Kronik

Klimaforandringerne er resultatet af verdens største overspringshandling

Jo mere politikere og virksomheder overspringshandler på klimaområdet, jo mere individuel skyld plantes der hos borgerne, og jo større bliver afhængigheden af at bedrage os selv og hinanden
Der er ikke noget, der dulmer klimasamvittigheden så meget, som når man opdager, at andre flyver mere, end man selv gør. 

Der er ikke noget, der dulmer klimasamvittigheden så meget, som når man opdager, at andre flyver mere, end man selv gør. 

Emma Line Sejersen

14. januar 2019

Flere og flere klimabekymrede danskere viser nu vilje til at mindske deres CO2-udledning. Der er nye vinde at spore efter tørken i sommer. Nu er det ikke kun rationelt, at vi forstår, at klimaet er ved at blive varmere, vi føler og mærker det også på egen krop.

Alarmklokkerne kimer nu i vores indre alarmberedskab, og pludselig vil vi gøre en masse for at nedsætte vores klimafodspor i den sne, der for længst er smeltet.

Som en, der har speciale i klimapsykologi, råber jeg hurra for denne øgede motivation til at ændre adfærd, men er samtidig bekymret for om denne klimagejst blot reduceres til et vagt nytårsforsæt, hvor viljen ikke afspejles i handling, når fristelserne bliver for store i hverdagen.

Selvbedrag

Vores eget manipulerende sind kan på forskellig vis opretholde illusionen om, at vi gør det rigtige. Det er det sind, der har styrken til at retfærdiggøre og opretholde illusionen om, at man er klimaaktivist, selv om man flyver til Paris på weekendferie, at man brænder for sit arbejde, selv om man i virkeligheden er ved at brænde ud, at man lever i et kærligt parforhold, selv om man ikke er kærlig over for sig selv. Sådan bedrager vi selvet og dermed også hinanden.

For at have en sammenhængende opfattelse af selvet har sindet på bedste vis lært at retfærdiggøre vores handlinger i forsøg på at viske vores egen skyggeside ud.

Faktisk er vores sind ekspert i at finde på undskyldninger, så vi slipper for at ændre de usunde vaner – som at spise kød, der skader klimaet, eller pille navle frem for at træffe reelle politiske beslutninger vedrørende klimaet. Set sådan er klimaforandringerne resultatet af verdens største overspringshandling.

Det er ligesom, når vi tager på arbejde og kun løser de lette opgaver, selv om vi godt ved, at de største og sværeste opgaver stadig venter forude. Jo mere, vi udskyder opgaverne, jo mere skyldfølelse får vi, da vi måske ikke handler, som vi synes, vi burde gøre.

Og jo flere negative følelser, vi forbinder med de svære opgaver, vi udskyder, jo mere har vi lyst til at springe dem over og finde på andre ligegyldige opgaver at løse eller blot hente uendelig meget kaffe i kantinen – bare vi kan opretholde ideen om at være en effektiv medarbejder.

På den måde danner overspringshandlinger ofte en ond cirkel, hvor vi får større og større skyldfølelse, og derfor bliver bedre og bedre til at undgå det, der skaber denne skyldfølelse og dette ubehag.

Det er først, når deadlinen er nær, at vi måske indser, at truslen om at blive fyret forekommer mere faretruende end at gøre arbejdet. Alarmklokkerne begynder at ringe, og vi går så måske endelig i gang med arbejdet. Den styrende arbejdskraft er nu angst, at flygte fra de dårlige følelser, frem for at finde en langsigtet arbejds- eller klimavision at arbejde for.

Naboen til undsætning

Jo mere politikere og virksomheder overspringshandler på klimaområdet og leger gemmeleg, når vigtige beslutninger skal træffes, jo mere individuel skyld plantes der hos borgerne.

Frem for at skabe bedre alternativer til den europæiske flytrafik, bliver det i stedet den klimabevidste borgers ansvar at vælge flyrejser fra og til. Det svarer til, at den stressramte medarbejder nu tager ansvar for egen sygdom og går i individuel terapi, selv om arbejdspladsen bliver ved med at producere stressramte på samlebånd.

Så kan den enkelte blive nok så robust eller klimavenlig, det batter ikke, hvis ikke modige strukturelle beslutninger også samtidig træffes fra oven.

At være ansvarlig klimaborger og klimasynder på samme tid er ikke let for vores sind, der gerne vil opretholde orden. Således fokuserer den pligtopfyldende samfundsborger på at spise mindre kød, genbruge og sortere skrald, og kan så med god samvittighed glemme klimaets store katastrofer med skraldespanden godt nede om hovedet.

Men kigger man uden for skraldespanden, på den faretruende klimavirkelighed, er der ingen quickfixes, der kan redde os. Vores manipulerende sind beskytter os altså mod klimadepressionen, så vi fortsat kan forstå os selv som gode samfundsborgere, der redder verden.

Og her kan vores sind så finde på at smøre et ekstra tykt lag på: Faktisk har vi været så gode til at genbruge, spise veggiebøffer og sortere skrald, at vi godt kan tillade os en smuttur til Paris i weekenden.

Her begynder det at syne svært for sindet at opretholde ideen om, at man er en ansvarlig klimaborger og flyve samtidig.

Vores nabo kommer os dog til undsætning. Han er jo hele tiden ude at flyve, og han er tilmed en ordentlig og samvittighedsfuld mand. Vores sociale netværk kommer nu med i samvittighedsregnskabet – som når nationer gang på gang sammenligner sig med andre lande for at retfærdiggøre deres egne kortsigtede klimahandlinger.

Afladsbreve

Vi sender afladsbreve til vores sind om at befri os fra vores dårlige samvittighed. Vi tigger og beder og lover, at vi nok skal få skrevet den klimakronik til Information færdig, så vi kan flyve til Paris og samtidig være gode samfundsborgere med skraldespanden godt nede om hovedet, klar til klimakamp.

De små, gode klimainitiativer opvejes nu mod de beskidte flyveture som en indre afregning i sindet, fordi vi har lyst til at slippe af med den dårlige samvittighed.

Jo flere små klimavenlige handlinger, vi foretager os, jo større opsparing har vores sind til at købe os fri fra den dårlige samvittighed, vi måske får, når vi flyver og udleder store mængder CO2.

Og så længe der ikke er nogen, der kan give aflad, og politikerne fortsætter med at overspringshandle, forbliver klimaet et spørgsmål om individuelle nytårsforsæt, frem for en fælles motivation og forpligtelse til at skabe reelle forandringer frem for overspringshandlinger.

Kollektive visioner

Som psykologiuddannet er jeg bekymret, når jeg ser tegn på klimadepression hos mine venner og bekendte, frem for en gejst for at skabe forandring i fællesskab.

I alt for lang tid har klimaforandringer handlet om skyld og om individuelle klimahandlinger. Glæden ved at pege fingre ad de andre og skabe katastrofefortællinger styrker kun vores lyst til at springe over, hvor gærdet er lavest, og fortsætte med at bedrage os selv med undskyldninger og overspringshandlinger.

Andre har for længst forstået, at det er uhensigtsmæssigt at skabe skyld, og inviterer os i stedet til klimaevents, hvor de gang på gang giver os en positiv opsang om, at der stadig er håb forude. Her kan vi få renset samvittigheden blot ved at deltage og se klimainteresserede ud. Men fællesskabet og håbet smuldrer, når eventen er ovre.

Både skyldfølelse og positive fortællinger kan føre til ansvarsfralæggelse. Og hermed ikke sagt, at den enkelte blot er offer for omstændighederne eller sit eget sind.

