Klumme

Har Trump ikke ret i, at USA ikke skal være verdens politimand?

Hvordan kan det være, at ingen jubler over, at Donald Trump vil afslutte USA’s mislykkede krige og gøre op med rollen som verdens politimand?
Det militære system vil blive i Afghanistan, og de fleste vil intensivere den amerikanske tilstedeværelse. Trump konfronterer dem med, at de har ansvaret for det kaos og det nederlag, som Afghanistan har udviklet sig til

Det militære system vil blive i Afghanistan, og de fleste vil intensivere den amerikanske tilstedeværelse. Trump konfronterer dem med, at de har ansvaret for det kaos og det nederlag, som Afghanistan har udviklet sig til

Saul Loeb

5. januar 2019

Steve Bannon, som var leder af Donald Trumps valgkampagne og en overgang var chefrådgiver i Det Hvide Hus, har en fortælling om, hvordan det går galt for USA i verden.

Et sted i verden sker noget forfærdeligt. Billeder af uskyldige ofre og frygtelige ødelæggelser cirkulerer. Det ledsages af et opråb, fordi ingen kan holde ud at se på lidelserne. Nogen må gribe ind. Opråbet mobiliserer USA’s militære maskine og politiske ledere, som vil gøre noget. USA iscenesætter en militær intervention for at løse problemet – men ender med at blive hængende i årevis, hvilket skaber sit eget problem, fordi de hverken kan vinde krigen eller skabe fred.

Sådan bliver USA ved med at være det, Bannon kalder verdens politimand. Det koster amerikanske soldaters liv, det skaber had til USA, og det bliver afsindigt dyrt for de amerikanske skatteborgere. Og det gør ikke verden til et bedre sted.

Fiasko i Afghanistan

Trumps beslutning om at trække USA’s styrker hjem fra Afghanistan og Syrien, er sådan set en konsekvens af Bannons analyse. Det er et valgløfte, han vil eksekvere, men det er også en overbevisning, han har haft i årevis:

»Hvor mange flere skal dø«, spørger han ifølge journalisten Bob Woodward i bogen Fear sine generaler i et møde om Afghanistan-indsatsen. Det militære system vil blive i landet, og de fleste vil intensivere den amerikanske tilstedeværelse.

Trump konfronterer dem med, at de har ansvaret for det kaos og det nederlag, som Afghanistan har udviklet sig til.

»Hvor mange flere skal miste deres lemmer? Hvor meget længere har I tænkt jer, at vi skal blive der,« spørger han. 

USA’s 17-årige indsats i Afghanistan har kostet over en trillion dollar, og den koster stadig 45 milliarder dollar om året. 2.000 amerikanske soldater er blevet dræbt, og mere end 20.000 afghanere er døde i kamp. Og når staten ikke kan opretholde orden, tager lokale krigsherrer over og leverer minimal beskyttelse.

Det udvikler sig til det, som i Foreign Affairs er blevet kaldt en destruktionsspiral »som bliver ved med at forlænge sig selv uden nogen løsning«. Det militære engagement i Afghanistan er det længste i USA’s historie, og det er en fiasko.

Dertil kommer de groteske menneskelige omkostninger for USA ved som verdens politimand at have et enormt militært engagement: I gennemsnit begår 20 amerikanske krigsveteraner selvmord om dagen. Det er 7.000 soldater om året, som efter de er vendt hjem fra krig, tager deres eget liv.

Når man ser på de katastrofale konsekvenser af USA’s interventioner i Irak, Afghanistan og Libyen, og de kolossale krigsomkostninger menneskeligt og økonomisk, må man spørge: Hvordan kan det være, at Trump ikke bliver hyldet for sit opgør med USA som verdens politimand?

Obama tog konsekvensen

Trumps beslutning om at trække USA hjem fra Afghanistan og Syrien er nærmest blevet udlagt som en skandale.

En forklaring er, at det er fordi, han er Donald Trump.

Det ville være mere populært, hvis det var en progressiv demokrat, som afsluttede krigsæraen. En anden forklaring er, at Trump har gjort det på en måde, så han totalt har svigtet sine allierede, som hverken var blevet orienteret eller taget med på råd. Han ødelægger hele den orden, som er baseret på aftaler, og han svigter alle de grupper, hvis sikkerhed har været afhængig af amerikanerne, når han spontant annoncerer akut tilbagetrækning.

Den tredje forklaring er i forlængelse af det, at enhver evakuering efterlader et tomrum, som lokale krigsherrer og andre stormagter som Rusland og Iran indtager.

Trump har ret i, at USA ikke skal være verdens politimand. Men hvis man ikke lever op til sine aftaler med allierede og forpligtelser over for lokale styrker, skaber man en verden med flere og flere af de situationer og scener, som vi ikke kan bære – og som udløser appellen til verdens politimand.

