Jeg var ansat som vikar på en skole for børn med handicap gennem halvandet år efter gymnasiet. På de fleste parametre var det et mere krævende job end det, jeg har i dag.
Børnene og deres omfattende mentale og fysiske udfordringer krævede, at jeg var 100 procent nærværende, 100 procent af tiden. Ikke bare sådan almindeligt omsorgsfuldt nærværende. Nærværende så vi undgik, at børnene druknede hinanden under svømmetimen, slog sig selv i hovedet med knytnæver, og at jeg selv eller en af de andre ansatte blev flået til blods.
Når lærerne og pædagogerne spurgte, om jeg så ville uddanne mig til lærer eller pædagog, var svaret nej. Jeg kunne ikke holde til de knubs, jeg fik, og til det store ansvar, det var at gøre børnenes hverdag ikke bare tålelig, men helst rar og udviklende.
Selv om alle offentligt ansatte ikke sætter eget helbred på spil i samme grad som mine tidligere kolleger, bliver jeg alligevel træt på deres vegne, når de nu igen skal høre for deres sygefravær.
Markant forskel
Anledningen er en rapport fra Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet, der viser, at ansatte i landets kommuner i gennemsnit havde 12,8 sygedage i 2017, mens de privatansatte havde 6,8 dage.
De rå tal giver et mere unuanceret billede, end godt er, men selv når der korrigeres for forskelle i brancher, køn, alder og uddannelse er sygefraværet stadig højere i den offentlige sektor end i den private.
For SOSU-medarbejdere og sygeplejersker er sygefraværet f.eks. henholdsvis 5,2 og 3,8 dage højere for ansatte i regionerne end for privat ansatte med samme stillingsbetegnelse.
Innovationsminister Sophie Løhde (V) kalder forskellen »uforklarlig«, men jeg tør nu godt skyde på et par forklaringer.
Det er især længerevarende sygefravær (over 30 dage), der er højere i kommuner og regioner end i det private. 50 procent af alle langtidssygemeldinger skyldes psykiske problemer, ifølge en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Og psykisk sygdom som stress, depression og angst bliver bl.a. udløst af dårligt arbejdsmiljø.
Man kan jo have sin mistanke om, hvordan effektiviseringskrav, omprioriteringsbidrag, øgede dokumentationskrav og mere målstyring påvirker arbejdsmiljøet i den offentlige sektor.
Men det bliver ved formodningen, for de sidste ti år er midlerne til kontrol af arbejdsmiljøet blevet beskåret med en tredjedel – med mere end 180 millioner og 300 medarbejdere. Så der er ikke gjort meget for at holde øje med, hvordan det egentlig står til med arbejdsmiljøet ude på arbejdspladserne.
I den store sammenhæng er det derfor kun moderat opmuntrende, at regeringen nu varsler, at den vil afsætte 100 mio. kr. til de offentlige arbejdspladser, der har et særligt belastet arbejdsmiljø.
Fordummende konklusioner
Den offentlige sektor har et større incitament end den private til at tage ansvar for at skabe et rummeligt arbejdsmarked. Kommunerne tilskyndes f.eks. til at give kontanthjælpsmodtagere job, da man ellers over tid selv skal betale en større og større del af deres overførselsindkomst på grund af refusionssystemet.
Det offentlige må derfor forventes at have ansat relativt flere personer med en tungere helbredsmæssig bagage end gennemsnittet. Det vejer formentlig ind i sygefraværet – også selv om fleksjobbere eksempelvis ikke er talt med i rapportens fraværsprocenter.
Uanset at både arbejdsmiljø og rummelighed kan være forklaringer på det højere sygefravær i det offentlige, er det netop forklaringer og ikke undskyldninger, der har til formål at tale problemet ned. For selvfølgelig er alle interesserede i et så lavt sygefravær som muligt.
Pointen er bare, at man ikke skal lade sig forlede af lette, men fordummende konklusioner, som når Berlingske på lederplads foreslår privatiseringer som en løsning, for virkeligheden er mere kompleks end det.
F.eks. viser rapporten, at der er endnu større forskel på sygefraværet kommunerne imellem, end der er mellem den offentlige og den private sektor. Mellem Samsø og Ballerup er forskellen hele 6,3 dage.
Jeg tænker ikke, at Berlingske mener, vi skal flytte hele den offentlige sektor til Samsø af den grund.
Forskellene er bemærkelsesværdige, men formentlig ikke uforklarlige. Vi kunne jo f.eks. høre de ansatte ad.
Et godt udtryk er "Jump to konklusions"; Noget politikere ideligt foretager sig, og selvfølgelig så det passer ind i eget kram.
En anden forskel på det lavere sygefravær i det private, er meget sandsynligt af folk simpelthen ikke tør lægge sig syge. De er bange for deres jobs.
Ligeledes har jeg oplevet, at en del private firmaer har lønordninger der belønner folk hvis de ikke har nogen sygedage ; Hvilket faktisk kan løbe op i en anseelige størrelse.
Tak for en god artikel.
Der er sikkert mange forklaringer.
En sygeplejeske kan ikke være på arbejde, hvis hun (M/k) er småsyg. Det kan en kontormand (m/k) godt.
Ligeledes har en ansat i en vuggestue en risiko for at blive smittet af børnene.
En anden forklaring for fravær kan være "barn sag". Der er mere acceptabelt at have "barn syg" hvis du er offentlig ansat end hvis du er privatansat.
Blot den evindelige mistillidstilgang til de offentligt ansatte, som efterhånden er blevet et mantra i den politiske virkelighed.
Hvad med at have respekt for de mange offentlige ansatte som hver dag løser opgaver i forhold til vore svageste medborgere under stadig dårlige vilkår med idelige stramninger, nedskæringer og en dokumentationsfeber, som fuldstændig har smadret et system, som tidligere byggede på tillid til medarbejderne og deres faglighed.
Mange offentlige medarbejdere udfører opgaver i det daglige, som mange andre borgere nok ville betakke sig for at komme i nærheden af.
Det er altså på tide at denne daglige indsats påskønnes, især fra politisk hold, hvis der skal være blot det mindste håb om bedre arbejdsvilkår, ellers har vi blot set toppen af isbjerget, og hvad vil du så gøre Sophie Løhde - lade dem ligge i deres eget skidt, de svageste
Man finder stadig folk derude der mener at privatansatte bestiller meget mere end offentligt ansatte!
Det er slet ikke gået op for dem at der løbes stærkere og stærkere; At der forventes en endnu bedre service på trods af forringede vilkår og at arbejdsmiljøet qua pressede ledere er for nedadgående.
Der er en urokkelig tro hos den nuværende regering på, at Danmark sparer meget ved at "effektivisere" alt i det offentlige. Mangt og meget tyder på, at ledelsen i regering og det offentlige er meget mangelfuld.
Dårlig ledelse resulterer i stress og sygedage for de almindelig ansatte. Mange kender til ledelse ved ironi og sarkasme. Ledelse ved ansvarsuddelegering og respekt er mange steder ikke eksisterende. De offentlig ansatte er kulier eller robotter og respekteres ikke som selvstændige mennesker af ledelsen.
Det siger en del om Løhde, at hun ingen anelse har!
Super klumme - siger min kone og min søster; der begge er sygeplejersker.
Man behøver hvis hverken nedsætte kommisioner, hyre kostbare eksterne konsulenter, være ekspert eller professor for, at have en ide om, hvad der er galt hos de offentlige ansatte og i den offentlige sektor.
Men da svarene og løsningerne ikke passer ind i regeringens og div. partiers agenda, så er det nok lige netop det man vil gøre, i håbet om, at kunne gå rundt om den varme grød, og finde et ikke svar på problemet.
Da jeg var ansat på Rigshospitalet florerede der er en ret alvorlig "torudefrancis" virus, som hurtigt kunne lægge fyrre procent af nogle områder på langs. Det er længe siden og jeg tænker på om der er fundet en vaccine?
Desværre har Sofie Løhde ret i at der findes grupper af offentligt ansatte der ser sygedage som en rimelig kompensation for denne verdens onder: "Dårlig ledelse, grov underbetaling, kedelig kantine etc." Omvendt er der også masser af offentligt ansatte der knokler langt mere end rimeligt.
