Kronik

Vi ser et monster i stedet for et medmenneske, og herved bliver vi blinde

Problemet ved at vi meget sjældent hører voldsudøverens egen historie er, at vi ikke forholder os til, at mange af dem selv vokser op i hjem med vold og bærer på traumer, som de har brug for at få bearbejdet. At forstå er første skridt til at undgå vold
Problemet ved at vi meget sjældent hører voldsudøverens egen historie er, at vi ikke forholder os til, at mange af dem selv vokser op i hjem med vold og bærer på traumer, som de har brug for at få bearbejdet. At forstå er første skridt til at undgå vold

Mia Mottelson

16. januar 2019

Information valgte den 5. januar at bringe en kronik om et barnemord begået i 1993. Kronikken er skrevet af Jan Andersen, der begik drabet, og den har ført til stærk kritik og megen debat.

Handlingen, Jan Andersen er dømt for, og som han har afsonet sin straf for, er noget af det mest forfærdelige, vi kan forestille os. Han har slået sit barn ihjel.

Der er mange dilemmaer i sagen. Mit ærinde her er hverken at kritisere eller at forsvare, at Information bragte kronikken af Jan Andersen. Mit ærinde er at løfte det helt centrale bagvedliggende spørgsmål: Tror vi, at et menneske der har udøvet vold eller, som Jan Andersen, drab på deres nære, kan forandre sig?

Fra moral til etik

Jeg er optaget af, hvordan vi undgår vold i nære relationer, og hvordan vi undgår partnerdrab og barnedrab. Jeg er optaget af det, der ligger ved siden af straf.

Vi er alle enige om, at vold og drab skal straffes. Personligt glæder jeg mig i disse dage over, at psykisk vold nu bliver strafbart på lige fod med fysisk vold, og at det hermed anerkendes, at psykisk vold kan gøre ligeså meget – eller mere – skade end fysisk vold.

Domstolene og politiet er sat i verden for at dømme og udmåle straf. Det er deres arbejde. Straf tjener flere formål, men straf hjælper sjældent i sig selv et menneske til at forandre sig. Så hvordan undgår vi vold og drab i nære relationer? Hvordan undgår vi, at en gerningsmand gentager sin ugerning?

Det er let at blive i det moralske perspektiv: Det er forkert. Det skal straffes. Det fordømmer vi. Det vil vi ikke høre om. Men hvad med efter at straffen er udstået?

I behandlingstilbuddet Dialog mod Vold arbejder vi med at forebygge vold i nære relationer; med at nedbringe antallet af voksne, der udsættes for partnervold og partnerdrab, og med at undgå, at børn udsættes for vold – og dør. Det gør vi gennem at tilbyde psykologbehandling til både udøveren, den udsatte og børnene i voldsramte familier.

Når vi vil hjælpe, når vi vil forhindre, at vold eller drab gentager sig, er vi nødt til at flytte os fra den dømmende til den ikke-dømmende position. Fra det moralske til det etiske perspektiv.

Der, hvor vi reflekterer, der, hvor vi ser på hele kompleksiteten. Der, hvor vi indser, at personen, der begår en forbrydelse som vold eller drab, har en historie, en barndom. Indser, at det måske, hvis vi havde været i samme situation og havde levet det samme liv, kunne have været dig eller mig eller nogen, vi kender. Indser, at det er et menneske, der har gjort noget frygteligt, men stadig et menneske – og overvejer, hvad der er det rette at gøre, og om vi kan hjælpe.

Der er mennesker, det er umuligt at hjælpe, det er sandt. Men flertallet er modtagelige for hjælp og kan forandre sig. Dialog mod Vold har i 17 år tilbudt specialiseret psykologbehandling til udøvere af vold i nære relationer – herunder udøvere af såvel moderat som meget grov vold, fysisk såvel som psykisk vold, partnerdrab såvel som barnedrab. I langt de fleste tilfælde har det vist sig, at de kunne forandre sig.

Vores opfølgende undersøgelser viser, at 62 procent af de udøvere, der har gennemført behandling, stadig er voldsfrie et år efter, at behandlingen er afsluttet. Der er altså rigtig mange, som faktisk kan hjælpes til at stoppe deres voldelige adfærd, og mange tilfælde, hvor det kan forhindres, at volden eskalerer.

Det etiske perspektiv indebærer, at vi giver alle mennesker en chance – at mennesker, der har udstået deres straf, får en chance for at forandre sig. Hvis vi på forhånd antager, at en person er utilgængelig for forandring, bliver vi selv en del af, at det ikke kommer til at ske.

Vold rammer tusindvis

Statens Institut for Folkesundhed skønner, at 38.000 kvinder og 19.000 mænd årligt udsættes for fysisk vold fra en partner. Over 1.700 kvinder kom i 2017 på krisecenter, og hvert sjette barn oplevede vold i hjemmet. Vold i nære relationer er altså et samfundsproblem, og dialogen om, hvad vi gør for at undgå vold, er afgørende.

Vi er som samfund nødt til at spørge os selv, hvad vi vil på dette felt. Vil vi acceptere, at partnervold og vold mod børn forbliver på dette meget høje niveau?

Eller vil vi begynde at tænke mere præventivt og tilbyde behandling til de udøvere af vold i nære relationer, der rækker ud for at få hjælp?

Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) foreslog den 27. december i Politiken, at lovgivningen ændres, sådan at kommunerne forpligtes til at sætte ind med behandling til voldsudøvere, ligesom de er forpligtet til at sætte ind med behandling til misbrugere.

Jeg er meget enig i, at der er behov for lovgivning. Dialog mod Vold har en venteliste på op til to år i København. At vente to år på behandling er ikke et rimeligt vilkår. Når voldsudøvere rækker ud for at få hjælp, er det afgørende, at de får den.

Konsekvensen af, at vi ikke tilbyder hjælp, er, at vi indirekte accepterer, at volden kan udvikle sig og i værste fald ende i drab eller alvorlig vold med døden til følge.

Monster eller medmenneske

Den nu afdøde danske filosof Peter Kemp sagde, »sådan som man betragter mennesket, sådan behandler man det«.

Det er meget sjældent, at personer, der har udøvet vold i nære relationer – for slet ikke at tale om drab – vælger at fortælle deres historie offentligt, heller ikke selv om de for længst har udstået deres straf.

Det skyldes oftest, at de vil beskytte deres pårørende, eller at de vil beskytte sig selv mod folkedomstolen. Problemet ved at vi meget sjældent hører voldsudøverens eller drabsmandens egen historie er, at vi ikke ser konteksten. Når vi ikke hører deres historier, undgår vi at skulle forholde os til, hvordan de var som børn, hvad de var udsat for, hvad de drømte om.

Vi kommer til at se et monster i stedet for et medmenneske, og herved bliver vi blinde. Vi bliver blinde for, at der er vold i såkaldte ganske almindelige hjem. Hjem, hvor alting ser pænt ud på overfladen.

Konsekvensen af tabuiseringen er også, at vi ikke tør spørge ind, når vi har mistanke om, at der er vold hos naboen eller hjemme hos kollegaen. Hermed bidrager tabuet til, at psykisk og fysisk vold i hjemmet, der i en del tilfælde går forud for drab, ikke bliver opdaget.

Derfor er det vigtigt, at vi får gjort op med tabuet. Det er vigtigt, at vi forstår, at det at forstå ikke er det samme som at retfærdiggøre. Men derimod det første skridt til at undgå vold.

74 procent af de ca. 2.000 voldsudøvere, der har været i psykologbehandling i Dialog mod Vold, er vokset op i et hjem med vold. Det vil sige, at de bærer på traumer, som de har brug for at få bearbejdet. Det vil også sige, at de er vokset op i familier, hvor de ikke har lært at håndtere stærke følelser og vrede.

En voldelig handling er altid udøverens ansvar. At forstå er ikke at retfærdiggøre. Men at forstå er første skridt til at forsøge at forandre. Vi skal forsøge at forstå konteksten for vold, fordi vi ikke skal acceptere, at børn vokser op med vold, og fordi vi ikke skal acceptere, at 57.000 voksne lever med partnervold.

