Læserbrev

Når vi svigter Sjælsmarkbørnene, svigter vi vores egne demokratiske værdier

Med et trylleslag har vi som samfund glemt vores forpligtelse til at beskytte ansvarsløse individer. Sagen om børnene på Sjælsmark ikke alene endnu en politisk kampplads blandt mange andre, den er en dybt principiel sag, der desværre er symptom på et skred i vores fælles humanistiske og demokratiske selvforståelse
30. januar 2019

Når vi som borgere skal orientere os i vidt forskellige forestillinger om et ordentligt samfund, er vi almindeligvis enige om ét fundamentalt forhold: Børns trivsel har absolut forrang.

Princippet bunder i en demokratisk selvforståelse, hvor individet har en iboende ukrænkelig værdi, og hvor ansvaret for denne ukrænkelighed pålægges myndige borgere, der igen udøver princippet gennem repræsentative valg.

Det synes umiddelbart uimodsigeligt, at barnet som ansvarsløst individ skal beskyttes mod overgreb og mistrivsel af samfundets bærende institutioner. For det er af principiel nødvendighed, at barnet i sin opvækst dannes til at kunne videreføre de selv samme grundlæggende demokratiske værdier. Opretholder vi ikke dette princip, er vi med andre ord med til at undergrave os selv.

Desværre er vi nu vidne til, at Sjælsmark-børnene tilsyneladende behandles efter andre grundforestillinger. Her underlægges børnenes trivsel et åbenbart væsentligere hensyn – nemlig en stram udlændingepolitik.

Belægget for dette er, at børnene alene er forældrenes ansvar.

Argumentet er derfor, at forældrene holder børnene som gidsler, og at mistrivslen kan stoppes ved forældrenes beslutning om hjemrejse. Med et trylleslag har vi som samfund glemt vores forpligtelse til at beskytte ansvarsløse individer. Et ansvar, der rigtig nok er forældrenes først, men vores dernæst.

Ud fra et grundlæggende humanistisk synspunkt, som vel er tungt arvegods i vores fortolkning af en demokratisk rets- og velfærdsstat, er det indlysende, at vi som samfund har et ansvar for Sjælsmark-børnene.

Det er nærliggende at antage, at årsagen til at vi ikke påtager os ansvaret, til dels må bunde i en kynisk politisk kalkule. Vi tager selv børnene som gidsel i en politisk agenda, men her begår vi den store fejl, at vi glemmer vores grundlæggende princip: Når det enkelte menneske svigter (forældrene), så griber samfundet ind.

Derfor er sagen om børnene på Sjælsmark ikke alene endnu en politisk kampplads blandt mange andre, den er en dybt principiel sag, der desværre er symptom på et skred i vores fælles humanistiske og demokratiske selvforståelse. Et skred, der på sigt kan koste os dyrt.

Niels Lundshøj er byrådsmedlem og formand for Børne- og Skoleudvalget i Hørsholm (S)

Tirsdag eftermiddag demonstrerede beboerne fra Udrejsecenter Sjælsmark imod statens traumatisering af særligt børn og unge. Demonstranterne mødte op med en række krav, som spænder fra retten til selv at kunne lave mad og gå i skole til mere vidtgående krav om at genåbne beboernes sager og helt lukke Sjælsmark
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Voigt
  • Werner Gass
Steen Voigt og Werner Gass anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu