Læserbrev

Kronikken om barnemord er grænseoverskridende, men også nødvendig

Jeg er enig med skribenten og med Information i, at vi må tage en debat om barnemord, uanset hvor meget lidelse og ubehag vi føler
10. januar 2019

Information er den modigste avis i Danmark.

At bringe kronikken om barnemordet er totalt grænseoverskridende og nødvendigt. Jeg læste den og var efterfølgende efterladt med forstemthed, forvirring og ubehag. Men også mange tanker om nødvendigheden af at tage så kontroversielt et emne op.

Intet berettiger til at slå nogen ihjel, men vi, som har vores på det tørre, bliver nødt til at reflektere over vores egen medviden om svigt af børn. Og over om vi lukker øjne og ører for terroren i vores verden – om så enten den foregår i hjemmet eller i samfundet.

Jeg forstår inderligt, at så mange tager afstand fra at løfte sløret for handlingen, og hvad der fører til det ufattelige valg at dræbe sit barn. Men jeg er enig med skribenten og med Information i, at vi må tage en debat om temaet, uanset hvor meget lidelse og ubehag vi føler.

Reaktionen over for enhver handling af den slags er indiskutabel, men det kan være, vi skal tænke over, om den umiddelbare reaktion udelukkende bør være fordømmelse.

Vi behandler mange ubehagelige mishandlinger og drab i vores samfund med hård straf. Meningsdannerne, som for eksempel pressen, støtter den – og kun den – form for afstraffelse af overgreb og her drab. Der er afsky og ubehag tilovers for dem, der udfører de handlinger – og det er naturligt.

Men ingen, som ikke har lidt igennem et helt barne- og voksenliv, forstår rækkevidden af de kaotiske følelser, det vækker hos nogle mennesker. Vi kan dømme, men vi kan aldrig forstå. Vi kan i stedet, som Information lægger op til, prøve at holde debatten åben. Vi kan prøve at holde ud at lytte og blive klogere.

Måske kan vi samtidig blive mere vågne over for de lidelser, vi ser hos børn, som er resultater af en opvækst, der ligner den, kronikøren fortæller om. Frem for at gemme virkeligheden væk og overlade debat og reaktion til politi, domstole og fængselsvæsenet.

Ruth Skovgaard er psykolog

Jan Andersen dræbte sit eget barn. Han havde en svær barndom i en dysfunktionel familie, hvor han selv endte på børnehjem, og da han og barnets mor gik fra hinanden, så han datteren i en rolle som sig selv – og dræbte hende.
Læs også
Jan Andersens kronik er ubehagelig læsning, men det er også et smerteligt indblik i, hvordan mennesker bliver i stand til at slå ihjel – og ikke mindst hvordan de lever med det efterfølgende
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ib Gram-Jensen
  • Samuel Grønlund
Ib Gram-Jensen og Samuel Grønlund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Britta Dueholm

Der er da ingen, der har givet udtryk for, at man ikke bør tage debatten op om emnet - barnemord. Det, som mange reagerer på og forholder sig til er kronikken og kronikørens beskrivelse af hvordan og hvorfor han kvalte sin lille datter. Jeg kan med min bedste vilje ikke se hvordan den kronik skulle kunne bidrage til forebyggelse af hverken svigt af børn eller mord på børn. Det savner jeg en nærmere redegørelse for fra dem, som tror eller mener det. Jeg vil gerne være med til at debattere emnet, svigt af børn og hvor vidt vi alle kan blive meget bedre til at være opmærksomme på det og handle på det. Men Jan Andersens kronik får jeg kun kvalme af at læse. Den gør mig ikke en dyt klogere eller bringer mig den mindste indsigt. Og hånden på hjertet, så kan jeg ikke ubetinget tro på, at han dræbte sin datter af ren medfølelse, igennem projicering af sin barndoms smerte over på datteren. Han kan umuligt - set der fra, hvor min verden går - have følt sig overbevist om, at pigen ikke havde nogen som helst chance for at få et liv, der var værd at leve. Hun blev den mulighed frarøvet. Jeg kender ikke manden, og kan ikke vide hvad der drev ham til det. Men jeg vil til enhver tid, uanset baggrunden, totalt fordømme en sådan handling.

Eva Schwanenflügel, Hans Aagaard og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Steffen Nielsen

Jeg ved ikke om kronikken var nødvendig, for den har ikke skabt fred hverken hos kronikøren, ofrets mor og øvrig familie eller for det omgivende samfund.
En kronik på et begrænset antal tastetryk giver heller ikke de læsende et indblik i noget som ændrer deres indstilling til mordere og andre der begår drab.
For mit eget vedkommende har jeg en fortid som ansat i psykiatrien og har derfor arbejdet professionelt med mennesker, der både har begået drab og pædofili, og blandt mine kolleger var der mange, der ikke kunne rumme disse patienter og derfor forsøgte at undgå de afsnit, hvor de var indlagt.
Enkelte af patienterne kunne jeg da også kun rumme ved at jeg søgte hjælp og supervision for at håndtere det, ud fra den betragtning, at uanset hvad, så har alle mennesker ret til at få hjælp. Den største støtte til at rumme disse mennesker fik jeg sjovt nok ved en prædiken, da mit barnebarn blev døbt og det til trods for at jeg er ateist.
Kronikken genoplivede den fornemmelse, som jeg også havde da jeg arbejdede på det psykiatriske afsnit, at langt de fleste mennesker, der har begået noget utilgiveligt forsøger at retfærdiggøre deres handling overfor sig selv i håbet om at kunne blive udfriet. Kronikøren skriver efter min opfattelse til sig selv i håbet om en forløsning uden at det lykkes. Han har gået rundt i 26 år uden at kunne tilgive sig selv og vil også gøre det i resten af sit liv.
Vi ved fra beretninger om de modstandsfolk, der skulle likvidere stikkere under besættelsen, at selvom historien og det omgivende samfund sanktionerede disse likvideringer, så var det ikke engang nok til at disse modstandsfolk kunne lade fortiden ligge.
Det vil altid være lettere at få andres tilgivelse, men de færreste kan tilgive sig selv, også selvom det var utilsigtet f.eks. ved et trafikdrab.