Kronik

Vores turisme skaber uoverskuelige mængder af forurening, skrald og overforbrug

Vi fulgte turismens grimme spor til en strand i Vietnam, hvor fiskerne ikke fanger fisk, men skrald
Den vietnamsiske kystby Hoi An er på størrelse med Aalborg, men sidste år blev den besøgt af over tre millioner turister, skriver dagens kronikører.

 

Den vietnamsiske kystby Hoi An er på størrelse med Aalborg, men sidste år blev den besøgt af over tre millioner turister, skriver dagens kronikører.

 

James MacDonald

9. januar 2019

Vi står forventningsfulde i vandkanten, mens en flok fiskere er i gang med at hale et stort fiskenet i land. Som minutterne går, stiger spændingen, og vores toårige søn tripper begejstret på sine små fødder.

Vi befinder os i kystbyen Phan Thiet i det sydlige Vietnam, som mest af alt består af store resorts og solbadende turister.

Flere turister har rejst sig fra liggestolene og kommer nærmere for at se, hvad der foregår.

Da det grønne net endelig kommer til syne i vandkanten, lægger fiskerne de sidste kræfter i for at få det hevet i land. Den ene fisker åbner nettet og hiver først et par store vandmænd ud, derefter en benzindunk, en badesandal, en ølflaske, en affaldspose, og sådan bliver det ellers ved.

Skrald med skrald på, og ikke så meget som skyggen af en fisk er der at finde i fiskenettet. De fleste turister slentrer tilbage til deres liggestole, mens fiskerne smider dagens fangst i en bunke af skrald, som ligger lidt længere oppe ad stranden.

Vores søn, som netop er begyndt at forbinde de første ord til hele sætninger, spørger igen og igen:

»Hvor er fiskene henne?«

Billigt og varmt

Vi er heldigvis ikke taget hele vejen til Vietnam alene for at se fiskerne hive skrald i land. Vores rejse begyndte for tre måneder siden, hvor vi tog til Myanmar for at lave feltarbejde.

Nu, hvor vi alligevel var hoppet på et fly til Sydøstasien, tænkte vi, at det var oplagt at slutte af med en ferie i Vietnam.

De seneste år har vi næsten ikke kunnet åbne en avis uden at finde et rejsetillæg med farverige billeder fra Vietnam. Landet med den ubegribelige historie, det smagfulde køkken og den smukke natur.

Et land, hvor man både kan være kultiveret og blive solbrun på en og samme tid.

Da vi ankom til Vietnam, brugte vi de første dage på at lade os opsluge af livet i Hanois gader, før vi fik forvildet os ind i det, der hedder Old Quarter.

Mens resten af Hanoi summer af hverdagsliv, gadekøkkener og vietnamesere, der drikker kaffe på små plastikstole, er Old Quarter spækket med butikker, der sælger kopier af outdoormærker som North Face og Fjällräven. Mærker, som vi normalt forbinder med kvalitet, er her reduceret til tomme symboler i polyester.

På vores tur gennem Old Quarter faldt vi i snak med en europæer, som ikke kunne få armene ned af begejstring over turistlivet i Vietnam, for som han så præcist formulerede det:

»Vietnam is so cheap and hot, and I love it!«

Og ja, det er både varmt og billigt at være turist i Vietnam, og det er ikke kun europæerne, der er vilde med det. Det stigende antal kinesiske og russiske turister fylder efterhånden også godt i gadebilledet.

Efter en uges tid i Hanoi blev vi enige om, at det måtte være tid til at lægge det hektiske byliv bag os, så vi pakkede vores tasker for at bevæge os sydpå mod kystbyen Hoi An.

At føle sig miljørigtig

Vi glædede os til at komme ned i tempo i den lille by, som i dag er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Hoi An er på størrelse med Aalborg, men sidste år besøgte over tre millioner turister byen, og de lokale vietnamesere er for længst blevet et mindretal i deres egen by.

Da vi ankom til Hoi An, måtte vi mase os igennem mængden af turister i de smalle gader, mens vi forgæves forsøgte at undgå at få en selfiestang i hovedet.

Lige meget hvor ihærdigt vi prøvede at møde Hoi An med optimisme, kunne vi ikke lade være med at føle, at byen mest af alt virker som en kulisse. En kulisse, hvor klassisk musik brager ud af højttalerne i et desperat forsøg på at skabe en afslappet stemning, mens turister shopper om kap blandt byens mange skræddere og skomagere.

