Læserbrev

Mor til autist: Min dreng betaler prisen for kommunernes urimelige besparelser på specialskolerne

Kommunerne sparer simpelthen lærernes tid til at udvikle børnenes sociale evner væk
Debat
18. januar 2019

Jeg er bekymret for mine børns fremtid.

Vi bor i Herning Kommune, der netop har vedtaget en stor besparelse på specialområdet på hele 20 millioner. Kommunen har derfor fyret 33 ansatte på specialskolerne.

Som mor til et specialbarn er jeg meget bekymret for konsekvenserne. Det er ikke kun vores kommune, men desværre endnu flere kommuner, som f.eks. Aarhus Kommune, der spekulerer i massive besparelser og forringelser for handicappede børn.

At arbejde med mennesker kræver tid. Jeg er selv uddannet pædagog og har godt ti års erfaring inden for specialområdet. Jeg ved, at arbejdet med børn og unge med autisme og andre handicap kræver sin kvinde. Børnene tager ikke bare den første og bedste voksne for gode varer.

At arbejde med handicappede børn kræver ro, overskud og tid til at skabe en relation, børnene kan finde tryghed i.

Utallige undersøgelser har vist, at relationen mellem barn og voksen er altafgørende for barnets trivsel og udviklingen af personlige, faglige og sociale kompetencer. Det er ikke ny viden.

Hvis børn og unge med autisme og andre handicap skal lære noget nyt, skal det give mening for lige præcis dem. Hvad, der giver mening, er ikke ens for alle.

Det kræver, at den voksne har haft tid til at lære barnet at kende. Hvis relationen skabes om en fælles interesse om eksempelvis et computerspil, bliver kontakten mindre farlig og utryg for barnet med autisme, der ellers ofte har svært ved at have en tæt relation til mennesker.

Som mor til to skønne drenge støtter jeg ubetinget op om vores pædagoger og undervisere. De yder en kæmpe indsats for både børnene og deres familier. At arbejde med børn og unge med handicap er ikke kun at undervise i fag som dansk og matematik.

En kæmpe del er læren i almen forståelse og sociale færdigheder. Derfor bliver arbejdet med at danne relationer til andre børn og unge en hovedopgave for specialskolerne.

Hvis bevillingerne og tiden til dette arbejde skæres og minimeres yderligere, risikerer vi kun at udvikle specialbørnene til halve mennesker, der har lært en masse fra bøgerne, men som ikke kan være sammen med andre mennesker.

Hvad er der ved at kunne tale og have lært et ekstra sprog i skolen, hvis man ikke kan finde ud af, hvordan man taler med sidemanden i klassen? Kommunerne sparer simpelthen lærernes tid til at udvikle børnenes sociale evner væk.

Alle forældre, lærere, pædagoger og andre interesserede i langtidsholdbare løsninger for udfordrede børn skal sammen kæmpe for mere tid og flere ressourcer i institutionerne og på skolerne.

Vores børn fortjener, at der er fokus på både deres uddannelse, men også på udviklingen af deres evne til at være sammen med mennesker. Andet kan vi ikke være bekendt.

Jeanette Kæseler Hoffmann er pædagog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Samuel Grønlund

De rige danskere er forfærdeligt stakkels og har slet ikke råd til samme overdådige jetset-liv som de rige fra lande vi normalt sammenligner os.
Det er nærmest et jetset-liv på anden klasse og det kan vi ikke være bekendt.
Derfor må vi alle spænde livremmen ind - helst med et stort smil, så ingen ødelægger stemningen.

Jeg vil forsøge at svare på oplægget.

Meget aktuelt, set i lyset af reformiver, så er det 12 år siden amterne blev nedlagt. Et af resultaterne var også nedlæggelse af specialskoler/ institutioner og andre sparekrav.

I den tid, der er gået har det gået jævnt ned af bakke og nu vil selvsamme mand, Lars Løkke, nedlægge regionerne og spare endnu mere. Argumentet er så, at sundhedssektoren ikke fungerer tilfredsstillende!
Hvordan det, når man skærer ind til benet med besparelser og øger kravet til de ansatte i alle offentlige institutioner? Disse nye forviklinger vil ikke løse noget, udover at gøre det hele mere kompliceret.
Det er værdifuldt at lære at begå sig mellem andre, det skal alle børn og unge helst lære, især da det kniber gevaldigt for de voksne.
Bruger man skattekronerne til reelle tiltag som ordentlige skoler og sundhedsløsninger, ikke som nu div. smarte IT - tilkøb m.m.der IKKE virker, så har vi en værdi i mennesker, som ser fællesskab og loyalitet som værdier og dermed innovation.
Ikke salg af statens ejendom til den første og bedste med tab til følge.
Til sidst vil ingen investeringsfond købe os!

Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar