Klumme

Jeg kunne ikke sove. Men så lyttede jeg til børn, der sagde ’multebær’ på elvdalsk

Udbuddet af podcast, der lover at bringe dig over floden til søvnen, bugner. Jovist, man kan begræde de gode gamle dage, hvor folk bare lagde sig ned og sov. Eller man kan lytte til lyden af benediktinermunke, der passer bier
Udbuddet af podcast, der lover at bringe dig over floden til søvnen, bugner. Jovist, man kan begræde de gode gamle dage, hvor folk bare lagde sig ned og sov. Eller man kan lytte til lyden af benediktinermunke, der passer bier

KATARINA SUNDELIN

11. januar 2019

Dak-dakkedak-dak-dak. Katjing. Da jeg var barn og skulle sove, lød det for det meste sådan. Og så vidste jeg, at alt var godt. At min mor sad ved skrivemaskinen og derfor også passede på mig. Adskilt af vores forskellige pligter, men forbundet af lyd.

I går aftes stødte jeg på lyden igen. Det var i den britiske podcast Slow Radio, produceret af BBC 4. Afsnittet »Forgotten sounds« slutter nemlig af med lyden af en gammel skrivemaskine efter en tur rundt om damplokomotivet, spinderokken og væven. Og før jeg så mig om, sov jeg som den baby, jeg engang var.

Jeg ved det godt: At høre om andre menneskers nytårsforsætter er næsten lige så kedeligt som at høre om deres drømme. For det er jo ikke noget, der er sket. Men her kommer alligevel et af mine: Jeg vil ikke have skærme i mit soveværelse.

Bare rolig, her på den niende dag af det herrens år 2019 er jeg allerede faldet i – DR gør det jo ikke nemt for en kvinde, når de lokker med en, forresten meget tankevækkende, dokumentar om sexskandalerne i den svenske kulturelite. Men mit forsæt har allerede haft andre gode gevinster. Eksempelvis er jeg blevet opmærksom på det enorme udvalg af podcast, der har sat tempoet helt, helt, heeeeelt ned.

Den svære søvn

For lige at foregribe en sandsynlig udvikling i kommentarsporet: Jeg kommer ikke til at vælge at putte mig selv i stilhed. Alternativet til Netflix er ikke mine egne tanker. Det kunne jo gå helt galt.

Mens jeg misunder folk, der i bedste B.S. Christiansen-stil falder i søvn bare de placeres i vandret position, så ved jeg, at det aldrig bliver mig.

Jeg tror i det hele taget ikke på, at det er vores naturlige tilstand at falde i søvn i stilhed. Mennesket har altid haft dyr og børn og pruttende partnere omkring sig i den svære overgang mellem vågen tilstand og søvn – for det er jo det tætteste, vi kommer på døden i live.

Når det er sagt, er jeg helt sikker på, at vi befinder os et svært sted i søvnhistorien, hvor exceptionelt mange lider af søvnproblemer. Og det afspejler udbuddet af podcast, der lover at kede os i søvn.

Jeg har prøvet to efter anbefaling. Det er Nocturne og Sleep with Me, begge smukt produceret, men på en måde for målrettede. De har som formuleret mål at kede dig i søvn, og så bliver jeg trodsig – hvilket velsagtens er den mest søvnfjendtlige sindstilstand.

Endnu mere aggressiv bliver jeg af diverse meditationsapps.

Som skribent på The New Yorker Sarah Larson skriver:

»De beder dig om at trække vejret, og så tænder de for regnen; nogle gange virker de, andre gange virker de som en lussing fra en angstfuld menneskehed, som ikke kan finde på noget bedre end brusende bølger og kvækkende frøer.«

Tudesmukt og uden hvalsang

BBC’s Slow Radio vil ikke noget særligt med dig. Afsnittet med spinderokken og skrivemaskinen er et af de mere syrede. De fleste af de andre har en eller anden form for fortælling om end altid nedtonet i forhold til lydene. Men det bliver aldrig new age-irriterende. Der går ikke hvalsang i den. Det er nærmere en ekstraordinært afdæmpet radiomontage fra DR i 1980’erne. Bare med fuglefløjt.

I et særligt smukt afsnit med titlen »The Last Elfdalians« besøger vi det lille, snart uddøde samfund i Dalarnas län i Sverige, hvor under 2.000 mennesker stadig taler det magiske sprog elvdalsk. Vi hører fuglene, en hund, der glammer, og børnestemmer, som opremser flora og fauna på elvdalsk. Det er tudesmukt. Og hvis man vil vide mere, må man google.

I et andet afsnit følger vi en gruppe benediktinermunke, mens de nulrer rundt og laver repetitionspræget arbejde med fine lyde og reflekterer stille over, hvad arbejde er for en størrelse.

Man får vist ikke rigtig oplyst, hvad det er, de laver – det ville jo bare forstyrre – men til rytmerne af et stykke træ, der banker mod et andet stykke træ, mens noget bliver produceret, på samme måde som det er blevet produceret i århundreder, blev min arbejdsdag banket ud af mig.

Fælles for afsnittene er, at værten Verity Sharp på nydelig britisk venligt beder os om lige at tage lidt tid ud og bare … lytte. Dus med himlens fugle, forbundet til børnene i Dalarna og trygt distraheret fra knogleraslen fra dine indre skabe. Dak-dakke-dak. Katjing.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Kjær

Regel nr. 1

Regel nr. 1! Du skal være fysisk træt, for at kunne falde i søvn, og så skal du falde til ro efter arbejdet. Det sidste tager ofte 1-2 timer efter aften/natarbejde.
Er man dødtræt kan man sove hvor som helst og når som helst vandret eller siddende. I støj og stilhed i tog, i fly, som passager i en bil, på sofa, i engens høje græs,. . . .

I meget gamle dage, i 1719, og også i 1819 havde man det man kaldte for den anden søvn; man havde nemlig endnu ikke opfundet det elektriske lys, så man gik i seng, når det blev mørkt, f.eks. klokken 20 eller 21, og så vågnede man omkring klokken 1 eller 2 om natten, talte sammen i mørket måske, eller hvis man var intellektuel skrev man lidt - eller meget - om sine ideer....

Måske er det der med den anden søvn den (mest) naturlige døgnrytme for vi mennesker....

I helt andre lande, f.eks. i flere afrikanske lande, bl.a. Somalia, Kenya, Uganda, kan selv unge mænd på 15-16 år ikke finde ud af at sove, hvis de ikke hører andres åndedræt...

Som Karsten Aaen er inde på, så havde man i tidligere et andet søvnmønster, især i vintrenes mørkeperioder. Jeg læste for nogle år siden en lille bog om det skrevet af en forsker fra Nationalmuseet. Jeg har desværre glemt navnet på både forskeren og bogen. Tidligere var det jo også almindeligt, at man, hvis man var stået tidligt op, sov middagssøvn. Når jeg som barn i 1950'erne var hos min mormor i "hendes" landsby, var det helt sikkert, at man ikke besøgte nogen eller selv fik besøg mellem 12 og 15. Da blev der spist, vasket op/ slået mave og sovet. Så gik visitlivet i gang igen ved 15-tiden, kaffetid.
Ideen om 8 timers uafbrudt søvn som det eneste saliggørende opstod med industrisamfundet.