Kommentar

Per Clausen: Derfor skal vi mindes 100-året for Rosa Luxemburgs død

I dag er det 100 år siden, at den socialistiske tænker Rosa Luxemburg blev myrdet. Hendes historie viser, at det ikke er en forudsætning for at kunne bekæmpe en bestemt form for undertrykkelse, at man selv har været udsat for den
For 100 år siden blev Rosa Luxemburg myrdet. I Berlin blev det markeret ved en march til Luxemburgs grav.

For 100 år siden blev Rosa Luxemburg myrdet. I Berlin blev det markeret ved en march til Luxemburgs grav.

John Macdougall

15. januar 2019

I dag er det 100 år siden, at den polsk-tyske socialistiske tænker og politiker Rosa Luxemburg blev myrdet af højreradikale frikorpsfolk.

Hun stod for et markant alternativ til både den socialdemokratiske opgivelse af socialismen og den leninistiske kommunismes opgør med de demokratiske rettigheder og udskiftning af folkets demokrati med partiets diktatur. For mig at se er det en vigtig pointe og et vigtigt håb – også i dag.

Rosa Luxemburg havde fem afgørende pointer.

For det første er det nødvendigt at fastholde et mål om et helt andet samfund end det kapitalistiske. Hun fastholdt, at det socialistiske mål måtte fastholdes, hvis Socialdemokratiet ikke bare skulle blive et borgerligt reformparti.

Der skulle gøres grundlæggende op med et system, hvor produktionen tager udgangspunkt i ønsket om profit – ikke i opfyldelsen af menneskers behov, og et system, hvor de afgørende beslutninger om investeringer er overladt til det lille mindretal, som ejer produktionsmidlerne.

For det andet står denne langsigtede målsætning ikke i modsætning til kampen for konkrete forbedringer her og nu. Denne kamp er helt nødvendig for at forsvare arbejdernes livsvilkår, men kan også give erfaringer, som kan styrke kampen på længere sigt. Reform og revolution er ifølge Rosa Luxemburg ikke hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger.

For det tredje opfattede hun kapitalismen som et økonomisk system, som er afhængigt af hele tiden at vokse. Det betyder, at kapitalismen stræber efter at underlægge sig hele jordkloden og alle menneskelige relationer, sådan at der kan tjenes penge på alt og alle. Uanset om det fører til natur- og miljøødelæggelse, øger uligheden dramatisk og underlægger vigtige velfærdsydelser markedskræfterne.

For de fjerde mente hun ikke, at strejker, politiske aktioner og revolutioner opstod, fordi partier eller fagforeninger besluttede, at disse skulles sættes i værk.

Forudsætningen for disse var, at der i befolkningen var et ønske om oprør og forandring samt vilje til handling. Selvfølgelig kan (og skal) partier og fagforeninger organisere og inspirere, men i sidste instans afhænger mobiliseringen af forhold, som organisationerne ikke er herre over.

For det femte var hun urokkelig i sit forsvar for demokratiet både i samfundet og i partiet. For Rosa Luxemburg var det umuligt at skille socialismen og demokratiet.

Socialismen voksede op nedefra og kunne ikke indføres oven fra og ned. Frie valg, ytrings- og mødefrihed var for hende forudsætningerne for udviklingen af socialismen, og derfor var hendes kritik af bolsjevikkernes angreb på disse klar og præcis – også selv om hun støttede den russiske revolution.

Identificerede sig med arbejdere

Rosa Luxemburg var kvinde, jøde, indvandrer og universitetsuddannet. Ingen af disse identiteter dannede udgangspunkt for hendes politiske engagement. Det gjorde arbejdernes internationale broderskab. Hun byggede sit ideal på det, hun ikke var – proletar.

For Luxemburg var hendes køn, religiøsitet og nationalitet ting, hun ville se bort fra. Det gjorde andre ikke. Når man både var kvinde, jøde, polsk og intellektuel var der meget, man kunne bruge imod hende, og det skete også. Hun ignorerede dog stort set alle disse angreb.

