Kronik

Udviklingsarbejde organiseres på en ekstremt dyr måde og opnår meget lidt

Flere udviklingsprojekter, der har til formål at bidrage til udvikling i fattige lande, spilder for mange ressourcer på dobbeltarbejde og på at sikre fondsmidler til i morgen
Flere udviklingsprojekter, der har til formål at bidrage til udvikling i fattige lande, spilder for mange ressourcer på dobbeltarbejde og på at sikre fondsmidler til i morgen

Mia Mottelson

23. januar 2019

Hvordan kan verdens rige lande bedst bidrage til socioøkonomisk udvikling i nogle af verdens fattigere lande? En af de tilgange, der fylder meget i udviklingslandskabet, udføres af projektbaserede, uafhængige eller statslige udviklingsorganisationer, der findes i tusindtal.

Jeg har arbejdet for sådan en organisation under et femmåneders studiepraktikophold i Ghana, og hver fredag sad jeg og diskuterede udviklingsarbejde med folk og udviklingsorganisationer fra hele verden.

Oplevelserne har ændret mit syn på, hvordan vi får mest udvikling for pengene. Derfor skriver jeg denne kritik af det projektbaserede udviklingsarbejde. Samtidig håber jeg, at kritikken vil blive mødt af dundrende og kompetente modsvar, der udpeger alt det positive, som jeg ikke har opdaget.

Jeg boede i Tamale i det nordlige Ghana. Langs hovedvejen leder skilte mod forskellige udviklingsorganisationer. Landsbyerne omkring byen har i gennemsnit haft fire udviklingsprojekter, når man kun tæller dem, der fokuserer på bekæmpelse af sult og ernæring. Man skulle derfor tro, at stedet er i rivende udvikling. Det er det til dels. Der er skudt firmaer op, der kan huse og servicere de mange udviklingsarbejdere, men området er stadig præget af ekstrem fattigdom, og i tørkesæsonen lider mange i det nordlige Ghana af sult og underernæring.

Landsbyerne i området ligner kirkegårde for udviklingsprojekter. Hver landsby har en samling skilte stående, der beskriver projekter, som har haft landsbyen som målgruppe: En brønd er blevet bygget, men pumpen er nu defekt, en skole er blevet bygget, men nu møder lærerne ikke op, osv.

Fondsansøgningshelvede

Jeg arbejdede for ngo’en Caritas Ghana. Arbejdet i Caritas Ghana er langt fra dens proklamerede målsætning.

Organisationen støttes af udenlandske donorer, der har deres midler fra private, statslige og kirkelige bidrag. En stor del af de donerede midler går til at betale ansatte, der sidder og skriver nye fondsansøgninger. Midlerne bliver søgt til at dække arbejde af en varighed på mellem to måneder og fire år. Det siger sig selv, at hvis man søger fonde, der kun rækker to måneder ud i fremtiden, så er man fanget i en ond cirkel, hvor fondsmidlerne kun dækker yderligere udgifter til fondsansøgninger.

Caritas Ghana lever fra hånden til munden, og den konstante afhængighed af at få godkendt nye ansøgninger gør, at den er nødt til at pynte gevaldigt på dens opnåede udviklingsresultater for at leve op til donorernes forventninger.

Eksempelvis blev et projekt, som endnu ikke var blevet godkendt af de lokale myndigheder, beskrevet som »80 procent gennemført«.

I et andet eksempel havde en kollega fået tilladelse til at bruge sin fondsbetalte arbejdstid på at oprette sin egen ngo. Igennem denne nye ngo kunne han så – altså i arbejdstiden betalt af Caritas Ghanas fondsmidler – søge yderligere midler fra de donorer, som han allerede havde kontakt til gennem Caritas Ghana. Disse nye midler blev søgt til projekter, som han ville arbejde på i sin arbejdstid, der således blev betalt dobbelt: både af fondsmidler til Caritas Ghana og til hans nystiftede ngo.

Det kom der ikke meget udvikling af.

For mange organisationer

Et yderligere problem i den projektbaserede tilgang til udviklingsarbejde er, at organisationerne arbejder kortsigtet som konsekvens af den førnævnte projektstøtteperiode. Det er problematisk, fordi mange af organisationernes projekter kræver mere langsigtede indsatser.