@Jens J. Pedersen
Det følger af Maciavelli: "Det er mere sikkert at være frygtet end elsket!" (Citeret efter hukommelsen).
Brøndum 19:10
Boller uden stål.
I det private erhvervsliv bruger man ikke abstrakte grønthøsterbeskæringer, derimod justeres budgettet ud fra beregninger om profitabilitet, i modsætning til inden for det offentlige, hvor der hvert år skæres ti procent, uanset hvordan det går.
Når grønthøsteren så langsomt, men sikkert, skærer helt ind til benet, og der begynder at komme blod, må man jo lægge sig syg for ikke at forbløde.
Det kunne være interessant at forhøre sig hos Arbejdstilsynet, for at få et fagligt kvalificeret bud på problemstillingen - er der mon en journalist på Information som kunne tænke sig det?
@Niels Duus Jensen, ingen offentlige enheder er blevet udsat for, at der “hvert år beskæres ti procent”!
Men du har ret i, at man i det private er langt bedre end i det offentlige til at skabe intelligente effektiviseringer og kundetilfredshed gennem fokus på værdiskabelse.
Det er jo netop ét af de væsentligste argumenter for privatisering. At det så samtidig giver større medarbejdertilfredshed og lavere sygefravær er en fin sidegevinst.
Er vi sikre på forringelserne ikke er beviste for at fremskaffe opbakningen til privatiseringen?
En meget fin og sober redegørelse, som ministeren selv kunne tænke sig frem til, hvis hun havde interesse i det.
Det offentlige skal være et korrektiv til det private - ordnede og anstændige forhandlede vilkår mellem det offentlige som arbejdsgiver og de ansatte, herunder en uoverskridelig forståelse af, at det offentlige med sit magtmonopol i samfundet netop skal tage ekstra hensyn til modparten i forhandlinger og ikke gennemtrumfe noget i kraft af sin magt. Desværre har vi jo fjernet de instrumenter, der sikrede de ansatte en platform til at handle fra i kraft af næsten-uopsigelighed og baggrund i fastlagte kriterier fremfor opportunisme.
Et samfund, der som vores på alle punkter har forbrudt sig imod den underforståede respekt for den enkelte myndige borger, for sandt og falsk, godt og skidt, anstændighed og en målrettet vision om at skabe et stadigt bedre samfund for det overvejende flertal, er, hvad man forstår ved korrumperet: det er pengene, der sætter dagsordenen, og på en eller anden måde er penge i stedet for at være udtryk for skabt værdi blevet forudsætningen for at skabe værdi. Det er simpelthen at vende verden på hovedet.
Dette citat fra rapporten tyder imidlertid på videnskabelig uredelighed:
"For SOSU-medarbejdere og sygeplejersker er sygefraværet f.eks. henholdsvis 5,2 og 3,8 dage højere for ansatte i regionerne end for privat ansatte med samme stillingsbetegnelse."
Privatansat plejepersonale på f.eks. privathospitaler, har jo ikke samme akut- og døgnfunktion som det offentlige sygehusvæsen, men arbejder mest med patienter indenfor planlagt kirurgi.
Med i fortællingen bør da også at det offentlige skal tage sig af ALLE borgere, også af dem der er for komplicerede for de private firmaer/hospitaler...?! Det burde være indlysende at større opgaver er mere krævende end mindre, og de burde ha' bedre og ikke ringere vilkår for deres løsninger.
@Henrik Brøndum, der er masser af privatansatte SOSU'er der udfører præcis det samme arbejde, som de kommunalt ansatte, fx i hjemmeplejen. Som jeg læser det andetsteds i rapporten er der endvidere korrigeret for fx effekten af skifteholdsarbejde.
@Anders Ekki, det store flertal af private virksomheder har produktivitetsstigninger på noget over 2% pr. år. Men i øvrigt er 2%-besparelsen i det offentlige jo kun første trin - i trin 2 anvendes "omprioriteringsbesparelsen" til øgede bevillinger. Totalt set kommer de 2% dermed aldrig til udtryk som en realiseret besparelse - hvorfor de totale offentlige udgifter da også konsekvent stiger år for år.
