Niels Duus Nielsen, Yaoqing Weng, Søren Sommer, June Beltoft og Ib Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Som ganske ung så jeg en TV-dokumentar - ironisk nok - der handlede om de potentielle farer ved for meget TV-kiggeri. Bekymringen var også her især rettet mod de yngre medlemmer af menneskenes stamme: "Tager de nu ikke skade?".

Det eneste jeg husker fra den dokumentar, var en erfaren TV-producers besvarelse af netop dét spørgsmål (Parafraseret):

"Nej, du og dine børn tager ikke skade af at se TV. Der er intet skadeligt ved TV i sig selv. Blot skal du være opmærksom på, at hvert eneste øjeblik du bruger på at se TV, er et øjeblik, som du ikke brugte på at gøre noget andet.!."

Mens jeg skriver denne kommentar, kan jeg gennem væggen høre mine unge naboer. De er tydeligvis engageret i et højlydt skænderi (vi har tykke vægge her i bygningen). Hvad de helt præcis skændes om, fortaber sig mestendels i betonen, men det står dog klart, at kvinden føler sig svigtet i en eller anden forstand. Og i et åndløst og for resonanserne gunstigt indrettet øjeblik, trængte ungersvendens forsvar og forklaring helt tydeligt gennem marv og ben:

"Jeg sad og spillede!"...

Måske spillede han Fortnite?

bente-ingrid bruun, Hans Houmøller, Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Troels Brøgger, Nis Jørgensen, Jørn Andersen, Berith Skovbo, June Beltoft og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Tommy Gundestrup Schou

Det kan meget vel være, men hvis de skændes er det ikke Fortnites skyld. Så er der noget andet fundamentalt galt. Forventnings afstemning er sikkert et godt bud.

God Weekend. :)

Niels Johannesen

Kære forældre - opgiv at kæmpe imod - accepter at jeres børn ikke spiller på et instrument, ikke leger i naturen, ikke læser en bog, ikke tegner en tegning, ikke spiller bold i gården, ikke laver mad - bare sæt jer til rette i sofaen med dem og deres venner og SPIL aftenen, weekenden, ferien væk - det ene er nemlig lige så godt som det andet - det er ligeså fint, nyttigt og meningsfuld at være professionel e-spiller som det er at være læge, musiker eller kok for de bedste tjener skam millioner og har en ferrari i garagen - bare børnene har en interesse er det ikke så vigtigt om den gøre dem blege, fede, dumme, angste og ensomme - alt er lige godt.

VORHERRE TIL HEST...

Hans Houmøller, Morten Lind, Nis Jørgensen, Troels Brøgger og Kristian Knudsen anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

Læg lige mærke til at manden er Gamer selv. Og er der noget vi gamere nemt kan falde for fristelsen til at spille, er det SMART. IRL!! MBR(min bare røv. "red.") siger jeg.
Jeg var enlig far da min søn var barn, og han brugte rigtig mange timer foran sin lille skærm. Jeg gjorde det som artiklens forfatter anbefalede: jeg satte mig ned og spillede med ham.....i timevis!! Jeg blev helt grebet af det og glemte at jeg var far. Jeg var spillekammerat og det er jo ikke HELT meningen med at være forælder vel? Hvis du taler med ham i dag hvor han snart runder de fyrre og stadig sidder i timer foran skærmen og spiller, vil han til overflod bekræfte at han spiller for at komme væk fra noget andet, og at det han er SKIDEGOD ikke hjælper ham ude IRL, som vi smartrøve der gerne vil være med på beatet siger.
Her er mit råd til forældrene: Prøv det der spil UDEN jeres børn ved siden af, og mærk hvordan det, selv for voksne ret hurtigt bliver en bekvem flugt fra den stoflige virkeligheds trakasserier.
Når I så har mærket DET kan i også hurtigere tage et ganske fast greb i hvor meget det er godt at spille, både for jer selv og jeres børn.
"Spillet er i runder, og derfor er en tidsgrænse ikke godt" BS!(gæt selv hvad det betyder)
Jeg spiller Starcaft 2 som også er "i runder", og der er ikke nogen så effektiv "kungfu træning" som det med at øve sig i, med overlegen lethed, at give slip på et spil man er lige ved at vinde!!
Man bliver supercool og en bedre spiller mentalt for man klarede presset -at give slip trods begær efter gevinst. Og man bliver ikke så tit uvenner med sine omgivelser som ind i mellem gerne vil have ens opmærksomhed.

Jens Vest-Jensen, Hans Houmøller, Karoline Mønsted, Karsten Aaen, Nis Jørgensen, H.C. (Hans Christian) Ebbe og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Bare lige for at smide spørgsmålet derud:
Hvad i vores samfund kan vi henvise de unge mennesker til, med begrundet forventning om, at de føler sig tiltrukket af hvad vores generation har organiseret for dem?

Troels Brøgger

@Ib Christensen
Selvom jeg synes du har en pointe vil jeg lige minde om at bunker af unge og børn går til: Fodbold, ichockey, badminton, gymnastik, svømning, violinspil, elbas, sang, roning, guitar, spejder, karate, og så videre....
Så er der også dem læser bøger! (ja de findes faktisk).
problemet er at de kræver lidt engagement fra forældrene, og nogen synes så det er nemmere at give dem en skærm.

Troels Brøgger

@Ib Christensen
Er det da nødvendigt at vores generation kan "tage æren" ? Er det ikke vigtigere hvad de faktisk gør de unge ?

Hans Houmøller

Jeg valgte at læse artiklen for ikke bare at være imod den slag spiller. Det gik ok, indtil jeg stødte på sætningerne: “Og hvis du har fulgt råd nummer et, så kan du ovenikøbet hjælpe dem med, hvad de skal træne. Og hvem ved, måske bliver de en dag internationale e-sportsstjerner med strandvejsvilla og Ferrari i garagen.” Der stoppede min læsning, for jeg fik bekræftet min skepsis.