Rosa Luxemburg fornægtede ikke eksistensen af racisme, sexisme eller antisemitisme, men den undertrykkelse, hun brugte sit liv på at bekæmpe, var en hun aldrig selv blev ramt direkte af – den kapitalistiske undertrykkelse af arbejderklassen. Hendes liv var en lang fornægtelse af det synspunkt, at det kun er dem, som er ramt af den konkrete undertrykkelse, det kan forstå denne, forklare den og bekæmpe den.

Gang på gang kan vi i Rosa Luxemburgs skrifter se, hvordan hun identificerer sig med hjemløse, arbejdsløse, undertrykte arbejdere. Uden nogensinde at forholde sig til, at hun aldrig havde været i deres situation. Totalt blind for sine egne privilegier, kan man sige.

Rosa Luxemburgs liv viser, at det ikke er en forudsætning for at kunne bekæmpe en bestemt form for undertrykkelse, at man selv har været udsat for den.

Hun viste, at empati, evnen til at analysere, identificere sig med andre mennesker, solidaritet og vrede – også på områder, som rækker ud over vores egen tilværelse og vores egne erfaringer – er en mulighed.

Per Clausen, hovedbestyrelsesmedlem i Enhedslisten, byrådsmedlem og tidligere MF

Selv 100 år efter det brutale mord på Rosa Luxemburg er hun med sin demokratiske og revolutionære realpolitik ledestjerne for partiet Die Link, fortæller den ene af partiets to ledere, Katja Kipping, der her ses foran Luxemburgs grav sammen med den anden Die Linke-leder Bernd Riexinger. Men partiet vil ikke identificeres med optoget, der finder sted hver anden søndag i januar.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Svend Elming
  • Gert Romme
  • jens peter hansen
  • Anker Nielsen
  • Estermarie Mandelquist
  • Alvin Jensen
  • Poul Erik Pedersen
  • Flemming Berger
  • Johanna Haas
  • Brian Nocis Jensen
  • Tommy Clausen
  • Eva Schwanenflügel
  • Anders Graae
  • Kurt Nielsen
  • Christian Mondrup
  • Torben Skov
  • Steen Voigt
  • Ejvind Larsen
  • Hans Ditlev Nissen
ingemaje lange, Svend Elming, Gert Romme, jens peter hansen, Anker Nielsen, Estermarie Mandelquist, Alvin Jensen, Poul Erik Pedersen, Flemming Berger, Johanna Haas, Brian Nocis Jensen, Tommy Clausen, Eva Schwanenflügel, Anders Graae, Kurt Nielsen, Christian Mondrup, Torben Skov, Steen Voigt, Ejvind Larsen og Hans Ditlev Nissen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Plaschke

Per Clausen fremhæver på udmærket vis alsidigheden i Rosa Luxemburgs liv og virke.

Lad mig supplere Clausens bemærkninger om Luxemburgs analyse af kapitalismens økonomi en smule. Luxemburg havde en samfundsvidenskabelig uddannelse bag sig, og i 1898 forsvarede hun en doktorafhandling med titlen Die Industrielle Entwicklung Polens.

Senere udkom hendes Die akkumulation des Kapitals, der i øvrigt findes i en dansk oversættelse fra Forlaget Rhodos (København 1976): Kapitalens akkumulation.

Den polske økonom Michal Kalecki, der havde en række træk til fælles med Luxemburg (bl.a. den polsk-jødiske baggrund samt det politiske engagement) inspireredes meget af Luxemburgs analyse. Kalecki, der er en af de økonomer, der burde have været præsenteret i Informations serie om de store økonomer, var uddannet som ingeniør i Polen og selvlært udi økonomisk analyse. Sagt med få ord kombinerede han sin baggrund som ingeniør (og hermed matematisk skolet), sit arbejde som økonomisk journalist med en samfundsøkonomisk forståelse baseret på Marx’ reproduktionsskemaer (fra Kapitalens anden bog) og Luxemburgs videreudvikling af disse i Kapitalens akkumulation.