Venstres valgslogan: Penge og plastik fremfor mennesker og miljø
@Anne Schøtt - er det derfor offentligt ansatte tager "øv-dage"?
Jens Winther:
Min kommentar er mere en inspiration af Steffen Glieses seneste kommentar end den er svar på overskriften.
Jeg skimmede lige rapporten, og ser at inden for mere eller mindre alle områder er sygefraværet højere i den offentlige sektor over både sektor, branche, alder og køn, hvilket jeg i højere grad synes inviterer til dybere undersøgelser af sygefraværet på de forskellige brancher for at finde årsagerne. Det giver selvfølgelig ingen mening bare at komme med populistiske udmeldinger om folk der arbejder i det offentlige. Derimod synes jeg, at vi skylder hinanden at finde ud af de konkrete årsager til at finde ud af hvorfor det ser sådan her ud. Den offentlige sektor ville også fungere bedre, hvis vi har generelt sundere og gladere ansatte i den offentlige sektor.
Rapporten peger ingen steder på årsagerne: Er det det fysiske eller psykiske arbejdsmiljø, nedslidning, underbemanding, manglende ressourcer eller motivation?
En rapport der netop undersøgte dette, havde da været meget mere interessant, og er noget både de offentlige og private fagforbund selv burde undersøge, og bede ministerierne om at undersøge - for det er sgu da langt mere spændende.
@Frederik Larsen, der er tilsyneladende ikke rigtig nogen i de offentlige fagforeninger, der har haft lyst til at undersøge de bagvedliggende årsager til det høje sygefravær - på trods af, at flere rapporter har påpeget situationen og det umiddelbart uforståelige i tallene. Det ville da ellers være en nærliggende opgave.
Denne regering er utilbøjelig til at bruge eksperter og undersøgelser, fordi disse sjældent mener hvad regeringen synes, de skal mene.
I stedet "synes" regeringen bare noget om diverse spsm, og så er Løhde åbenbart blevet forvirret over at hun ikke selv kan forklare det.
Jens Winther - intelligente investeringer i det private er jo ikke konstante nedskæringer over en bred kam. 2% år efter år, så fjerner man altså konstant arbejdspladser/ansatte, det alene stresser. Når de ansatte så kan se frem til større og større arbejdsbelastninger og samtidig kan forudse, at der næste år igen skal fyres ansatte, selv om de allerede mangler hænder, så går det altså galt.
I det private kunne man ikke drømme om at fjerne f.eks. 4 lastbiler, hvis det er transport man lever af, ihvertfald ikke hvis der er arbejde nok til at anskaffe 10 ekstra. Det er det man gør i det offentlige, der bliver flere og flere ældre medborgere, som ender med at være mere syge, men man laver konstante nedskæringer på det personale, der skal passe eller behandle de gamle.
Det nytter ikke at gøre området privat, for der er ikke penge nok i det for private. Det er jo netop derfor man i starten af industrialiseringen af Danmark oprettede hele det offentlige system, der var brug for en sektor, som ikke skulle profittere af driften. Til gengæld betaler skatteyderne til den offentlige sektor, men vi får mindre og mindre for pengene. Ikke fordi sektoren laver mindre, men fordi politikerne mener pengene skal gå til at skattelettelser, billigere privatfly og luksusbiler. Ydermere er der en hel del af den private sektor (virksomhederne) som ikke betaler den skat de burde, fordi Skattevæsenet ikke fungerer. Hvis arbejderne både skal betale skat og betale for de nødvendige ydelser, nu i stedet for udført af private, ja så kommer der et tidspunkt hvor lønnen simpelthen skal stige drastisk i det private. Mon arbejdsgiverne ønsker det scenarie?
Omprioriteringsbidraget bruges ikke der hvor det er tiltrængt i den offentlige sektor, de anvendes på punkter hvor det kan give politikerne pluspoint - f.eks. nogle mio. til ældreplejen, som altså ikke fik flere varme hænder, men en edb-portal.
