Kommentar

Rektorers bonusordninger skaber regnearksstyring og meningstab for lærere og elever

Gymnasierektorerne bør fokusere på at skabe meningsfulde læringsfællesskaber for elever og lærere. Det gør de bedst med en pæn fast løn – ikke med en kontrakt, der lægger op til besparelsesprovision
Hvad får vi, når styringssystemet vægter cool cash langt højere end menneskelig trivsel og udvikling, spørger gymnasielærer Lise Holck Jørgensen.

Hvad får vi, når styringssystemet vægter cool cash langt højere end menneskelig trivsel og udvikling, spørger gymnasielærer Lise Holck Jørgensen.

Sille Veilmark

Debat
17. januar 2019

Jeg er gymnasielærer og sygemeldt med stresssymptomer. Fordi mine arbejdsvilkår efterhånden er så gennemsyrede af en alt for ensidig økonomisk tænkning, er arbejdspresset blevet for stort til, at jeg kan og vil følge med.

Det forøgede arbejdspres er en direkte konsekvens af de besparelser og effektiviseringer, der i voldsom grad præger hele den offentlige sektor, og hvor den økonomiske tænkning efterhånden har vokset sig så stærk, at menneskelige hensyn og behov helt er forsvundet.

Resultatet ser vi i de deprimerende stressstatistikker fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, hvor gymnasielærerne sammen med andre offentligt ansatte ligger i toppen.

Et kundenummer

Det er ikke svært at blive enige om, at vi i Danmark ønsker os gymnasier og VUC-skoler med engagerede og dygtige lærere. Skoler hvor vi lærere kan bringe vores faglige kunnen i spil og derved give de unge mennesker mulighed for at udvikle sig, så de bliver i stand til at skabe den fremtid, de ønsker.

Men hvad får vi, når styringssystemet vægter cool cash langt højere end menneskelig trivsel og udvikling?

Vi får skoler, der drives som forretninger, hvor eleverne er kunder, og lærerne er en omkostning, der helst skal spares væk. I den forretning kommer pædagogik og didaktik til at betyde forsvindende lidt, og helt visket af tavlen er diskussioner om, hvordan vi skaber et meningsfuldt studieliv for eleverne og et meningsgivende arbejdsliv for os lærere.

Vi bliver nødt til at have for øje, at vi er mennesker, der arbejder med mennesker, som ikke bare er  kundenumre i et regneark. Ellers bliver vores arbejde meningsløst.

Nærværende voksne

Mit arbejdsliv bliver meningsfuldt, når jeg har mulighed for at bringe min didaktiske og pædagogiske viden i spil i de læringsrelationer, jeg opbygger sammen med eleverne. Det er jeg faktisk ret god til, men det kræver et system, der arbejder med og ikke imod mig og mine elever.

Et system der skaber den nødvendige tid og ro, der skal til, så jeg kan være den velforberedte og ikke mindst nærværende voksne, de unge mennesker så hårdt har brug for. Sådan ser mine arbejdsvilkår desværre ikke ud mere, og det skaber et meningstab, der genererer stress.

Resultatet af et system, der primært har fokus på økonomi, giver altså ikke blot et forøget arbejdspres, men også et stort meningstab. Når de to parametre optræder samtidig i et menneskes liv, har vi en opskrift på mistrivsel. For når vi mister meningen i et i forvejen hårdt presset arbejdsliv, resulterer det meget hurtigt i stress, angst og depression.

Det er den konsekvens, vi ser i de skræmmende statistikker.

Og hvad med eleverne? Ja, lige nu har vi skabt et system, hvor det handler om at få flest muligt presset igennem en uddannelse på kortest mulig tid med lavest mulige omkostninger og højest mulige karakterer.

Vi har bare glemt at spørge, om dette skaber de bedste betingelser for at få vores unge mennesker til at vokse, trives og gro?

Med stigende stress og angst blandt unge må vi sande, at svaret er et stort, rungende nej. Den nationale sundhedsprofil viser en stigning i andelen af unge mellem 16 og 24 med højt stressniveau fra 23,2 procent i 2013 til 30,5 procent i 2017.

Præstationspres og højhastighedsuddannelser skaber ikke livsduelige unge mennesker, der med glæde og engagement ønsker at lære noget. Det gør derimod tid og ro til at udforske verden gennem meningsgivende aktiviteter sammen med nærværende voksne, man kan spejle sig i.

Slut med bonusser

Ligegyldigt hvor omstillingsparate, robuste og fleksible vi mennesker er, så er der altså grænser for, hvor hårdt effektiviseringspisken kan svinges, før det går ud over vores mentale sundhed og indlæringslyst. Stressstatistikkerne taget i betragtning er den grænse for længst overskredet.

Vi bliver nødt til at have for øje, at dette er et systemisk problem, så vi skal holde op med at tro, at systemet gennem fastholdelse af ledelsesretten kan finde individuelle løsninger.

Løsningen er derimod, at vi vender os væk fra regnearksstyring og begynder at tale om trivsels- og meningsstyring i stedet.

Helt konkret kan vi starte med at kigge indad i systemet, og se på indholdet af rektorernes resultatlønskontrakter. De anvendes som styringsredskab over for rektorer, så de delvist er aflønnet med en målstyret provisionsbonus som gulerod.

Al viden om provisionsløn fortæller, at det primære sigte med en resultatorienteret aflønning hurtigt bliver den bonus, der kan opnås. Dette er således et yderst kraftfuldt styringsredskab, hvor en forråelse i såvel handlingsformål som etik og moral let bliver resultatet.