Vi har hver dag muligheden for at ændre vaner, forsamle os og skabe alternativer. Og dermed mener jeg, at danskernes nuværende klimagejst bedst vækkes i små og store eksisterende fællesskaber, så nytårsforsæt kan blive til kollektive visioner, frem for individuel skyld.

For jo længere tid vi undgår at forholde os til de vigtigste og mest hastende samfundsændringer i vor tid, jo større vil vores samfundsbedrag vokse sig.

Stine Emilie Fløe Dalby, cand.comm. med speciale i klimapsykologi.

Kun døde fisk flyder med strømmen: I sommer var der temmelig mange af dem på grund af hedebølgen – her i Odense Å. Varmen gjorde klimaforandringer til en væsentlig mere konkret ting for de fleste danskere – og gjorde det tydeligere, hvilke ubehagelige beslutninger og samtaler vi er nødt til at tage.
Læs også
Jeg har svært ved at se meningen med, at der bliver sat flere børn i verden, når vi som samfund ikke tager dem alvorligt og ikke tager os af dem og den verden, som de skal vokse op og leve i
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Skaanning
  • Palle Bendsen
  • Morten Lind
  • Kurt Nielsen
  • Mette Eskelund
  • Christian Skoubye
  • Steen Bahnsen
  • Thomas Frisendal
  • Ervin Lazar
  • Ejvind Larsen
Poul Skaanning, Palle Bendsen, Morten Lind, Kurt Nielsen, Mette Eskelund, Christian Skoubye, Steen Bahnsen, Thomas Frisendal, Ervin Lazar og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Mark-Hansen

Godt at få sat ord på den der fælles oplevelse af at gøre noget, når vi mødes og taler om det.

Men mangler der ikke nogle konkrete handlingsanvisninger? Fx. køb noget skov - stem bedre - osv. Hvad er det for nogle gode store og små eksisterende fællesskaber? Er det min familie?

Strukturerne kan jo ikke lave sig selv om - det kræver at nogen gør noget. Selvom det ville være rart at strukturerne sådan var noget der kunne handle på alles vegne.

Arne Albatros Olsen

God og lidt overset pointe, som helt sikkert osse spiller en stor rolle.
Problemet er dog at det er hele "vores" livssyn, værdier,livsstil somvel som praksis individuel og kollektivt, som skal vendes fuldstændigt,
og det forekommer jo helt uoverskueligt, for hvor skal man dog begynde.

Hvilket igen giver en næsten legitim grund til endnu en række overspringshandlinger.

Torben - Nielsen

Nej, problemet er, at alle vil gerne have en livsstil, som minder den, vi har på vores breddegrader.

Det er den livsstil, som alle sigter efter at opnå.

Det kan bare ikke lade sig gøre, at alle kan forbruge som vi gør.

Så selv om der er nogle her i vesten, som taler for at gå ned i forbrug, så er der i virkeligheden, ingen der har lyst til det.

Men hvis alle lande indførte en to-barns politik, ville det stille og roligt reducere klodens befolkningstal til en bæredygtig størrelse.

Klimapsykologen og vi og vores klimahandlinger der giver os dårlig klimasamvittighed og klimadepressioner. Klimagejst, klimagejl og humanistisk videnskab...

Samuel Grønlund

Der er ingen individuel eller samfundsmæssig beslutning om adfærd og livsstil, med større betydning for klimaet og den økologiske balance, end beslutningen om hvor mange børn vi hver især sætter i verden.

Der findes ingen løsning på klima-/øko-problemet som ikke forudsætter en global begrænsning i antallet af nyfødte. Og der findes ingen effektiv måde at opnå dette uden indgreb i den individuelle forplantningsret.
At denne helt centrale og afgørende faktor fortsat udelades og ignoreres af de fleste debatører og beslutningstagere er den største overspringshandling af alle.

Nils Lauritzen

Deprimerede og skyldsbevidste, politisk engagerede og aktivistiske kunne vi være i 70'erne, 80'erne og 90'erne. Nu ER det for sent !
Data viser det.