Vores velfærd lider, men vi betaler stadig for den via skatten. Hvorfor egentlig ikke droppe det, altså skatten, velfærden er for længst droppet.
måske luger den private sektor bare mere hårdhændet ud i ansatte med forhøjet sygefravær,
den borgerlige sang om at den private sektor bare er dygtigere, er modbevist for længst af alle de privatiseringer som er gået galt,
men det er selvfølgelig den usande forklaring borgerlige vælger alligevel, pyt med de faktuelle fakta vi har vore egne "private fakta" som vi bedre kan lide er devisen her.
Med den besynderlige og pinlige congobajeropdatering på facebook kort før jul synes Løhde formentlig selv, at hun er ret skarp og smart. Men så er der pludselig noget hun meget passende ikke forstår.
Med den noget besyndelige udmelding synes hun nok, at hun er virkelig skarp og smart.
Hos mig står hun dummere end nogensinde. Altså godt gammeldags dum. Nærmest lidt retarderet. Altså en voldsom mangel på åndelig styrke og visdom.
Men hvordan overbeviser jeg hende om at hun har jokket så meget i spinaten, at hun selv vil synes det nok er på tide med en offentlig undskyldning for hendes perfiditet?
Jens Winther, hovedargumentet mod privatisering er og bliver, at der er alt for mange steder indenfor det offentlige, hvor der ikke skabes materielle værdier, men hvor aktiviterne ud fra en rent økonomisk kalkyle kun kan betragtes som udgifter. Det er en ren udgift at give plejehjemspersonalet lønforhøjelser, fordi de ikke producerer materielle værdier. At gamle fru Jensen får en bedre alderdom, hvis sosuerne føler sig værdsat, afspejler sig ikke andre steder som en indtægt for samfundet end i fru Jensens liv.
Det forsøger man så at løse ved at udtænke systemer, der skal få plejesektoren til at minde om produktionen, ved fx at formulere abstrakte mål for "kundetilfredshed" og "produktivitet". Problemet er her, at uanset hvordan vi vender og drejer det, så er ældreomsorg en materiel udgift, og det bliver det ved med at være, uanset hvor meget man privatiserer.
At det private erhvervsliv måske har andre kvaliteter, der kan støtte dit argument, er jeg da åben over for, men så lad os få disse kvaliteter på bordet. Argumentet ud fra værdiskabelse holder ikke, og det ved du godt, hvis du tænker dig om. At give gamle mennesker et anstændigt otium skaber ingen materielle værdier, tværtimod.
"De rå tal giver et mere unuanceret billede, end godt er, men selv når der korrigeres for forskelle i brancher, køn, alder og uddannelse er sygefraværet stadig højere i den offentlige sektor end i den private."
Bare lige for at høre, kan i huske hvornår vi i vores skolegang, blev opkvalificeret til at kunne identificerer og anvende en fællesnævner korrekt?
Hvorfra i vores samfund er det vi har hørt talen om at, "det drejer sig om de rette leder kvalifikationer"?
@Niels Duus Nielsen, du har et fuldstændig forældet syn på den private sektor. Hele serviceindustrien producerer ydelser, som på stort set alle punkter ligner den offentlige sektors. Og selv indenfor traditionel produktionsindustri har tilknyttede services stigende betydning og udgør en alt mere væsentlig del af værdiskabelsen.
I den private sektor gør man meget ud af at måle kundetilfredshed - som aldeles ikke er et abstrakt mål. Hvis den offentlige sektor virkelig engagerede sig i deres "kunder" ville man også her kunne fastsætte meningsfulde mål for kundetilfredshed og opgøre målopfyldelsen. Problemet er nok snarere, at de ansatte i den offentlige sektor ikke ønsker at der gennemføres reelle kundetilfredshedsmålinger - det er meget lettere bare at kræve flere ressourcer (dvs. ansatte).
Jens Winther, jeg er bange for, at det er dig, der er gammeldags.
