Klumme

Meget reality-tv tilbyder mere indsigt end diverse æggehovedprogrammer

DR møder kritik for at lave reality-tv. Det er lamslående, at fjernsynsprogrammer, der fokuserer på enkeltindividers opførsel, refleksioner og sociale interaktioner, stadig affejes som lefleri for laveste fællesnævner
17. januar 2019

For omkring en måned siden begyndte DR at søge deltagere til DR1’s »store nye dokumentariske eksperiment«, Øen, hvor 12 almindelige danskere efterlades »helt alene på en øde, tropisk ø, kun med vand nok til at klare sig i et døgn.« En satsning, der ud fra enhver rimelig definition må kaldes et reality-program.

Ikke overraskende skabte udmeldingen ballade. Mellem jul og nytår kunne man blandt andet læse en kommentar i magasinet Ræson af formanden for Konservativ Ungdom, Anders Storgaard, hvori han anklagede DR for at »lefle for laveste fællesnævner« og kaldte beslutningen om at sende det kommende program et vidne om »intellektuel dovenskab«.

Storgaard ræsonnerer sig frem til, at det eneste argument for at sende den slags fjernsyn er for at »nå bredt ud til den danske befolkning gennem høje seertal« – et synspunkt, der synes udbredt. Mange føler sig for fine til at se programmer som Paradise Hotel, eller ser det kun med krum ryg og dårlig smag i munden.

Reality-tv er ganske enkelt ikke comme il faut.

KU-formanden fremhæver »Deadline, Detektor og Debatten«, som prisværdige DR-produktioner, men bare fordi realitysatsningerne ikke er strøget i pressefolder og bundet i stramme slipseknuder betyder det ikke, at genren er intellektuelt indholdsløs. Tværtimod er mange reality-programmer mere indsigtsfulde og oplysende end æggehovedspekulationer.

Plads til refleksion

Tag bare Øen-konceptet. Programmet, der bringer bybaserede deltagere tættere på en slags naturtilstand, giver anledning for seeren til at overveje, om mennesker har et medfødt etisk kodeks – og tumle med tilstødende højtravende spørgsmål – når disse præsenteres for gruppedynamikker i en uciviliseret ramme. Pludselig er vi ikke så langt fra udgangsrefleksionen for Rousseaus idé om samfundspagten og uvidenhedens slør.

Reality-tv tager udgangspunkt i enkeltindividers adfærd, refleksioner og samspil med andre (oftest fremmede) på en måde, der som regel giver anledning til, at seeren kan spejle sig i de sociale dilemmaer og moralske kvaler, der opstår.

Vi kan genkende egne og venners karaktertræk i deltagerne, men samtidig står vi på afstand af de specifikke situationer med mulighed for at udvide vores psykologiske og sociologiske forståelse gennem andres erfaringer. Vi har plads til at reflektere, fordi vi ikke selv er rodet ind i det.

Der er større værdi i at diskutere diverse reality-deltageres tankerækker og handlemønstre, end der er i råt at æde ord fra en eksperttype, der toner frem på skærmen.

Når vi sladrer om de kendte, lærer vi os selv og hinanden bedre at kende. Og det er uhæderligt at banalisere den pointe.

Et skældsord

I radioprogrammet AK 24syv kunne man i sidste uge høre, hvordan en veloplagt studievært var interesseret i at få DR3’s programredaktør, Trine Skovgaard, til at »indrømme«, at DR laver reality-tv.

Interviewet fandt sted på grund af det nye DR3-program Mit hemmelige match, hvor ti unge – der er blevet udvalgt på baggrund af personlighedstest – uden at kende hinanden flytter sammen i kollektiv, og samtalen forløb mere smertefrit, end journalisten nok havde forventet.

Skovgaard var helt klar på, at det, de laver, er reality-tv, og tilføjede i øvrigt, at det ikke er et greb, som DR3 er »bange for at bruge«.

Det står også klart, når man tænker på programmer som Gift ved første blik, Alene i vildmarken og Klædt af. Alligevel er det en stærk udtalelse i en samtidskultur, hvor der – som hun også sagde – er en »stemning af, at reality-tv er noget fordækt.«

Målet må være at dreje samtalen væk fra en mærkatdiskussion, hvor man fortaber sig i de overfladisk negative konnotationer i reality-tv, og i stedet diskuterer indholdet i de fjernsynsprogrammer, der bliver produceret, og hvilken værdi det skaber.

Hvad sker der, når man bliver forelsket? Eller uvenner?

Det er ikke uinteressante spørgsmål – og det er heller ikke spørgsmål, der bliver udtømt af et interview med en hjerneforsker. Derfor er det også åbenlyst, at påstanden om, at public service og reality-tv er uforenelige størrelser, er grundlæggende absurd. Reality bør ikke være et skældsord.

DR lykkes i ’Gift ved første blik’ med give vores bedrevidenhed en klædelig boomerangeffekt, så man genkender sig selv og sine adfærdsmønstre i den opførsel, man selv lige har peget fingre ad.
Læs også
Årets hårdeste omgang initimitetsudforskning på tv har uden tvivl været DR3’s dokumentarserie Ku’ godt må godt om parret Malou og Alex, der er i starten af tyverne og har et åbent forhold.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Sørensen

"Mange føler sig for fine til at se programmer som Paradise Hotel ...", hævder klummisten blandt andet. Tjah, andre af os synes bare, det er uinteressant.

Niels Duus Nielsen, Hans Larsen, Dan Ysnæs, Steffen Gliese, Tino Rozzo, P.G. Olsen, Christian De Thurah, Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Knap og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Morten Sørensen. Det var der jeg nåede til i artiklen før jeg i den grad følte mig for fin til naragtighederne, og scrollede ned til kommentarfeltet. Det er vel hvad man kan forvente, når ens uddannelsesprogram er reality shows.

Steffen Gliese, Tino Rozzo og Morten Sørensen anbefalede denne kommentar
Johnny Werngreen

Der er forskel på kontrollerede videnskabelige forsøg og eksperimenter og reality-shows, og der er også forskel på, hvad man kan lære af dem. Så et show på en ø, der er styret af interessen for at underholde og forarge, må nødvendigvis være videnskabeligt problematisk i forhold til for eksempel Dunedin-undersøgelsen, Milgrams forsøg, Zimbardos helvede o.l. Din retorik med æggehoveder med slips og alting, siger meget mere om dig og din intellektuelle formåen end om seriøst arbejdende forskeres insisteren på at evidensen i og værdien af undersøgelser og eksperimenter er afhængig af kontekst og metode. Så et godt råd til dig er, at du en gang imellem forlader dit virtual-reality mindset, hvor du ikke kun leder efter dine venner og bekendtes forventelige reaktionsmønstre i pressede situationer og siger "Nåh-ja-det-er-sgu-da-lige-ham, men erkender at livet for de fleste mennesker ikke er et reality-show - endnu da.

Niels Duus Nielsen, Troels Brøgger, Dan Ysnæs, Steffen Gliese, Tino Rozzo, lise zeuthen, Bjarne Bisgaard Jensen og Morten Sørensen anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Selvfølgelig kan der da laves godt reality-tv, det er der mange eksempler på (desværre mest på udenlandske kanaler), men der kan så sandelig også laves noget rædsomt bras, og det er nok, fordi der er mest af det sidste, at konceptet som helhed har fået et blakket ry. Den "videnskabelige" interesse er ofte blot et figenblad, der skal dække spekulation i voyeuristisk snagen i og udstillen af naive mennesker, der tror, de er stjerner. Det kan man vist godt forsvare at kalde "laveste fællesnævner".

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Troels Brøgger, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Tino Rozzo anbefalede denne kommentar

Kvindebevægelsen havde engang et slogan, der hed "offentliggør det private!" Det gør reality TV. Men kvindebevægelsen fortsatte: "gør det private politisk!" Det gør reality programmer ikke. Her er det sjældent dokumenteret videnskabeligt om erfaringerne er samfundsmæssigt repræsentative eller bare karakteristiske for den enkelte. Ligeledes debateres der i udsendelserne sjældent, hvilke politiske konsekvenser det offentliggjorte tema kunne have.
I de aktuelle reality shows er der ofte indlagt en spænding i form af, at der hver gang er nogen, der stemmes ud. Dette er på én gang karakteristisk for og legitimerende for alt andet end det kvindebevægelsen stod for, nemlig konkurrencesamfundets udskillelse af de svageste dvs. "taberne".
Jeg har ikke set det nye program om nøgendating, og har absolut ikke lyst til det, idet det for mig lyder som en undertrykkende objektgørelse af menneskekroppen og en misforståelse af, hvad vi mennesker føler os tiltrukket af og vælger partnere på grundlag af.Tiltrækning er selvfølgelig også fysisk, og hurra for det. Men tænk at vælge nogen fra på grund af udseendet af en enkel kropsdel? Jeg er målløs. I kvindebevægelsen tog vi afstand fra at vore kroppe blot skulle ses som sexobjekter. Vi ønskede og ønsker at blive opfattet som hele mennesker incl. vore kroppe og se på andre på samme måde.

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Alle og enhver ved vel efterhånden, at 'reality'-programmer ikke har en pind med reality at gøre.
Alt er tilrettelagt og indstuderet ned til mindste detalje, klippet og redigeret for at fremkalde bestemte reaktioner.
Det er ren manipulation, som man godt må kalde mig "for fin" til at spilde tid på.

Trond Meiring, Niels Duus Nielsen, Susanne Schmidt, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Offentligt ejede public service stationer skal ikke indgå i usmagelige eksperimenter med folks psykologiske og antropologiske identiteter. Det er simpelthen topmålet af umoral.

Steffen Gliese

En virkelig god dokumentar til at tage vinden ud af den slags 'forsøg' blev vist fornylig på DR2 (for mindst anden gang, da jeg har set det før): https://www.dr.dk/tv/se/toemmerfladen-det-vildeste-sociale-eksperiment-n...
Det interessante er selvfølgelig, at eksperimentet endte med at bevise det modsatte af forskerens hypotese, hvilket er ganske rørende.

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Susanne Schmidt

Jeg har for længst skiftet DR, og stort set det øvrige tv-udbud også, ud med bøger.

Troels Brøgger

Husk lige at forfatteren til denne artikel er en ganske ung mand, som for kort tid siden her i avisen erklærede at NU ville han øve sig at tage bladet fra munden, Det er måske det han øver sig her ?
Det er da et ledigt standpunkt at være trodsig på, og også ret gratis.

@Torben Brøgger, det unge menneske mangler så blot at forstå, at det ikke i sig selv er nogen kvalitet i at tage bladet fra munden. Det afgørende er, hvad der kommer ud af munden!