Kronik

Vores fødekultur er styret af frygt, og det giver alt for mange komplicerede fødsler

I dag har hver anden kvinde en kompliceret fødsel, og det øger risikoen for alvorlige helbredsproblemer for barnet. Fødselsforberedelse er helt nødvendig for at forebygge indgreb, men den bliver sparet væk
»Jeg ser en fødekultur, der er forfejlet, og mange af de gravide og nybagte familier, jeg møder, afspejler præcis den fødekultur, jeg prøver at ændre,« skriver dagens kronikør.

»Jeg ser en fødekultur, der er forfejlet, og mange af de gravide og nybagte familier, jeg møder, afspejler præcis den fødekultur, jeg prøver at ændre,« skriver dagens kronikør.

24. januar 2019

For bare få generationer siden flyttede vi fødslerne ind på hospitalerne. Vi sagde til hinanden, at fødsler skulle være smertefri. At det var normalt at blive bedøvet, at blive bundet til en briks og til bøjler, at blive intimbarberet og få klippet mellemkødet op for at kunne føde et barn.

Det var en selvfølge at klippe navlesnoren over med det samme efter fødsel, at hænge børnene på hovedet for at fjerne fostervand, og klappe de totalt bedøvede børn bagi for at få dem til at trække vejret. De stressede og slappe børn blev med største selvfølgelighed badet rene for mors beskidte kropsvæsker, inden de blev svøbt og lagt i en balje, indtil deres mor vågnede af bedøvelsen, så de kunne ammes efter skema.

​Jeg tror, at de fleste kan nikke genkendende til den følelse af sorg, jeg mærker, når man læser tidligere tiders definition af en ’normal’ fødsel.

I dag laves der ikke rutinemæssigt klip af mellemkødet. Vi anvender ikke anæstesi som førstevalgssmertelindring, og den fødende kan i mange tilfælde bevæge sig frit under fødslen, selv om fødestuerne stadig er indrettet efter de tidligere tiders ’foretrukne’ fødestilling.

Mor og barn forbliver sammen efter fødslen, og vi ved, at fosterfedt giver barnets hud en umiddelbar beskyttelse uden for livmoderen, og at de vaginale bakterier er med til at kickstarte og forme barnets eget immunforsvar.

Men er alt så godt? Er vi meget klogere nu, end vi var dengang, eller er datidens overgreb blot moderniseret med den videnskab, vi har adgang til nu?

For mange komplicerede fødsler

De nyeste tal og undersøgelser viser, at det desværre langt fra er tilfældet. I dag har hver anden kvinde en kompliceret fødsel, hver tredje førstegangsfødende får vestimulerende medicin, hver fjerde kvinde får sat fødslen kunstigt i gang, og hver femte kvinde føder ved et kejsersnit.

En trist udvikling, der bestemt ikke er uden konsekvenser. I jagten på at normalisere fødsler, ser vi vidtstrakte og alvorlige konsekvenser for både børn, mødre og familier.

Et omfattende studie fra 2018 publiceret i Birth viser, at risikoen for, at et barn udvikler et helbredsproblem på kort eller længere sigt, stiger signifikant, hvis der er et medicinsk indgreb omkring tidspunktet for dets fødsel. Helbredsproblemer, der inkluderer gulsot, problemer med amning, infektioner i respirationsapparatet og stofskifteforstyrrelser. Alvorlige helbredsproblemer, der har både personlige og samfundsmæssige konsekvenser.

Studiet har imidlertid kun kigget på de fysiske og målbare mén hos barnet ved medicinske indgreb. Men hvad med de ikkemålbare og meget væsentlige psykiske mén? Hvilke psykiske og emotionelle konsekvenser er der for mor og barn, når hvert andet barn fødes ved en kompliceret fødsel?

