Kronik

Lærerstuderende: Vi flaskes op med berøringsangst for inklusionen

I offentligheden dominerer fortællingerne om, at inklusionen udsætter lærere for en voldspræget og stressende hverdag. Vi ville ønske, at læreruddannelsen rustede os bedre til at møde inklusionen ude i klasseværelserne
Dagens kronikører finder den negative offentlige debat om inklusion problematisk og efterlyser gode historier. Her er vi på Katrinedals Skole i Vanløse, der har haft succes med at inkludere eleverne.

Dagens kronikører finder den negative offentlige debat om inklusion problematisk og efterlyser gode historier. Her er vi på Katrinedals Skole i Vanløse, der har haft succes med at inkludere eleverne.

Ida Marie Odgaard

12. januar 2019

Med snart fire år på skolebænken og adskillige timer i læsesalen kan vi som kommende lærerstuderende snart ane det virkelige lærerliv og dets udfordringer.

Men på en uddannelse med tre praktikperioder af seks ugers varighed finder vi det problematisk, at inklusion først er noget, vi får lov til at prøve kræfter med, når vi er færdiguddannede lærere.

Inklusionsbegrebet har fået stor opmærksomhed siden Folkeskolereformen i 2014, og vi som lærerstuderende imødekommer det med blandede følelser. Vi beskæftiger os på uddannelsen med den teoretiske begrundelse for inklusionens fremtrædende rolle i folkeskolen, mens vi i de offentlige debatter hører, hvordan reformen fejler og udsætter lærere for en voldspræget og stressende hverdag.

Så hvad er det, der venter os derude? Er det en konstellation med børn i trivsel, som forbereder dem på et mere inkluderende og differentieret samfund? Eller er det børn i mistrivsel, som ville have bedre af at komme på specialskole?

Hvem skal man tro på? Eksperterne? Fagpersonerne? Eller dem, der råber højest? Og hvilken betydning har den offentlige debat om inklusionen for vores tilgang til inklusionen i vores kommende arbejdsliv?

Målet med denne kronik er ikke at vurdere, om reformen virker eller ej, ej heller at kritisere eventuelle fejl og mangler i det danske skolesystem. I stedet ønsker vi at gøre opmærksom på den selvstændige problematik, som den negative tone, der præger den offentlige debat, udgør, samt at fortælle, hvordan det påvirker vores tilgang til vores kommende arbejde.

Vores incitament til at dele vores oplevelse af problematikken ligger i den overbevisning, at vi ikke er de eneste, der har det sådan.

Sådan ruster uddannelsen os

Tidligere kunne man på læreruddannelsen vælge specialpædagogik som linjefag. Men i forbindelse med reformen af læreruddannelsen i 2012 valgte man at integrere inklusionen som en del af det obligatoriske fag specialpædagogik.

De studerende mistede altså muligheden for at fordybe sig i feltet som linjefag, men fik i stedet et 12-ugers obligatorisk kursus i et forsøg på at sikre, at alle lærere nu havde en basal viden om faget. På det specialpædagogiske modul får de studerende en bedre forståelse for inklusionens eksistensberettigelse. At inklusionen gavner fællesskabet og hjælper med at danne elever til rummelighed og fællesskab med dem, de måske ikke umiddelbart ligner.

Vi lærer altså, at vi danner eleverne til et mere rummeligt og alsidigt Danmark. Men hvordan er inklusion så blevet til et fyord?

Negativ debat

Vi har på studiet beskæftiget os en del med Michel Foucault og hans teori om diskurser. Vi har gennem årene undersøgt og prøvet at forstå, hvordan magten i sproget påvirker os og de fællesskaber, vi indgår i. Sproget danner vores fælles oplevelse af verden, hvori vi forstår vores kultur, samfund og hinanden.

Hvis vi et øjeblik kaster blikket mod den offentlige diskurs, vi møder i forbindelse med inklusion, på Folkeskolen.dk, på lærerværelset, i stuerne osv., hersker der ikke meget tvivl om, hvad ’man’ mener om inklusionen: Den virker ikke. Den giver stressede arbejdsforhold. Den skal tilbage, hvor den kom fra!

Men er det nu også det, ’man’ mener? Eller tør ’man’ bare ikke fortælle den anden historie, når nu det virker, som om alle andre er enige om det modsatte?

Med overskrifter som: »Vi gør børn med autisme til outsidere«, »Inklusion: Endnu et år i helvede« og »Inklusion gør både lærere og elever til tabere i folkeskolen« er det ikke underligt, at vi som lærerstuderende, på trods af vores forståelse for inklusion, alligevel ender med at føle en vis berøringsangst over for hele konceptet.

Få gode historier

Den gode historie om inklusionen fra den virkelige verden skal man lede længe efter, selv om det daværende Det Nationale Forskningscenter for Velfærds (før SFI, nu VIVE, red.) rapport ’Inklusionspanelet’ fra 2016 påviste, at enkelte positive tendenser er at finde i forbindelse med inklusion i folkeskolen.

I rapporten kan man læse, at elever, der er klassekammerater til inkluderede elever, der tidligere har modtaget undervisning i et specialtilbud, hverken trives dårligere eller har lavere deltagelse i læringsaktiviteter og sociale aktiviteter end alle elever i gennemsnit. Samtidig er både motivation og arbejdsindsats samt faglig selvtillid og faglig udvikling for den samlede elevgruppe høj og stort set uændret efter inklusionen.

Rapporten viser dog også, at de inkluderede elever samt elever med særlige behov trives værre end gennemsnittet.

I den seneste tid har fagbladet Folkeskolen haft en temarække under navnet #Inklusion med formålet »at belyse oplevelser, hvor lærere er kommet i klemme i inklusionen«. Som faste læsere af bladet har vi gennem de seneste par uger læst og indlevet os i de frustrerede læreres inklusionshistorier. Uge efter uge har man kunnet læse om lærere fra hele landet, som har delt deres oplevelser med inklusionen.

Formålet med artiklerne er tydeligt: At tale lærernes sag i inklusionsdebatten. Samtidig har de til formål at fortælle andre lærere, der har lignende oplevelser, at de ikke er alene om det.

Bedre klædt på

Det er med denne viden i rygsækken, at vi træder ind i klasseværelserne efter sommerferien, og det bekymrer os, at vores udgangspunkt for inklusionen primært er under indflydelse af den debat, der er at finde i verden omkring os.

Sproget har magten, sproget holder os sammen og skubber os væk fra hinanden. Så lad det i stedet blive brugt med omhu og lad den nuancerede fortælling komme frem.

I et forsøg på at få afløb for vores undren spurgte vi nogle lærere på vores praktikskole, hvad deres holdning til inklusion var. En gav tydeligt udtryk for, at hans uddannelse som inklusionsvejleder havde spillet en afgørende rolle for hans indtryk af og håndtering af inklusionen.

»Hvis jeg havde haft den her viden fra begyndelsen, havde jeg været bedre klædt på til at håndtere inklusionen.«

Begge lærere nikkede genkendende, da vi spurgte ind til debatten omkring den inkluderende praksis. De genkendte den negative tone fra deres omgangskreds, og at frustrationen kan mærkes, når emnet bliver bragt på banen. Den ene tilføjede: »Man burde fokusere på løsningerne frem for problemerne, da inklusion er kommet for at blive.«

Nuanceret billede

Vi efterspørger den gode historie om inklusionen, som uden tvivl også er derude et sted. For hvis ikke den var, ville den føromtalte SFI-rapport vise et markant mere negativt udfald end det, der er tilfældet.

Når Folkeskolen.dk ønsker at sætte fokus på lærernes oplevelse med inklusionen, hvorfor deler de så kun de negative historier? Er det fordi, det er dem, der sælger?

Der er ikke noget, der kan samle danskerne som en fælles modstandssag. Vi må som læsere heller ikke glemme, at fagblade og aviser har en interesse i at skabe overskrifter, der klikkes på. Men det er samtidig fagbladets ansvar at give et nuanceret billede af inklusionen, specielt når det er valgt som tema over flere uger.

Vi mener, det er vigtigt at gøre opmærksom på den stemning, det skaber hos os, der skal ud og videreføre lærergerningen.

Inklusionen er kommet for at blive, så giv os i stedet pædagogiske værktøjer til at håndtere den.

Maria Roed og Frederik Orby, lærerstuderende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Annika Hermansen
Annika Hermansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

"Vi flaskes op...

Et interessant ordvalg, når man sådan taler om (ud)dannelse..

Foucault and all that jazz taget i betragtning... ;)

Mere hårrejsende finder denne læser dog de to kommende skolelæreres beskrivelse af deres 'specialpædagogiske modul'. Det selvsamme modul, som åbenbart skal forberede dem på inklusions-opgavens kompleksitet og tilhørende udfordringer:

"På det specialpædagogiske modul får de studerende en bedre forståelse for inklusionens eksistensberettigelse. At inklusionen gavner fællesskabet og hjælper med at danne elever til rummelighed og fællesskab med dem, de måske ikke umiddelbart ligner."

Ikke just en brugbar værktøjskasse, som den her står beskrevet. Det meningsfulde i en - vellykket! - inklusion af elever med særlige behov, bør vel i og for sig kunne beskrives på en eftermiddag? Måske to?

Men 12 uger? Har man slet ikke foretaget sig andet i disse 12 obligatoriske uger, end at blive Foie Gras-fodret med hensigtserklæringer og noble ambitioner?

Det kan da forhåbentlig ikke være rigtigt?

Jane Jensen, Flemming Berger, Rasmus Knus, Karsten Aaen, Jørn Andersen, Grethe Preisler, Thora Hvidtfeldt Rasmussen, Hans Houmøller, Hans Aagaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henrik Glensbo

Jeg håber I skriver en opfølgning på denne artikel om et par år, når I har virket et par år og fundet jeres ben igen, for de bliver fejet væk under jer. Men derefter er lærerjobbet måske et af de bedste jobs der findes. Det der er hele humlen i jobbet er at finde ind til relationen med børnene - uden den kan man glemme alt om en god inklusion. Og relationen skal også kunne række langt nok til, at man indser at eksklusion kan være eneste mulighed for senere at kunne skabe en inklusion. Tid og en professionel og ikke personlig indstilling er også en forudsætning for at lykkes. Godt at I har en kritisk indstilling til informationerne. Fik iøvrigt selv sent i min karriere et inklusionskursus, det gav mig en god baggrund for at håndtere reformvirkeligheden. Især ved at bruge minn arbejdstiden på skolen til forberedelse og så gå hjem og holde fri.

Hans Houmøller

Når kronikkens forfattere skriver, “Inklusionen er kommet for at blive“, skal de lige huske på, at politiske beslutninger træffes af mennesker, og de kan ændres af mennesker.

Jeg synes, det er mærkeligt, at forfatterne reagerer på det, de kalder de negative historier på den måde, som de gør. Årsagen til, at det er så svært st drive positive historier op, kunne jo ligge lige for - at de (næsten) ikke findes.

At uddannelse til lærer i folkeskolen er blevet udhulet genne de seneste såkaldte reformer, gør det ikke nemmere at være kommende lærer, for der mangler i den grad mange ting i uddannelsen. Den er blevet tilpasset til at skulle arbejde i en folkeskole, der ikke længere skal danne eleverne til hele mennesker, men kun gøre dem til lydige konkurrencestatsrobotter og dygtige til at tage de samme tests igen og igen. Det afspejler uddannelsen til Foleksolelærere selvfølgelig.

Tino Rozzo, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Karsten Aaen, Jørn Andersen, Leo Nygaard og Thora Hvidtfeldt Rasmussen anbefalede denne kommentar

" Inklusionen er kommet for at blive, så giv os i stedet pædagogiske værktøjer til at håndtere den."

Ja - send knægten hjem. Send en SMS TIL forældrene/mor/ far med besked herom. De har ansvaret for deres unger - ikke staten og dens skole.
Stop med at tilbede diagnoser, som en undskyldning for ikke at gøre noget.
Forstyrrer knægten de andre / gider han ikke være med og ikke vil lære noget, så gør det samme.
Hvorfor er disciplin noget der hører fortiden til.

Hans Aagaard, Karsten Aaen, Jørn Andersen og Kent Bajer anbefalede denne kommentar
Poul Eck Sørensen

Inklusionen er gennemført alt for voldsomt. Der findes klasser i dagens Danmark, som flere lærere har måttet forlade grundet voldelige elever. Jeg kender et eksempel på en klasse, som 9 lærere har måttet forlade grundet vold. Måske er den inklusion, der er gennemført- ikke af hensyn til eleverne, men af hensyn til besparelsesmuligheder og uden debat med dem, der arbejder med børnene eller med dem, der har forsket i problemstillingerne om, hvordan og hvornår man kan inkludere et barn. Det er blevet for populært blandt mange politikere blot at lave love for at profilere sig selv, frem for at gavne det område de lovgiver for. De ansatte på sygehusene bliver formentlig heller ikke hørt, hvis regionerne skal nedlæggges.

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Carsten Bjerre, Steffen Gliese, Flemming Berger, Hans Aagaard, Karsten Aaen, Jørn Andersen og Hans Houmøller anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

"Som kommende lærerstuderende" - skriver kronikørerne.

Er det et 4-årigt HF-forløb (alias en 'Højere Forberedelseseksamen' - eller et prærandkursus, som det hed før HF-uddannelsen blev oprettet for voksne med præliminær- og/eller realeksamen, der gerne ville videreuddanne sig på universiteterne) de to kommende lærerstuderende er ved at være færdige med, før de påbegynder en uddannelse som folkeskolelærere på et af de dertil oprettede og fortsat eksisterende danske lærerseminarier?

Svar udbedes

jens peter hansen

Mon ikke det er en tanketorsk. De bliver jo lærere til sommer. Vid nu lidt ovetbærenhed. Og der findes ingen lærerseminarier mere. De hedder professionshøjskoler og har heddet det i maaange år. Den sidste realist der blev lærer blev det i 1972, Grethe Preisler.

Erik Fuglsang, Steffen Gliese, Hans Aagaard og Hans Houmøller anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

En Tanketorsk fra Tænketanken 'UC Syddanmark i Haderslev måske?

Meget naturligt, at 'den sidste realist', der blev lærer, blev immatrikuleret på et lærerseminariumi 1972 - dvs. året, hvor real- og præmiliæreksamen blev skrottet til fordel for 'helhedsskolen' med 9 års undervisningspligt og -ret for alle børn i DK mellem 7 og 16 år.

MF Peter Kofod (DF) markedsfører sig i sit CV på folketingets hjemmeside som 'folkeskolelærer fra UC i Haderslev'. Hvad han har brugt sin 'læreruddannelse' til, fremgår ikke af CVet, men i betragtning af hans senere virke som ordfører i forskellige udvalg, er det nok noget med undervisning i skoleridt for medlemmerne af ordenspolitiets og hjemmeværnets grænsekontrolpatrulje .... :)

Grethe Preisler

P.S. Nuværende justitsminister i V-LA-K-regeringen, Søren Pape Poulsen (K), oplyser i sit CV på folketingets hjemmeside, at han har læst til lærer på Ribe Statsseminarium fra 1993 til 1994. Der er i det hele taget mange sjove måder at kvalificere sig til et velbetalt medlemskab af landets lovgivende forsamling med henblik på et senere job som minister i en 'samlingsregering hen over midten' i det Danmark vi alle kender og elsker på hver vores egen lille måde ... ;o)

Hvorfor studerer lærerstuderende samfundsdiskurser om inklusion med Foucaults ekstremt teoritunge metoder?

Det virker lidt som at skyde ethundredefirs grader ved siden af gråspurven med kanonen ned i egen fod. Hvorfor ikke lære noget hands-on pædagogik/psykologi, der direkte kan anvendes til at håndtere inklusionsdagligdagen?

Torsten Jacobsen, Hans Houmøller, Tino Rozzo, Erik Fuglsang, Steffen Gliese, Karsten Aaen, Viggo Okholm, jens christian jacobsen, Flemming Berger og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Jamen Foucaults tanker er et must for sygepkejersker, folkeskolelærere og andre på professionshøjskolerne. At lægge en bandage lærer de første ikke og holde lidt ro i timerne lærer de sidste ej heller. Men deres Foucault det kan de ellers...

