Klumme

I Sverige har Socialdemokraterna trukket tæppet væk under deres egen eksistensberettigelse

Den svenske regeringsdannelse har medført, at Sverige på kort tid er gået fra at have verdens stærkeste socialdemokrati til at blive et land, hvor socialdemokraterne stiler mod at afskaffe sig selv
På kort tid er Sverige gået fra at have verdens stærkeste socialdemokrati til at blive et land, hvor socialdemokraterne stiler mod at afskaffe sig selv, skriver Åsa Linderborg.

På kort tid er Sverige gået fra at have verdens stærkeste socialdemokrati til at blive et land, hvor socialdemokraterne stiler mod at afskaffe sig selv, skriver Åsa Linderborg.

Ritzau Scanpix

21. januar 2019

Efter 129 dages forhandlinger hjemtog Stefan Löfven (S) det sidste stik. Kompromisaftalen med Centerpartiet og De Liberale betegner alle – fra højre til venstre – som en markant højredrejning – ja, selv Löfven har svært ved at udpege de punkter, som skulle være god socialdemokratisk politik.

Aftalen blev indgået med et overordnet sigte: at holde Sverigedemokraterna (SD) totalt uden for indflydelse – dette er altafgørende for både socialdemokraterne, venstrefløjen og hovedparten af de borgerlige. Det taler for så vidt til deres ære. Men hvad stiller man op, når SD er det tredjestørste parti?

Man kan som Stefan Löfven erklære blokpolitikken for død. Stædigt har han insisteret på ikke at ville tale om højre og venstre.

På fjendens side

Den aftale, Löfven nu har indgået med Centerpartiet, Liberalerna og Miljöpartiet, indebærer imidlertid ikke bare et vidtrækkende indgreb i lønmodtageres ansættelsestryghed.

Den rammer også middelklassen, som har været længe om at indse, at også den kan udbyttes. Med denne regeringsaftale har Socialdemokraterna trukket tæppet væk under sin egen raison d’être og er i kampen mellem kapital og arbejde gået over på fjendens side.

Skattelettelser for dem, som tjener mest, privatiseringer, voksende kløfter mellem by og land er allerede galt nok. Men at forringe lønmodtagernes vilkår og at svække fagbevægelsen er utilgiveligt. At det tilmed er en tidligere fagforeningsformand, der svinger øksen, er bestemt ikke en formildende omstændighed.

Problemet er bare, at resultatet af denne aftale også bliver SD-politik.

De svenske højrepopulister udmærker sig ved at have nazistiske rødder og ved samtidig at føre en neoliberal politik. SD er dermed ikke som Dansk Folkeparti, som for længst har indset, at deres vælgergrupper efterspørger sociale reformer. SD’s økonomiske politik er derimod som Moderaternas og Centerpartiet!

Det er en politik, som rammer almindelige mennesker hårdt, men som de nu slipper for at tage ansvar for, eftersom Löfven hellere gennemfører den selv.

Familiesammenføringer er en anden del af aftalen – en indrømmelse til Centerpartiet og Miljöpartiet, som af varierende grunde ønsker sig så stor en indvandring som muligt. Førstnævnte for at arbejdsmarkedet skal blive som i USA, sidstnævnte for at redde alle mennesker. Det sidste kan man sige pæne ting om, men en opskrift på at stoppe SD er det ikke.

Findes kun én vinder

Arbejdsgivere, højindkomstgrupper, flygtninge og handicappede med behov for offentlig forsørgelse vinder alle på det kompromis, socialdemokraterne har indgået med centrumhøjre-partierne. Men resten får intet.

På spørgsmålet om, hvorfor det skal være dyrere at stå i fagforening (med indførelsen af et lavere skattefradrag), svarer Löfven, at skattesænkningerne (for de, som tjener over 60.000 kr. om måneden) koster så meget, at der må findes penge andre steder, og »så gælder det om at prioritere«.

Hvor længe endnu kan vi opfatte socialdemokrater som socialdemokrater, dvs. som et parti, der er viet til at arbejde for et så socialt retfærdigt samfund med så lige muligheder som muligt?

Reformisme frem for revolution var partiets strategi i kampen for demokratisk socialisme. ’Pragmatisme’ er det ord, man anvender i dag om den nye målsætning: »tilpasning til den nye virkelighed«.