Unødvendig medicin

Såkaldt defensiv medicin er indgreb, der enten ikke er sundhedsfagligt påkrævede, eller som af relevante prioriteringsmæssige årsager ikke burde udføres. Defensiv medicin er oftest uhensigtsmæssig, fordi den kan være direkte skadelig for patienten, og fordi der er store økonomiske udgifter forbundet ved ubegrundede indgreb hos raske personer.

I en fødekultur, der er domineret af risikotænkning og frygt for at overse en potentiel risiko, påvirkes både dømmekraft og handling, og defensiv medicin bliver et indlejret fænomen. Resultatet er overbehandling og en meget hård retorik mod dem, der stiller spørgsmålstegn ved eller træffer et informeret valg mod givne anbefalinger.

Men hvordan skal man som kvinde navigere i en fødekultur styret af frygt? En fødekultur, der tilmed er skrabet for tid og omsorg, og som drives af et udpint personale, der kæmper imod uendelige besparelser og forringelser af deres arbejdsvilkår.

Mit svar er forberedelse – ved at tage ejerskab over sin fødsel.

Forberedelse sparet væk

Men i samme periode, hvor antallet af komplicerede fødsler har været stødt stigende, har mange hospitaler helt eller delvist sparet den gratis fødselsforberedelse væk, selv om et utal af studier viser, at forberedelse er afgørende for familiernes oplevelse af fødslen.

Jeg mener, at ordentlig fødselsforberedelse er fuldstændig afgørende for fødsler i dag, hvor den ’normale’ fødsel er en kompliceret fødsel. Fakta er desværre, at flere fødesteder ikke tilbyder fødselsforberedelse, og det er stadig sjældent, at kvinder selv investerer i privat fødselsforberedelse og nærværende fødselshjælp.

For fire år siden stod min mand og jeg, efter flere års forsøg, endelig med en positiv graviditetstest. Og selv om jeg vidste, at jeg skulle være mor og efter ni måneder skulle gennemgå en fødsel, var ekstra fødselsforberedelse eller støtte ikke noget, jeg tænkte over eller overvejede.

Og da jeg havde født vores datter, følte jeg umiddelbart også, at fødslen var gået godt – hun var jo trods alt kommet ud.

I dag ville jeg ønske, at meget havde været anderledes. Jeg ville ønske, at jeg ikke var blevet overtalt til at presse løs i timevis, uden at min krop følte trang til at presse. Jeg ville ønske, at jeg ikke var blevet klippet op med en kold metalsaks, for at min datter hurtigere kunne komme ud. Og i dag havde jeg aldrig tilladt, at vores datters første vejrtrækninger skulle blive en kamp for ilt på grund af afnavling straks efter fødslen.

Men hvordan kan man træffe den rigtige beslutning for sit barn og sig selv, hvis man ikke har den nødvendige viden?

I dag ved jeg, at jeg manglede viden om den fysiologiske fødsel, om barnets vej og om vigtigheden af at holde de første timer hellige. Jeg ved, at jeg manglede en kontinuerlig støtteperson, som kendte os indgående, som kunne sikre os information, italesætte vores ønsker og give os tid, tillid og omsorg.

Fødselsforberedelse til alle

Da jeg fødte min datter, arbejdede jeg som forsker på Odense Universitetshospital. Men med fødslen begyndte et nyt liv for mig. I dag har jeg sagt farvel til min arbejdsplads og arbejder i stedet som doula (professionel ikkemedicinsk fødselshjælper, red.) og ammerådgiver for at bidrage til ordentlige og trygge rammer før, under og efter fødslen.

Jeg ser en fødekultur, der er forfejlet, og mange af de gravide og nybagte familier, jeg møder, afspejler præcis den fødekultur, jeg prøver at ændre. De kommer til mig, fordi de tidligere har oplevet rigtig dårlige graviditets- og fødselsforløb eller oplever store udfordringer med amningen som følge af indgreb i fødslen, forfejlet rådgivning og mangel på tid.

Jeg har ingen agenda om, hvordan den rigtige fødsel bør være. Men fødselsforberedelse er nødvendigt for at undgå unødvendige og potentielt skadelige indgreb og komplicerede fødsler.

Jeg mener, at det offentlige bør tilbyde landsdækkende fødselsforberedelse, der understøtter den fysiologiske fødsel og forældrenes tro på egen formåen. Hvis dette ikke er muligt, bør sundhedsvæsenet samarbejde med og opfordre til privat fødselsforberedelse.

Med ordentlig forberedelse og tid til omsorg kan både graviditet, fødsel og barsel blive en stærk og glædesfyldt oplevelse.

Én enkelt kvindes oplevelse ændrer ikke en forfejlet fødekultur. Men jeg tror på, at hver eneste gang en gravid og hendes partner føler sig inddraget, informeret, respekteret og støttet, så kan vi begynde at måle værdi på andet end blot overlevelse alene. Så kan vi høste alle de fordele, der er, når kvinder og børn på ny fødes i en rus af oxytocin.

Mette Marie Relster, cand.scient. og doula

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristin Marie Lassen
  • Anne Eriksen
  • Jørn Andersen
  • Ervin Lazar
  • Casper Møller
Kristin Marie Lassen, Anne Eriksen, Jørn Andersen, Ervin Lazar og Casper Møller anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Bødtcher-Hansen

24/jan/2019

Kære Mette Marie Relster,
tak for et godt og yderst
relevant indlæg om fødsel :-) ...

Og jeg er helt enig:
Mit andet barn blev født
hjemme i vor lejlighed på
Nørrebro på fjerde sal :-) ...

Der var alene konen, jord-
moderen og mig til stede,
og lidt senere kom barnet :-) ...

Det var mig, faderen, der
med egne hænder tog imod
barnet og gav hende det før-
ste kram i hendes liv :-) ...

Så skulle hun have moderens
bryst, hvilket ville udløse K-
hormonet i moderen, så moder-
kagen blev “udløst”, sagde jord-
moderen, og det virkede :-) ...

Det var en vidunderlig oplevelse :-) ...

Kærlig hilsen
Claus

Det her sludder skal sgu ikke stå uimodsagt:

"For bare få generationer siden flyttede vi fødslerne ind på hospitalerne. Vi sagde til hinanden, at fødsler skulle være smertefri. ".

NEJ!!!!!!!

Vores formødre og forfædre valgte at lade fødslerne foregå på sygehuse at en meget simpel grund: Børnedødeligheden skulle ned.

Det lykkedes faktisk:
https://www.dr.dk/skole/historie/statistik-boernedoedelighed-1930-1960

Det var sgutte nogen sammensværgelse, intet løfte om en smertefri fødsel, intet knæfald for apparatmedicinen eller hvad der ellers findes af sammensværgelsesteorier, der lå bag denne proces. Det var læger, sygeplejersker og jordemødre, der havde oplevet alt, alt for mange døde nyfødte.

Karina Isolde Balslev

Tak for din super vigtige kronik Mette.

Det er svært at træffe velinformerede valg hvis ikke man kender sine muligheder og jeg kan ikke være mere enig i, at fødselsforberedelse er vejen frem.

Med fødselsforberedelse mener jeg god, saglig, evidensbaseret vidensdeling med plads til spørgsmål og afklaring af individuelle behov.
Mange bliver desværre vildledt til at tro, at auditorieforelæsningerne som mange fødesteder tilbyder deres fødende, er fødselsforberedelse - det er ren og skær information om fødestedets procedurer, som selvfølgelig kan være godt at kende til - men fødselsforberedelse er det ikke.

Jeg håber langt flere gravide og fødende (og deres partnere) stiller krav til deres fødested om lødig information om deres muligheder og stiller spørgsmål ved procedurer og indgreb som går mod deres mavefornemmelse.

Birgitte Simonsen

Jeg kan huske for år tilbage, at der var et husstandsomdelt magasin, der hed, Havenyt så vidt jeg husker. I det var der redaktionelt materiale, hvor man kunne læse om, hvordan man kom af med alle slags dåligdomme. Disse artiklet var annoncer for produkter. Der var krav om, at der skulle stå "annonce" i forbindelse med artiklen. Jeg har det lidt på samme måde med dette indlæg, når man googler forfatteren og går ind på hendes firmas hjemmeside.
Derudover er indlægget en blanding af "synsninger", udokumneterede påstande og sprog som, "en kold metalsaks", som ikke skal lade læseren i tvivl om, hvor fordærdeligt det er at føde i dag, men at hun kan tilbyde det gode fødselsforløb.
Jeg bliver ærlig talt træt af den slags indlæg. Jeg har stor forståelse for, at man kan have holdninger til den måde fødsler og fødselsforberedelse sker i dag, men det bør gøres sagligt.

Steen Obel, Anne Mette Jørgensen, Marie Jensen, Jane Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Tinne Stubbe Østergaard

Niels Astrup: Statistikken, du henviser til, viser faldet i børnedødelighed 1930-1960 inden barnet fylder et år. I den periode blev penicellin en mulighed, der kom større viden om ernæring og hygiejne og boligstandarden blev forbedret.

Fødslerne blev hospitaliserede op gennem 1960'erne, fordi mange mødre anså det for nemmere og mere bekvemt. Først omkring 1970 opgav jordemødrene at være privatpraktiserende og blev ansatte på hospitalerne.
https://www.kristeligt-dagblad.dk/kulturhistorie/fra-barselsseng-til-foe...

Tinne Stubbe Østergaard

I Holland har man bevaret systemet med veluddannede, privatpraktiserende jordemødre. De er kompetente til at opdage risici i tide og henvise kvinderne til yderligere udredning eller hospitalsfødsels - sygesikringen betaler kun en hospitalsfødsel, når den er medicinsk velbegrundet. Jordemoderen kan følge med på hospitalet, hvis en hjemmefødsel må fortsætte der.

Et forskningsprojekt ledet af en læge, der var kritisk overfor systemet med hjemmefødslser, viste, at jordemødrene er kompetente til at vurdere om en normal fødsel er forventelig eller om der evt. er tegn på risici. Når man sammenlignede normale fødsler på hospital eller hjemme, havde de hjemmefødte børn en højere apgar score og fødslen var gået nemmere og hurtigere og med langt færre indgreb. Han måtte derfor konkludere, at det var trygt og fornuftigt at lade jordemødrene vejlede de gravide mødre.

Jordemødrene har nogle uddannede barselsassistenter, der kommer i 8 timer hver dag i hjemmet efter fødslen for at støtte amningen, vejlede og spædbarnets pasning og hjælpe familien med at fungere. Alle fødende kvinder har ret til denne hjælp. Jordemoderen kan tildele en nybagt mor ekstra hjælp, hvis hun fx er enlig eller har været igennem en kompliceret fødsel.

Rapport fra 2017 om det hollandske fødselssystem:
http://www.europeanmidwives.com/upload/filemanager/content-galleries/mem...

Tinne Stubbe Østergaard

WHO anbefaler veluddannede jordemødre, ordentlig svangreomsorg og vilkår, der gør hjemmefødsler mere sikre, da de fleste mødre i verden ikke har adgang til hospitalsfødsler.

Det er dog lande med både hospitalsfødsler og hjemmefødsler, der giver det bedste statistiske belæg for, at jordemødre er bedst egnede til at tage sig af normale fødsler og at hjemmefødsler er en sikker og god løsning for mødre med en forventet normal fødsel.

https://www.cbc.ca/news/canada/hamilton/news/low-risk-births-just-as-saf...
​2015 Canada Study:
"When a birth is low risk and a midwife helps, the chances of harm to the baby is about the same as in a hospital birth, a new study suggests.

Published in the Canadian Medical Association Journal (CMAJ), the study carried out by McMaster University researchers looked at 11,493 planned Ontario home births and an equal number of planned hospital births.