En dag stødte vi på en nyåbnet kaffebar, som profilerer sig på at være grøn og miljøbevidst.

Mens vi sad og suttede på vores genanvendelige bambussugerør, fortalte ejeren stolt om, hvordan de prøver at gøre Hoi An grønnere ved at tilbyde, at man kan få sin drikkedunk fyldt med filtreret vand i stedet for at købe en ny flaske, hver gang tørsten melder sig.

Vi blev selvfølgelig ellevilde, for midt i forbrugsfesten føltes det rart at bekræfte hinanden i, at vi trods alt også tænker på klimaets velbefindende.

Kaffestedet blev vores nye stamsted.

En dag faldt snakken på vores rejseplaner, og ejeren af stedet spurgte, hvorfor vi rejser med tog, når nu det er så billigt at flyve rundt i Vietnam. Her sad vi og følte os miljørigtige med vores bambussugerør og drikkedunke, og så foreslog vores grønne allierede, at vi skulle flyve i stedet for at tage toget.

Det er ikke for at hænge kaffebarejeren ud, for han gør jo bare, som mange af os gør. Vi holder vores klimarigtige drikkedunk i den ene hånd og vores boardingpas i den anden.

Lange udsigter

På mange måder har det at rejse bundet os sammen, siden vi mødte hinanden for snart ti år siden. Ikke så meget ferierejser, som den vi nu er på, men længere ophold, hvor vi har studeret, arbejdet og boet rundt omkring i verden, nogle gange sammen, andre gange hver for sig.

Uanset om vi har været i USA, Afrika, Asien eller Mellemøsten, er vi altid vendt hjem med nye perspektiver på vores liv i Danmark og ikke mindst på de privilegier, vi har, fordi vores pas tilfældigvis er rødbedefarvet.

Men på det seneste er det blevet sværere for os at træde om bord på et fly med god samvittighed. Det er efterhånden de færreste, der ikke er med på, at flyet er en klimagris, men der er lang vej fra at nikke samtykkende til det, når det lige falder os ind, og til så at gøre noget ved det.

Er selv vi, der elsker at rejse, ikke nødt til at skrue ned for flyforbruget og begynde at spørge os selv, hvornår vi synes, at det er okay at flyve?

For kærlighed? For arbejde? På ferier? Når billetterne er så billige, at vi ikke kan sige nej? Hvis det er det sidste, skylder vi så ikke de lande, vi besøger, mere interesse end prisen på flybilletten?

Mange vil garanteret trække teknologioptimistkortet og sige, at det kun er et spørgsmål om tid, før vi kan rejse verden rundt med eldrevne fly.

For nylig proklamerede Easyjet, at de fra næste år vil tilbyde, at man kan flyve mellem London og Amsterdam på et eldrevet fly. Der er vel at mærke tale om et fly med plads til ni passagerer. Ni passagerer?! Det har mildest talt lange udsigter.

Mange vil sikkert også påpege, at det jo ikke nytter noget at skrue ned for vores eget flyforbrug, hvis vores nabo stadig rejser til Thailand to gange om året. Der skal selvfølgelig også større strukturelle ændringer til, hvis det virkelig skal batte. Politikerne skal blive enige om at sætte ind på alternativer og afgifter, som vil få os til at overveje vores feriemål en ekstra gang.

Det bliver det nok heller ikke i morgen.

Hvor er fiskene?

Tilbage til Vietnam, hvor vi nu har tilbagelagt over 1.500 km i tog. Vi har brugt timevis på at kigge på de smukke landskaber, som passerer forbi, fordøjet indtryk og forberedt os på nye, mens vi har sludret med et utal af søde vietnamesere.

Vi er nået frem til, at togrejser kan noget, som flyrejser ikke kan.

Vi vil skåne jer for flere detaljer om, hvordan vi har dyrket vores forargelse over turismens grimme spor, og slutte i Phan Thiet, hvor vi stadig ikke kan finde på et godt svar til vores søn.

Vi ved simpelthen ikke, hvor fiskene er henne.

Vi kan blot konstatere, at selv om turisme skaber arbejdspladser og økonomisk vækst, så skaber det også uoverskuelige mængder af forurening og overforbrug. Både som kondensstriber på himlen og i form af skraldebunker på en ellers smuk og malerisk sandstrand.