’Ydmyghed’ er igen et andet postpolitisk modeord, som skal tilsløre, at man ikke har modtræk over for markedet og dets institutioner. Hvad blev der af ’overbevisning’ og ’principfasthed’, som tidligere var respektable begrundelser for ikke at indgå kompromiser om hvad som helst?

På kort tid er Sverige gået fra at have verdens stærkeste socialdemokrati til at blive et land, hvor socialdemokraterne stiler mod at afskaffe sig selv. Et land, hvor de neoliberale eksperimenter er nået længere end i resten af Skandinavien, uden at hverken røde faner eller gule veste har orket at protestere.

Der findes kun en vinder efter denne omgang med rouletten, og det er dem, som alle sværger at gøre alt for at stoppe: Sverigedemokraterna.

© Åsa Linderborg og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Stefan Löfvens forhandlingsevner sikrede ham statsministerposten.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Reinholdt
  • Christian Mondrup
  • Kim Folke Knudsen
  • Michael Larsen
  • Torben K L Jensen
  • Torben Skov
  • David Zennaro
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Steen Sommer
Anders Reinholdt, Christian Mondrup, Kim Folke Knudsen, Michael Larsen, Torben K L Jensen, Torben Skov, David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen og Steen Sommer anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Hansen

Som jeg skrev i en sideløbende tråd om emnet.

Den eneste måde socialdemokraterne kan vinde på, er sammen med de andre partier(uden SD) at løse de svære integrationsproblemer man har hinsidan.

Ellers vokser SD bare yderligere og Socialdemokraterne skrumper i samme takt.
Det er prisværdigt at holde højrenationalisterne udenfor, men i sig selv løser det ingen problemer.

Åben øjnene, smøg ærmerne op og kom igang.

Ingen lande har brug for stadig stærkere højrefascistiske partier.

Nike Forsander Lorentsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Mit gæt er at de svenske socialdemokrati lige har meldt sig ind i klubben af fallerede europæiske suicidaldemokratier.

Trond Meiring, Henrik Peter Bentzen, Mogens Holme, Torben Skov, Michael Larsen, Ole Arne Sejersen og Carsten Hansen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Torben K.L. Jensen.

Ja; Hvis partiet udelukkende agter at føre økonomisk borgerlig politik, så er man godt i gang med at grave egen grav.

Trond Meiring, Henrik Peter Bentzen, Mogens Holme, Torben K L Jensen og Michael Larsen anbefalede denne kommentar

Et egentligt socialdemokrati findes vel i dag kun i Storbritannien.

Trond Meiring, Steffen Gliese, Gert Romme, Flemming Berger og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Steen Sohn.

Men for ikke så længe siden, under Blair, var der ikke meget Socialdemokrati over det !.

Så der er dog håb forude; Ting KAN vende tilbage til normalen.

Torben K L Jensen, Henrik Peter Bentzen, Benny Larsen, Steffen Gliese og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Det havde muligvis været bedst at få renset luften i Sverige ved at udskrive ekstraordinært Riksdagsval. Det er meget svært at se, hvordan den nye Regering, som jeg iøvrigt har stor sympati for kan manøvrere mellem M+KD+SD og med V på den anden side. Det var ikke klogt, at de to borgerlige partier C og L meldte så hårdt ud omkring udelukkelsen af Vänsterpartiet. Sådan kan man ikke behandle ens parlamentariske grundlag, som begge partier nu er afhængige af. Vänsterpartiet kan gå hen og blive Socialdemokraternes dårlige samvittighed, fordi de vil protestere når reformerne skaber for meget utryghed for lønmodtagerne og for meget ulighed i befolkningen. I Jonas Sjöstedt har Vänsterpartiet fundet sig en fremragende leder med stor tæft for det politiske spil.

Den situation som nu foreligger i Sverige ligner de utallige andre gange, hvor Socialdemokratiske mindretalsregeringer i Danmark har måttet samarbejde ind over midten i dansk politik for at få krisepolitikken og den økonomiske politik løst. Jeg synes ikke at en sådan politik er så kontroversiel med mindre man befinder sig meget langt ude på venstrefløjen eller højrefløjen. Den svenske Statsminister Stefan Löfven er fuldstændig ærlig med konditionerne og betingelserne for denne Regering. Han begår ikke som mange danske politikere løftebrud ved at lyve om de politiske realiteter og skjule store politiske reformer i embedsværkets arbejde. Bare se på vores pensionsalder, hvor vi nu er det land i Europa, som får den højeste og seneste Pensionsalder. Altsammen pakket omhyggeligt ind i et uskyldigt og bredt velfærdsforlig fra år 2006. Der var ingen væsentlig debat den gang i Danmark om et så stort spørgsmål. Alt var gemt hen i regnearkenes beregninger og befolkningen lullet grundigt i søvn optaget af at belåne deres friværdi og uden tanke for fremtiden for de næste generationer.