It has long been thought that home births are riskier, said Eileen Hutton, one of the researchers in the department of obstetrics and gynecology and the midwifery education program. But the study results suggest giving birth at home is a valid option."

Tinne Stubbe Østergaard

Niels Astrup: Et canadisk forskningsprojekt viste, at spædbørnedødeligheden er MINDRE ved en planlagt hjemmefødsel i forhold til hospitalsfødsel med jordemoder og højest med læge i sammenlignelige grupper:
"The rate of perinatal death per 1000 births was 0.35 (95% confidence interval [CI] 0.00–1.03) in the group of planned home births; the rate in the group of planned hospital births was 0.57 (95% CI 0.00–1.43) among women attended by a midwife and 0.64 (95% CI 0.00–1.56) among those attended by a physician. Women in the planned home-birth group were significantly less likely than those who planned a midwife-attended hospital birth to have obstetric interventions (e.g., electronic fetal monitoring, relative risk [RR] 0.32, 95% CI 0.29–0.36; assisted vaginal delivery, RR 0.41, 95% 0.33–0.52) or adverse maternal outcomes (e.g., third- or fourth-degree perineal tear, RR 0.41, 95% CI 0.28–0.59; postpartum hemorrhage, RR 0.62, 95% CI 0.49–0.77). The findings were similar in the comparison with physician-assisted hospital births. Newborns in the home-birth group were less likely than those in the midwife-attended hospital-birth group to require resuscitation at birth (RR 0.23, 95% CI 0.14–0.37) or oxygen therapy beyond 24 hours (RR 0.37, 95% CI 0.24–0.59). The findings were similar in the comparison with newborns in the physician-assisted hospital births; in addition, newborns in the home-birth group were less likely to have meconium aspiration (RR 0.45, 95% CI 0.21–0.93) and more likely to be admitted to hospital or readmitted if born in hospital (RR 1.39, 95% CI 1.09–1.85)."
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2742137/

Anne Mette Jørgensen

min søn ville have været dødfødt ved en hjemmefødsel pga. navlesnor om halsen. En kollegas datter ligeså. Hun valgte et lille privat klinik,og i sidste øjeblik blev hun kørt til Glostrup og fik kejsersnit.
Skal man ikke skelne ml. børnedødelighed generelt og børn døde ved under og efter fødslen. I en af kommentarerne tales der om antibiotika og ses på dødeligheden indtil et års alderen. Dette har intet at gøre med hjemmefødsler eller hospitalsfødsler, som det er i dag.
At undlade bad og klap i numsen kan vel sagtens lade sig gøre på et hospital.
I dag er det frivilligt om den gravide ønsker kejsersnit. Det kunne man jo ændre.

Tobias Ramm Eberlein

Tinne Stubbe Østergaard: Det studie, du referer er et observationelt studie - ikke et randomiseret. Det vil sige det kun beskriver hvorvidt de indgående grupper er forskellige ift interventionshyppighed og outcome - og ikke hvorfor. Om de forskellige hyppigheder har reel relation til den parameter, der stratificeres efter eller er produkt af andre forskelle mellem grupperne (confounding) kan det ikke sige.
Det kan derfor formentlig mest af alt sige noget om hvor gode canadiske jordmødre er til at forudsige problematiske fødsler (og på den baggrund fraråde hjemmefødsel), ikke hvorvidt de samme fødsler var blevet håndteret anderledes eller havde haft et andet outcome i et andet setting (hvad du lægger op til at bruge det til).
At fødsler - selv om det langt oftest ender lykkeligt - kan være en risikabel affære for både mor og barn, er der vist ikke grund til at diskutere - selv under optimale forhold kan det ende fatalt for begge parter.
Spørgsmålet er altså hvor mange fødsler man skal foretage på et sygehus for at redde et barn (eller en mor) fra et dårligt outcome (number needed to treat) og derudfra vurdere om vi man tør satse på ikke at være den det rammer. Men at finde frem til det tal kræver at man trækker lod og altså et interventionsstudie - ikke et observationelt studie.