Det var i virkeligheden ikke Trump, men Barack Obama, som tog konsekvensen af Bannons analyse.

Obama overlod beslutningen om at håndhæve sin røde linje i Syrien til Kongressen, som ikke gav ham mandat til at gribe ind. Dér trådte USA tilbage som verdens politimand, og vi så alternativet til de håbløse krige: Magtesløsheden over for diktatorens angreb på sit eget folk.

Trumps beslutning om at trække USA ud af Syrien er en gamechanger. Hvad der vil ske i de områder, USA nu forlader, vil i høj grad afhænge af forhandlinger mellem Rusland og styrker, som ser Moskva som en potentiel allieret snarere end som modstander.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • David Zennaro
  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Ejvind Larsen
  • Stig Bøg
  • Kim Folke Knudsen
Kurt Nielsen, David Zennaro, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen, Stig Bøg og Kim Folke Knudsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eet at være en diktator. Noget andet er, hvad han bruger diktaturet til.
Antag at alle verdens lande var styret af grønne, klimaforkæmpende diktatorer, ville de være meget mere værd end alle COP´er og alle verdens Alternativister.
Rent teoretisk ;-)

Poul Kristensen
'@Kurt Nielsen: Altså, lande anskaffer militær af samme grund som folk anskaffer sig våben. Magt. Du siger at vi kan bare give FN magten over alle nationernes militær. Du kan lige så godt kan sige: Vi skal bare alle sammen holdte af hinanden.
Det er selvfølgelig en meget smuk tanke, men er den realistisk? Er den overvejet? Er den gennemtænkt? Nej, det er den altså ikke. Beklager.'

Som sagt Poul Kristensen: Tanken er ikke bare smuk. Den er også både realistisk, velovervejet og gennemtænkt. At du endnu ikke er nået så langt behøver du sådan set ikke at beklage over for mig, men jeg vil da gerne bakke din eventuelle bestræbelse herpå op.

Niels Duus Nielsen

Poul Kristensen, diktatur er almindeligvis noget lort, men ikke nødvendigvis altid. Demokrati er almindeligvis skidegodt, men ikke nødvendigvis altid. Blot at tage for givet, at en bestemt styreform altid og uden undtagelser er noget lort, er udtryk for åndelig dovenskab. Det er menneskelige konstruktioner, vi taler om, hvorfor de nærmest per definition ikke kan være perfekte, hverken perfekt gode eller perfekt onde.

Selvfølgelig er der sider af Hitler, Stalin og Mao, som man må respektere. Ellers er det jo helt uforklarligt, at de kunne have så stor folkelig opbakning i deres samtid.

Poul Kristensen

@Niels Duus Nielsen: Det duer ikke at argumentere til fordel for noget skidt fordi det "kan forekomme" at det faktisk fungerer. Hvad med voldtægt. Mon ikke der er en enkelt kvinde derud der synes det er superfedt at blive voldtaget? Bare en? Jamen så bør det da gøres lovligt. Nej, vel?
Hvad får du ud af at argumentere på den måde? Kommer du nærmere sandheden? Nej. Du er nødt til at acceptere at man er nødt til at generalisere. Krig, hungersnød og pest er næsten altid noget lort og det gælder altså også for diktaturer.
Desuden skal du droppe det der med at definere ting efter om de er perfekte. Perfekt eksisterer ikke.
Og hvordan ved du om de havde stor opbakning? Hitler fik 37,3 procent af stemmerne da han fik flest. Mao og Stalin blev aldrig valgt. Så hvordan ved du at de havde "så stor folkelig opbakning"? Fordi du har set film hvor de klappede af Stalin? Den første der holdt op med at klappe blev slæbt bort af NKVD.
Du må vænne dig til en fri presse. Her vil du altid se overskrifter i den ene avis hvor der står "Løkkes politik meget populær" og i den anden "Løkke er almindelig hadet". Ofte samme dag. Når der er en fri presse, må man selv arbejde for at finde sandheden fordi alle får lov til at sige alting. Til gengæld vil den normalt være der, et eller andet sted, hvis man kigger længe nok. Men det kræver naturligvis at man ikke er "åndeligt doven".

Lykkeberg antyder det, vi andre ved det: at Trumps æra betyder afslutningen på USAs verdensherredømme og farvel til rollen som verdens politibetjent! De eneste! der ikke ønsker sat give Trump bare lidt af æren for denne løfterige udvikling er, selvfølgelig fristes man til at sige, venstrefløjene, som åbenbart og åbenlyst dominerer medierne, så at sige worldwide, måske fordi venstrefløjens omtrent eneste mission i dag synes at være at legitimere neoliberalismen og den enfoldige "humanisme" der synes at være dens lyse følgesvend!

Sider