Postvæsenet er fx organiseret som en industrivirksomhed i vore dage. Dette giver en vis mening, for så vidt brevene skal bringes fra postkassen og ud til modtagerne så billigt som muligt. Det er muligt at anvende moderne managementmetoder fra industrien til at nedbringe udgifterne, og principelt er det muligt at regulere indtægterne ved at sætte prisen i et fornuftigt forhold til disse udgifter. Dog er det ikke PostNord, der afgør, hvad portoen skal koste, det er derimod de folkevalgte politikere, der med vilje sætter prisen alt for lavt, og i samme åndedrag accepterer, at postvæsenet ikke kan fungere uden massiv statsstøtte. Du kan se hele øvelsen som en slet skjult støtte til erhvervslivet. Dine fantasier om at lade private virksomheder byde på postomdelingen viser din mangel på branchekendskab: Det kan ikke betale sig at transportere post ud i hver en krog af landet, med mindre portoen sættes voldsomt op.
Når vi så ser på tjenesteydelserne, som varetages af det offentlige, bliver det endnu mere rodet: Kundetilfredshed er et abstrakt mål, sammenlignet med fx leveringens rettidighed (som var det kvalitetsmål, som blev anvendt, da jeg var postarbejder). Kvaliteten kan angives med et præcist tal for, hvor mange breve af den totale mængde, der blev bragt ud til tiden (dvs. næste dag, dengang jeg var post). Postvæsenet og senere PostDanmark lå og rodede omkring 97%, hvilket vi betragtede som ganske godt. Rent faktisk var tallet det bedste i verden, hvilket betød, at det var os, der fik koncessionen på den udenlandske post i Europa.
Kundetilfredshed derimod er en meget, meget usikker størrelse: På en skala fra 1 til 5, hvor godt synes du selv det går? I forhold til hvad? er modspørgsmålet. Hvis fru Jensen tænker på, hvordan de gamle blev behandlet, da hun var ung, vil hun måske komme frem til et højere tal, end hvis hun sammenligner med, hvordan forholdene er på et privat plejehjem for millionærer.
Hvis du sidder inde med en "reel" kundetilfredshedsmåling, synes jeg, at du skulle stå frem med den. Hvis den virkelig er "reel", vil den gøre dig rig, og hvis den ikke er, slipper vi for at høre mere vrøvl. Som postarbejder har jeg deltaget i slet ikke så få "tilfredshedsmålinger", som alle havde det til fælles, at de var udarbejdet af professionelle konsulentvirksomheder, og at resultatet altid var helt i skoven. På Postterminalen scorede vi typisk 3,5 på en skala fra et til fem, og hvad i alverden kan man bruge det tal til? I virkeligheden var langt de fleste meget glade for jobbet (5), samtidig med at vi var meget utilfredse med ledelsen (1). Det skulle så tilsammen give gennemsnitstallet 3, og at det altid lå lidt højere, skyldtes nok, at vi havde en god fagforening, der afbødede de værste konsekvenser af ledelsens uduelighed.
@Niels Duus Nielsen, i Postnords tilfælde behøver de såmænd ikke bruge tid på kundetilfredshedsundersøgelser - for kundetilfredsheden kan ikke blive ret meget lavere. Hvis ikke ledelsen er klar over det, burde den for længst være udskiftet - men den har jo også vist sin uduelighed på talrige andre måder. Det kan godt være, kunderne var tilfredse for mange år siden. Men det er de ikke mere! Præcis det samme gælder i øvrigt DSB.
Naturligvis kan man lave kundetilfredshedsundersøgelser, der kan bruges til noget. Og man behøver ikke være så éndimensionel, at det hele skal havne i ét tal eller et gennemsnit. Undersøgelsen kan være nok så professionelt tilrettelagt og udført, men hvis den læses af idioter kan det være lige meget.
@Leo Nygaard, blandt alle elendighederne mangler kun .. elendigt vejr og konfiskatorisk høje skatter..
Det underlige er, at det tilsyneladende kun er de offentligt ansatte, der reagerer på elendighederne med at tage sig en ekstra sygedag eller to...
Winther
Qua dit kendskab til disse personer i det offentlige -
bliver de ikke sure over at du udstiller dem?
Det ville klæ den pæne Sophie L. - og andre af Venstre-flokkens anlöbne karriere-politiker - at tage sölvskeen ud af munden.
Og koncentrere sig om deres venners etik og arbejds-morali i finans-verden.
