Kronik

Efter voldtægten følte jeg mig mega svigtet og slet ikke forstået

Når nu vi har støttet hinanden i at fortælle historierne om, hvad der blev gjort imod os, må det også være på tide, at vi støtter hinanden i at fortælle historierne om, hvad det gjorde ved os
Kronikør Lea Nielsen.

Kronikør Lea Nielsen.

Peter Nygaard

30. januar 2019

I 2013 var jeg udsat for et seksuelt overgreb.

Som så ofte før var jeg en tur i byen med en veninde. Her var en mand på dansegulvet alt for nærgående, så min veninde flygtede over i armene på en ung fyr, og jeg flygtede over til et bord med to andre unge mænd. Vi faldt i snak, og de gav øl.

Nærgående mænd på dansegulvet og mænd, der giver øl, lyder nok for de fleste som en ganske almindelig bytur. Men denne aften kom til at adskille sig fra mine tidligere ture i byen, da den også bød på store, sorte huller i min hukommelse og slutteligt: voldtægt.

Jeg er den dag i dag stadig i tvivl om, hvorvidt disse to mænd rent faktisk er klar over, at de den kolde aften i marts gjorde sig selv til voldtægtsmænd – i hvert fald set gennem mine øjne og følt i min krop.

For jo – jeg erindrer, at jeg opfangede nogle indforståede blikke mellem de to. Jeg husker også, at jeg på et tidspunkt går på toilettet og i spejlet får øje på et tydeligt bidemærke på min hals. Jeg har ingen erindring om, at nogen skulle have bidt mig eller hvorfor.

Da jeg kommer tilbage fra toilettet og konfronterer de to mænd med et »hvad fanden er det?«, lyder svaret: »så kan alle se, at du er taget«. Jeg husker, at hele den situation gør mig forvirret. Men jeg reagerer ikke på det. Derefter er der kun sorte huller tilbage.

Intet af det beviser jo, at det, der senere udspillede sig, var hverken overlagt eller planlagt. Og jeg ved det simpelthen ikke.

Historien om, at det var planlagt, var den, jeg længe fortalte mig selv. Måske for at gøre det nemmere for mig at kapere, måske fordi den psykolog, jeg efterfølgende gik hos, uden tøven gik ud fra, at de sorte huller i min hukommelse skyldtes bedøvende stoffer.

Men jeg er ikke sikker, og faktum er, at jeg aldrig anmeldte noget.

Helt instinktivt var mit fokus på, at jeg bare skulle have det bedre. Som en slags tunnelsyn.

Efter overgrebet

Min historie er ikke enestående, for efter #MeToo-bølgen begyndte at rulle, er det tydeligt, at der findes et utal af kvinder med en historie som min. Kvinder, der har været udsat for overgreb.

Vi kvinder (og mænd) har været rigtig gode til at støtte hinanden i at få fortalt vores historier om de overgreb, vi har været udsat for. Vi har gjort opmærksom på, at det foregår alle steder, og at det simpelthen ikke skal accepteres. Historierne har fyldt i stort set alle medier hele verden rundt. Det er og har været virkelig vigtigt.

Men nu er det på tide, at vi tilføjer endnu et vigtigt lag til #MeToo-debatten og begynder at tale om, hvad der sker efter overgrebet. Hvad der rent faktisk sker med én fysisk og psykisk og ikke mindst: hvordan kommer man videre?

Kunne vi tale om, hvordan vi omsorgsfuldt og kærligt kan støtte hinanden, så der ikke er nogen, der føler sig efterladt alene nede i det sorte hul, som overgrebet har gravet?

Følgevirkninger

Ifølge Center for Voldtægtsofre er nogle af de almindelige psykiske reaktioner på seksuelle overgreb angst, kontroltab, humørsvingninger, koncentrationsbesvær, en følelse af kaos og en stor vrede, der kan blive rettet mod familie, venner og normalt ubetydelige ting.

Mange reagerer med skam og skyld: »hvad nu, hvis jeg havde …«, »hvorfor gjorde jeg ikke bare …«. Man kan føle sig uren på kroppen.

Det er heller ikke unormalt, at ofrene føler sig ensomme og isolerede. Det kan virke uoverskueligt at snakke med nogen om det, man har oplevet, og derfor vender man det hele indad.

Søvn- og hukommelsesproblemer ses også ofte. Fysisk oplever mange en uro i kroppen. Kroppen kan reagere med muskelspændinger, kvalme, opkast, svimmelhed mv.

Hos nogle udvikler reaktionerne sig til depression i længere eller kortere perioder, og nogle får selvmordstanker.

Jeg følte mig forkert

Minderne om månederne efter overgrebet er ret tågede for mig. Jeg husker dem simpelthen ikke så godt.

Jeg husker, at jeg nærmest ikke turde at gå nogen steder, og når jeg gjorde, var der et instinkt i mig, der råbte »Løøøb!«. Jeg måtte kæmpe for at overtale min krop til ikke at sætte i løb, for den ville bare væk, også selv om jeg bare var på vej ned for at købe ind.

Jeg havde svært ved at huske ting. Jeg kunne gå i dagevis og helt glemme at spise. Jeg kunne ikke sove. Jeg glemte aftaler. Jeg glemte min venindes fødselsdag.

Jeg boede på det tidspunkt sammen med to veninder. Når jeg kigger tilbage på det nu, kan jeg godt se, at de havde rigtig svært ved at tackle mig og situationen.

Jeg husker især en af de første dage efter voldtægten. Jeg stod i vores fælles køkken og var i gang med at lave noget mad. En masse tanker om »hvad nu, hvis jeg ikke havde gjort …« og »hvad nu, hvis jeg i stedet havde sagt …« fløj ud af munden på mig. Jeg havde brug for at sætte ord på mine tanker. Jeg havde brug for ikke at gå alene med dem.

»Jamen, det kan du jo ligesom ikke gøre noget ved nu,« svarede min roommate, og så blev hun ellers optaget af sin telefon, og jeg forlod køkkenet.

Dengang følte jeg mig mega svigtet og slet ikke forstået. Det gjorde det hele værre. Jeg kom til at føle, at min reaktion på overgrebet var overdrevet og forkert. At jeg var et dårligt menneske, fordi jeg var så optaget af mig selv, at jeg glemte at tage opvasken, selv om det var min tur.

Havde jeg på dét tidspunkt vidst, at der fandtes så mange med en historie som min, og havde jeg hørt om, hvad det efterfølgende havde gjort ved dem, havde jeg nok ikke været så hård ved mig selv.

Havde mine veninder og andre pårørende hørt historier om, hvad overgreb havde gjort ved andre før mig, havde de været bedre rustet til at tackle mig og de følelser, det hele vækkede i dem selv.

Hvordan kommer man videre?

Når jeg i dag kan fortælle min historie, er det, fordi jeg heldigvis er kommet videre. Det samme, håber jeg, at mange af de stærke kvinder, der er stået frem med deres #MeToo-historier, er.

Desværre er det ikke sandsynligt, at det øgede fokus på seksuelle overgreb, som #MeToo har skabt, har sat en stopper for nye overgreb. Derfor er der nok også nogle derude, der stadig kæmper.

Jeg har ikke nogen færdigpakket løsning til, hvordan de kommer videre. Jeg ville ønske, at jeg havde. Men rundt om i Danmark findes der forskellige centre, der kan hjælpe mennesker, der har været udsat for et seksuelt overgreb. Der findes bl.a. Center for Voldtægtsofre ved Aarhus Universitetshospital og Center for Seksuelle Overgreb ved Rigshospitalet i København. I alt findes der ni centre i Danmark.

Jeg henvendte mig selv hos Center for Seksuelle Overgreb i København. Her fik jeg foretaget diverse fysiske og gynækologiske undersøgelser. De har deres egne psykologer tilknyttet, så jeg fik også psykologhjælp.

Vil man anmelde overgrebet, kan de også hjælpe.

Hvis du er pårørende og ikke ved, hvad du kan gøre, vil jeg opfordre dig til at undersøge disse centre. De har information målrettet til pårørende på deres hjemmesider.

At jeg kom hen på Center for Seksuelle Overgreb til trods for, at jeg på ingen måde havde lyst, var en rigtig god ting for mig og min helingsproces. Men selv derefter var det ikke let, og et overgreb vil nok altid sidde i én. I hvert fald en lille smule.

Når nu vi har støttet hinanden i at fortælle historierne om, hvad der blev gjort imod os, må det også være på tide, at vi støtter hinanden i at fortælle historierne om, hvad det gjorde ved os.

For ingen skal efterlades i det sorte hul, deres overgrebet har gravet for dem.

Lea Nielsen er sociologistuderende

Jeg ved blot, at min overgrebsmand har forladt mig, og jeg står åndeløs og ensom tilbage på slagmarken – stadig i krig, men nu kun med mig selv, skriver Amalie Kjeldsen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Estermarie Mandelquist
  • Vivi Rindom
  • Mette Poulsen
  • Tinne Stubbe Østergaard
Estermarie Mandelquist, Vivi Rindom, Mette Poulsen og Tinne Stubbe Østergaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mads Jakobsen

Lea Nielsen, man har løjet for dig.

Du har fået at vide at du har ret til at drikke dig sanseløst beruset blandt fremmede mennesker, at du har ret til at føle dig sikker. Men det er ikke sikkert.

Du har fået at vide at unge mænds og unge kvinders seksualitet er ens, at seksuelle normer er gammeldags og at du og tilfældige mænd du lige har mødt, kan forhandle nye normer, på stedet, i en kæmpe brandert.

Du er blevet bildt ind at "fornuftige" unge mænd selvfølgelig bør kunne aflæse dine følelser, mens de er plakatfulde, selvom du ikke engang selv kan forstå dem, og de først dukker op dagen efter.

Du har fået at vide at tilfældig sex og at drikke sig fuld er almindelige fritidsaktiviteter på linje med badminton.

Så ja, du er blevet svigtet.

Lise Lotte Rahbek

Tanken om att ofre for overgreb kan hjælpe hinanden i håndteringen følgerne lyder som en rigtig god ide. Ligesom centrene for seksuelle overgreb som ramme for hjælpen lyder som en fremragende ide.

For...mulighederne for at lægge skylden på ofrene for det, som er begået mod dem, er åbenbart endeløse fra Mads Jakobsen og eventuelle meningsfællers vedkommende.

Vivi Rindom, David Adam og Marie Jensen anbefalede denne kommentar

- Mads

Hej Mads. Skribenten deler tydeligvis din forvirring om hvor "ansvaret" for overgrebet skal placeres. Pointen med artiklen er tydeligvis ikke om kvinder skal have lov til at drikke alkohol eller ej. Pointen er heller ikke om det er okay at dyrke sex med mennesker, der er så berusede at de er desorienterede og oplever black-outs i situationen. Pointen med artiklen er at seksuelle overgreb og voldtægter er en voldsomt traumatiserende hændelse som både offeret, potentielle overgrebsmænd og omgivelserne skal have bedre forståelse for. Og den forståelse kan opnås ved at kvinder, der har været udsat for overgreb, bliver bedre til at fortælle om hvor alvorlige konsekvenserne er. Det er en rigtig god ide, imo. Men det kræver naturligvis at læserne ikke reagerer ved at fortælle offeret at, det er offerets egen skyld, at hun blev udsat for et seksuelt overgreb.

Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek og Marie Jensen anbefalede denne kommentar
Mads Jakobsen

Til Lise Lotte Rahbek og David Adam

Jeg skrev tydeligt til Lea Nielsen at hun var blevet løjet for, at hun var blevet svigtet. Hvorfor vil i spinne det som at jeg skriver at det hele er hendes skyld?

Det er selvfølgelig fordi det er sådan nogen som jer der har sviget. I er klar til at sende de unge ud i minefeltet, mens I smiler og siger til dem at det eneste vigtige er at ingen bebrejder dem noget, og at nu skal vi skam kun snakke om hvordan man håndtere de uundgåelige skader. Det er jeres narrativ der svigter de unge, jeres elendige råd der skader dem.

Og det tror jeg også I tydeligt forstod af mit indlæg. Så med anklager om victimblaming skubbede I derfor ofrene foran jer som et skjold. For sådan er I.

- Mads

Stort set alle mennesker, der har været udsat for et seksuelt overgreb, bebrejder sig selv. Selv skribenten. Det fremgår ret tydeligt af hendes klumme. Det er derfor at det er svært at snakke om. Og det er derfor at det er vigtigt at snakke om.

At hun skal bebrejde sine forældre (eller samfundet?) at man ikke har fortalt hende om farerne ved at gå i byen er fucking idiotisk. For selvfølgelig ved skribenten at der er fare forbundet ved at gå i byen. Det ved alle. Og alligevel går de fleste danskere i byen og fester og flirter.

Så du mener at skribenten er blevet svigtet fordi at ingen har fortalt hende at der er en risiko ved at gå i byen. Mener du dermed også at det er hendes egen skyld at hun blev voldtaget, hvis hun vidste at det ikke er "sikkert" at gå i byen, flirte og drikke sig stiv, og gjorde det alligevel? (Altså, ligesom resten af den danske ungdom gør weekend efter weekend?)

Mads Jakobsen

David Adam skrev: "At hun skal bebrejde sine forældre (eller samfundet?) at man ikke har fortalt hende om farerne ved at gå i byen er fucking idiotisk."

Nej det er ej. Vi har pligt til at advare de unge om hvad der er farligt. Derfor advare vi dem om at bade alene, gå over vejen uden at se sig for og meget andet. Jeg kan ikke nævne noget andet felt hvor det er tankeforbrydelsen "victim blaming" at prøve at give korrekt information. Og hvorfor er det så sagen her? Fordi det ville gøre for ondt at indrømme at I har rådgivet de unge elendigt.

David Adam skrev: "Mener du dermed også at det er hendes egen skyld at hun blev voldtaget, hvis..."

Du prøver desperat at få det hele over på "skyld" og bebrejdelser. Sådan noget følelsesmæssigt afpresnings pjat spilder vi ikke tiden med når vi snakker om brandsikkerhed eller omgangen med farlige stoffer. Med god grund.

David Adam skrev: "Stort set alle mennesker, der har været udsat for et seksuelt overgreb, bebrejder sig selv."

Selvfølgelig. De unge er forvirrede og bange fordi de gør det som alle fortæller dem at de skal, for det gør "resten af den danske ungdom weekend efter weekend". Og det går så dårligt. Det er naturligt at vende blikket ind ad, når de unge bliver bildt ind, at på det store kødmarked er alle sin egen lykkes smed. At det hele er fest og farver. At alle kan vinde. For det er jo tydeligvis ikke det som de alle oplever.

- Mads

Du misforstår hvad jeg skriver. At forældre og andre advarer unge mod farer er selvfølgelig ikke idiotisk. At tro at klummens forfatter ikke er "blevet advaret" er idiotisk. Det var det, jeg mente.

Jeg forsøger heller ikke at få det hele til at handle om skyld. Jeg reagerer på din kommentar, hvor du placerer "skylden" for voldtægten hos "dem", der ikke har fortalt klummens forfatter om farerne ved at gå i byen. Og da det er fuldstændigt usandsynligt, at der findes kvinder i Danmark som aldrig har hørt om voldtægter, date-rapes, roofies, hævnporno mm, så placerer du indirekte skylden for voldtægten hos klummens forfatter.

At ofre for overgreb bebrejder dem selv har intet med "tidens tendenser" eller "ungdommen nutildags" at gøre. Ofre for overgreb har altid bebrejdet sig selv. Og mon ikke det er resultatet af at mænd (og det meste af samfundet) historisk set har bebrejdet de kvindelige ofre når de blev udsat for seksuelle overgreb?

David Adam skrev: "Og mon ikke det er resultatet af at mænd (og det meste af samfundet) historisk set har bebrejdet de kvindelige ofre når de blev udsat for seksuelle overgreb?"

Eller også er det resultatet af at vi, i den politiske korrektheds navn, udstyre de unge med en misforstået forståelse af kønsdynamikken, og et komplet tåget sæt omgangsregler. Og så må de ellers klare sig selv. I en brandert.

Sammenlign med færdselsulykker. Der vil altid være folk der bebrejder sig selv når de er kommet til skade i færdselsulykker. Men der er også folk der IKKE gør. Fordi de kan se at de overholdte alle love og fornuftige tommelfingerregler, og at situationen derfor enten var sort uheld, eller resultatet af en andens svigt. Modsat voldtægtsofre, der ikke har nogen fornuftige tommelfingerregler at holde sig til, og som ved at honningssnak brigaden ALTID vil sige at intet var deres skyld, og at de derfor ALDRIG kan være sikker på at det virkelig passer.