Susanne Magnusson, direktør i Dialog mod Vold /AskovFonden

Jan Andersen dræbte sit eget barn. Han havde en svær barndom i en dysfunktionel familie, hvor han selv endte på børnehjem, og da han og barnets mor gik fra hinanden, så han datteren i en rolle som sig selv – og dræbte hende.
Læs også
Jan Andersens kronik er ubehagelig læsning, men det er også et smerteligt indblik i, hvordan mennesker bliver i stand til at slå ihjel – og ikke mindst hvordan de lever med det efterfølgende
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Flemming Berger
  • Jes Kiil
  • Markus Lund
  • Ib Gram-Jensen
  • Marianne Stockmarr
  • lars søgaard-jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels Duus Nielsen
  • Torsten Jacobsen
David Zennaro, Flemming Berger, Jes Kiil, Markus Lund, Ib Gram-Jensen, Marianne Stockmarr, lars søgaard-jensen, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

"Mit ærinde er at løfte det helt centrale bagvedliggende spørgsmål: Tror vi, at et menneske der har udøvet vold eller, som Jan Andersen, drab på deres nære, kan forandre sig?"

Ja, det tror 'vi'. Men heldigvis forlader besvarelsen af den slags spørgsmål sig ikke på tro:

Det er entydigt, uimodsigeligt, faktuelt uafviseligt at mennesker kan forandre sig.

Mennesker der hævder det modsatte, behøver 'vi' derfor ikke tage alvorligt. Ligesom 'vi' for eksempel heller ikke tager de mennesker videre alvorligt, som stålsat hævder at jorden er flad..

Men straf udmåles jo ikke primært til potentiel fordel for forbryderen - i et håb om at han/hun i kraft af straffen efterfølgende vil slå ind på en 'bedre vej'.

Straffen udmåles af hensyn til offeret, og ikke mindst af hensyn til almenvellets evne til at sove godt om natten: 'Den almene retsfølelse', som den fortéelse vist formelt betegnes..

Straf er hinsides en nutidig forståelse af mennesket og dets psyke. Straf er et kulturelt levn, en anakronisme. Forestillingen om at straf virker forebyggende, døde i og for sig med behaviorismen og B.F. Skinners teorier.. for efterhånden et par årtier siden..

Man kan ikke straffe sig til bedre individer.

Til gengæld er der en del individer, som vi med fordel kan spærre inde, mens vi forsøger at lede dem ind på en bedre vej. Som kronikøren beskriver det.

Men det har jo intet med straf at gøre. Formår vi ikke at skelne mellem straf og rehabilitering, så kommer vi ingen vegne i denne diskussion.

Karsten Aaen, Flemming Berger, Steen K Petersen, Anders Reinholdt, Jens Kofoed, Bjarne Bisgaard Jensen, Tor Brandt, Ib Gram-Jensen, Marianne Stockmarr, lars søgaard-jensen, Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Lotte Sørensen

Kronikøren er inde på noget essentielt med følgende citat:
”Der, hvor vi reflekterer, der, hvor vi ser på hele kompleksiteten. Der, hvor vi indser, at personen, der begår en forbrydelse som vold eller drab, har en historie, en barndom. Indser, at det måske, hvis vi havde været i samme situation og havde levet det samme liv, kunne have været dig eller mig eller nogen, vi kender. Indser, at det er et menneske, der har gjort noget frygteligt, men stadig et menneske – og overvejer, hvad der er det rette at gøre, og om vi kan hjælpe.”
Og vil man forstå lidt af baggrunden for omtalte persons fatale handling, så kan man læse hans bog ”Irreversible Prosadigte”, som udkom på forlaget Historia sidste år. En fragmenteret fortælling om ubearbejdede følelser, der ender fatalt.