Kristian Blomstrøm Johansson og Iben Wirth Carlsen, hhv. uddannet billedkunstner og specialestuderende i migrationsstudier

Videnskaben beviser, hvor bevidste, intelligente og følende landbrugsdyr er. Veganere tillægger ikke dyr menneskelige og disneyficerede egenskaber, men anerkender, at de kan føle smerte, glæde og angst ligesom os – det har mennesker ikke monopol på
Læs også
Det at flyve udstiller paradokset mellem på den ene side at ville være et moderne menneske, der har været i New York, Nigeria og Norge samme år og på den anden side at skulle begrænse timerne i den forurenende maskine, fordi man er bange for at vise skødesløshed over for klimaproblemet.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Loftkjær
  • Britta Hansen
  • Ervin Lazar
  • Eva Schwanenflügel
  • Steen Bahnsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Tommy Clausen
  • Lise Lotte Rahbek
Kurt Loftkjær, Britta Hansen, Ervin Lazar, Eva Schwanenflügel, Steen Bahnsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Tommy Clausen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

De sidder i lort til halsen, skriver begejstrede om det, og tør ikke fortælle sønnike, hvorfor der ikke er nogen fisk tilbage i havet.

Ivan Breinholt Leth

Forrentet gæld driver væksten frem. Enhver der har gæld støtter en vækstbaseret økonomi. Hvis du bor til leje er du med til at betale din udlejers gæld. Kødforbruget udgør omkring 15 pct. af de samlede CO2 udledninger. Alle der opvarmer eller nedkøler deres boliger udleder samlet set mere CO2, end de som rejser med fly. Det samme gælder den samlede transportsektor på land. Der er nok at have dårlig samvittighed over, så bare kom i gang med at have dårlig samvittighed, så vi kan få vendt udviklingen væk fra katastrofen.

Ivan Breinholt Leth

Philip B. Johnsen
Oprøret i Frankrig har vist, at man ikke kan føre miljøpolitik med afgifter uden en forudgående omfordelingspolitik. Hvad er den mest ulighedsskabende faktor i økonomien? Det er spekulation og skattely. Lige efter USA og Europa havde igangsat deres QE-politik, hvor billioner af euros/dollars flød ud i den finansielle sektor steg uligheden, fordi QE øgede mulighederne for speklulation. Finanskapitalens 'frisættelse' og fri flytning af kapital over grænser begrænser muligheden for at føre miljøpolitik, og så længe det er sådan er individuel handling i form af vegetarisme, cykling, togkørsel etc. irrelevant - uanset hvor sympatisk det forekommer. Individuelle tiltag er et symptom på politisk afmagt.

Lise Lotte Rahbek, Philip B. Johnsen og Samuel Grønlund anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Ivan Breinholt Leth

Det stærkeste pressionsmiddel den individuelle har, er at indse sit overforbrug, og skrue det ned. Det ville slå igennem overfor den industri som lever af forbrugerne, hvis vi begyndte at stille større krav til at de skulle tænke i bæredygtighed. Hvis alle mennesker i Verden holdt op med at bruge benzin, diesel, gas og kul i morgen, ville CO2 udledningen droppe drastisk uden at nogen ved magten eller med en oliekilde kunne gøre noget. Vi ville også hurtigt dø af sult, men noget for noget som man siger :)

Ivan Breinholt Leth

Morten Balling
"Hvis alle mennesker i Verden holdt op med at bruge benzin, diesel, gas og kul i morgen..." ville alt gå i stå. Resultatet ville være socialt kaos, dyb fattigdom og hungersnød. Jeg ved ikke, om du er parat til at dø af sult for at redde klimaet, men det er jeg ikke. Det er udmærket at være bevidst om sit overforbrug, men hvis det bliver til en flugt fra politisk handling, er det en dødsejler. Tiden er til individuelle løsninger og en stædig tro på individualisme. Det dur bare ikke, hvis vi skal redde kloden plus menneskeheden. En omlægning af vores forbrug må nødvendigvis indebære, at vi får ressourcer til at cirkulere i lukkede kredsløb. Det kræver minutiøs overordnet planlægning, og individuel markedsbekræftende adfærdsændring slår ikke til.

Morten Balling

@Ivan Breinholt Leth

Som jeg skrev: "Vi ville også hurtigt dø af sult".

Der kommer ikke nogen politiske løsninger. Det er blålys. Så var de kommet.

Ivan Breinholt Leth

Morten Balling
Politisk handling kommer ikke, når man tror, at politisk handling er et blålys. Det gør man ikke i Frankrig. I Danmark tror befolkningen, at islam er den største trussel mod menneskeden. Så længe vi kører den politiske dagsorden, kommer der ikke nogen politisk handling.