Læserbrev

I vores e-sports-forening er »Fortnite« med til at udvikle børnene som mennesker

Hos Herning eSport mødes de unge over en fælles interesse – præcis som vi kender det fra andre fritidsaktiviteter – og her oplever vi især, at spillet »Fortnite« har en samlende effekt
Debat
25. januar 2019

I vores forening, Herning eSport, er vi også særligt opmærksomme på trivslen hos børnene og de unge i forhold til den isolerende følelse, som David Madsen beskriver i Information den 12. januar. Vi har dog igennem vores arbejde fået et godt indblik i, hvordan børn og unge fungerer med hinanden, når de spiller onlinespil, og vi har endnu ikke oplevet nogen faresignaler. Tværtimod.

Vi har derimod erfaret, at de forskellige spil er særligt gode til at samle børnene og de unge i foreningen. Hos os mødes de over en fælles interesse – præcis som vi kender det fra andre fritidsaktiviteter – og her oplever vi især, at spillet Fortnite har en samlende effekt.

Som David Madsen skriver, er det jo vigtigt med sunde relationer, og det mener vi altså, at fællesskabet omkring computerspil kan være med til at etablere. Derfor bør man selvfølgelig stadig hjælpe sit barn med at få struktureret en ellers sund og velfungerende hverdag.

I vores forening er vi også enige i, at det er en god idé at lave regler for, hvor meget skærmtid børnene og de unge har. Dette skal dog ikke forstås, som om der skal indføres et sæt paragraffer for, hvordan brugen af computeren skal foregå. Vores erfaring er, at det er bedre at få et samarbejde med barnet op at køre, så man sammen kan begrænse skærmtiden til et fornuftigt niveau.

David Madsen skriver også om, hvor nødvendig fysisk aktivitet er for børn. Vi mener dog ikke, at e-sport og fysisk aktivitet nødvendigvis udelukker hinanden. Når vi afholder turneringer, sørger vi for at lave aktiviteter i pauserne, som kræver, at spillerne får rørt sig lidt.

Helt lavpraktisk kunne det eksempelvis være en aktivitet som ’harddisk-kast’, hvor man ser, hvem der kan kaste en harddisk længst. På den måde får vi spillerne op af stolen, og får dem aktiveret, hvilket man sagtens kan, selv om man mødes for at spille computer.

I vores forening har vi faktisk stor tiltro til den positive effekt, det har at kunne samle de unge omkring deres fælles interesse for computerspil. Vi kan se, at de udvikler sig som mennesker, de lærer at samarbejde, og så prøver de at kæmpe som et hold for at nå et fælles mål.

Det, tror vi på, er positivt for deres færden videre i livet.

Kasper Storgaard Kristensen er formand for Herning eSport

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her