Spurvehøgen spolerer stemningen ved foderbrættet

Så er den der igen! Spurvehøgen.

Lige uden for vinduet i mit arbejdsværelse har jeg to foderautomater, så jeg kan sidde og udspionere småfuglene, mens jeg arbejder. Ikke at de er særligt opsigtsvækkende i et mildt vejr om dette. Der er mest musvitter og blåmejser, en enkelt grønirisk, og selvfølgelig skovspurve og gråspurve. Under automaterne hopper bogfinker, en solsort samt havens enlige rødkælk rundt og rydder op, især efter blåmejserne.

De små banditter er så kræsne, at de kun vil have solsikkekerner og spytter alle de korn ud, som de er tvunget til at fiske ud af automaterne for at komme ind til deres lækkerbiskener. Indimellem dukker de mere sjældne stillitser eller en spætmejse op. Jo koldere, jo mindre sjældent, så sjældenheder har der været langt imellem i denne såkaldte vinter.

Men spurvehøgen har opdaget fuglevrimlen og øjnet chancen for et nemt måltid.

Heldigvis er det ikke så nemt endda. I øjeblikket sidder den på toppen af den kugleklippede forsytiabusk, der markerer stuehusets hjørne. Så gør den udfald nedad. Så sidder den der igen. Nyt udfald. Tilbage på toppen.

Midt inde i busken sidder en gråspurv. Det er den, spurvehøgen forsøger at skræmme ud fra dens skjul, men gråspurven skal ikke nyde noget. Den er nok helt på det rene med, at den er dødsens, hvis den forlader busken, hvor spurvehøgen ikke kan nå ind.

Eftersom forsytiaen bliver klippet regelmæssigt for at den ikke skal tage min udsigt, er den tæt af kviste hele vejen igennem. Der er tremmer for spurvehøgens mad.

Nervepirrende jagt

Det er en han, kan jeg læse mig til. Hunnen er større end hannen, og det er hannen, der jager småfuglene. Hunnen kan tage bytte helt op til duestørrelse, men er ikke så manøvredygtig, så hende smutter småfuglene fra. Spurvehøgepar, som i øvrigt er monogame, deles således om skafningen, og for æggeproduktionens skyld er det en fordel, at hunnen er størst. Det er også hunnen, som ruger og forsvarer reden.

Spurvehøgehannens øjne er gennemsigtigt hvidgullige, både øjnene og fjerdragten er blege i farverne. Selv om jeg går helt hen til vinduet, rører den sig ikke, ser bare på mig med et skarpt blik. Eller også ser den mig ikke.

»Hvis slangen skal leve, må haren dø,« lyder et kinesisk ordsprog, som jeg formaner mig selv med, for jeg har mest lyst til at jage den væk – det er nervepirrende at overvære, det her.

Men spurvehøgen skal jo også have noget at spise.

Til sidst banker jeg på ruden. Om det rører spurvehøgen? Overhovedet ikke, den drejer hovedet med det skarpe blik en anelse, men rører sig ellers ikke af flækken.

Jeg sidder og diskuterer med mig selv. Den har været der flere dage i træk, og efter hver visit varer det flere timer, før der er så meget som en enkelt musvit i foderautomaterne.

Den kan vel også finde mad andre steder end lige præcis midt i mit private flyvende cirkus? Det ender med, at fuglene slet ikke tør komme.

Den må væk!

Jeg rejser mig, går ud og lukker porten op og træder ud. Det får omsider spurvehøgen til at lette, men ikke længere væk end til hækken på den anden side af indkørslen. Så længe jeg bliver stående, så længe bliver den siddende. Først da jeg begynder at gå hen imod den, letter den og slår en bue ud over markerne. Men nu er jeg i hvert fald sikker på, at den har set mig.

Den kloge klub

Jeg kunne godt tænke mig at finde ud af, hvor intelligent sådan en spurvehøgehan er. Det afgøres af hjernens størrelse i forhold til dens samlede vægt, læser jeg, men det er kragefugle og papegøjer, der kommer ind på de førende pladser. De er medlemmer af The Clever Club. Den klogeste høg er angiveligt en harrishøg, som ikke er en rigtig høg, men en blanding af høg og musvåge.

For at blive medlem af den kloge klub skal fuglen bestå spejltesten. Kan den regne ud, at spejlbilledet ikke er en anden fugl, hvis man sætter et spejl foran den? De dumme hakker ud efter spejlbilledet, de kloge giver sig til at nette fjerdragten!

Jeg tror, jeg sætter et spejl op i vinduet.