Hvad er en minister? - En person, der videregiver partitoppens meninger og foregiver det er egne guldkorn. Ser pæn ud eller for de mandlige, er nem at manipulere.
Fordelene er afgjort så store i form af løn, bil, pension og andre fordele, at det rigeligt er besværet værd - ikke at forstå (dog skal man måske ikke ventilere det?)
Så Sophie L. fortsætter de brune politiske partiers march mod planøkonomien.
Nu sidder jeg selv i det offentlige efter mange år i store multinationale selskaber og egen virksomhed. (Jeg tog jobbet fordi det var en unik mulighed for at arbejde med det som interesserer mig, og så var lønnen så lidt underordnet. Ikke at jeg ikke tjener en lille smule mere nu end jeg gjorde i det private.).
Hvad f.eks. Jens Winther med flere ikke har indset, er at Venstre, Socialdemokratiet, Konservative, Liberal Alliance, DF med flere ikke er liberale partier. De er klart mere planøkonomiske populistiske ekstremt hierarkiske klaner, som prøver at fremme egne topfolks agendaer.
Hele ideen med ukritisk at indføre 'privat erhvervslivs' tænkning i det offentlige er for at sige det lige ud HUL I HOVEDET på et niveau, der er til fare for Danmark som nation.
Selvfølgelig er der mange, praktiske og teoretiske værktøjer, metoder, frameworks, produkter m.m., der kan give stor værdi og hjælpe 'det offentlige'. Men det kræver så også at man har 'respekt' for det offentlige som 'forretning område', og forstår at der er bare grundlæggende præmisser, der er dybt forskellige i det offentlige i forhold til det private. Jeg vil lige prøve at nævne et par åbenlyse forskelle:
F.eks. er det offentliges Core Business typisk meget mere komplekst end det som en privat virksomhed har. En stor multinational koncern som f.eks. General Electric har måske 40-60 forskellige lines of business, hvor en større kommune i Danmark måske har 100+.
Forretnings sammenhængene er typisk også mere komplekse i det offentlige, set i det rette perspektiv. F.eks. er Business casen for at have en medarbejder ansat i det offentlige og i det private er meget meget forskellig.
Hvis du fyrer en medarbejder i det private, så skal du økonomisk tage højde for aftrædelse, feriepenge, bonus og hvis det er avanceret måske effekt på afdelingen hvor medarbejderen fyres og effekten i markedet på at du fyrer.
I det offentlige er det mere komplekst for ud over de ting som man også skal se på i det private er der andre forhold. For det første så får du jo typisk 70% af den løn du giver folk tilbage i form af skatter og afgifter, så derfor er en medarbejder væsentlig billigere for ejerne. Typisk sker tilbagebetalingen over hele medarbejderens liv. Så er der en risiko for, at du skal betale for en offentlig ydelse til medarbejderen, hvis denne ikke finder et nyt job. Altså at din besparelse helt bortfalder eller i det mindste bliver væsentlige mindre. Så er der de socioøkonomiske sammenhænge, betyder det at du fyrer en medarbejder, at det påvirker medarbejderens familie i negativ retning, således at du får større udgifter set over hele deres levetid ?
Hvis en god medarbejder forlader 'virksomheden' og går til en anden 'virksomhed', så kan det i det offentlige være en fordel, hvis f.eks. det er en privat virksomhed. For hvis medarbejderen skaber vækst og får en god løn i det private, betyder det bedre beskatningsgrundlag for det offentlige etc. etc.
Hvis det samme sker i det private, kan det betyde omsætningsnedgang, videnstab til en konkurent m.m.
Altså fordi perspektivet for en privat virksomhed er så meget mere snævert (og det er der ikke noget galt med for virksomheden betaler jo netop til det offentlige for at det er det offentlige varetager resten), så er det en meget simplere business case.
Derfor kan det også bedre betale sig for en offentlig virksomhed at ansætte og beholde medarbejdere, der er mere slidte, har et dårligere helbred, ikke leverer samme ydelse både midlertidigt og på længere sigt. Business casen for det offentlige er simpelt hen bare meget anderledes skruet sammen.