Når det nu er så få positive beretninger om inklusionen, på trods af den offentlige og politisk initierede diskurs om at inklusion er godt og det store lys, så kunne det måske hænge sammen med at inklusionen har ført til et hav af mennesker der føler sig endnu mere ekskluderet end før. Børn som ikke føler sig set og accepteret og anerkendt. At de kognitive problemer de sloges med ikke anerkendes over en bred kam, men henføres på inklusionens hellige alter til noget socialt konstrueret. At man over ne bred kan har gjort inklusionen til et ideologisk, moralsk og normativt felttog, uden at forstå inklusionens iboende dilemma og signifikans. Eksklusion er inklusionens følge, og lærerne er dem der udpeges til lidende piskesvingere, og børnene og ikke mindst deres kæmpende forældre er dem der bliver taberne. Et eksempel: Forældre der har kæmpet hele livet for at holde hovedet iver vandet og få hjælp til deres barn, bliver nu udhængt på forældre- intra og ringet op i deres arbejdstid ugentlig, fordi deres barn ikke magter situationen i skolen og reagerer voldsomt eller anden cooping. Situatione, lærerne og børn og forældre individualiseres, fordi inklusionen ikke er forstået i sin diskurs eller konstruktion, men er en del af den neoliberalistisk ideologi. Vend tilbage til inklusionsbegrebets sociologiske udgangspunkt, forståelsen af fællesskaber og solidaritet. Tanken om inklusion er positiv, men den må starte med anerkendelse og ikke at lukke øjnene for st vi er forskellige og ende som et blind ideologisk felttog mod børnenes forskellighed. Lærerstuderende og lærere må lære at kunne anerkende. Selv har jeg arbejdet som socialpædagog med anerkendelse som udgangspunktet, i 30 år. Bl.a med børn med alvorlig ADHD og angst, men også normalområdet. Uden anerkendelse og udgangspunkt i sociologi, er inklusion blot politisk luft og ekskluderende pædagogisk praksis. Pædagogik vil altid noget! Hvad vil I, lærere?

Hans Houmøller

@Leif Lende, du skriver blandt andet: “Lærerstuderende og lærere må lære at kunne anerkende.“ Det må betyde, at det kan de ikke for nuværende.
Hvor har du den absurde påstand fra?

Ida Danneskiold-Samsøe

Det er godt at høre, at I som lærerstuderende har mod på at imødekomme inklusionsdagsordenen og efterspørger viden og redskaber til at løse opgaven. Det er der behov for, og behovet vokser!
Vi har, som I selv skriver, brug for flere gode eksempler og positive historier i den offentlige debat. Jeg vil gøre opmærksom på, at artiklen "Vi gør børn med autisme til outsidere" netop er et eksempel på, hvordan inklusion kan lykkes. Læs den venligst inden I bruger den som eksempel på det modsatte. Det er ikke inklusion, der gør børnene til outsidere, det er den pædagogiske grundtanke i autismepædagogik i Danmark, der gør børnene til outsidere. Denne pædagogik praktiseres i special- såvel som i almen miljøet. At sende børnene på specialskoler er ikke løsningen.

@Hans Houmøller...Nej det betyder det ikke. Der er masser af lærere og studerende der kæmper for en anerkendende tilgang, men de kværnes og gøres til eksekvere af en politiseret dagsorden, som ikke forstår at inklusion kræver anerkendelse og ikke ligemageri. Så vidt jeg forstår handler den artikel vi kommenterer på om hvad der skal undervises i og hvordan inklusion skal forstås i læreruddannelsen, ikke om den enkelte lærer. Den tendens til at gøre den enkelte lærer til sorteper i systemfejl, er jeg dybt modstander af. Mit argument er at på trods af mange pædagogiske sociologer har påpeget problematikken i inklusionsbegrebet, så overses dette over en bred kam, og der anvendes en individualiseret og psykologiseret tilgang, som fører til den politiske initierede sorteper tørres af på lærere og elever og deres familier. For der må per definition jo ikke være noget i vejen med inklusionen. Den er blevet et normativt dogme, og ikke forståelser af menneskelige fællesskaber.