Indsatserne har yderligere det problem, at organisationerne i mange tilfælde arbejder ukoordineret. Antallet af organisationer, der arbejder på næsten identiske projekter, er slående. Men på trods af parallelle udviklingsindsatser mangler der en overordnet koordinering. Et oplagt potentiale for at opnå stordriftsfordele gennem centralisering bliver derfor ikke udnyttet. Det betyder ikke, at alt arbejdet kan forbedres med centralisering, men antallet af ansatte og mængden af dobbeltarbejde er unødvendigt højt, sammenlignet med hvad der kan opnås ved en koordineret indsats.

Et yderligere problem ved manglen på koordination er, at der ikke bliver delt erfaringer eller udviklet helhedsplaner for området.

I visse tilfælde er der heller ikke en tilstrækkelig forståelse for det sted, hvor organisationerne arbejder. Mange af de administrative, organiserende stillinger tildeles ansatte, som ikke kommer fra Ghana, og som ikke har forhåndskendskab til den lokale kontekst. Det er folk ansat i stillinger af ét til tre års varighed, som rejser fra land til land. Fra Ghana til Bangladesh osv. Det kan betyde et friskt pust, men det betyder også, at deres arbejde delvist udføres i blinde. De midlertidigt ansatte vil møde udfordringer i et land som Ghana, hvor evnen til at handle betinges af ens netværk og tilliden til ens person.

En stat uden ansvar

Mit sidste kritikpunkt er, at de mange organisationer, der arbejder med uddannelse, infrastruktur, retsvæsen og sundhed, fjerner nødvendigheden af, at staten tager ansvar for disse helt essentielle elementer i samfundet. Derved mister staten også en del af incitamentet til at indkræve skatter. Det er mere populært at lade være.

Staten behøver så heller ikke i samme grad sørge for, at befolkningen er økonomisk aktiv og konkurrencedygtig. Staten skal bare sørge for at opretholde selve det ghanesiske statsapparat, ikke det ghanesiske samfund. Derfor kan staten overleve ved at sælge ud af ghanesiske råvarer som olie og guld uden at tænke på, hvordan disse ressourcer bedst kan gavne samfundet.

Korruption og statskapacitet i Ghana er kompliceret, men de mange udviklingsorganisationer bidrager ikke desto mindre til, at staten ikke tager ansvar og ikke forventes at tage ansvar.

Parallelstat på projektmidler

Resultatet er en parallelstat, der kører på projektmidler. Kortvarige, overlappende indsatser, der ikke koordineres, og hvor alt for mange midler spildes på dobbeltarbejde og på at sikre fondsmidler til i morgen.

De enkelte organisationer med deres korte, ukoordinerede projekter kan ændre enkelte skæbner radikalt og permanent eller skabe små, midlertidige fremskridt for mange. Men arbejdet organiseres på en ekstrem dyr måde, der opnår meget lidt.

Var pengene blevet brugt anderledes, kunne man være kommet meget længere i et land som Ghana. Pengene kunne være brugt til at subsidiere eksport fra lande som Ghana. EU’s landbrugsstøtte betyder, at mejeriprodukterne på det ghanesiske marked er importeret fra Frankrig, Holland og Danmark. Det er pinligt og unødvendigt.

Hvis man i stedet støtter ghanesiske bønders salg, vil vi opnå mere udvikling. Man kan arrangere udviklingslandbrugsstøtten, så den betaler en vis del af prisen baseret på forskellige kriterier for bæredygtig produktion. Et adgangskriterium for støtte kan være, at producenten er 100 procent ghanesisk ejet og drevet. Derudover kan støtten betale ti procent af varens pris, når forskellige kriterier for socialt og miljømæssig produktion er efterlevet: økologi, CO2-neutral produktion, varer, som er færdigforarbejdede og pakket i Ghana osv.

Dette vil støtte virksomheder, der kan bidrage med skatteindtjening til staten, så den kan begynde at tage ansvaret tilbage fra ngo’erne.

Emil Sloth Pedersen, kandidatstuderende i Human Security (miljø & konflikthåndtering)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Grethe Preisler
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Eva Schwanenflügel
  • Ivan Breinholt Leth
  • Steffen Gliese
  • Samuel Grønlund
  • Niels Duus Nielsen
Alvin Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Grethe Preisler, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel, Ivan Breinholt Leth, Steffen Gliese, Samuel Grønlund og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Svennevig Christensen

Det var noget af en opsang. Jeg har ikke været udsendt eller arbejdet i en udviklingsorganisation, men jeg har alt for ofte også set og oplevet den verden som Emil beskriver. Det er dybt frustrerende og jeg kan ikke andet end bakke op om Emils kritik. Udviklingsbistanden skal skabe varige jobs i den fattige verden og det burde også være det første krav til bistanden. Og sådanne udviklingsprojekter kræver faglighed og en 5 - 10 års indsats.

Claus Nielsen, Alvin Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel, Anne Eriksen, Steffen Gliese, Samuel Grønlund og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Jeg var en overgang kæreste med en udviklingsarbejder, der var tilknyttet et projekt i Ghana. Derfor kender jeg en lille bitte smule til hvorledes udviklingsbistand konkret organiseres. Og hvad jeg umiddelbart tog med mig hjem fra mit besøg i Ghana, var billedet af store konsulentfirmaer, som udbetaler konsulenterne fyrstelige lønninger for at være tovholdere på projekter, som vil gå i sig selv igen, ligeså snart finansieringen stopper.

For mig knækkede filmen, da jeg blev præsenteret for den overkonsulent, som var udsendt af konsulentfirmaet for at være tovholder for tovholderne. Især hans løn, sammenholdt med hans (mangel på?) kompetencer, vakte min interesse; Måske havde jeg valgt en forkert hylde her i livet? Jeg var jo på papiret mindst lige så kompetent som ham til hvad det nu egentlig var, han gik og lavede, det gik aldrig helt op for mig. Men dyr i drift, det var han.

Anyway, ligesom jeg blev ramt af et kortvarigt kulturchok ved ankomnsten, blev han ramt af denne ubehagelige kliniske tilstand, hvor man overvældes af de mange fremmede indtryk i en sådan grad, at ens krop lukker mere eller mindre ned. Så også på dette punkt var jeg lige så kvalificeret som ham. Måske endda mere, for jeg kom mig efter en god nats søvn, mens han var ukampdygtig i flere dage.

Alvin Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Kim Houmøller, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring og Samuel Grønlund anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Ha-Joon Chang – professor i økonomisk historie på Cambridge – har skrevet en fremragende bog om, hvordan kapitalistisk udvikling er kommet i stand i en lang række vestlige lande plus Japan og hans eget land, Sydkorea. Bogen bærer den sigende titel: The Bad Samaritan. Essensen i Chang's analyse er, at der er en slående ensartethed i meget forskellige landes udviklingsmønstre. Disse ensartede træk handler alle om statslige initiativer i form af protektionistiske tiltag. Strategien kaldes 'infant industry protection'. Et land som vil udvikle sin industri, kan ikke gøre det uden statslig subsidiering og beskyttelse mod udenlandsk konkurrence i den indledende fase. Alle såkaldte udviklede lande har benyttet sig af denne strategi. Således havde USA importtold på visse europæiske varer på op til 50 pct. helt frem til 2. verdenskrig. Uden denne statslige beskyttelse ville USA aldrig have kommet på højde med Europa. USA var faktisk et u-land i over 100 år. Statslige tiltag indebærer desuden investeringer i uddannlese, infrastruktur, sundhed etc. Alle disse tiltag kræver overordnet koordinering, og kan kun udføres af nationalstaten – evt. i samarbejde med andre nationalstater. Den sydafrikanske internationale organisation SADC er et eksempel på dette.

Hvis vi fokuserer på Afrika, hvordan ser det så ud i Ha-Joon Chang's perspektiv? Faktisk stik modsat den vestlige udviklingsmodel. De vestlige lande, som har kravlet op ad udviklingsstigen, benytter sig af en strategi, som Chang kalder 'kicking away the ladder'. Vi ønsker ikke, at de såkaldte u-lande skal følge i hælene på os. Vi ønsker primært at fastholde dem i rollen som leverandører af billige råvarer til vores industrier, hvorefter vi sælger forarbejdede varer dyrt til dem – eller endda dumper vores subsidierede varer på deres skrøbelige markeder, mens vi taler om frie markeder og pålægger u'landene ikke at subsidiere deres egne varer. Det mest slående eksempel på 'kicking away the ladder' er IMF's Structural Adjustment Programmes i 80erne og 90erne, som tvang Afrika (og andre tredje verdens lande) til at åbne deres økonomier. Deres skrøbelige produktioner blev delvist smadret i konkurrencen med især europæiske og japanske varer i de frie markeders navn. Samtidig tvang IMF landene til voldsomme nedskæringer på deres statslige sektorer, så disse havde endnu mindre kapacitet til at planlægge økonomisk udvikling. Denne ødelæggende strategi udgjorde et vækstpotentiale for den vestlige NGO-sektor. IMF konsulenter rejste rundt i Afrika og rådede staterne til at satse på såkaldte cash-crops - f.eks. kaffe. Hvorefter markedsprisen på kaffe faldt og sulten bredte sig, fordi der stod kaffebuske på marker, hvor der kunne have stået f.eks. bønner.

Under sammenlagt 12 års arbejde i 5 lande i Afrika spekulerede jeg ofte på om u-landsbistanden passer ind i vores 'kicking away the ladder' strategi. Mit fokus er også NGO-bistanden. Der findes ca. 65.000 vestlige NGO'er i Afrika. Hvad laver disse NGOer? En konstruerer brønde. En anden bygger skoler. En tredje beskæftiger sig familieplanlægning og HIV/AIDS. En fjerde bygger sundhedsklinikker. Osv. Et udmærket dansk eksempel på denne spredte fægtning er den danske NGO Ibis. Inden den fusionerede med britiske Oxfam havde den en strategi som den kaldte: Ingen udvikling uden uddannelse. Ibis fokuserede på at oprette skoler, og hvem kan have noget imod det? Ibis' strategi var tåget og ubestemmelig, og kan hverken betegnes som rigtigt eller forkert, og dette har været typisk for NGO-sektoren i Afrika i over 50 år. Tiltagene medfører uden tvivl forbedring af visse forhold lokalt, og NGO'en kan derefter skrive en glitrende rapport til sine donorer og med overbevisning påstå, at udviklingsbistand virker – samtidig med at fattigdommen vokser i Afrika. Et sikkert resultat af indsatserne er, at de lokale befolkninger oplever, at udvikling kommer i stand, når personer fra den vestlige del af verden intervenerer. Hvis ikke det indebærer en udvikling som er økonomisk afhængig af Vesten, så afsætter det et indtryk af mental afhængighed: ”Vi kan ikke komme videre, før der kommer en hvid mand og hjælper os.” Og derefter befinder vi os på et sted som Franz Fanon kaldte 'The Colonialization of the Mind'.

Det korte af det lange er, at kapitalistisk udvikling ikke kommer i stand uden minutiøs statslig planlægning af økonomien. Indebærer det så, at NGO-bistanden bør nedlægges? Måske. Under alle omstændigheder skal NGO-bistanden kun udgøre et appendix til det statslige initiativ og underlægges dette. Hvis vi overhovedet skal have udviklingsbistand, skal den fokuseres på statslig planlægning og give udviklingsstaterne lov til at beskytte deres produktion og deres markeder mod udenlandsk konkurrence. I en såkaldte globaliseret verden forekommer dette at være en utopi, og så længe det forholder sig sådan vil udviklingsbistanden ikke have nogen betydelig effekt. Den nuværende danske udviklingsstrategi med fokus på den private sektor og danske virksomheders involvering (indirekte støtte til dansk erhvervsliv) vil vise sig som endnu et udviklingspolitisk flop.

Kurt Svennevig Christensen, Claus Nielsen, Karoline Mønsted, Alvin Jensen, Kenneth Krabat, Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Philip B. Johnsen, Anne Eriksen, Harald Strømberg, ingemaje lange, Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Grundlæggende er det jo det samme problem med projektfinansiering indenfor alle sektorer: derfor er der brug for faste, langvarige forpligtelser, man kan kalkulere med.
Det er selvfølgelig ekstremt meget udtryk for, at alle bestræbelser i vores neoliberalistiske virkelighed koncentrerer sig om at skabe job, så man kan tjene en løn - i stedet for at sørge for at løse problemerne og komme hjem og lave noget mere fremadrettet.

Lillian Larsen, Alvin Jensen, Kenneth Krabat, Peter Beck-Lauritzen, Werner Gass, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring, Anne Eriksen, Karsten Aaen, Lise Lotte Rahbek og Lasse Semler anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

En anden del af den udviklingsstrategi, som Ha-Joon Chang beskriver er tyveri af patenter. Eksemplerne på, hvordan vestlige lande har stjålet patenter fra hinanden med arme og ben er nærmest legio, I nyere tid har Kina været særdeles emsig på dette felt. Ikke bare kopierer Kina hæmningsløst europæiske og østlige varer (især Japan og Sydkorea). Man pålægger også udenlandske investorer, at dele know how med kinesiske virksomheder til stor irritation for især USA. Kina har på mange måder gentaget Vestens og Japans udviklingsstrategi. Man lukker økonomien, fører streng kontrol med udenlandske investerringer, subsidierer udvalgte sektorer, holder valutakursen nede, kontrollerer nationalbanken og kapitaludførsler, og investerer heftigt i infrastruktur, uddannelse etc. Kinas 'kommunistiske' planøkonomiske model er særdeles velegnet til at gennemføre en udvikling som på mange punkter ligner den udvikling, som vestlige lande selv har gennemgået i århundreder. Det er ikke lykkedes for os at sparke stigen væk under Kinas udviklingsstrategi. Derfor taler USA nu om total 'krig' mod Kina på alle områder: Militært, handelsmæssigt, økonomisk og teknologisk (især IT-området). For hvis der er noget, som vi bestemt ikke kan li', er det et udviklingsland, som følger os op ad udviklingsstigen og begynder at konkurrere mod vores egen produktion. Vi foretrækker status quo og afsætter hellere 0,7 pct af vores BNP på udviklingsbistand, end vi ser et u-land, som ved egen hjælp trækker sig ud af fattigdom ved at aflure os udviklingskunsten. Måske forholder det sig bare sådan, at velfærd og overflod et sted i verden, forudsætter fattigdom et andet sted? Ville vi have været i stand til at opbygge vores velfærdsstater uden adgang til billige råvarer i den tredje verden? Nogle af os har levet særdeles gode liv beskyttet af vestlige bankers gældsætning af den tredje verden og USA's beskidte manipuleringer af tredje verdens regeringer. Sidstnævnte er beskrevet udmærket af tidligere CIA agent John Perkins: Confessions of an Economic Hit Man. Om hvordan han medvirkede til at manipulere tredje verdens diktatorer med bestikkelse og trusler om vold til at gældsætte deres lande. Gæld er magt!

Alvin Jensen, Kenneth Krabat, Peter Beck-Lauritzen, Werner Gass, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Philip B. Johnsen, Harald Strømberg, Anne Eriksen og ingemaje lange anbefalede denne kommentar

Der var jo også den der GGGI - Global Green Growth Institute-sagen!

Peter Beck-Lauritzen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

På guldkysten oplever man kapring af skibe, der sejler med benzin og petrolium, de forædlede råolie produkter er i den højeste kurs.
Benzin og petrolium er ligefrem en mangelvare i denne del af Afrika, på trods af de enorme lokale råolie forekomster, så stjålet benzin og petrolium, kan derfor let sælges lokalt.

Afrika neokolonialismen på guldkysten består af, at forædling af råolien sker andre steder og generere derfor ikke arbejde og skatteindtægter lokalt.

“neokolonialisme, den bestemmende indflydelse, som de gamle kolonimagter udøver over deres tidligere koloniområder. Betegnelsen er især blevet hæftet på de økonomiske forbindelser i form af handelssamkvem, private investeringer eller økonomisk bistand og lån. Herigennem er den økonomiske afhængighed, som kolonierne håbede deres politiske uafhængighed ville ophæve, fortsat og forstærket.”
Link: http://denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/International_...

Steffen Gliese, Anne Eriksen, Alvin Jensen, Niels Duus Nielsen, Peter Beck-Lauritzen, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Der er fremtid i handel med Afrika, det er indlysende.

Der bør etableres rimelig og nyttig samhandel mellem Afrika er Europa, som mellem Nordamerika og Sydamerika, de er naturlige bæredygtige handelspartner på bæredygtig udvundet elektricitet, de menneskeskabte klimaforandringer indbyder til dette samarbejde, handel er frugtbart på længdekredsen af jorden båret af primært elektrisk energi, men i langt mindre grad rentabelt på bredekredsen af jorden på olie, gas og kul afbrænding.

Problemer vores egen politiske og økonomiske magtelite, interessere sig heller ikke for vores børns fremtid, det handler alene om magt, gæld og kortsigtet økonomiske gevinster til magteliten.

Trond Meiring, Anne Eriksen, Alvin Jensen, Niels Duus Nielsen, Peter Beck-Lauritzen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Ovennævnte lyder beskæmmende! Er u-landsbistanden "kørt fast" i burokrati og administration? Resultatmæssigt er vi ikke kommet længere end Poul Nilssons "hvide elefanter" i Kenya. Trist læsning.

Kenneth Krabat

Jeg har et par år været i gang med et poetisk projekt med udgangspunkt i flygtningesituationen primært i Europa. Alle frivillige hjælpearbejdere, vi har talt med, talte om Dansk Røde Kors som på papiret meget nærværende i Grækenland, men faktuelt overhovedet ikke en del af hjælpescenen. Samme budskaber om mange af de mindre NGO'er, som mest kæmpede for at kunne demonstrere gode resultater for deres investorer - og ofte ved at slikke UNHCR i røven eller påskylde dem for egne dårlige resultater.

Det var helt tydeligt, at hvor der skete noget, var dér hvor frivillige rykkede af sig selv: 2 mennesker der indsamler containerfulde af tø, sko og soveposer i Europa, samler midler og får dem sendt alt renvasket til en græsk ø, hvor det ompakkes af nogle få frivillige og fordeles til flygtninge med behov. Kort kommandovej, lille oversigt, og ingen regulær ansvarlighed, hvis noget i distributionsvejen går galt - men alle knokler frivilligt og ubetalt røven ud af bukserne for at få alt til at lykkes, og brænder derfor ud og tager hjem, men inden da allerede ER afløst af andre med samme energi. Imens UNHCR, fordi de skal overholde alle mulige konventioner, ikke kan kysse samme dag de spidser munden, og fordi DERES folk bliver krisemætte og bare bliver betalt for et fast arbejde, hvor alt i går er som i dag er som i morgen.

Det er fandens at skulle konstatere, at frivilligt arbejde med stor omskiftelighed og personlig entusiasme i summen er langt mere udholdende og medfølende end mennesker i NGO'er og GO'er, der er uddannet og ansat til hjælpearbejde. Og lige så snart der kommer rigtig mange penge i sådan en frivillighedsforening, så dør den i administration og behov for midler til at lave fundraising. Af dén grund kan frivilligt hjælpearbejde siges at være urøreligt - altså, hold fingrene væk, hvis man vil have noget gjort, men samtidig er det også dér, det er nemmest at obstruere en hjælpefunktion, hvis man ønsker at statuere et eksempel over for dem, der behøver hjælp, og samtidig påberåbe sig selv og sine GO'er og subsidierede NGO'er at måtte følge konventioner og politiske aftaler og derfor ikke kan rykke ind.

Der er mange mange malkere i dét system, som begyndte entusiastiske og siden lærte, hvor pengene er. Men der er samtidig pt. over 16.000 frivillige, ulønnede hjælpere omkring i Europa, som på skift assisterer med flygtningehjælpearbejde nationalt og i modtagelandene. Som holder skindet på næsen ift. folk i lejre, fysisk og psykisk lægehjælp, tøj, sko, medicin, mad, soveposer, telte, toiletartikler og alle de andre ting, som et menneske uden hjem og egne kontakter behøver for både at overleve og at føle sig til stede i en virkelighed og en hverdag, der bare ligner noget normalt.

Steffen Gliese, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Kurt Svennevig Christensen

Ivan Breinholt Leth (IBL) gør udmærket rede for NGO problemet i Afrika, men spørgsmålet er stadig om vi også tør tro på det vi godt ved? Intet tyder desværre på dét. IBL kender den professionelle NGO verden indefra, det gør jeg ikke. Alligevel har jeg arbejdet i Afrika og Asien i mange år og der set den professionelle NGO verden udefra, og det ser ikke godt ud. Men det lever man også med i Afrika, spørgsmålet er i dag om vi kan vi leve med dét, om vi kan blive ved med at holde dét ud?

Den eneste måde at lave varigt udviklings arbejde er empowerment. Vi har i Danmark en lille uafhængig ngo som hedder Svalerne. De startede allerede i 60’erne med salg af genbrug, og fik midler til overs. De fandt Emmaus, som arbejder ud fra princippet hjælp til selvhjælp. Med det udgangspunkt, og stadig med salg af genbrug og små midler, har de siden arbejdet i Bangladesh og Tamil Nadu(Indien).
Arbejdet forgår i dag ved mail og en årlig kontaltrejse. Svalerne har opbygget kapaciteter hos meget små lokale ngo’er ( ofte kun en lille håndfuld som ville ændre deres lokalsamfund til det bedre) som langsomt er vokset sig store og vundet respekt i lokalområdet.
Svalerne har også hjulpet med at skabe et ønsket netverk blandt de små ngo’er til at udveksle erfaringer og lave et netverk for kvinders rettigheder.
Hjælpen skal være lokalt forankret og ud fra et lokalt ønske. Hjælp kan gives som uddannelse, lidt computer, måske hjælp til leje af et lokale, men er tidsubegrænset til 3 år. Hvis de har lyst til at vokse, har de efter nogle år med Svalerne som støtte fået bevist deres værd, og søge støtte hos større etablerede donore som f.eks. Care.
Det er utroligt så meget man kan udrette med frivilligt arbejde. Frivillige i genbrug, frivillige i udvalgene og kun en deltidsansat i organisationen. På Kontaktrejser bor man hos de lokale frivillige.
Det kan gøres godt. Svalerne.dk

Kurt Svennevig Christensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Sus johnsen
24. januar, 2019 - 22:32

Ingen kan vel have noget imod Svalernes tiltag, men kan du forestille dig, at det vil ændre livet hos over 1 milliard mennesker i Indien i form af bæredygtig udvikling kombineret med fattigdomsreduktion? Jeg kan ikke. Som jeg har forsøgt at gøre opmærksom på ovenfor, kræver sådanne enorme ændringer statslig planlægning i et format, som vi formentlig aldrig har set før i menneskehedes historie. NGO-bistanden kan ikke levere et sådan format.

Det er lykkedes Kina i løbet af ca. 40 år at bringe mindst 3oo millioner mennesker ud af fattigdom vha. minutiøs statslig planlægning. Det er det største fattigdomsreduktionsprojekt nogensinde. Problemet er, at Kinas model - ligesom vores egen model i den vestlige del af verden - ikke er miljømæssigt bæredygtigt. Hvis vi skal afskaffe fattigdom på en miljømæssig bæredygtig måde, er vi nødt til at tænke i endnu større dimensioner end den statsligt drevne udviklingsmodel, som har fundet anvendelse i både Vesten og i Asien.

Da USA involverede sig i 2. verdenskrig foretog amerikanerne en vidtgående omstilling af den amerikanske industri til en krigsindustri. Denne imponerende statslige planøkonomiske omstilling tog kun et par måneder. I forhold til den nødvendige omstilling, som menneskeheden står overfor nu, befinder denne amerikanske omstilling sig i miniature afdelingen, men det viser dog, at selv i en kapitalistisk økonomi, kan staten intervenere og omlægge produktionen radikalt, hvis der er politisk vilje til det.