Dem der har så travlt med at åle det svenske Socialdemokrati skal lige huske på, at alternativet er en Borgerlig Regering med flertal af M KD og SD. SD er ikke noget Dansk Folkeparti som bliver vægelsindet og uklar, når de aner at dele af befolkningen og deres egne vælgere ikke har lyst til nye økonomiske reformer, som koster dem kassen. SD er på mange måder et parti, som ønsker at gøre helt op med den svenske velfærdsstat. Der vil komme liberale reformer og nedskæringer i Velfærdsstaten med sådan en konstellation af blå og sorte partier M+KD+SD. Jeg tror faktisk ikke at KD i længden ville kunne holde til at være tredjehjul i det samarbejde. Det kristne livssyn harmonerer ikke med SD´s xenofobiske forestilling om indvandring og med ønsket om at privatisere alt og alting.

Jeg forstår ikke de mange danskeres begejstring for dette parti Sverigesdemokraterne og den danske presses rosenrøde beskrivelse af partiet som et folkeligt oprør. Partiets baggrund er ikke særlig appetitlig. De fejrer Karl den XII, som lå i krig med Danmark og Norge fra år 1700-1721. Den svenske konge havde ikke noget godt i sinde med Danmark den gang. Men så helst Danmark forsvinde ind under svensk åg. I mere end et århundrede var det forbudt at tale dansk og skrive dansk i Skånelandene: Skåne, Blekinge og Halland, som oprindeligt er danske provinser og som før 1645 sammen med Bornholm udgjorde det oprindelige Øst Danmark. Hvad siger SD til den brutale historie, som Sverige den gang var en part i, hvor de svenske konger overvejede at deportere hele den danske befolkning i Skåne til Letland svarende til at sende folk til Sibirien til den visse død og undergang. Hvad siger SD til forsvensknings politiken i Skånelandene,hvor den oprindelige danske befolkning blev tvunget med vold og terror til at adlyde det nye svenske besættelsesstyre. Må vi få lidt historisk oplysning fra SD om denne sag, inden at vi jubler over partiets fremgang og sejr ved Riksdagsvalget.

Den nymodens begejstring i Danmark for SD, som tydeligt mærkes i den danske presses rebelske tilgang til det svenske valg finder jeg dybt mærkelig og bizar. Ved danskerne hvad der vil ske, hvis SD går hen og får over 30% af stemmerne ?. Hvem siger, at et Sverige som er udmeldt af EU og med Sverigesdemokraterne som det største parti, at det ikke vender sig mod Norge eller Danmark med en ny og helt anderledes uneutral politik. Så står vi der med vores egen tåbelige optræden og DF´s storhedsvanvid, hvor Danmark kan gå enegang og være udenfor EU og alt hvad der smager af europæisk og internationalt samarbejde. Klædt af til skindet og helt afhængig af Donald Trumps velvilje for ellers så bliver vi solgt til stanglakrids.

Har nogen spurgt til SD´s holdning til Rusland og til Vladimir Putin. Der er jo lidt af de samme autoritære og konservative træk over begge partiers syn på omverdenen.

Jeg ved godt at nogen betragter det her som vilde fantasier. Men der er svenske socialdemokrater, som virkelig undrer sig over den danske debat og åbenlyse sympati for Sverigesdemokraterne, som man ukritisk betragter som en filial af Dansk Folkeparti. Der er bare en lille detalje til forskel.

Et svensk nationalistisk parti varetager Sveriges interesser og ikke Danmarks interesser. Så enkelt er det.

Link til det svenske valgresultat September 2018, Wikipedia SE:
https://sv.wikipedia.org/wiki/Resultat_i_riksdagsvalet_i_Sverige_2018

Christian Birk, Torben K L Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

FAKTA
Sveriges officielle meningsmåling
Sveriges Statistik SCB gennemfører hvert år i maj og november to større meningsmålinger med deltagelse af omkring 9.000 personer. I første omgang offentliggjorde SCB tirsdag målingens opbakning til de enkelte partier. Senere gør SCB i detaljeret form rede for de vælgervandringer, som målingen har vist.

SCB-resultatet for november 2018 i procent. Valgresultatet 9. september i parentes:

Vänsterpartiet 8,4 (8,0)

Socialdemokraterna 30,5 (28,2)

Miljöpartiet 4,0 (4,4)

Centerpartiet 8,6 (8,6)

Liberalerna 4,3 (5,4)

Moderaterna 19,2 (19,8)

Kristdemokraterna 5,4 (6,3)

Sverigedemokraterna 18,3 (17,5)

Øvrige 1,2 (1,5)

Denne måling er, som skrevet, fra november og dermed noget før regeringsaftalen med det meget borgerlige aftryk kom i hus.

Et nyvalg vil nok ikke ændre det store.

Kim Folke Knudsen

@Carsten Hansen

Tak for din informationen om det svenske valg i september 2018.

For mig at se er kernen i valgresultatet, at ingen alene kan fremme deres egen sag. Enten skal en koalition finde et kompromis. Hvis ikke den koalition findes, så er der kun en udvej et nyt valg med et nyt ukendt resultat. Der er politisk en verden til forskel på den måde som Liberalerna og Centerpartiet ser samfundet og så Sverigesdemokraterne i den anden ende. Det var aldrig gået godt med en højre koalition, som var afhængig af Sverigesdemokraternes luner og af to andre borgerlige partiers ve og vel Moderaterna og KD.

Jeg synes at Socialdemokraterne i Sverige har truffet det eneste mulige valg for et parti, der igennem mange år har taget ansvar. De vælger at samarbejde om en Regering, som er et kompromis mellem liberale holdninger og socialdemokratiske og miljøparti holdninger. For mig at se er det folkestyrets måde at fungere på. Anderledes kan det ikke være. Socialdemokraterne har været ærlige og sagt, hvis vi havde fået markant større opbakning, så havde Regeringsgrundlaget set anderledes ud end det gør nu. Ærlig snak intet er stukket under gulvtæppet.

Herhjemme synes jeg at vi efterhånden har forvandlet politik til et cirkus. Vi er ikke lige så langt ude som USA og GB, hvor det parlamentariske system mere ligner et sammenbrud. Hvem er det så bagved, som tjener på dette parlamentariske sammenbrud for to vigtige vestlige nationer ?

Men vi har set Statsministerkandidater fra Enhedslisten Pernille Skipper (EL) og fra Alternativet Uffe Elbæk, hvor jeg tænker. Nu går det hen og bliver underholdning for underholdningens egen skyld.

Enhedslisten repræsenterer for tiden mellem 8 og 9% af vælgerne. Alternativet repræsenterer mellem 4 og 5% af vælgerne. Det vil sige begge Statsminister kandidater har over 90% af vælgerbefolkningen som ikke deler deres visioner og program.

Der må være proportion i partiernes udmeldinger. I Danmark ser jeg kun 3 aktuelle Statsministerkandidater:

Kristian Thulesen Dahl (DF) 21%
Mette Frederiksen (S) 26%
Lars Løkke Rasmussen (V) 19%.

De 3 kandidater vil alle skulle forholde sig til, hvorledes de får deres partis politik gennemført i samarbejde med andre partier. Dit parti skal have en hvis størrelse for at kunne deltage i adgangen til at blive Danmarks næste regeringsbærende parti.

For det andet ultimative krav duer ikke i et demokrati. Et parti kan ikke i længden true sig frem med ultimative krav. Partiets vælgeropbakning er det som tæller ikke den fornærmede attitude med ulitmative krav overfor andre partier. Liberal Alliance blev til grin med deres ultimative nedsæt topskatten krav. Det Radikale Venstre har også haft den fornærmede attitude på, da partiet nægtede Socialdemokraterne indflydelse på dagpengereformen i den forrige regering. Det var tåbeligt gjort, og det er afgørende med til nu at skabe splid mellem de to partier.

Den svenske Regering som nu er valgt er langt at foretrække fremfor et fortsat valgkaos eller mystiske koalitioner i italiensk tilsnit, hvor den yderste højrefløj og venstrefløj skal holde hinanden ud i en fælles regering.

Jeg ønsker den svenske Regering Held og Lykke med at formidle et meget svært samarbejde hen over midten i svensk politik. Jeg tror, at Stefan Löfven (S) med hans baggrund i den svenske Fagbevægelse er den helt rette mand på posten som Sveriges Statsminister. Hen udstråler ro og eftertænksomhed og han behandler sine samarbejdspartnere på en fair og fin måde.