Kronik

Det monogame parforhold handler om at give sig uforbeholdent hen til ét andet menneske

Monogami rimer ikke på privat ejendomsret. Tværtimod indebærer det monogame parforhold den ultimative blottelse og risiko, for selv den stærkeste intimitet og tillid kan ikke give en total sikkerhed. Det er det, der kan gøre relationen så stærk
At blive gift og at leve i et monogamt forhold behøver ikke nødvendigvis at være funderet i en illusion om ’den eneste ene’ – en social konvention, som undertrykker ens begær, mener Alexander Julin Mortensen.

At blive gift og at leve i et monogamt forhold behøver ikke nødvendigvis at være funderet i en illusion om ’den eneste ene’ – en social konvention, som undertrykker ens begær, mener Alexander Julin Mortensen.

Tor Birk Trads

4. januar 2019

»Måske er det bare mig, der synes, monogami rimer på privat ejendomsret,« reflekterer Nina Poulsen i kronikken i Information den 21. december.

Nina Poulsen har ret i, at kærlighed ikke kan blomstre som ejendom. Men det er hverken en unik fare ved monogamien eller en risiko, som ikkebinære eller polyfone kærlighedsrelationer er fri for.

Under overskriften »Julen er en reklamefilm, som det kan være ensomt at leve sig ind i«, hævder Nina Poulsen, at julen i særdeleshed er en svær tid for de monogame forhold. I julen brister illusionen om deres holdbarhed som konsekvens af julefrokosten, hvor løftet om udelukkende at give sig hen til sin partner ofte bliver suspenderet til fordel for festens grænseoverskridende karakter.

Og det kan der i Poulsens optik være god grund til.

»Den eneste ene er altid en midlertidig følelse«, skriver Poulsen, en følelse, som man vel at mærke kan binde sig juridisk såvel som religiøst til, men lige så vel bryde igen.

Ikke kun en følelse

Jeg mener ikke, at kærligheden til ’en eneste ene’ kan reduceres til en følelse. Kærligheden er et fænomen, der tilfalder os, et tilfælde, vi aktivt kan vælge at værne om eller lade være. Og at vælge hinanden, at vælge et liv sammen, hvor man forbeholder sig en eksklusiv intim relation til hinanden på bekostning af andre potentielle partnere, er ikke nødvendigvis funderet i et illusorisk idealbillede af en tryg kernefamilie.

Det var i hvert fald ikke derfor, at min kone og jeg eksempelvis blev gift i år – og det var heller ikke for hverken at fuldbyrde det juridisk eller religiøst, da ingen af os er troende. Det var snarere et spørgsmål om at fejre, at vi ønsker at give det, vi har og er, til hinanden frem for til en eller flere potentielle andre partnere eller knap så binære intime relationer.

At blive gift og at leve i et monogamt forhold behøver altså ikke nødvendigvis være funderet i en illusion om ’den eneste ene’ – en social konvention, som undertrykker ens begær.

Jeg tror, de færreste monogame par lever i en romantisk drøm om, at man er sammen med ’den eneste ene’ forstået således, at kun én person er ideelt bestemt for en selv, at kun ét andet individ kan ’fuldbyrde’ eller komplementere en bedst muligt.

Jeg betvivler ikke, at andre potentielle partnere kunne have gjort mig lykkelig i mit liv, hvis jeg eller min kone havde afbrudt vores forhold eller aldrig var mødtes for den sags skyld.

Men netop den kærlighed, som hun giver mig, og som vi deler sammen, er unægteligt betinget af hende. Hvis det havde været hvilken som helst anden kvinde, havde det aldrig været den samme kærlighed. Og det er netop denne kærlighed fra og til denne kvinde, jeg ikke vil være foruden for nogen eller noget andet.

Kærligheden kræver spørgsmål

Valget af det monogame forhold behøver altså ikke, som Poulsen skriver, at være truffet på baggrund af en »insisterende beretning om, hvordan vi bør være, føle, leve og elske« – en beretning der blandt andet indebærer en sikker tryghed blottet for tvivl. At vælge at leve sammen som to betyder ikke, at man eliminerer »tvivl, uro og forvirrede følelser«, som det blandt andet lyder i Poulsens opremsning.

Tværtimod er det monogame parforhold – ægteskab eller ej – det tætteste man kommer på en intim relation med tvivl og uro. Selv den stærkeste intimitet og tillid kan ikke garantere en total sikkerhed i nogen som helst relation. Det er den ultimative blottelse og risiko, der ligger til grund for at give sig uforbeholdent hen til ét andet menneske. Det er også dette, der kan gøre relationen så stærk.

For i kærlighed kan man aldrig eje eller kontrollere den anden, uanset om kærligheden hersker i et monogamt forhold eller ej. Kærligheden handler om at blive sat i spil, på samme vis som andre former for meningsgivende relationer. Det handler om at tilbyde den ultimative tillid i en relation karakteriseret ved eksistentiel risici.

Filosoffen Maurice Blanchot definerede den menneskelige eksistens som en eksistens, der radikalt og konstant sætter spørgsmål ved sig selv. Men disse spørgsmål opstår ikke hos det socialt afsondrede individ. Det opstår gennem andre, der i kraft af at være anderledes fra mig, sætter spørgsmålstegn ved min eksistens. For mig er det monogame forhold den absolut mest intime relation, hvorved jeg bliver nødsaget til at skulle tage stilling til mig selv både på grund af og for den anden.

Der hersker muligvis et forfalsket ideal om det monogame parforhold som dén ideelle og mest harmoniske relation mellem elskere. Men det er ikke ensbetydende med, at den monogame kærlighed er et falsk ideal som sådan.

Monogami kan være vanskelig for relationens to parter, da kærligheden man deler er »(...) strangeness itself, having consideration neither for what they can do nor for what they want, but luring them into a strangeness where they become estranged from themselves, into an intimacy which also estranges them from each other«, som Blanchot formulerer det.

Hvis noget er bristet, om det så er over de seneste år eller i særdeleshed i juletiden, så er det illusionen om monogamiet som en konform, konservativ og kedsommeligt komfortabel kærlighedsrelation – ikke monogamiets potentiale som sådan.

I den intime sammenblanding mellem det velkendte (jeg selv) og det fremmede (min partner), bliver jeg selv fremmed for mig selv, hvorfor jeg også gang på gang bliver nødsaget til at tage stilling til mig selv, både for mig selv såvel som for min partner. Jeg bliver med andre ord nødt til at tage ansvar både over for hende og mig, i en relation der indbefatter vedvarende at spørge ind til hinandens eksistens, i en konstant konfrontation med vores respektive andethed.

Polygami er ikke et ideal

Polygame og ikkebinære relationer er utvivlsomt fordelagtige for mange mennesker, og jeg mener bestemt, det er et gode, hvis vi kan få brudt med antagelsen om, at der kun er én ideel måde at etablere samliv på.

Men det betyder ikke, at de polygame eller ikkebinære relationer er det gode, progressive alternativ til den konservative og undertrykkende monogami, eller at magtrelationer udelukkende skulle kunne herske i sidstnævnte. Tværtimod er det i særdeleshed monogamiet, der fremstår som den mest radikale form for samliv set i kontekst af vor tids vestlige kultur; en neoliberal kultur, der insisterer på at holde alle muligheder åbne for altid, en dyrkelse af friheden forstået som mangel på fravalg – og så vidt muligt valg i det hele taget. En kultur, hvor man nødigt ’lover hinanden noget’ eller ’forpligter sig ud over øjeblikket’.

For tænk, hvis man endte med at begrænse sin egen selvstændighed og illusoriske selvtilstrækkelighed, for blot at risikere sig selv i det valg, som kærligheden indebærer?

Monogami rimer ikke på privat ejendomsret. Det rimer på at dedikere sig til et andet menneske i en relation, hvor man gensidigt sætter spørgsmålstegn ved hinandens eksistens. Det er en relation, hvor man må tage disse spørgsmål seriøst for derfor også at kunne stå til ansvar for den anden og dét, man bygger sammen og værner om.

Alexander Julin Mortensen, kandidatstuderende i filosofi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Ulla Søgaard
  • Niels Duus Nielsen
  • Christian Skoubye
  • Ervin Lazar
  • Christian Nymark
  • Anne Eriksen
  • ingemaje lange
  • Michael Friis
  • Benny Jensen
  • Dina Hald
  • Mau Lindow
  • Lise Lotte Rahbek
  • Christian De Thurah
  • Ejvind Larsen
Ulla Søgaard, Niels Duus Nielsen, Christian Skoubye, Ervin Lazar, Christian Nymark, Anne Eriksen, ingemaje lange, Michael Friis, Benny Jensen, Dina Hald, Mau Lindow, Lise Lotte Rahbek, Christian De Thurah og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Sørensen

Smukt skrevet!

Kaj Julin, Anne Eriksen, E Z, Benny Jensen, Dina Hald, Christian De Thurah, Bjarne Bisgaard Jensen, Katrine-Marie Burmeister, Lise Lotte Rahbek og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Foruden denne personlige side af sagen er afledte emner, der har interesse - kulturen, religionen, juraen og økonomien.
I en kort tid var indført gensidig forsørgelsespligt for ugifte par, som en sidestilling med gifte.
Det blev hurtigt afskaffet igen - for mig uvist af hvilken grund.
Det burde ha` været modsat - afskaffelse af giftes indbyrdes afhængighed, når de ikke har en indtægt. Så ville sociale ydelser være individuelle og samliv/bofællesskab mellem to eller flere være en økonomisk fordel - med gode humane virkninger til følge.
Sådan er det ikke nu, og det er bemærkelsesværdigt, at der aldrig har været flere enlige end nu.
"Polygamien bør støttes !

Problemet med monogami er, at det desværre er den eneste relation, der anerkendes af det økonomiske samfund. Dvs. andre samlivsformer diskrimineres i forhold hertil både skattemæssigt og finansielt, da ingen regner et polyamorøst forhold eller en kollektiv bokonstellation for en sikker investering. Som ressourcestærk køber bliver man konkret vurderet på i hvor godt omfang man ville kunne leve op til borgerskabets idealer for ideel livsførsel, baseret på en rapport om ens årsindtægter. Heri ligger problemet. En masse uforløst potentiale går tabt, når en låntager får nej til at realisere den kollektive fællesskabsdrøm på landet med storfamilier og gruppesex, blot fordi denne ikke kan puttes i en monogam, ægteskabelig sædelighedskasse. Og når man tænker på, at det er lige så normalt at blive skilt og dermed få boet delt op, som det er at blive sammen livet ud, så kan det undre, at dette ikke også efterhånden påberegnes som en potentielt usikker investering for bankvæsenet. Kritikere vil invende, at man blot kan stifte en forening og vælge en ansvarshavende bestyrelse for at blive betragtet som en godkendelsesværdig størrelse, men det er stadig ikke målet for visse grupper og individer, der ønsker at leve et friere liv uden monogamiens snærende bånd. Finanskapitalen er lukket land for afvigere, pengemagtens mænd (og kvinder) ikke kan spejle sig i. Det er derfor homoægteskaber er så vigtige i forhold til at ligestille visse typer af afvigere fra normen, fordi de dermed anerkender, at to mennesker af samme køn kan være lige så jævnbyrdige økonomisk og socialt som en cismand og en ciskvinde, uanset hvilke aktiviteter disse hver for sig måtte udøve i deres soveværelser. Og det giver stadigvæk ingen mening, at man ved en kollektiv boform - kæresterelationer uagtet - skal betale en gange licens per individ til Danmarks Radio, hvorimod man i et heteronormativt bo såsom et samlevende par eller en familie med blodsbeslægtede relativer kun ville skulle afgive én. Dette er blot et eksempel på de mange former for diskrimination, man møder, når man vælger ikke at lade sit partnerskab registrere officielt. Så ville det bero på et heteronormativt skøn, hvorvidt man er et kærestepar eller ej, såfremt en mandlig og en kvindelig ven vælger at bosætte sig sammen, og om man ville kunne slippe for at betale to gange, mens det ville være uomtvisteligt imod reglerne for to hankønsvæsener eller hunkønsvæsener at betale én licens per husstand, da disse ikke anerkendes såfremt disse to individer ikke har indgået et officielt ægteskab. Så nej, monogamien handler ikke kun om hengivenhed til et andet menneske. Den handler også om at cementere den herskende orden, og om at markere, hvem der falder henholdsvis indenfor og uden for sædeligheden, normen og retten i dette borgerlige land.

Kim Øverup, Leo Nygaard og Jørgen Larsen anbefalede denne kommentar
Torben Knudsen

Monogami eller kærlighed til et enkelt menneske er en tilstand, der opbygges uden hjernens intellekt. Den sniger sig ind, uden mulighed for modtræk, på det enkelte menneske og mødes måske af kærlighed fra en modpart også uden styring af intellektet.
Tilstanden er totalt dominerende for omgangen dem imellem og kan vare livet ud.
Ved signaler, der truer kærligheden, går man tilbage til start, indkasserer den kærlighed der blev opbygget og starter igen derfra.

Søren Kristensen

Vi lever i en monogam kultur og det afspejles i lovene. Det ser jeg ikke noget problem i. Det største problem er alle de biler, denne organisering medfører. En til hver lille familie, hvilket bliver til måske flere end godt er.

Mads Jakobsen

Markus Lund, jeg tror du gør bankvæsnet uret. De er ikke motiveret af en trang til reaktionær, indskrænket "heteronormativitet." De vil bare ikke tabe penge.

For mens det er sandt at monogame forhold opløses ved skilsmisser, så er der præcise regler for hvordan det skal gøres. Det er der ikke for eksperimentelle samlivsformer. Og selvom det er sandt at ægteskaber opløses fordi den ene part bliver træt af det og vil noget andet, så vil et kollektiv med 10 mennesker have mange flere brudflader, hvor folk flytter ind og ud pga. nyt arbejde, nye kærester og interne konflikter på kryds og tværs. Der vil simpelthen være flere juridiske problemer fordi der er flere mennesker og ting der kan gå galt. Det ville give permanent sagsbehandling for bankerne, og de har nok på fornemmelsen at glade hippier ikke kan og vil betale gebyrerne for dét.

Eet er hvordan vi indretter os med hinanden.
Noget helt andet er de regler samfundet lægger ind over os, og som hæmmer vores selvbestemmelsesret.
Måske i den bedste mening for at beskytte den svage part.

Fra artiklen : " For i kærlighed kan man aldrig eje eller kontrollere den anden, uanset om kærligheden hersker i et monogamt forhold eller ej. Kærligheden handler om at blive sat i spil, på samme vis som andre former for meningsgivende relationer. Det handler om at tilbyde den ultimative tillid i en relation karakteriseret ved eksistentiel risici. "

Går det galt, står samfundet klar i de jordnære forhold.