Ledelsen bør primært fokusere på at højne undervisningskvaliteten samt skabe trivsel og meningsfulde læringsfællesskaber for elever og lærere. Det gør de bedst med en pæn fast løn, som afspejler det ansvar, en ledelse har – og ikke med en kontrakt, der lægger op til besparelsesprovision, som blot afspejler den ensidige økonomiske tænkning.

Det er her, forandringer kan ske.

Lise Holck Jørgensen, gymnasielærer, lektor i psykologi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henning Kjær

Sorry! Lise Holck Jørgensen. Du sidder i saksen med stress og dårlig trivsel, det samme gør din ledelse.

Christian de Thurah

Ja, gymnasierne har i efterhånden en del år mere lignet pølsefabrikker end åndens højborge.

Steffen Gliese

Det skyldes, at hele tankegangen bag liberalismen er, at ting kun er noget værd, hvis de kan skaffe penge, og de er kun noget værd, indtil der er andet, der kan skaffe endnu flere penge.
Lyder det sygt? Det er det også, det er reelt en sygdom i sjælen blandt folk, der måske ikke i udgangspunktet var autister, men fagligt er blevet det.

Anders Reinholdt, Lise Holck Jørgensen, Johanna Haas, Trond Meiring og Markus Lund anbefalede denne kommentar

Dude, du får så høj en løn at du ikke kan tillade dig at være utilfreds. Og du lever mindst 10 år længere end mig i det lange løb (jeg er ufaglært). Sorry, det er bare min mening. Organisér en landsdækkende strejke - det er den eneste måde, I kan blive hørt på. Du får intet ud af at kritisere New Public Management i dagspressen. Dét er allerede blevet en kliché.

Tak for en god kronik.
Sidst jeg så en opgørelse havde 2 procents besparelserne betydet 1000 færre stillinger i gymnasiesektoren. Det er klart, at en sådan nedskæring kan mærkes,

Steffen Gliese, Lise Holck Jørgensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

@Markus Lund: alle lønmodtagere på arbejdsmarkedet er med hensyn til sikkerhed i ansættelsen i samme båd;den findes nemlig ikke længere for nogen. Med dette fælles vaklende udgangspunkt in mente burde alle lønmodtagere være solidariske med hinanden. De højtlønnede med de lavtlønnede og omvendt. Samfundet er en samlet orgabisme: vi er alle afhængige af, at vejene bliver repareret, at børnene har ordentlige vilkår i skolen osv. osv.
Forskellen i middellevetid mellem forskellige faggrupper i Danmark er samfundsmæssig set uretfærdig og mennesker med hårdt fysisk arbejde, som man jo ved er nedslidende, burde INDEN de er slidt ned have en aldersbestemt reducering af arbejdstiden. Til fuld løn.
Jeg tror, at vejen frem er, at alle lønmodtagere står sammen gennem deres fagforeninger, som i samarbejde må lave analyser og derefter fremlægge en samlet arbejdsmarkedsplan med krav. Sådan at det ikke bliver alles kamp mod alle at kæmpe for ordentlige arbejdsforhold for lønmodtagere, men en kamp man fører på egne og andres vegne. Uanset forskelle i uddannelse og indkomst.

Steffen Gliese, Lise Holck Jørgensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

"Jeg er gymnasielærer og sygemeldt med stresssymptomer. Fordi mine arbejdsvilkår efterhånden er så gennemsyrede af en alt for ensidig økonomisk tænkning, er arbejdspresset blevet for stort til, at jeg kan og vil følge med."

Allerede hér kan Lise Holck Jørgensen komme i vanskeligheder, thi en moderne leder indenfor på basis af ovenstående kunne stille følgende inkriminerende spørgsmål:

Hvordan kan lise skrive så velformuleret og relativt stringent artikel? Hun er jo stressygemeldt.
Og skriver Lise ikke at hun ikke vil arbejde under de nugældende vilkår? Så har vi jo en helt anden situation, end at hun er sygemeldt.

Vejen frem mod forandring i progressiv retning er næppe strejker i fagforeningsregi; vi har til hudløshed konstateret at fagforeningernes ledelser/direktører på adskillige måder indgår i tvungne samlejer (den danske model) med især de offentlige arbejdsgiverorganer, mens medlemmerne splittes i straf- og belønningsexcesser. Der er vel efterhånden kun udenomsparlamentarisk pres og civil ulydighed i storskala at arbejde for, hvis de magtfuldkomne politikere og de neoliberale styringsmekanismer skal bekæmpes.

Steffen Gliese

Man skal ikke belønne folk for at passe deres arbejde. Og man skal ikke detailregulere institutioner, der i sig selv har definerede mål, sådan som det ønskes i ministerierne.

En gymnasielærer jeg kender har i forgårs været på kursus, hvor han talte med kolleger fra forskellige arbejdspladser i den gymnasiale sektor.
En kollega fortalte, at på vedkommendes skole havde man inddraget de løntillæg, som folk havde fået. Da jeg hørte det troede jeg i første omgang, at der var tale om, at løntillægene ikke længere skulle tildeles. Jeg forestillede mig, at man som et led i 2 procents sparekravet med kniven for struben på den pågældende arbejdsplads var blevet enige om, at sådan måtte det være, hvis flere fyringer skulle undgås.
Men nej. Man satte folk ned i løn og inddrog de løntillæg de havde haft. Altså et lønudhulingstiltag af de store. Samtidig fortalte en anden deltager på kurset, at på vedkommendes skole skulle man nu undervise 8 klasser, når man var fuldtidsansat. Enhver der har arbejdet i den gymnasiale sektor vil vide, at 8 klasser er fuldstændig vanvittig mange. Jeg forstår ikke, hvorfor vores skolesystem skal gennemgå en så drastisk undervisningsforringelse. En så drastisk kvalitetsforringelse. Og det tror jeg heller ikke eleverne forstår. Eller deres forældre.