Kalecki skrev i sin Essays in the Theory of Economic Fluctuations fra 1939 følgende:

“It may be interesting to notice that the above equations are contained in the famous Marxian scheme of ‘extended reproduction’. Marx even considers the question of how to provide ‘means’ for increased expenditure on investment. It must be added here that the problems discussed here are treated by Marx from a rather special point of view. He is interested in finding out . . . the pace of investment . . . which is necessary in order to secure a steady expansion of output . . . He does not pay attention to the problem of what happens if investment is inadequate to secure the moving equilibrium, and therefore does not approach the idea of the key position of investment in the determination of the level of output and employment.

Exactly the reverse attitude is represented by one of his eminent pupils, Rosa Luxemburg. In her Akkumulation des Kapitals she stressed the point that, if capitalists are saving, their profits can be ‘realized’ only if a corresponding amount is spent by them on investment. She, however, considered impossible the persistence of net investment (at least in the long run) in a closed capitalist economy; thus, according to her, it is only the existence of exports to the non-capitalist countries which allows for the expansion of the capitalist system. The theory cannot be accepted as a whole, but the necessity of covering the ‘gap of saving’ by home investment or exports was outlined by her perhaps more clearly than anywhere else before the publication of Mr. Keynes’ General Theory” (Kalecki, Collected Works, vol. 1, pp. 254-55).

I sin samfundsøkonomiske analyse var Luxemburg således med til at foregribe Keynes’ makroøkonomiske analyse. Og som Kalecki fremhæver det i sin The Problem of Effective Demand with Tugan-Baranovsky and Rosa Luxemburg (1967):

“Both [Tugan-Baranovsky & Luxemburg], despite slips in their arguments, contributed to the understanding of the perverse world in which we are living” (Kalecki, Collected Works, vol. 2, p. 458).

David Engelby, Alvin Jensen, Poul Erik Pedersen, Flemming Berger, Bent Gregersen, Johanna Haas, Torben K L Jensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Her - 100 år efter mordet på Róża Luksemburg, der blev udført bl.a. af den stærkt nationalistiske og i princippet selvbestaltede "frivillige korps" og dets premierløjtnant Vogel, står Europa igen overfor den ekstreme højre-populistiske fremgang, hvis ekstremisme vil præge verden i mange år fremover.

I de senere år har højre-populismen også fået solid politisk magt, og er valgt ind i parlamenter over hele Europa. Ungarn og Poland styres af regeringer, der helt åbent udfordrer samfundenes liberale og demokratiske principper.
I Italien sidder Lega Nord i regeringen, i Østrig er Putins allierede, FPÖ, med til at styre. Og i Danmark fortsætter Dansk Folkeparti med at agere støtteparti, og har påvirket den førte politik til at lefle "borgerne indre svinehund" i stedet for seriøs politik.

I fællesskab med ligesindede driver de på en udvikling som lukker grænser, ignorerer internationale konventioner om lige rettigheder, og flytter de ekstreme højreorienteredes syge verdensbillede nærmere mod debatternes centrum. Og som politisk kraft udgør de nu en akut trussel mod vores demokrati og medmenneskelige måde at tænke på.

Til forårets valg til EU-parlamentet forsøger disse udemokratiske kræfter at flytte deres positioner frem i en grad, der truer EU med at falde sammen - eller fyldes med den ekstreme højres visioner.

Men man skal også gøre opmærksom på, at der stadig findes lande, hvor disse sorte kræfter endnu ikke har fået noget indflydelse. F.eks. i Finland er De Sande Finlændere gået midt over, og de ekstreme er smidt ud af regering. I Sverige er alle politiske partier enige om at holde Sveriges Demokraterne udenfor indflydelse. Frankrig har også holdt Front National udenfor indflydelse. Og i Forbundsrepublikken er det også ind til nu lykkes at holde sine højre ekstreme udenfor regeringens politik.

Men her på 100-års dagen for det afskyelige mord på Róża Luksemburg, står vi nu i en situation, hvor alle demokratiske kræfter må vågne op og erkende realiteterne. Og så må vores demokratier begynde at samarbejde over landegrænserne, for at forhindre en yderligere spredning af denne formørkede "politik".