Sagt med andre ord DET ER FORVENTLIGT AT OFFENTLIGE ANSATTE HAR HØJERE FRAVÆRD END I DET PRIVATE.
Det kan faktisk være et sundhedstegn, netop fordi det for det offentlige kan betale sig at have ansatte, som ikke er rentable i det private erhvervsliv.
Og det ved man godt mange steder i det offentlige, og er derfor gode til at ansætte folk i skånejob, på deltid m.m.
Problemet er så bare at Tågehorn Ministre, med hjælp fra deres ministerier, som er veltrænede til at gøre, som ministeren siger, og ikke respektere fagligheden i det som de beskæftiger sig med, får produceret politisk probaganda materiale, som den her rapport.
Det er jo til stor skade for både os som ejere af det offentlige og 'det private erhvervsliv' generelt. Og det piner mig at DI ikke siger fra, men åbenbart er tilfredse med, at en stigende del af deres core business er som underleverandør til det offentlige.
Et andet af største problem der er den private sektor i Danmark er mangel på kvalificeret arbejdskraft, det presser både lønningerne op og øger det 'administrative overhead' i virksomhederne. Og her er det så alle de administrative folk man sprøjter ud fra uddannelses sektoren i Danmark gør skade, vi uddanner ikke til en ledelses pyramide men derimod til et ledelseshøjhus.
Der er mangel på håndværkere, maskinmestre, ingeniørere mv. i Danmark. Derimod er der så mange jurister, økonomer og ledelsesXXX folk med administrative uddannelser, at ja... og rigtig mange af disse producere ikke noget men skaber kun mere overhead, både i det offentlige og i det private, i form af flere regler, mere micromangement m.m.
Så.. min pointe var sådan set, at IMHO så er det potentielt et sundhedstegn at der er større sygefravær i det offentlige. Det afhænger selvfølgelig af grunden.
// Jesper
Efter krigen i 1864 blev en masse krigsinvalider ansat i postvæsenet, selv om de ikke var specielt produktive. På denne måde sikrede staten, at en masse mennesker, som ellers måtte imødese en kummerlig fremtid, kunne leve et anstændigt liv i et samfund, der llers var meget karrigt med fattighjælpen.
Selv da jeg første gang blev ansat som ekstrabud i 1976, havde vi en masse skånetjenester inden for etaten. Det blev betragtet som en måde at aflaste den daværende socialhjælp på, ved at bringe disse mennesker, som ikke fungerede 100% på grund af diverse handicap, ind under finansloven uden at fratage dem deres menneskelige værdighed.
Da jeg sluttede min karriere som postarbejder måtte jeg anbefale gravide kolleger at lægge sig syge, da alle skånetjenesterne i mellemtiden var blevet afskaffet, i bedste neoliberalistiske ånd. Så disse gravide kvinder, som på denne måde undgår de mange tunge løft, tæller sikkert også med i statistikken over sygefravær.
Vil anbefale dagens "Hjerne - Madsen" på P1 - der handler om stress.
Som nogle vil vide, er vi forskellige - dem, der meget gerne siger ja til ekstra opgaver, er lidt perfektionistiske, følsomme eller idealistiske kommer nemmere til at lide af stress med de følger, det giver.
Dette er ikke en kritik, men det kan være nødvendigt at "få gearet" ned også selvom "forkølelsen" måske ikke er særlig voldsom. Man sørger altså for ikke at få vrøvl med kroppen osv.
Ikke alle er særlig gode til at passe på sig selv - og det er dem, der først og fremmest kommer galt af sted.
At Innovationsminister Sophie Løhde (V) kunne oenske sig en betydelig grad af (livs)indsigt i de sager hun udtaler sig saa skraa-sikkert om. Er det nok de faerreste der betvivler.
Fx. Et aars tid arbejde som sosu assistent.
Dog om hun gjorde det, - da hun skulle bekende alle sine uvidende kommentar hun tidligere er kommet med.
Sophie L. virker ikke umiddelbar som et menneske der er i stand til at kigge indad.
Og progresivitet .. .Saa bobob. Innovationsminister er en misvisende minister-titel til Sophie L.