Læserbrev

Vi må ikke glemme børns mentale helbred, når krigen er slut

En generation, der er opvokset med vold, er ikke rustet til at føre et land videre, hvis det sprog, de taler, er voldens. Men hvis vi hjælper børnene, så hjælper vi landet. Vi må derfor ikke glemme børns mentale helbred, når en hvilken som helst krig er slut, Mozhdeh Ghasemiyani, psykolog for Læger uden Grænser
29. januar 2019

Der er to modstridende følelser, der sidder i mig, efter at have behandlet tidligere børnesoldater i Sydsudan.

Den ene er en stor glæde over, hvor meget vi kan hjælpe med meget få midler. De børn, som jeg hjalp, har været igennem ting, som intet barn skal opleve. Tvunget til at dræbe, voldtage og se deres familie blive truet og dræbt.

Nu var de blevet frigivet af de militser, der havde udnyttet dem, og var tilbage i de landsbyer, de kom fra. Og måske endda tilbage til den barndom, som alle børn har ret til? De var stærkt traumatiserede, og opgaven kan lyde umulig. Men jeg blev positivt overrasket over, hvor meget man kan udrette i et land som Sydsudan med få midler.

I Sydsudan er alting ekstremt.

Enhver fare er mere reel, enhver trussel er alvorlig. Netop fordi kontrasten mellem liv og død er klar, kunne jeg tydeligt se, hvordan alle de terapeutiske redskaber, som jeg har, hjælper. Børn, der havde mareridt i en sådan grad, at de ikke kunne fungere, kom tilbage og fortalte, at de nu kunne sove igen. Børn, som aldrig smilede eller legede med andre, brød ud af deres skal. Den glæde vil jeg aldrig glemme.

Den anden følelse, jeg tager med hjem, er knap så positiv.

Jeg frygter, at børnene bliver glemt. At verden ikke bekymrer sig om børns mentale helbred, når kampene er ovre. Ikke kun fordi det er frygteligt for det enkelte barn at skulle leve videre alene med et traume. Men det er også vigtigt for et samfund, at vi har fokus på det mentale helbred bagefter. Selv om en krig stopper, så fortsætter den i børns sind.

Et lands fremtid afhænger – selvfølgelig – af de yngre generationer. Når vold og død bliver normaliseret i ekstrem grad, truer det folks moralske rammer og mentale sundhed langt ind i fremtiden.

En generation, der er opvokset med vold, er ikke rustet til at føre et land videre, hvis det sprog, de taler, er voldens. Men hvis vi hjælper børnene, så hjælper vi landet. Vi må derfor ikke glemme børns mentale helbred, når en hvilken som helst krig er slut. Uanset hvor det er. Derfor vil jeg ikke glemme børnesoldaterne i Yambio – og derfor vil jeg minde mig selv om, at selv lidt hjælp rækker langt.

Mozhdeh Ghasemiyani er psykolog for Læger uden Grænser

På den ene side Sydsudans præsident Salva Kiir med sin karakteristiske bredskyggede sorte cowboyhat, på den anden side hans tidligere vicepræsident og modstander gennem flere omgange, den volumniøse Riek Machar i et jakkesæt, der var ved at sprække, begge stående som stive saltstøtter.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Ak, så klogt...og desværre nok for klogt for en del politikere og vælgere der forveksler krig med legen røvere og soldater...