Karsten Aaen, Steen K Petersen, lars søgaard-jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Det norske fængselsvæsen er indrettet ud fra, at de indsatte, når de lukkes ud af fængslerne, kan blive din nabo. Så i stedet for at bruge straf som hævn, rehabiliterer man de norske fanger. Og det virker! Recidivitetsraten er blandt de laveste i verden. Så ja, mennesker kan ændre sig.

https://www.huffingtonpost.com/entry/norway-prison_us_578418b6e4b0e05f05...

https://www.youtube.com/watch?v=39_2DtpnPus

https://www.youtube.com/watch?v=01mTKDaKa6Q (spol ca. fire minutter ind)

Karsten Aaen, Jesper Sano Højdal, David Zennaro, Torsten Jacobsen, Flemming Berger, Steen K Petersen, Kasper Kjær, Anders Reinholdt, Søren Nielsen, Arne Thomsen og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Karsten Nielsen

Forskningsområdet kriminologi har dokumenteret mange gode eksempler på forebyggelse af vold og anden personfarlig kriminalitet. Flere instanser i både DK og en lang række andre lande har arbejdet med dette i årtier. Så opfordringen til, at "vi" skal se på sagen, som kronikøren opfordrer til, er ikke ny - men det kan helt sikkert gøres bedre. Især i en tid hvor der er meget fokus på straffedelen.

"En voldelig handling er altid udøverens ansvar. At forstå er ikke at retfærdiggøre. Men at forstå er første skridt til at forsøge at forandre." - skriver artiklens forfatter - meget rigtigt, synes jeg.
Hævn er barbarisk. Indsigt er vejen frem mod en bedre verden.
Det nyfødte barn er uskyldigt - også hvis det ar født med kriminelle arve-egenskaber - og resten er miljø.
Den frie vilje - øh - hvor meget plads er der egentlig til dén?

Der er forskel på at anerkende forbryderen og på at holde hånden over vedkommende, og der er tale om det sidste, når man tillader en malerisk beskrivelse af en forbrydelse, som bliver til en historie, der i sig selv er krænkende at læse. Jeg er ikke afvisende over for at læse om Jan Andersens hårde barndom, men jeg er afvisende over for at slå mønt på ureflekterede gengivelser af forbrydelser. For mig er det ikke anderledes end at nærstudere Mein Kampf. Der skal tales om forbryderens motiv og forsæt, og dette kan man sagtens gøre uden at dvæle ved vedkommendes sorg, som er af åbenlys psykiatrisk karakter. For at rehabiliteres har ekskrimimelle dog brug for succesoplevelser, for det er en grundlæggende mangel på kærlighed, tryghed og omsorg, som har dannet grobund for de alvorlige episoder. I den henseende er det dybt rørende at overvære kvinderne i DRs nye serie De Vrede Piger blive fyldt med glædestårer i øjnene over endelig at moftage den anerkendelse fra mentorer og andre støttepersoner oven på deres personlige udvikling, som de ellers aldrig har fået fra deres omgivelser. Sådanne skildringer fylder os med håb ved at overvære deres menneskelige længsler. Og det er sådan vi kommer videre som samfund, ved at skildre to ofre med en brutal lidelseshistorie i stedet for kun den stereotype offer-gerningsperson-logik, som forherliger svaghed og gør hjælpeløshed til en dyd i sig sekv, der ikke forandrer noget for hverken overleveret selv eller for gerningspersonen, som forbliver marginaliseret og uønsket i sine egne traumer og smerte. Det er en dybt ubelejlig situation for udsigten til forsoning og heling af de sår, som forbryderen har åbenbaret.

For mig er problemet ikke, at mere kritiske læsere ikke ser et andet menneske, heller ikke at "vi" ser ham som et monster. Denne læsning er al for simpel. Problemet, i hvert fald mit, var, at kronikken ikke rigtigt viser mennesket. Her tror jeg, at en interviewer, altså en god journalist som kunne skrive en reportage, kunne ramme meget støærkende og mere flere indsigter. Jeg er fx ikke provokeret at Jan A får plads, eller han skriver lidt poetisk, mere at det virker populistisk tænk af Information, som derefter gemmer sig bag korrekte moralske ord - ytringsfrihed - som igen dækker over, at avisen måske ikke har kompetente journalister der kunne skrive sådan en reportage, hvor skarp spørgsmål ville vække os. Kronikken vækkede intet nyt i mig,

Hans Aagaard, Karsten Aaen, Torsten Jacobsen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar